25. marts 2009, 20:01

Ben Webster. Jo, selv hos folk med minimal interesse for jazz er der en klokke, der ringer. Og for utallige andre er der mere end en klokke.

For det indre øre hører man tenorsaxofonen – som kan være pågående, knurrende og hidsig – eller indsmigrende, blød og menneskelig. Ingen anden jazzmusiker har i den grad været i stand til at vise de to poler af temperament og alligevel formået at bevare en kunstnerisk identitet. Og den særegne dobbelthed var på alle måder karakteristisk for tenorsaxofonisten Ben Webster.

Benjamin Francis Webster blev født den 27. marts 1909 i Kansas City, Missouri. På det tidspunkt havde hans mor forladt hans far, der efter sigende skulle være utilregnelig og alkoholiseret. Til gengæld var Bens mor, Mayme, og dennes moster, Agnes, kærlige og værdige kvinder, og det var dem, der opdrog drengen. Til trods for adresse i den sorte ghetto var hjemmet ikke præget af fattigdom, og faktisk blev den lille Ben godt forkælet, ligesom hans mor mente, at musik kunne blive ham en acceptabel levevej.

Hun sendte ham til violinundervisning, hvilket han bestemt ikke brød sig om. Han ville meget hellere spille klaver, og han var meget inspireret af den jazzklaverstil, der blev kaldt »stride piano«, karakteriseret af en markant og pulserende venstrehånds-vekselbas. Han fik overraskende godt greb om stilen, og i slutningen af 1920erne arbejdede han både i forskellige danseensembler og som stumfilmpianist. Men ved en tilfældighed mødte han tenorsaxofonisten Budd Johnson, og det var ham, der viste Ben Webster, hvordan man spiller på en saxofon.

Interessen blev fanget, Ben Webster anskaffede sig en saxofon, øvede og øvede og blev snart professionel. I starten af 1930erne spillede han med en række af tidens førende orkestre, og ikke mindst udviklede han sit spil, da han blev medlem af Fletcher Henderson Orchestra, som var kendt for at spille i alle mulige og umulige tonearter. Det var ganske enkelt lærepladsen.

En gylden tid
Ben Webster blev efterfølgende tilknyttet Cab Calloways orkester, og det blev en gylden tid. Calloway var en af tidens populæreste sangere og entertainere, og han turnerede flittigt og betalte sine musikere godt. Så fra 35 dollar om ugen hos Henderson blev det nu til 100 dollar! Det var ikke småpenge i 1930ernes USA, og en indtægt, der fristede til udskejelser. For Ben Websters vedkommende betød det et farverigt natteliv, hyppigt som gambler og billardhaj, men snart også med et alkoholforbrug, der slet ikke var godt for hans temperament. Han blev uforudsigelig og voldelig. Selv gav han den grund, at hans farfar var cherokee, og at indianere som bekendt ikke tåler alkohol.

Især måtte mange af hans damebekendtskaber smerteligt erkende, at han fra det ene øjeblik at være blid, beleven og kærlig, pludselig – hvis et eller andet ikke passede ham – kunne blive aldeles grum. Sangerinden Billie Holiday, som han i en periode var kæreste med, indkasserede et blåt øje, og også flere af de kvinder, der gjorde hans bekendtskab i hans sidste år i Europa, fik at mærke, at han fortsat – også på dette område – havde håndelaget i orden.

Det dobbelte sindelag kom til udtryk i hans spil. Som de fleste andre af 1930ernes tenorsaxofonister var Ben Webster inspireret af den store Coleman Hawkins, men i slutningen af årtiet udviklede han sin egen stil. I de hurtigere numre begyndte han som den første saxofonist at anvende det knurrende »growl«, som i de følgende årtier blev annekteret af talrige blues- og rock’n’roll-saxofonister. Sideløbende gjorde Ben Webster sit balladespil blødt, smidigt og melodiøst med tilføjelse af den helt specielle, vibrerende og toneløse luftstrøm.

Ben og Hertugen
Gennem 1930erne havde Ben Webster flere gange spillet med Duke Ellington, og det var hans drøm at blive fast medlem af jazzhertugens orkester. Det skete i 1940 – med væsentlig betydning for både tenorsaxofonisten og orkestret. Ben Webster blev orkestrets første væsentlige tenorsaxofonist, og hans solo i »Cotton Tail« er en klassiker. I samme periode havde orkestret en ganske ung bassist, Jimmy Blanton, som revolutionede basspillet, inden han i 1942 døde af tuberkulose. Ellington-orkestret er da også i den periode blevet betegnet som »The Blanton-Webster Band«.

Efter flere skænderier med Duke Ellington i 1943 forlod Ben Webster orkestret, og han lod sig efterfølgende høre i en række jazz- og blues-ensembler. I 1950erne var han tilknyttet impresarioen Norman Granz. Han deltog i dennes »Jazz At The Philharmonic«-koncerter, og indspillede en række epokegørende LPer for Granz’ selskab, Verve Records.

Over Atlanten
Men til trods for sit renommé og sin status blev det vanskeligt at få beskæftigelse, og da Ben Webster i efteråret 1964 fik et tilbud fra Ronnie Scott’s Club i London, tog han med skib over Atlanten. Det var hans første besøg i Europa, hvilket delvis skyldtes hans flyskræk, og delvis af samme grund vendte han aldrig tilbage til USA. Efter en succesfuld optræden i London blev han hyret til en Skandinaviens-turné, og i Danmark optrådte han for første gang ved en koncert i Radiohusets Koncertsal, den 10. januar 1965.

Han følte sig hurtigt hjemme i København, hvor han slog sig ned. Han optrådte i Montmartre, turnerede med Arnvid Meyers orkester og var jævnligt solist med Radioens Big Band. Han fortsatte med at turnere ude i Europa, og i årene 1966-69 var han bosat i Holland.

Herefter vendte han hjem til København, hvor han frem til sin død i 1973 boede i en lille lejlighed i Nørre Søgade 37B. Det var ingen retrætepost, han havde mange venner i det københavnske jazzmiljø, og han optrådte og turnerede flittigt og blev genforenet med Duke Ellingtons orkester i Tivolis Koncertsal i november 1971.

Den 6. september 1973 spillede Ben Webster i en klub i Leiden i Holland. Efterfølgende svigtede helbredet på flere fronter, og to uger senere, den 20. september 1973, døde han på et hospital i Amsterdam. Hans kiste blev fløjet til Danmark, hvor der var bisættelse i Bispebjerg Kirke den 28. september – med Johannes Møllehave som prædikant. Saxofonistens aske blev gravsat på Assistents Kirkegård, hvor inskriptionen på hans sten lyder:

BEN WEBSTER 1909-1973.

I anledning af 100 års fødselsdagen i morgen vil der kl. 15.00 være en mindehøjtidelig ved graven på Assistents Kirkegård. Udover lidt musik bliver der uddelt en særlig hæderspris. Festlighederne fortsætter kl. 16.00 i Kapellet, hvor der er Webster-jazz ved Bolberg/Markussen Quintet. På søndag kl. 15.30 er der så Ben Webster Prisfest i Copenhagen Jazz House med optræden af blandt andet Klüvers Big Band med vokalisterne Sinne Eeg og Bobo Moreno og tenorsaxofonisten Jesper Thilo. Der vil også være en Special Prize Winner Quintet samt jam-session, og årets Ben Webster Pris på 25.000 vil blive uddelt til en jazzmusiker, hvis navn indtil videre holdes hemmeligt.