Beyoncé gjorde »Super Bowl« til en sort politisk opvisning

Superstjernen, der nu er på vej mod Danmark med sin nyeste »Formation«, er ude i et kontant opgør mod politibrutalitet og forskelsbehandling.

Beyoncé stjal showet ved Super Bowl natten til mandag.
Beyoncé stjal showet ved Super Bowl natten til mandag.

Med protester mod racisme og politibrutalitet mod sorte og forskelsbehandling i mange samfundslag, er raceproblematikken bestemt ikke blevet mindre i den amerikanske debat de seneste år, og i weekenden meldte superstjerne Beyoncé Knowles sig for alvor ind i debatten med det mest politiske udspil fra hende endnu i sangen »Formation«.

En sang som et dansk publikum får mulighed for at opleve, når Beyoncé lægger vejen forbi Parken i København den 24. juli på »The Formation World Tour«. Billetter sælges fra 22. februar, og der er lagt op til en oplevelse af de større at dømme efter weekendens lancering af singlen »Formation«.

Skæringen blev udgivet lørdag med tilhørende video, der ikke lægger fingre imellem. Med adresse til Katrina-katastrofen ses Beyoncé på en synkende politibil i et oversvømmet New Orleans. Der er billeder af en lille sort hætteklædt dreng overfor kampklædte politistyrker på stribe, Martin Luther King på avis-forsider med overskriften »More than a dreamer« og en graffiti med budskabet: »Stop shooting us«.

Et døgn efter udgivelsen af »Formation« optrådte sangerinden så med sangen ved den begivenhed, der har større mediemæssig bevågenhed end stort set noget andet i USA - Super Bowl. I sort læder og med et krydsende bælte i Michael Jackson-style og et danserkorps med Black Panters-attituder, var der ikke skruet ned for den usædvanlige politiske tone her, hvor hun optrådte sammen med Coldplay og Bruno Mars.

»Beyoncé stjal ikke bare Super Bowl-pauseshowet. Hun gjorde det til en politisk opvisning,« skriver magasinet Vox Culture, der kalder det at sætte det sorte America på den centrale scene for »en kraftig viljesfyldt erklæring«. Også set i den sammenhæng, at Beyoncés mand, Jay Z via sin streaming-tjeneste Tidal, netop havde givet ti millioner kroner til organisationer som »Black Lives Matter« fredag, hvor den nedskudte sorte teenager Trayvon Martin ville være fyldt 21.

I New York Times mente musikkritikeren Jon Caramanica, at Beyoncé med nummeret »Formation« har omskrevet Super Bowl showet fra at være ren underholdning til et øjeblik med politisk gennemslagskraft.

At Beyoncé Knowles har ambitioner om mere end den rene popmusik har hun før luftet. Blandt andet da hun i 2014 kom på Times Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige mennnesker og i en tilhørende video erklærede, at »Det handler ikke kun om mode, skønhed eller musik, det handler om min indflydelse på den kulturelle verden.«

Beyoncé er i dag 34 år og slog igennem sidst i 90erne som medlem af R&B-gruppen Destiny's Child. Hendes efterfølgende solokarriere har dog givet endnu større hits med numre som »Single Ladies (Put A Ring On It)«, »Halo« og »Crazy In Love« - den sidste sammen med Jay Z, ægtemanden som hun har været gift med siden 2008 og kæreste med siden 2002.

Sammen har de datteren Blue Ivy Carter, der i øvrigt også medvirker på videoen til Formation.

Du kan bl.a. se Beyoncés optræden til Super Bowl her.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.