Besat af bevægelse

Dans. Det canadiske Compagnie Marie Chouinard giver fascinerende nyt liv til Henri Michauxs tegninger og digte.

Compagnie Marie Chouinard i værket »Henri Michaux: Mouvements«. Foto: Compagnie Marie Chouinard.
Compagnie Marie Chouinard i værket »Henri Michaux: Mouvements«. Foto: Compagnie Marie Chouinard.

Det er snart 20 år siden, at det verdenskendte canadiske Compagnie Marie Chouinard første gang gæstede Danmark. Siden har det Montreal-baserede kompagni været tilbage med mange års mellemrum, og nu kan man opleve det virtuose kompagni på Republique i København med to værker af den i dag 60-årige Marie Chouinard, der i begge sine værker sætter dansen i interessant dialog med andre medier.

Mest fascinerende er det stramt formede værk »Henri Michaux: Mouvements« fra 2011, hvor ti dansere i sorte heldragter fantasifuldt transformerer blæktegninger og digte fra bogen »Mouvements« af den belgisk-franske maler og digter Henri Michaux.

På scenens bagvæg ser vi på skift bogens 64 sider med tegninger, der fungerer som et koreografisk partitur for danserne. Både enkeltvis og i grupper laver de kropsskulpturelle imitationer af de sorte penselstrøg, der får et forunderligt nyt liv gennem dynamiske bevægelser, mimik og ekspressive, dyriske stemmelyde. Og hele tiden tilfører Louis Duforts maskinelle elektroniske musik en høj energi og puls til dansen, der ender i vilde stroboskopiske glimt, når kroppene – ligesom vi hører i et digt – er som besat af bevægelse.

Opgør med den perfekte krop

I aftenens første værk, »Soft virtuosity, still humid, on the edge« fra 2015, er dansen i dialog med simultane videooptagelser. Som et opgør med tidens dyrkelse af den perfekte krop ser vi de ti dansere i imponerende gennemført skæve, asymmetriske og deformerede gangarter og med stærkt forvrængede ansigtsudtryk.

Såvel selve koreografien som videoens nærbilleder fokuserer gennem forestillingen på forskellige kropsdele. Hvad vi tror er en kærlig omfavnelse, når to dansere på en drejeskive sidder og omfavner hinanden som yin og yang, udvikler sig hurtigt til afvisende grimasser og tungerækning. Og der er masser af angst, smerte, lidelse og afmægtighed i udtrykket i en meget lang gruppesekvens i slow motion, der tydeligvis er inspireret af Bill Violas videokunst, men hvor vi nu oplever bevægelser og små mimiske forandringer både live på scenen og gennem videomediet.

»Soft virtuosity, still humid, on the edge« er i det hele taget fyldt med interessante indslag, der afspejler en uperfekt, grotesk og smertefuld verden. Men det lidt for lange værk er mindre velstruktureret end »Henri Michau: Mouvements«, der henter de fem stjerner hjem.

 

Hvad: Soft virtuosity, still humid, on the edge samt Henri Michau: Mouvements. Hvem: Compagnie Marie Chouinard. Koreografi, scenografi, lys: Marie Chouinard. Musik: Louis Dufort.Hvor: Republique, sidste dag 20. februar.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.