»Bedrag«-casting: »Jeg har sagt, at jeg IKKE er kineser«

DRs nye dramaserie »Bedrag« byder på et alsidigt persongalleri, hvor dialekterne fra Udkantsdannmark dirrer, og de hvide danskere ikke er alene. Mangfoldighed er (også) et buzzword i de fiktive fortællingers verden, hvor Dansk Folkepartis aftryk på filmaftalen betyder, at geografi nu også bliver et område med særligt fokus.

Thomas Hwan og Thomas Bo Larsen i »Bedrag«. Foto: Christian Geisnæs.
Thomas Hwan og Thomas Bo Larsen i »Bedrag«. Foto: Christian Geisnæs.

»Jeg har købt nogle basser ...«

»Nej tak, jeg spiser ikke sukker.«

»Hvorfor? Er det fordi, at du er kineser?«

»Jeg har sagt, at jeg IKKE er kineser.«

»Hvad er så problemet?«

De 1,4 millioner danskere, der følger med i DRs nye dramaserie »Bedrag«, vil kunne genkalde sig ovenstående dialog fra en scene med kriminalassistenten Mads (Thomas Bo Larsen) og kollegaen Alf (Thomas Hwan) fra bagmandspolitiet, som sammen efterforsker vindenergifirmaet Energreen.

Politisk korrekthed er tydeligvis ikke blandt Mads’ fremmeste træk. Men mens Mads har koblet Alfs asiatiske træk sammen med noget fremmed, så er han for os seere bare en mand, der er lige så dansk som vindmøller og Vadehavet.

Den ambitiøse kvindelige jurist Claudia Morenos (Natalie Madueño) navn indikerer også, at hendes karakter har andet end dansk bondeblod i årene, uden at der er blevet gjort et stort nummer ud af det.

Dertil kommer selvfølgelig også TV-seriens ukrainske håndværkere og kriminelle serbere, der er med til at vise en sammensat dansk virkelighed. Forskellige dialekter er også i spil.

»Bedrag« er på ingen måde alene om at have et persongalleri med en vis variation. Mangfoldighed er et buzzword i den internationale TV- og filmverdenen, og på Det Danske Filminstitut (DFI) arbejder man med mangfoldighed i forhold til etnicitet, køn og geografi – både foran og bag ved kameraet.

Mere om det senere.

»Teatret har været venligt ved mig«

Den Reumert-vindende skuespiller Thomas Hwan, som spiller Alf i »Bedrag«, er både beriget med en nordjysk dialekt og et asiatisk ansigt.

Thomas Hwans appetit på skuespil blev vakt, da han som teenager meldte sig til det årlige sommerspil i barndomsbyen Brovst, og her stod det hurtigt klart, at hans asiatiske udseende diskvalificerede ham til roller som både von Trapp-barn og nazist i »Sound of Music«, der var årets opsætning.

»Så jeg blev dansepartner nummer tre,« fortæller Thomas Hwan, som blev færdiguddannet som skuespiller i 2007.

»Da jeg begyndte på uddannelsen, lå det i luften, at der nok ikke ville være så mange roller til mig, og at jeg skulle indstille mig på, at min asiatiske oprindelse ville være en begrænsning,« siger Thomas Hwan, hvis grundindstilling er, at han kan spille hvad som helst.

»Og teatret har heldigvis været meget venligt ved mig og givet mig mulighed for at spille alt muligt forskelligt. På film og TV er det en lidt større ting, men det er ved at bløde mere op. Noget er ved at rykke sig. Men der er selvfølgelig nogle begrænsninger i forhold til troværdigheden. Jeg kan ikke spille en almindelig dansk soldat i »9. april« eller i »1864«. Så ville folk blive forstyrret og tænke: Hvad sker der?« siger Thomas Hwan, som bevidst styrer uden om større roller, hvor hans etnicitet er udslagsgivende.

»Hvis man laver »Far til fire i Japan«, så giver det selvfølgelig mening, at der er nogen med et asiatisk udseende, men jeg prøver egentlig at undgå at den slags roller. Ellers risikerer man hurtigt at havne i en bås.«

Da Thomas Hwan som ung skuespiller-aspirant kom til København fra Nordjylland, var han også meget bevidst om, at han ikke ville være »ham jyden«.

»Sådan har jeg det slet ikke mere. Der ligger en naturlighed og en blødhed i ens tone, som man ikke skal fjerne. Det er en styrke og ikke en hæmsko. Jeg har lavet et par virkelig jyske ting på Det Kongelige Teater. For nogle år siden ville det have virket bøvet, og der har været en tendens til, at vi skuespillere alle skulle fremstå lidt nordsjællandske, medmindre rollen direkte dikterede noget andet. Forskrækkelsen over, at man sætter sig eget geografiske præg, er heldigvis på vej væk. Det behøver ikke længere at være et statement at tale jysk,« siger Thomas Hwan.

DFIs vicedirektør, Claus Ladegaard, er an-svarlig for en del af filminstituttets indsats, som har at gøre med etnicitet, der også er det område, som instituttet og filmbranchen er nået længst med. Parterne har blandt andet udarbejdet et charter, oprettet en casterbase og etableret en mentorordning.

Et uheldigt formuleret brev

Arbejdet blev sat i gang efter et noget uheldigt formuleret brev, som bragte DFI i krydsilden for små fire år siden. I brevet, som var et afslag på støtte til familiefilmen »MGP Missionen«, gav DFI udtryk for, at man i provinsen ikke var interesseret i fortællinger med og om etniske minoriteter.

»Men sådan ser vi selvfølgelig ikke på det. Helt overordnet er vores mål at udvikle dansk film. Vi er et lille land, som stadig er ret homogent, og vi er tilbøjelige til at tænke på samme måde. Hvis etniske minoriteter eksempelvis kan bidrage med andre fortælletraditioner og andre øjne på os danskere, og vi formår at udnytte det, så kan det gøre dansk film og TV bedre og mere interessant. Mangfoldighedsindsatsen er overordnet et kvalitetsprojekt, der skal skabe mere interessante historier, end vi ellers ville have fået,« siger Claus Ladegaard, som endnu ikke ser grund til at hæve armene for at fejre de helt store sejre.

»Det er en indsats og et fokusområde, som man skal være ret vedholdende omkring, og det tager tid. Men når jeg ser på de seneste år, så synes jeg, at en film som Fenar Ahmads »Ægte varer«, der skildrer ungdomsindvandrerkulturen i et forstadsområde, har overrasket positivt. May el-Toukhys »Lang historie kort« har nogle lidt andre øjne end en traditionel dansk relationshistorie, og så er jeg rigtig begejstret for, at en film som »Iqbal Farooq og den hemmelige opskrift«, der formår at få noget multietnisk til at møde »Huset på Christianshavn«, har fået så stort et publikum,« siger Claus Ladegaard.

Han peger også på det positive i, at skuespillere som Danica Curcic, Dar Salim, Marijana Jankovic og Thomas Hwan får hovedroller og store biroller, der ikke skyldes deres etnicitet, men store kvaliteter som skuespillere:

»Men vi har først sejret, når det er normen, at tandlægen er pakistaner, uden at der også er en minoritetsproblematik i spil.«

»En indspist og selvrekrutterende branche«

DFI arbejder i øjeblikket også med mangfoldighed i forhold til køn, hvor man i første omgang er ved at undersøge kønsbalancen på film- og TV-området.

Derudover dikterer Dansk Folkepartis aftryk på filmaftalen, at instituttet også skal i gang med se på den geografiske og sociale rekruttering.

»Det spiller en stor rolle for os, at serier og film ikke bare bliver optaget i København og med københavnske skuespillere og københavnske miljøer og temaer. Danmark skal afspejles bredt. Vi vil derfor gerne have undersøgt, hvor folk i filmbranchen kommer fra, og hvordan de bliver rekrutteret, for vi har en formodning om, at det er en indspist og selvrekrutterende branche, der er domineret af mennesker fra København og Nordsjælland. Og det afspejler sig selvfølgelig på fortællingerne i film og på TV,« siger Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, som understreger, at DF ikke går ind for kvoter af nogen art:

»Det ville dræbe kunsten, men hvis man begynder at rekruttere bredere, så vil vi automatisk også få flere forskellige fortællinger.«­

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.