18. maj 2009, 22:30

Der var engang, hvor pladeselskaberne afgjorde, hvilken musik alverdens ører skulle høre. Sådan er det langtfra i dag, hvor alle kan uploade sange på nettet og dermed være tilgængelig for enhver med en opkobling.

Det ligner umiddelbart en velsignelse, men den uendelige strøm af ny musik på nettet har gjort det sværere og sværere for solister og bands at fange musikforbrugernes opmærksomhed.

Og at nye tider kræver nye metoder, det ved danske When Saints Go Machine, der netop har udsendt debutalbummet »Ten Makes A Face«. For det er via usædvanlig målrettet brug af skærm, tastatur og net, at kvartetten er endt i en fordelagtig position, hvor EMI Music udgiver dem i hele Skandinavien, hvor de spilles på BBC Radio, hvor andre musikere gladelig remixer dem, og hvor deres numre inkluderes i DJ-sæt verden over.

»Ja, den tid er helt klart ovre, hvor man som band laver sin musik, opretter en MySpace-profil og så ellers bare håber, at nogen opdager den«, forklarer forsanger Nikolaj Manuel Vonsild et par dage før debuten lander i pladebutikkerne.

»Vi har fra start valgt en strategi, hvor vi går målrettet efter dem, der blogger om musik på nettet. Altså, de folk som bruger en stor del af deres tid på at finde nye bands og skrive positivt om dem til deres læsere. Og mange af dem, vi har sendt vores numre til, fandt vi på Hypemachine, som er et site, der samler information fra rigtig mange forskellige bloggere.«

Firmaet i firmaet
De bloggere, der skrev positivt om When Saints Go Machines numre, blev omhyggeligt noteret og fik siden tilsendt mere musik.

»Det lyder måske lidt påtrængende, men vi har lige fra vi begyndte at spille sammen for to år siden tænkt, at vores musik har sin egen stolthed og integritet, men at vi ikke behøver have fine fornemmelser i arbejdet med at markedsføre den«, kommenterer trommeslager Silas Moldenhawer.

Og der er store fordele ved at rette markedsføringen mod musik-bloggerne.

»Der er jo flere millioner artister og tracks derude på nettet, men når bloggerne anbefaler nogle af dem, så har det en særlig betydning«, siger Vonsild og fortsætter: »Folk er jo ikke så skeptiske, når de læser om bands på blogs. Når de ser en eller anden reklame for et band, ved de jo, at der sidder nogle folk bagved, som bare er ude på at tjene penge. Bloggerne har simpelthen en anden troværdighed, fordi de er musikelskere og ikke er ude på andet end at anbefale god musik.«

Men er alle disse strategiske overvejelser egentlig ikke nogle, deres pladeselskab burde gøre sig?

»Det kan man sige, men vi ser jo os selv som et lille firma, der bare er blevet opkøbt af et større. Sådan en tankegang er sikkert ret ny, men jeg kan ikke se meningen i at lade alle mulige pladeselskabsfolk tage sig af alt det her, som vi nu engang har meget bedre styr på,« svarer Vonsild.

Verdens ældste metode
I fremtiden skal Twitter – den sociale netværkstjeneste, hvor brugerne hele tiden skriver korte opdateringer – også bruges til at udbrede kendskabet til When Saints Go Machine.

»Ja, men selvom det alt sammen lyder me-e-e-get moderne, så trækker vores net-strategier jo på verdens ældste metode, nemlig historiefortællingen«, siger Vonsild og forklarer:

»Når en eller anden har læst om os på bloggen og siden hørt vores musik, så fortæller han eller hun det jo videre. Sådan når vi flere og flere, og vi ved da godt, at vores arbejde kan virke ret kynisk, men det er altså musikken, det i sidste ende handler om. Og holder den ikke, så sker der altså ingenting lige meget, hvor gode ens strategier er. Men vores musik holder altså, og det håber vi også, at køberne synes, for det er jo plade- og koncertsalget, der i sidste ende giver os noget at leve af – mere moderne er verden heller ikke blevet.«