Barok & beton

Fortiden og dens dæmoner er sprællevende i barokbyen Vilnius. Nu genrejser byen det fyrsteslot, der blev ødelagt af invaderende stormagter for 200 år siden. Det sker, mens byen – som den første hovedstad i Østeuropa – fejres som Europas kulturhovedstad.

Udadtil er det så tæt på en kopi af middelalderslottet, man kan komme uden sikre kilder. Men bag de nybyggede mure er der både aircondition og elevator i det omstridte byggeri i hjertet af Litauens hovedstad, der i år kan bryste sig af titlen som Europæisk Kulturhovedstad 2009.
Udadtil er det så tæt på en kopi af middelalderslottet, man kan komme uden sikre kilder. Men bag de nybyggede mure er der både aircondition og elevator i det omstridte byggeri i hjertet af Litauens hovedstad, der i år kan bryste sig af titlen som Europæisk Kulturhovedstad 2009.
De svejser og hamrer og murer og borer. Håndværkere i gule hjelme råber gennem larmen fra osende bulldozere og gravemaskiner, der skrumpler rundt i borggården. Omkring dem rejser nybyggede slotsmure sig. Komplet med skydeskår, tårne og majestætiske portvælvinger.

Sten for sten og betonelement for betonelement vokser middelalderborgen frem på ny. Udadtil en nøjagtig kopi af den statelige renæssanceborg, der indtil begyndelsen af 1800-tallet stod her i hjertet af den litauiske hovedstad. Men bag de nybyggede mure er det moderne middelalder med både aircondition og elevator.

Forventningerne er også akut nutidige. Om få måneder skal det genopstandne fyrsteslot danne ramme om fejringen af tusindåret for Litauens første optegnelse i de i historiske kilder. Genrejsningen skal være et spektakulært højdepunkt i året, hvor Vilnius smykker sig med titlen som europæisk kulturhovedstad 2009.

»Storfyrstens genopbyggede slot skal igen blive et symbol på national stolthed og en kraftfuld påmindelse om Litauens stærke tradition som stat,« står der i de officielle informationsfoldere.

Den glemte Østblok
Vilnius er den første hovedstad i et tidligere østblokland, der får titlen som europæisk kulturhovedstad. Nu bobler byen og de gamle gader af store ord og vilje til at vise Europa, hvad de kan. Der er følelser på spil. Først nu, efter det meste af 200 år under skiftevis russisk, polsk, tysk og sovjetisk overherredømme, kan Vilnius for alvor gøre op med det selvtilfredse Vesteuropas glemsel.

Den følelse står på spring mellem linjerne i beskrivelserne af kulturbyåret. Som et ekko af den tjekkiske forfatter Milan Kunderas berømte essay »Den kidnappede Occident« om Vestens kollektive fortrængning af Europa øst for Wien i koldkrigsårene.

Symbolsk genopbygning
Den brutale fortid giver også en god del af svaret på, hvorfor en by, der i forvejen huser en charmerende, kringlet og Unesco-beskyttet bykerne, har taget den usædvanlige beslutning af genopføre et slot, som ikke har eksisteret i over 200 år.

»Det er en symbolsk genopbygning af en vigtig del af historien,« forklarer arkæolog Gediminas Gendrenas, der er tilknyttet det enorme byggeprojekt, mens han viser rundt i de halvfærdige gemakker på slottets andensal.

Her arbejder håndværkerne på højtryk for at genskabe gulvmosaikkerne, som de så ud engang. Mosaikkerne og dørkarmene i gotlandsk sandsten er blandt de få detaljer, der med sikkerhed kan genfindes i de historiske kilder, fortæller Gediminas Gendrenas. Meget andet – herunder næsten hele den indvendige udsmykning – har arkitekterne måtte gætte sig til.

Men hvad kongeslottet mangler i historisk præcision, har det til gengæld i symboltyngde. Slottet blev demonstrativt jævnet med jorden, kort efter det ekspanderende russiske rige i 1795 erobrede det daværende litauiske fyrstendømme. Kun en undseelig fløj overlevede som hovedkvarter for den russiske hær. Samme fløj blev under Anden Verdenskrig hovedsæde for Hitlers tropper, der i Litauen – med hjælp fra lokale fascistiske grupper – gennemførte en af de blodigste henrettelser af jøder i Europa. Til sidst endte den overlevende slotsstump i sovjettiden som hjemsted for ungkommunisterne. Og sådan var det, lige indtil Litauen opnåede selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991.

Den grumme historie har brug for en lykkelig slutning, mener tilhængerne. I 2000 tog det litauiske parlament derfor beslutningen om at genrejse slottet. En vigtig forudsætning var den økonomisk støtte fra den store litauiske diaspora, der energisk samlede ind til projektet. Ifølge avisen Baltic Times erklærede foreningen af litauere i udlandet dengang, at genopbygning af slottet var en prioritet på linje med medlemsskab af NATO og EU.

Hollywood-projekt
Men langt fra alle deler begejstringen over det milliarddyre slotsbyggeri, der nu rager højere op end selv den gamle domkirke på byens centrale plads. Kritikerne kalder det et »Hollywood-projekt«, der ikke bringer landet nærmere en historisk forløsning, men snarere udstiller de historiske dæmoner, som plager det.

»Borgbyggeriet blev til i et politisk kapløb mellem højre og venstre om at være mest patriotisk. At borgen i sin tid blev ødelagt af russerne har gjort symbolikken uimodståelig for politikerne,« siger Alfredas Bumblauskas, der er dekan for det historiske fakultet på Vilnius Universitet og blandt de mange aktive kritikere af projektet.

Han mener frem for alt, at byggeriet mangler autencitet. Lignende genopbygningsprojekter eksempelvis i Warszawa, hvor den gamle bydel inklusive kongeslottet blev genskabt efter Anden Verdenskrig, baserede sig på langt mere kildemateriale, mener Alfredas Bumblauskas. Selv den planlagte genopbygning af kejserslottet i Berlin sker med 60 og ikke 200 års forsinkelse.

Vilnius tilhører alle
Genopbygningen af den »nationale stolthed« er samtidig et omstridt emne i en by, der har så mange forskellige kulturelle ophav som Vilnius. Den dag i dag har byen sine polske, hviderussiske, jødiske og russiske mindretal.

Barokken og gotikken, de ortodokse og katolske kirker, og selv de sovjetiske magtbygninger og grå forstæder, fortæller derfor byens historie bedre end noget slotsbyggeri, mener den litauiske forfatter og digter Aidas Marcenas.

»Det, at slottet ikke var der, fortalte i sig selv noget vigtigt,« mener Marcenas, der er redaktør på antologien »Fra Vilnius til Vilnius« om byens rejse fra provinsby i Sovjetunionen til hovedstad i et uafhængigt og demokratisk Litauen.

»Jeg mener, at Vilnius tilhører alle dem, som er begravet her,« filosoferer han over en kop kaffe i den labyrintiske gamle bydel.

Sandt er det i hvert fald, at Vilnius har mange bygmestre.

Byen har været et centrum for både litauisk, jødisk, hviderussisk og polsk kultur. I Vilnius boede et af de største jødiske mindretal i Europa, dengang byen endda var kendt som »Litauens Jerusalem«. Vilnius var også byen, hvor hviderussernes nationale vækkelse begyndte i det 19. århundrede. Og selv nogle af den store nabo Polens nationaldigtere, Adam Mickiewicz og nobelpristageren Czeslaw Milosz, boede i Vilnius. Romantikeren Mickiewicz kaldte Litauen sit fædreland, selvom han skrev på polsk. Og for at gøre grænseløsheden komplet, så omfavnes samme digter også af hviderussere, som fremhæver hans hviderussiske afstamning.

»Vilnius er et palimpsest,« skriver den litauiske digter og Yale-professor Tomas Venclova med et sprogligt billede af genbrugt pergament med lag på lag af forskellige tekster.

I den optik rammer titlen som europæisk kulturhovedstad plet i Vilnius. Byen taler litauisk, polsk, russisk og jiddisch. Og i dag har en ny generation føjet engelsk og endda nordiske sprog til paletten. Det er ikke usædvanligt at finde unge, der har læst skandinaviske sprog på universitet. I en boghandel på Pilies-gaden finder man Peter Høeg på bestsellerlisten.

»Tilbage til Europa« lød netop et af slagordene, da tusindvis af baltere i 1989 tog hinanden i hånden og dannede kæde gennem de tre baltiske lande i protest mod det sovjetiske overherredømme.

Rødkindede ungkommunister
Kranen losser endnu en ladning jerndragere ind over borgmuren, mens arkæologen Gediminas Gendrenas viser vej under et stillads og op ad en stejl trappe. Kun i denne fløj af slottet er en smule af de originale metertykke mure bevaret. Alligevel skal netop dette sted være anderledes. Her skal ikke fyldes op med genskabte middelaldermosaikker. Her hang nemlig en farvestrålende sovjetisk mosaik – komplet med røde faner og rødkindede ungkommunister – fra tiden, hvor »pionererne« havde deres hovedkvarter bag middelaldermurene. Og den mosaik skal op at hænge igen.

»Slottet skal vise hele vores historie,« siger Gediminas Gendrenas.

Værd at læse: Tomas Venclova: »Vilnius«. Paperback 2009, engelsk. Cornelius Hell: »Der eiserne Wolf im barocken Labyrinth«. 2009, tysk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.