"Snerpede" markeder som USA, det sydlige Europa og Asien vil kunne købe en "katolsk" version af filmen, oplyser Zentropa-direktør, Peter Aalbæk Jensen.
19. maj 2009, 19:29 – opdateret 19. maj 2009, 20:20
Det er ikke kun anmelderne, der er splittede over Lars von Triers »Antichrist«. Filmbranchens købmænd er også delt i to lejre.
»Nogle hader filmen som pesten. Andre synes, at den er helt fantastisk. Interessen er stor, men der er også nogle af vores faste distributører, der har sagt, at de ikke kan bruge »Antichrist« til noget som helst,« siger direktør Rikke Ennis fra Trustnordisk, som sælger »Antichrist« til det internationale filmmarked.
Efter filmfestivalen i Cannes vil Zentropa lave en censureret version af »Antichrist« til markeder i USA, det sydlige Europa og Asien.
»Vi laver en katolsk version til de mere snerpede markeder for at imødekomme censureringskrav. Vi ved endnu ikke hvilke scener, der bliver klippet ud. Vi skal i dialog med distributørerne, så vi kan finde smertegrænsen. I USA må man jo ikke engang vise en nøgen mand med en slap diller forfra,« siger Zentropa-direktør, Peter Aalbæk Jensen, som også regner med, at TV-stationer vil købe den censurerede udgave, så »Antichrist«, der eksempelvis bliver indledt af en pornografisk penetreringsscene, ikke skal vises efter midnat.
»Antichrist« var blevet forsolgt til en række mindre markeder som Korea, Taiwan, Spanien og Benelux-landene på filmfestivalen i Berlin tidligere på året. Tre store markeder stod åbne før Cannes-festivalen.
Lanceret forskelligt
»Vi har fået det første bud fra USA, og jeg er ret sikker på, at vi får solgt »Antichrist« til det amerikanske marked under Cannes-festivalen eller lige umiddelbart efter.
Fra Storbritannien er der også stor interesse. Japan kan komme til at tage lidt længere tid. Mange af de japanske distributører er blevet hjemme i år af frygt for svineinfluenza, men Japan er traditionelt et stort Lars von Trier land,« siger Rikke Ennis.
»Antichrist« bliver lanceret forskelligt fra land til land. I nogle lande vil den blive markedsført som kunstnerisk film, i andre som en thriller eller horrorfilm. Den polske distributør har eksempelvis valgt at sælge »Antichrist« som en horrorfilm.
»Der er kun seks-otte arthousebiografer tilbage i Polen, så hvis vi markedsførte
»Antichrist« som en kunstnerisk film, ville den ikke nå særlig langt ud,« siger Jakub Duszynski fra den polske distributør Gutex Film.
»Antichrist« kommer ud i 45 kopier i Polen. I Danmark sendes der i alt 17 kopier ud til de danske biografer.
»Det er rekord for en Lars von Trier-film. De sidste Lars von Trier-film har faktisk floppet i Polen, og derfor synes vi også, at det er bedre, at »Antichrist« forbindes med horror frem for som en kunstnerisk film af Lars von Trier,« siger Jakub Duszynski.




































