Anne Linnet bliver den nye skarpretter

Netop nu er der auditions til sjette sæson X Factor. Håbefulde talenter er mødt op på spillestedet Vega for at blive bedømt af de tre dommere. Og nu er det ikke længere Blachman, men Anne Linnet som er den hårde nød i dommerpanelet.

Audition på X Factor med Anne Linnet, Ida Corr og Thomas Blachman som dommere.
Audition på X Factor med Anne Linnet, Ida Corr og Thomas Blachman som dommere.

Thomas Blachman har gennem flere år været alle X Factor-deltageres store frygt. Med skarpe bemærkninger hvor intet er helligt. Og mandens legendariske replikker er da også på sin plads denne eftermiddag i Vega, hvor håbefulde talenter i disse dage går til auditions:

»Du kan score hvem som helst, men lad være med at synge.«

»I er tre kæmpe fjolser, I tager det ikke alvorligt, men det er genialt, det I kan.«

»Når man ikke kan synge rent, bliver man bare ved med at synge falsk.«

Trods de harske kommentarer, lader Blachman overraskende mange gå videre. Det samme gælder ikke for den nye kvinde i dommerklassen, Anne Linnet. Flere af de 13 deltagerkonstellationer får ja fra både Blachman og Ida Corr, mens Anne Linnet siger nej. En enkelt gang får Blachman dog overtalt Linnet til at sige ja til en pige, som han insisterer på skal gå videre.

Det store X Factor-maskineri

Der er altså nye boller på dommersuppen i sjette sæson X Factor, der får premiere på DR1 i begyndelsen af det nye år. Men det store X Factor-maskineri er det samme som altid. Også denne eftermiddag i Vega. Publikum bliver sat i den rette stemning af en kæk publikumsopvarmer. Kameraerne kører frem og tilbage under loftet for at fange hvert øjeblik. Og folk fra det store X Factor-hold titter frem på scenen og ude i siden af salen.

Selvom sjette sæson X Factor først får premiere i begyndelsen af det nye år, har maskinen været i gang længe. På sommerens festivaler kørte holdet rundt og fandt talenter, ligesom de gør det i disse dage i Vega. Og selvom programmet har kørt siden 2008, er Danmark langt fra blevet støvsuget for talenter.

»Niveauet er sindssygt. Da jeg startede her, var der 80 pct. freaks, nu er der 80 pct., der kan synge. De har aldrig været bedre. De sparker røv, og de kan deres ting,« lyder dommen over årets deltagere fra Blachman.

»Vi er med for at vinde«

Denne eftermiddag får 13 deltagerkonstellationer chancen for at blive bedømt foran dommerne og Vegas publikum. Niveauet er ganske rigtig højt, og man fornemmer faktisk kun en enkelt såkaldt freak, der er kommet med som god underholdning.

Publikum klapper begejstret, dommerne diskuterer og vurderer, og de håbefulde talenter som går videre, bliver mødt af et jubelbrøl fra familie og venner, når de kommer om bag scenen.

Nogle af dem, der virkelig fik dommerne til at debattere, var rapgruppen Team Rap. Tre knægte fra Virum gymnasium, der indtog scenen med rap, dans og masser af attitude.

»Vi er med i X Factor for oplevelsens skyld, for at udfordre os selv - og for at vinde. Det har hele tiden været ambitionen, siden vi meldte os til,« siger de selvsikre drenge Rasmus, Asim og Peter.

Om Team Rap og alle de andre håbefulde talenter går videre i X Factor, finder vi ud af, når DR skyder sjette sæson i gang i begyndelsen af det nye år.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.