Alt for meget realisme i børnefilm?

Skal den hensygnende danske børne- og ungdomsfilm satse på den grusomme virkelighed eller på eventyr? Danske filmfolk ved filmfestivalen i Berlin har forskellige visioner for fremtidens film til børn og unge.

Scene fra filmen »The weight of elephants«.
Scene fra filmen »The weight of elephants«.

Den 31-årige newzealandske filminstruktør Daniel Joseph Borgman deltager lige nu i Berlins filmfestival, Berlinalen, med sin første spillefilm. Et poetisk-realistisk drama om en ensom 11-årig dreng, der oplever voksensvigt, mobning, sindssyge og død i en trøstesløs, newzealandsk provinsby.

Daniel Joseph Borgman er filmuddannet og bosat i Danmark. Derfor vil hans film »The Weight of Elephants« også blive en del af en aktuel diskussion i den danske filmbranche, der handler om, hvordan man fornyer den danske børne- og ungdomsfilm.

Danske børnefilm fik opbygget et internationalt ry som »verdens bedste« i 1970erne, hvor instruktører som Ernst Johansen og Søren Kragh-Jacobsen lavede børnefilm af kunstnerisk kvalitet, der også fik et stort publikum bestående af både børn og voksne. I dag findes der stadig danske instruktører som Kasper Munk, der satser på den kunstneriske børnefilm, men til gengæld er børne- og ungdomspublikummet svundet meget ind.

I 1970erne solgte film som »Måske ku’ vi’« og »La’ os være« flere hundredtusinde billetter og gav anledning til landsdækkende debat om børns forhold. I 2010 fik Kasper Munks ungdomsfilm om mobning, »Hold om mig«, premiere og fik fine anmeldelser, men den solgte kun omkring 40.000 billetter.

»De gamle socialrealistiske børne- og ungdomsfilm som »La’ os være« har hængt som et åg om halsen på os i alt for mange år. Og reelt er ungdomsfilmen, forstået som film for 13-14 årige og opad, ikke længere eksisterende. I den aldersgruppe foretrækker de at se »Klovn« eller amerikanske genrefilm for unge,« siger direktør for produktion og udvikling i Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard.

Når børnefamilier i dag går i biografen, ser de familiefilm i den folkelige tradition såsom »Min søsters børn«. Disse film er der til gengæld ikke mange anmeldere, der tager alvorligt. I teenagegruppen vil unge helst slet ikke se ungdomsfilm, men foretrækker lettere popkulturelle teen-film som »Twilight«.

Sat på spidsen kan man sige, at danske børne- og ungdomsfilm er repræsenteret ved Berlinalen med to forskellige eksempler på veje ind i fremtiden. Den ene er den realistiske »problemfilm«, som Daniel Joseph Borgmans »The Weight of Elephants« er et eksempel på, og som i visse henseender ligger i forlængelse af den traditionelle danske børne- og ungdomsfilm. Den anden vej repræsenteres af Sarita Christensen, direktør for det københavnske filmselskab Copenhagen Bombay, der hellere vil vise børn nogle rigtig gode og underholdende film uden død og grusom virkelighed.

Madeleine Stewe, der er producer for filmselskabet Zentropa i Sverige og har stået bag film som »The Weight of Elephants« mener, at den socialrealistiske børne- og ungdomsfilm langtfra har udspillet sin rolle. »Vi har brug for socialrealistiske børnefilm, fordi de bringer følelser op i os, og fordi de får os til at tænke på, hvem vi er. Vi har brug for film, der eksempelvis handler om børn, der lever i splittede familier. Mange af nutidens børn pendler mellem deres mødre og fædre, så hvor skal de se film, der handler om deres egen situation, hvis ikke vi laver dem her i Norden?« spørger Madeleine Stewe.

Adrians trøstesløse liv

Daniel Joseph Borgman anslår dystre toner og temaer i sin film, der starter med, at tre små børn kidnappes af en ukendt mand.

Kidnapningen danner baggrund for historien om Adrian, hvis onkel er sindssyg og forladt af sin mor. Han mobbes i skolen, men slutter venskab med to små piger, hvis mor ligger døende af cancer i et mørkt rum. Adrians trøstesløse skæbne er filmet i smukke, poetiske billeder, der fungerer som et visuelt kontrapunkt.

Selv er den dansk bosatte instruktør dog i tvivl om, hvorvidt børn overhovedet ville gide at se den, men han håber, at »The Weight of Elephants« vil kunne ses af »meget modne 12-årige piger og drenge«, og han ser absolut ingen grund til at skåne børn for virkelighedens problemer.

»Selvfølgelig skal børnefilm indeholde sociale temaer. Børn er i bogstaveligste forstand vores fremtid. Kunst, filosofi og engagement er helt nødvendigt for, at vi kan overleve som menneskehed. Og jo tidligere, børn kan blive eksponeret for disse temaer, desto bedre,« siger Daniel Joseph Borgman.

Men læreprocessen går begge veje, siger han, i og med at de fleste menneskers verdensopfattelse stammer fra oplevelser, de har haft som børn.

»Så jo hurtigere vi ved hjælp af film kan etablere en dialog mellem børn og voksne, desto mere kan vi som voksne lære af børn,« siger Daniel Joseph Borgman.

Væk fra socialrealisme, død og ulykke

En anden, der brænder for børnefilmen, og som nu vil yde sit bidrag til at holde den kunstneriske børnefilm i live, er Sarita Christensen, direktør for det københavnske filmselskab Copenhagen Bombay.

Bidraget skal komme via Bombay Films nye »dogmekoncept« for børnefilmen, hvor en af reglerne er, at filmene ikke må handle om døden. Faktum er nemlig, at mange danske børnefilmsinstruktører i deres bestræbelser for at lave lødige film til det unge publikum kommer til at belæsse deres film med så meget død og ulykke, at målgruppen mister lysten til at se filmen, mener Sarita Christensen.

Derfor er hun skeptisk over for at lave film som »The Weight of Elephants«, hvor en dreng har mistet sin mor, mens onkelen bliver kørt på galeanstalt.

»Jeg har stor respekt for det mod, der står bag at lave sådan en film. Men jeg er sikker på, at børn aldrig selv vil vælge at se den slags film. Og hvis vi bliver ved med at lave film, som vores børn ikke har lyst til at se, så er det jo ikke så mærkeligt, at børnefilmen glider ud,« siger Sarita Christensen.

Filmselskabet går nu i samarbejde med forfattere, der skal producere film, som børn meget gerne skulle have lyst til at se. Første film hedder »Nummer 7« og bliver beskrevet som en »gyserfilm for børn«.

»Jeg vil gerne af med socialrealismen, fordi jeg synes, at det hurtigt bliver for fortænkt. Jeg synes ikke, at films vigtigste opgave skal være at opdrage børn til den grusomme virkelighed. De skal have en god oplevelse med nogle rigtig gode og underholdende historier, som i øvrigt også gerne må kunne ses af voksne,« siger Sarita Christensen.

Hun nævner filmatiseringerne af »Pippi Langstrømpe« som film, der pirrer fantasien og er i øjenhøjde med børn. Her kunne man indvende, at Pippi ligesom Adrian i »The Weight of Elephants« også har fraværende forældre og er i børneforsorgens søgelys ...

»Det er rigtigt, at Pippi ingen forældre har, men det er jo ikke hovedærindet i filmene. Pippi handler om, at det skal være sjovt at få en god historie, og det er det, vi skal tilbage til,« siger Sarita Christensen.

På filminstituttet roser Claus Ladegaard den flotte æstetik i »The Weight of Elephants«, men overordnet tror han ikke, at problemfyldte børne- og ungdomsfilm er vejen frem.

»Vi skal blive ved med at støtte den skandinaviske børnefilm, der italesætter problemer, men det er ikke det, det store publikum vil have. Derfor synes jeg, at nye initiativer som at holde døden væk fra børnefilmen er et både forfriskende og provokerende tiltag, som det skal blive meget interessant at følge,« siger Claus Ladegaard.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.