31. marts 2009, 15:48

Jakob Ejersbo blev født 6. april 1968 i Rødovre. Han døde af kræft 10. juli 2008 i Aalborg. På onsdag udkommer første del af hans trilogi, der består af romanen »Eksil«, novellesamlingen »Revolution« og romanen »Liberty«, og det ligner noget enestående, og det er noget enestående. Alene længden gør en forskel. Værket er på 1.600 sider! Det er udansk stort. Det er det største, Jakob Ejersbo nåede at skrive, det er hovedværket, og sådan så han det også selv, og måske ville dette hovedværk under alle omstændigheder være blevet det sidste, han skrev. En dag under sin sygdom sagde han til Johannes Riis, der er litterær direktør på Gyldendal, at efter trilogien ville han ikke skrive mere. Der var så meget andet, han gerne ville nå at prøve.

Der var nogle augustdage i 2002, hvor stort set det eneste, man talte om på Berlingske Tidendes kulturredaktion, var ham dér Jakob Ejersbo. Hans store roman »Nordkraft« var blevet sendt til redaktionen. Nogle kunne huske, at forfatteren engang havde udgivet brevromanen »Fuga« sammen med vennen Morten Alsinger. Var der ikke også noget med, at Jens Kistrup generøst havde skamrost hans første solobog, »Superego«, selv om den, hvad stil og indhold angik, lå langt fra, hvad den gamle kritiker egentlig forstod sig på og holdt af? Nogle huskede noget om Jakob Ejersbo, men det ville være synd at sige, at han var meget præsent i kulturredaktionens hoveder. Nu havde vores anmelder Me Lund læst »Nordkraft«, og hun var helt oppe at flyve af begejstring over historien om de unge udstødte i Aalborg. Der var sket noget særligt, det forstod man, og denne artikels forfatter fik en aftale med den nye romans forfatter og tog en taxi ud til Nørrebro, til Jakobs to værelses lejlighed, der var lige så pertentligt indrettet, som den var uprætentiøs. Blyanterne lå i snorlige rækker. Computeren stod i soveværelset på en gulmalet spånplade med et skuffeelement nedenunder. Når han skrev, sad han på en kontorstol med ryggen til sengen. Foran ham var en lukket persienne. Jakob skænkede kaffe op og .tændte sig en smøg og berettede om de forfatterdrømme, der tog form, da han stadig var ganske ung.

»Når der var dansk stil på programmet, sagde bossen oppe bag katederet, at minimum så og så meget skulle eleverne skrive,« fortalte han.

»Og så kiggede han ned på mig og sagde: »Maksimum så og så meget skal du skrive!« Han syntes, at det var anstrengende, når jeg kom med 20 sider hver gang, og jeg tror nok, at han syntes, at det var noget værre klamp, jeg lavede. Men jeg var altså interesseret i at skrive, og jeg havde da en abstrakt idé om, at jeg skulle skrive en bog engang.«

»Nordkraft« var på vej, da interviewet blev lavet, nu var det lige op over, og på Jakobs forlag, Gyldendal, holdt man vejret. Den skønlitterære redaktion havde satset på marketingafdelingen, men sælgerne havde rapporteret tilbage, at boghandlerne ikke troede på, at en bog om narkomaner og pushere i Aalborg skulle kunne komme til at interessere et bredere publikum. Synspunktet kunne aflæses af forsalget til boghandlerne. Der var på lidt over 300 eksemplarer. Det var ikke noget at prale af.

»Jakob var frustreret, han ville gerne have solgt »en ordentlig røvfuld bøger«, som han sagde«, siger Johannes Riis, der husker, at han og Jakob sad inde på Gyldendal, et par dage før »Nordkraft« udkom, og at han sagde til Jakob, at han ikke kunne love noget, men at han håbede, at han kunne få salget op på over 1.500 eksemplarer. Et par dage efter udkom »Nordkraft« så, og så var alt forandret. I Berlingske Tidende tildelte Me Lund romanen seks stjerner ud af seks mulige og kaldte Jakob Ejersbo »sin samtids store skildrer«. Andre anmeldere var lige så glade. Den aften, bogen udkom, var Jakob i TV 2s 22-Nyheder, hvor Jes Dorph-Petersen interviewede ham om bogen, og måske var det, siger Johannes Riis, Jakobs »finest hour«. Han var i hvert fald glad, Jakob. Og så gik det stærkt. Boghandlerne fik øje på bogen. Læserne fik øje på den. Til dato har den solgt i mere end 100.000 eksemplarer.

»Jakob fik succes, men han skrev ikke for laurbærrene,« siger én af Jakobs ældste venner, den litteraturuddannede Christian Kirk Muff, der var Jakobs førstelæser og i dag er kreativ direktør i kommunikations- og spilfirmaet Empatii.

»Du skriver ikke om nordjyske junkier, hvis du skriver for laurbærrene. Det gør du bare ikke!«

Men romanen blev jo købt og læst, og det afkast, som Jakob fik på »Nordkraft«, røg direkte over i det næste projekt. Jakob kunne simpelthen tackle succesen, siger Christian Kirk Muff. Han kunne holde fast i sig selv undervejs. Han fortalte engang, at før »Nordkraft« udkom, kunne det ske, at han mødte en pige til en fest, og hvis hun spurgte ham, hvad han lavede, så sagde han: »Jamen, jeg er jo uddannet journalist, men jeg gider ikke arbejde som journalist, så jeg prøver at skrive selv, men det er svært at leve af, så jeg er mest på dagpenge.« Og så sagde pigen: »Ved du hvad, jeg skal lige ud og tisse«, og så gik hun ud og tissede.

Efter at »Nordkraft« udkom, ville den pige, han lige nu talte med, spørge, hvad han lavede, og så ville han sige, »jamen, jeg er forfatter, og det prøver jeg at leve af, og det kan lige hænge sammen,« og så ville hun sige, »jeg skal ud og tisse, vil du ikke lige holde min øl?« Det var sådan, Jakob beskrev forskellen på tiden før og efter »Nordkraft«. Eller som Christian Kirk Muff formulerer det:

»Han havde et meget, meget stærkt blik for alle de mekanismer, for alt det, som succesen bragte med sig.«

Der var andre glæder, der fulgte med »Nordkraft«s succes. Jakob behøvede ikke tage det job som referent i Folketinget, som han havde fået foran mange andre, fordi han var så eminent til at skrive på maskine. Johannes Riis inviterede ham til et privat selskab, hvor han mødte et af sine litterære forbilleder, den fremragende svenske forfatter, Kerstin Ekman, og det var en kæmpeoplevelse for den unge danske forfatter pludselig at sidde til bords med en institution i nordisk litteratur. Og så skete der jo også det, at en af Danmarks bedste filminstruktører, Ole Christian Madsen, fik øje på »Nordkraft«, og skrev et manuskript, og i begyndelsen ville Jakob helst holde sig udenfor, men så en dag kiggede han forbi optagelserne i Aalborg, og han blev hængende i 14 dage. Han tog også del i markedsføringen af filmen, rejste rundt, deltog i festivaler. Det så ud til, at han nød det.

»Jeg tror, at han savnede et større fællesskab i sit liv,« siger Ole Christian Madsen om vennen, der aldrig selv nåede at stifte familie.

»Forfatterlivet er hårdt, og når man arbejder som Jakob, med de krav, han stillede til sig selv, så er det endnu hårdere og endnu mere ensomt. Han arbejdede fra kl. 9-17, og han gik ikke ud og levede det vilde liv bagefter. Han beskyttede sit forfatterskab som det vigtigste i sit liv.«

Når man taler om Jakob med Ole Christian Madsen og andre, der kendte ham, er netop hans arbejdsevne noget, der igen og igen bliver fremhævet. Det var næsten, som om han vidste, at han skulle nå noget, før det var for sent. Man hører også igen og igen, hvordan han opsøgte den gode, konstruktive og ofte benhårde samtale om det, han lige nu var i gang med. Der blev læst og læst og snakket og snakket, og de, der var tæt på, lærte, at Jakob ville have modspil. Han ville ikke roses. Han ville have at vide, hvordan det, han havde skrevet, kunne blive endnu bedre, og til det brugte han vennerne, og i en senere fase også sine redaktører, og der blev gået til den. Der var noget, der ikke rigtig fungerede stilistisk i sidste del af »Nordkraft«, og Johannes Riis skar igennem og sagde, at sådan og sådan bør det være, og det var hård kost, selv for Jakob.

»Han lignede en, der kunne have slået mig ihjel,« husker Johannes Riis. Men Jakob endte med at acceptere forslaget, for det var jo det, det gjaldt om: Hele tiden at ramme det optimale.

»Han var så disciplineret, som man kan forestille sig, tættere kan jeg ikke komme på at beskrive det,« supplerer Christian Kirk Muff.

»Men han var også meget lidt beskyttende omkring det, han skrev.«

Der var andre facetter af Jakob, der faldt i øjnene på dem, han var tæt på. Johannes Riis fremhæver den rummelighed og menneskekærlighed, der var en integreret del af Jakobs væsen, og som afspejler sig i hans store indlevelsesevne som forfatter. Ole Christian Madsen, der kom med i den inderkreds, der sparrede omkring trilogien, peger på Jakobs »sympatiske intensitet«:

»Man kunne diskutere de mest vanvittige ting med ham. Man kunne være rasende uenige og samtidig drikke vin og snakke og have det sindssygt hyggeligt. Livet var for ham noget alvorligt. Han forstod, at man er nødt til at kunne rumme den synsvinkel, at verden er fyldt med konflikter.«

I Jakobs korte liv var »Nordkraft« noget afgørende vigtigt. Den store roman var en svendeprøve, som han havde pålagt sig selv at aflægge, før han kunne give sig i kast med det projekt, der var hans egentlige mission. Jakob ville beskrive det Afrika, hvor han havde boet med sin familie som barn, og som han aldrig blev færdig med.

»Han rejste ned og opsøgte de gamle steder og de gamle venner, og han kom hjem med indtryk, der ofte havde virket så stærkt på ham, at han havde svært ved at tale om det,« fortæller Christian Kirk Muff.

»Afrika var et kontinent, han både elskede og frygtede.«

I forsommeren 2007 afleverede Jakob første gennemskrivning af et manuskript til Gyldendal. Det var manuskriptet til trilogien, som han havde haft planer om at skrive siden sin tidligste ungdom. En måneds tid efter satte han og Johannes Riis sig sammen og gennemgik manuskriptet side for side. »Eksil« og »Revolution« var allerede så godt som færdige, mens der var en del i »Liberty«, der ikke var på plads endnu. Jakob tog fat på redigeringen, og han fik aftalt udformningen af omslagene til de tre bøger med sin søster, Ea, der havde leveret illustrationerne. I september 2007 fik han konstateret kræft i spiserøret. I begyndelsen af november samme år sendte han Johannes Riis en mail, hvori han ud fra en række instrukser bad ham om at gøre manuskriptet til »Liberty« færdigt, hvis det skulle ske, at han »skulle drage herfra i utide«. I begyndelsen af juli 2008, cirka en uge før Jakob døde, talte Johannes Riis med ham i telefonen. De blev enige om udgivelsesrækkefølgen: De to bøger, som var helt færdige fra Jakobs hånd, skulle udkomme først, »Liberty« til sidst, men med korte intervaller mellem udgivelserne.

Jakob Ejersbo blev 40 år gammel. Historien om den ekstremt talentfulde forfatter og hans tidlige død er for Johannes Riis det værste, han har oplevet som forlægger. Christian Kirk Muff siger om de bøger, som Jakob aldrig selv når at se udkomme, at »de næsten ikke kan komme på en mere øv måde.« Ole Christian Madsen, der også var med til det sidste, er overvældet over trilogiens format:

»Det er slet og ret en kæmpepræstation,« siger han.

»Hvis ikke trilogien indskriver Jakob som en af Danmarks store forfattere, så er der noget galt med kunstforståelsen i det her land.«