7. september 2001, 00:30 – opdateret 26. februar 2003, 12:22

En af de (mange) kvaliteter ved den danske instruktør Jonas Elmers afslappet realistiske og lunt underspillede debut »Let's Get Lost« var paradoksalt nok dens mangel på store armbevægelser - hvad såvel det stilistiske som det fortællemæssige angik.

»Let's Get Lost« fik i sin tid en begejstret modtagelse af anmeldere og priskomiteer, der fortjent sikrede Elmer både en Bodil og en Robert, og dens troværdige generationsskitse står i bakspejlet som en slags præ-Dogmefilm, der sammen med f.eks. Nicolas Winding Refns »Pusher«, Ole Bornedals »Nattevagten« og Niels Arden Oplevs »Portland« var med til at bane vejen for sen-90ernes danske filmboom.

Måske er det netop debutens slacker-skødesløse præg, der har givet Elmer og hans nye manuskriptforfatter Nikolaj Peyk (rapper og tekstforfatter fra MC Einar og Østkyst Hustlers) lyst til at satse mere ambitiøst i efterfølgeren »Monas verden«.

Dét med satsningen skal i denne sammenhæng ikke forstås i kunstnerisk forstand på trods af det meget omtalte eksperiment med at lade tilfældige danskere få indflydelse på filmens plot og personer igennem en website.

For hvor Elmer med »Let's...« gik sine egne veje - og dermed på en stilfærdig ironisk måde blev reelt nyskabende i dansk film på dét tidspunkt - har han i »Monas verden« tilsyneladende prøvet at helgardere sig frem til en bred biografsucces, der kombinerer elementer fra flere af de senere års største dansk filmsucceser. Og hvor meget satsning der er i dét kan naturligvis diskuteres...

Kontormusen

og platuglen

Sidse Babett Knudsen, der ligesom en håndfuld af de andre medvirkende i denne film faktisk fik sit gennembrud i »Let's Get Lost«, spiller den kedelige kontormus Mona; en grå singlepige i fornuftigt tøj og tungt brillestel, der deler tilværelsen mellem eventbureauet Avanti og den gamle underbo Gudrun (Bodil Udsen). Men Monas liv tager en ny drejning, da hun kortvarigt bliver holdt som gidsel af to uheldige bankrøvere, hvoraf den ene - platuglen og småhustleren Thorbjørn (selvfølgelig: Thomas Bo Larsen) - forelsker sig i hende.

Mona selv gør i starten alt, hvad hun kan, for at afvise den kiksede småkriminelles tilnærmelser - uden dog at stikke ham til politiet - og drømmer i stedet om en lækker steg (Mads Mikkelsen) fra en reklameplakat, der i en række fantasiscener interagerer med hendes virkelighed. Alt imens Mona også begynder at lytte til den vise Gudruns formaninger (»behøver du være så kedelig?!«) og forvandler sig fra grim ælling til stolt svane.

I indledningens bankrøveri føler man sig hensat til en hip actionkomedie skrevet af Anders Thomas Jensen. I scenerne fra Avanti med den naragtige, cokesugende chef (Jesper Asholt) lægger den grove satire sig op ad en Søren Fauli. Og i de romantiske momenter, da en vis forståelse udvikler sig imellem bankrøveren og kontorpigen, spilles der på samme strenge som i eksempelvis »Den eneste ene« - med en tuttenuttet følsomhed, der aldrig er ret langt fra det flove grin.

Den stilistiske inkonsekvens er måske et bevidst eksperiment, en postmodernistisk riffen på velkendte og populære genremodeller, men hvad pointen så skulle være med dét, kan man kun gisne om. De enkelte spor smelter nemlig aldrig sammen til et helstøbt filmværk, og det virker, som om Elmer ikke har været afklaret om, hvad det var for en film, han skulle lave, og hvad det var for en historie, han gerne ville fortælle.

Værre er det dog, at Elmer denne gang forlader hverdagsrealismen, den neddæmpede person- og miljøskildring og de improviserede replikker, der gjorde »Let's...« så fin og morsom, til fordel for en mere kulørt og larmende facon, vi kender alt for godt fra 117 andre danske mainstream-film.

Tonstung satire

Satiren over reklamebranchen er så tonstung som en TV-revy, der udveksles næsten ikke én sætning uden en vittig oneliner i enden, og mange af rollerne er skåret som rene klicheer - eksempelvis Klaus Bondams new age-pornostjerne med Puch Maxi-hår, en hybrid imellem Polle fra Snave og Søren Strømberg i 70ernes sengekantsfilm. Her er grinene ikke længere flove, men simpelthen bare billige, og her grines der ikke med, men ad filmens karakterer.

Det minder om en folkekomedie med loungejazz-lydspor for Generation X - med tilpas lave fællesnævnere til, at også andre end storbyhipstere og café-jetsettere kan være med. Og måske er det også det, Elmer har villet lave, hvem ved?

Sidse Babett Knudsen og Thomas Bo Larsen slider professionelt med et par tynde hovedroller, mens veteranen Udsen som altid gløder igennem i sine få scener. Ellers er vi generelt ovre i mere eller mindre hysteriske karikaturer, og det skal spillerne ikke bebrejdes.

Derfor må man håbe, at Elmer i sin næste film vender tilbage til udgangspunktet i »Let's Get Lost«, i stedet for som i den langt svagere »Monas verden« at prøve at pejle sig frem efter et folkeligt farcehit - med eller uden hjælp fra internettet. Det er vi under alle omstændigheder nogen, der vil krydse fingre for.

Længde: 85 min. Censur: Tilladt over 11 år.