Som medlem af poptrioen A-ha blev Magne Furuholmen verdensstjerne tilbage i 1984. Tre år senere kastede han sig over billedkunsten, og i dag er han en af Norges mest anerkendte samtidskunstnere. En række af hans forskellige kunstneriske arbejder udstilles lige nu i København.
3. januar 2003, 22:30 – opdateret 26. februar 2003, 15:27
Det er 19 år siden fotografer verden over første gang zoomede ind på Magne Furuholmen. Sammen med Morten Harket og Pål Waaktar havde den unge nordmand kastet sig over popmusikken. Med succes. Både hos pladekøberne og i drømme hos teenagepiger fra Oslo til Tokyo og videre til Los Angeles og Melbourne. Ingen kunne stå for trioens høje hår, hvide T-shirts, slidte lyse jeans, sorte læderjakker og mælkeansigterne med »toughguy«-udtrykket i øjnene.
Heller ikke medierne som fremdeles rubricerede A-ha som tidens tyggegummiband numero uno. I dag mindes Magne Furuholmen sit og A-has store gennembrud som en tid, hvor han blev tvunget ind i en tørretumbler og herefter slynget rundt af medierne uden nogen chance for at undslippe. Uden chance for at tænke - endsige være sig selv.
| Magne Furuholmen
- Født i Oslo 1/11 1961. - Fik sit internationale gennembrud i 1984 i popgruppen A-ha med singlen »Take On Me«. Forlod i 1994 gruppen, men meldte sig under fanerne igen i 2000. - Afholdt sin første separatudstilling som billedkunstner i 1989. Har siden arbejdet med et utal af forskellige kunstneriske udtryksformer fra glas, ler, frimærker, træ til diverse, grafiske tryk. - Har sideløbendende med den kunstneriske karriere arbejdet med eksperimentel musik i form af filmmusik og med musik til teater, ballet, performance og videoer. Og brug af lyd i egne installationer. - Beskriver selv sit kunstneriske udtryk som meget feminint. |
I 1987 fandt Furuholmen dog selv en vej ud af mediemaskinen. Han havde brug for at definere sig og begyndte derfor at male.
»Jeg så en mulighed for at komme på afstand af andres definition af mig som person og kunstner. Jeg skulle ikke længere være et produkt af mine egne ambitioner. Jeg skulle ud af rampelyset, og billedkunsten var en mulighed for mig til at gå helt tilbage og starte forfra med et nyt kreativt håndværk på garageniveau,« husker Magne Furuholmen.
Billedkunsten var ikke et helt nyt felt for den unge popstjerne. Allerede som teenager havde han arbejdet på et museum i Oslo, hvor han var med til at hænge billeder op, sætte lys, ordne allehånde tekniske ting. Her mødte han kunstnere, lærte om deres arbejder, metoder og tanker. Lidt senere begyndte flere af hans venner på kunstakademiet. Og hvis ikke han var taget med Morten og Pål til London for at søge lykken som musiker, var billedkunsten uden tvivl kommet ind som et alternativ meget tidligere.
Hjemme i Norge rygtedes det hurtigt, at Furuholmen havde kastet sig over en ny udtryksform. Kändiseffekten fik galleristerne til at melde sig på rekordtid. Men han takkede nej, kändismaler var det sidste, han ville være. Først da han modtog en henvendelse fra sin gamle arbejdsplads, lod han sig overtale.
»De spurgte om jeg ikke snart skulle til at tage mit egentlige talent alvorligt (i 1989, red,). Og det passede ydermere med, at jeg arbejdede på en serie billeder, som jeg selv mente, var modne til en udstilling. Indtil da havde jeg mest malet som en slags selvterapi,« fortæller Furuholmen og fortsætter:
»Efter min første udstilling så jeg aldrig tilbage og lavede vel omkring 40 udstillinger på godt seks år.«
De norske medier var stadig skeptiske. Omvendt fik Magne en modsvarende opbakning af en række centrale, norske samtidskunstnere med Kjell Nupen i spidsen.
»Kunstnerne troede på mig. De kunne se, at jeg ikke bare var ude efter endnu en arena, hvor jeg kunne pleje mit eget ego, men havde et ægte udtryksbehov. Kjell Nypen blev en slags læremester for mig, uden at vi nogensinde har formaliseret vores forhold,« forklarer Furuholmen.
Efter små ti år i billedkunstens verden lykkedes det endelig for Magne Furuholmen at overvinde den sidste bastion, medierne. Legater, priser, anerkendelse i Norge og i udlandet fulgte i køvandet på Furuholmen, der i et hæsblæsende tempo kastede sig over keramik, glas, diverse grafiske tryk- og udtryksformer, frimærker, skulpturer, teaterscenografi. Som var han konstant på jagt efter et nyt felt, et nyt håndværk, et nyt udtryk.
»Som kunstner har rastløshed altid været min drivkraft. Som en angst for at misse noget,« begynder han, »jeg søger udfordringen i ting, som jeg på forhånd ikke kan, som derfor umiddelbart gør mig rædselsslagen. Jeg kommer dog altid meget hurtigt til et punkt i processen, hvor jeg så synes, at nu mestrer jeg pågældende håndværk, men det er blot min egen subjektive vurdering. Men jeg har hele tiden behov for at flytte mig,« siger Furuholmen og tager sig en kort tænkepause.
Magne Furuholmen er altså ikke den type kunstner, der sætter sig ud i naturen og tænker over sine værker i timevis gennem fauna og skiftende lys. I stedet henter han sin inspiration i film, litteratur og især i musikken.
»Også på det felt er jeg meget mere hektisk. Det hele sker i processen. For eksempel har jeg malet de krukker, som jeg udstiller her i København, på én gang op imod en deadline, som jeg har sat for mig selv,« fortæller han.
På spørgsmålet om, hvorvidt hans jagende arbejdsmetode ikke rummer en fare for at udvande det endelige udtryk, gøre det overfladisk, svarer han:
»Jo, der er naturligvis en fare for at blive overfladisk, men på den anden side har jeg lært ikke at lade mig skræmme af, at jeg måske ikke når til tops hver gang. Men jeg mener virkelig, at man skal passe på ikke at blive for idealistisk på arbejdets vegne. At man skal turde udstille ting, som man selv er usikker på. Sådan havde jeg det ikke i begyndelsen, hvor jeg var meget perfektionistisk og introspektiv, men nu er jeg altså nået dertil, hvor jeg tør udfolde mig uden sikkerhedsnet og ikke lade mig selv censurere af perfektionistisk kontrol.«
Magne Furuholmen udstiller abstrakte akrylmalerier, monotypier og 100 kg tunge lerkrukker på Galleri Christian Dam, Bredgade 23 i København frem til den 11. januar.
