Æggehovedet

Mens skandalerne ruller i DR-byen i Ørestaden, soler TV-dramachefen Ingolf Gabold sig i succes. Med opbakning fra politikere, seere og anmeldere bruger han mere end en kvart milliard licenskroner om året på prisbelønnede TV-serier. Her giver han opskriften på succes, fortæller om de kyniske analyser, der kan skaffe to millioner seere - og afslører dramaet i kulissen, da han fyrede anmelderroste Per Fly på gråt papir - og ansatte ham igen, så anden del af »Forestillinger« kan sendes i aften.

Foto: Søren Bidstrup
Foto: Søren Bidstrup
TV-byens gamle 18-etagers højhus i Gladsaxe står forladt og knejser med sine røde DR-bogstaver på toppen. Skandalerne er alle sammen flyttet ud til DR-byen i Ørestaden, og tilbage i Gyngemosen sidder Danmarks Radios mest succesrige produktionsteam og bruger løs af institutionens største pengekasse.

Ude i den nye DR-mastodont var der nemlig ikke blevet plads til produktionen af de mange times TV-drama, der søndag efter søndag lægger gaderne øde i Danmark i den bedste sendetid.

Så på den kommende byggeplads i Gladsaxe følger man de ydmyge papirskilte til en sidedør, hvor et A4-ark i plastpose forkynder, at her er indgangen til TV-Drama. Og når man ringer på klokken, så kommer manden med et licenskroneforbrug på mindst en kvart milliard personligt ud og lukker op.

Ingolf Gabold er klædt i sort. Helt sort. Påén gang elegant og præcist skødesløst viser han sine gæster ind på det lille chefkontor med designer-mødebord og fotostater fra Krøniken, Rejseholdet og Ørnen på væggene.

»Vi har ikke fået hverken receptionist eller piccoline,« griner han. Tydeligvis veltilpas med, at han er sluppet for den dårlige stemning i Ørestads-giganten og kan koncentrere sig om sine 50 kreative medarbejdere og seersucceserne og anmelderroserne. Senest for instruktøren Per Flys »Forestillinger«, hvis første afsnit blev set af 835.000 danskere sidste søndag.

»Det er da skideskægt. Vi er da glade, kan du tro. Vi synes det er skønt,« siger Gabold, der i sine snart otte år som dramachef har været med til at vinde fire internationale Emmy-priser, og som med afsnit 10 af Krøniken fik seertallet op at ringe på 2,7 millioner - langt over Dronningens nytårstale.

Han fortæller beredvilligt og begejstret om sin opskrift på succes:

»Man har de bedste forfattere, de bedste producenter og de bedste hold.«

Sådan er det! Læg dertil et godt arbejdsmiljø- læs de gamle studier i TV-byen . Og ikke mindst Gabold selv. Han er nærmest den personificerede Mr. Seersucces: Han ide-udvikler med forfatterne, han læser de første manuskripter, han vælger instruktøren og han caster de vigtigste skuespillere.

»Al udvikling starter hos mig. Jeg er en chef, som har næse for at sammensætte nogle mennesker og nogle hold og har nogle fingerspidser, hvor jeg kan mærke, hvad der er det rigtige. Det er et spørgsmål om kemi, at få folk til at arbejde sammen og sætte det rigtige hold, som har det skønt med hinanden. Og så skaffe de fornødne penge.«

Det sidste er Gabold rigtig god til. I 2005 gik 12 pct. af DRs udgifter til dramatik og fiktion. Det var 245 millioner kroner. Siden er der kommet flere produktioner til. Dertil kommer et (hemmeligt stort) million-tilskud fra udenlandske co-producenter.

Lad så være, at det koster mindst 40 mill. kroner - netto - for en fem års lejekontrakt med de gamle studier i Gladsaxe. Det er trods alt billigere end at skulle hoste op med de 200-300 millioner, som kendere vurderer, det kan koste at bygge nye studier i tilknytning til DR-byen. Oven i de kendte milliardoverskridelser, forstås.

Ingolf Gabold afviser kategorisk at tale om økonomi - og han hævder, at han ikke ved, om han går fri af DRs store spareplan på 300 mio. kr. Men han taler gerne i timevis om, at godt TV-drama skal handle om den danske virkelighed. Og om danskerne.

»Den gode historie er aldrig nok i sig selv. Vi er nødt til at have en overordnet holdning, som har etiske og sociale dimensioner. Ellers duer det ikke til public service. Vi har en forpligtelse til at være oplysende på en god måde - meget gerne på en underholdende måde. Vi har en forpligtelse til at bidrage til det demokratiske samfund, vi lever i,« siger han og forklarer det med det overordnede plot i »Forbrydelsen«.

»Jeg ved godt, at seerne er vanvittigt optaget af hvem, der er morderen. Men havde vi lavet en almindelig krimi, hvor det kraftstejlme varer 20 afsnit, inden morderen er afsløret, så ville vi jo ikke være rigtig kloge. Dette handler om nogle mennesker, der intet har med hinanden at gøre, men som pludselig får det på grund af et mord. Og hvordan de her mennesker sammen kommer til at væve en skæbnetråd, som muligvis i løbet af de næste ti afsnit bliver til et tæppe. På den måde melder denne serie sig ind i de film, som jeg er en hund efter - senest Babel. De film, der handler om det globale menneske.«

Nej. Han giver ikke noget hint om, hvem der har myrdet flyttemandens datter. Gabold er én af de blot tre personer, der ved det. Hverken produktionsholdet eller skuespillere kender navnet på forbryderen. Det må vi alle sammen vente til efteråret med at finde ud af. Så imellemtiden følger vi Per Flys noget smallere teaterdrama.

Anmelderne er dybt begejstrede. Det vælter ind med roser. Flys serie er med til at hive DR op af fordummelsens sump, skrev Ebbe Iversen i Berlingske. Er DR ude i en fordummelsens sump?

»Det synes jeg jo bestemt ikke - og det må jeg jo som DR-chef heller ikke sige. Men det er DRs store gevinst, at vi har DR2. Jeg er jo selv en eller anden form for æggehoved. Jeg er gammel 12-tone komponist fra 60erne, da man var glad, hvis der sad 18 mennesker og klappede af noget, der var ubegribeligt at høre på. Jeg kommer selv fra et smalt, finkulturelt liv. Så bortset fra vores eget TV-dramatik, så ser jeg meget lidt DR1. Der kører meget uendeligt ligegyldigt hen over skærmen. Men jeg ser meget DR2 og er vældig glad for det.«

Gabold erkender, at der er en nedre grænse for hvor smalt et program og hvor få seere, han kan tillade sig at underholde i den bedste sendetid søndag aften.

»Vi har grundlæggende en policy om, at vi skal have en million seere. Det er sådan et succeskriterium for mig. Men det skal vi ikke have på sådan en serie som »Forestillinger«. For vi var klar over, at her var vi ude i et andet ærinde. Vores mål var 700.000, og det er jo flere, end Per Fly har haft til nogen af sine film på en hel biografsæson. Så længe, man holder niveauet for en stor succes i solgte biografsæder, så længe synes jeg ikke, det er smalt. Men kommer vi ned under den halve million, så begynder det at blive tricky.«

I virkeligheden ville du hellere have haft Per Fly til at lave et stykke om politik a la Kongekabale?

»Ja, vi har savnet en politisk serie. Vi har faktisk aldrig lavet det. Per Fly ville noget med teater og teatermiljøet, og det var jeg lidt betænkelig ved, fordi det mere eller mindre er et lukket miljø. Jeg ville gerne have det bredt lidt ud,« erkender Gabold. For uden varierede identifikations-modeller som i megasucceserne Matador og Krøniken var risikoen stor. Og efter et halvt års arbejde med serien blev Per Fly reelt fyret på gråt papir.

»Han arbejdede han på en ide, og vi var fuldstændig enige om formen. Vi havde nogle forskellige personer omkring én central karakter, og hvert afsnit repræsenterede denne her person og denne persons synsvinkel. Men historien var om en mand, som havde startet et provinsteater. Han startede som tekniker, og han havde bragt sit teater frem. I København arbejdede han sig op ved at blive et mere og mere politisk dyr. Han bliver chef på Det Kongelige Teater, og fra den politisk stærke position bevæger han sig videre og bliver udnævnt som kulturminister. Så dør han, og vores serie starter der, hvor alle hans gamle venner, plus hans tidligere kone, plus hans nuværende, plus jeg-ved-ikke-hvad er samlet til hans begravelse. Det skulle så være åbningsbilledet til hvert afsnit. På den måde ville denne serie være blevet spredt mere ud, havde haft dette her politiske islæt og samtidig ville det være teater. Men den ide forlod Per. Og da han forlod det, sagde jeg: Du er fyret. Og jeg vil have mine udviklings-penge tilbage! Så talte Per så godt for sig, og så varmt for denne her ide, som nu er det, han har realiseret. Han blev ved med at pointere, at det sgu ikke handler om teater. Det handler om kærlighed og nogle mennesker, som elsker hinanden vildt og lidenskabeligt og passioneret, og som stiller nogle krav til hinanden på kærlighedens alter. Og så sagde jeg, Okay, så gør vi det. Og det har jeg ikke fortrudt.«

Men Ingolf Gabold lægger heller ikke skjul på, at det er de helt store seertal på over to millioner, der giver kicket. Ikke fordi, gaderne ligger øde, og alle danskere kun er optaget af at tale med hinanden om serien i fjernsynet. Næh, seersucceser handler om penge. Og det handler om international anerkendelse.

»Ja, gu' får jeg et personligt kick. Det er ikke så meget det der med de mange mennesker og næsetællingerne. Det kan være en kvalitet i sig selv, men det behøver ikke at være det. Det, der giver mig kicket, er at se på det, Danmarks Radio kalder kontaktpris - når man dividerer antallet af seere op i produktionsprisen. Jeg synes da, det er helt fantastisk, at Krøniken kun har kostet to kroner og 20 øre pr. afsnit pr. seer. Det andet er, at når vi vinder internationale priser, så får vi udenlandske co-producenter, Og så kan jeg lægge penge oven i prisen på en produktion, som danske seere ikke skal betale. Seertallet har noget at gøre med hvor mange mennesker, der kan glæde sig over dette her for hvor få kroner.«

Og seerne kan glæde sig. Der er masser af TV-drama på vej fra Gabolds værksteder i den gamle TV-by. Der er konstant tre produktioner i gang, og forfatterne til serier, der skal løbe over skærmen i 2011 sidder allerede ved computerne.

Til januar kommer serien »Sommer« om en lægefamilie i Frederiksværk »uden blod og nogen, der bliver slået ihjel«. I støbeskeen er en politisk-journalistisk serie »måske med en case om politisk pression på en TV-station - based on true stories«. En miniserie om moderne mennesker i medicinalindustrien, og en serie om terror og terrorbekæmpelse med udgangspunkt i livvagter.

Hvorvidt Ingolf Gabold er med hele vejen er et åbent spørgsmål. Han er 65 år og har foreløbig fået sin kontrakt forlænget til 2009. Om han vil være med derudover, lader han stååbent.

Foreløbig glæder han sig over sin egen favorit, »Forbrydelsen«, hvor »persontegningen noget af det mest nuancerede, vi har lavet«. Og så følger Gabold med respekt Anna Pihl fra konkurrenten på TV2 på tæt hold.

»Hun har 1,4 mio. seere. That's something. I denne uge ligger hun lige under Matador, og det synes jeg er dejligt. Jeg er meget konkurrencebetonet og har det godt med, at der er nogen, der hapser mig i haserne.«
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.