27. juni 2009, 17:07 – opdateret 27. juni 2009, 18:59

Det var en anden Michael Jackson, der døde end levede.

Den levende Michael Jackson – ham fra sladderbladene – havde en næse, der faldt af; han skulle bæres rundt af livvagter og virkede i det hele taget så skrøbelig og sammenkittet som en gammel porcelænsvase.

Den døde Michael Jackson er helt anderledes. Han er livskraftig, han står som en græsk gud i modlys, og han mangler bare en kongekrone for at gøre det officielt. Se bare avisforsiderne – eller iagttag sørgealtrene her i Los Angeles. Ved hans stjerne på Hollywood Boulevard, ved sygehuset, hvor han blev erklæret død, og ved Jackson-familiens hus står fans forsamlede, og de har medbragt roser, souvenirs og kort med billeder af Michael Jackson, og billederne er alle som én fra stjernens absolutte storhedstid. Han er foreviget i moonwalk, han er foreviget i hvide gevandter og modvind, nærmest som en popengel, og han er foreviget close-up og med reminiscenser af sin oprindelige hudfarve og næse, og før hans ansigt krakelerede under plastisk rekronstruktion.

Ikon-ificeringen satte ind nogenlunde samtidigt med rigor mortis, og det er for så vidt ikke enestående for Michael Jackson. Elvis er i mytologien den unge, tynde Elvis fra frimærkerne; Sinatra er den yngre, sprøde Sinatra fra et sted mellem swing og ratpack, og selv bedstefar er ikke i himlen i kameluldshjemmesko.

I døden forvandler vi os tilsyneladende tilbage til vores livs højdepunkt, og for Michael Jackson var det et sted mellem »Off the Wall« i 1979 og »Dangerous« i 1992.

Kort sagt: 1980erne.

Hvis salgstallene har ret, så kan vi nu forberede os på en rejse tilbage til dengang. Michael Jacksons musik sad fredag på samtlige pladser på Amazons top-15, og han sad på 13 af top-20 albummene hos iTunes, skriver Wall Street Journal.

»I mine ti år hos Amazon har jeg aldrig oplevet noget lignende,« siger vicedirektør Bill Carr til avisen.

Hvis man skal dømme efter de forsamlede fans her i Los Angeles – så er det børnene af de oprindelige fans, der står for salget. De forsamlede fans er alle mellem 15 og 25 år, deres erindring om 1980erne er anekdotisk, og alligevel er de her.

Los Angeles Times var natten til fredag med til en spontan fest foran det hospital, hvor Jackson døde, og avisen beskriver, hvordan hundredevis af unge i 20-års alderen dansede op og ned ad Westwood Boulevard, enkelte græd, men de fleste sang med på sangene og forsøgte at efterligne popkongens trin, og de gik rundt med skilte med tekster som »Michael Jackson Lives Forever«.

Så er vi på vej til en genoplivning af en overset dekade? Er vi på vej ind i et nostalgitrip tilbage til 1980erne?

Formentlig ikke. Formentlig nej. Og formentlig tværtimod.

For Michael Jacksons død var ikke kun Michael Jacksons død. 1980erne døde med ham.

Og hvordan skal det forståes?

Som professor Robert Thompson, den førende amerikanske ekspert i populærkultur, har udtrykt det – 1980erne var et årti, som vi aldrig blev færdige med, fordi vi ikke var der. 1980erne var så postmodernistiske, at vi opfattede vores egen tid som en halv vittighed. »Vi tog 1970erne alvorligt, men i 1980erne havde vi en ironisk distance til alting. Vi både fejrede kulturen og tog gas på den,« har han tidligere sagt til CNN.

Hvordan skal man ellers forstå Human League og Duran Duran? Mente de virkelig deres glam? Mente de deres hårlak og deres pudrede forfængelighed? Skulderpuder og epauletter?

Hvorfor trækker vi stadig på smilebåndet, når vi taler om den tids musiknavne – på en måde, som vi ikke gør med navnene fra 1960erne eller 1970erne? Prøv selv: TPau, Shakin’ Stevens, A Flock of Seagulls, Cutting Crew, Boy George, Tiffany, Don Johnson, Huey Lewis, Europe, Mr. Mister og Milli Vanilli. Eller sig ord som »hår-metal« og »Stars on 45«.

Eller for den sags skyld: »Michael Jackson«.

Michael Jackson var mere pudder og kønsforvirring, flere skulderpuder og stunts end alle de andre til sammen; han var det sted, hvor hele populærkulturen i 1980erne mødtes, fra »Miami Vice« til »hvem-skød-JR«, fra »Live Aid« til »Donald Trump«, og hvis han ikke havde været så forbistret genial, ville han – selv i en postmodernistisk tid – have været for meget.

»Han opfandt (...) den oppustede pop, der var lige ved at poppe,« fastslog musikbloggeren Carrie Brownstein i går, men det var ikke kun musikken, der var ved at poppe; alt omkring Michael Jackson var ved at poppe. Hans Neverland, hans oxygenkammer, hans musikvideoer, hans falset og hans fraseringer, hans dansetrin, og så endte det i stedet med at blive epokegørende – epokegørende og vanedannende – og han endte med at blive den første postmodernistiske megastjerne.

I 1992 endte epoken så, som webmagasinet National Ledger har konstateret. Michael Jackson udgav albummet »Dangerous«, som ikke levede op til forventningerne, og efterhånden fik hans særheder mere opmærksomhed end hans musik. Andre store 80er navne kiksede også det år. Bruce Springsteen floppede – i det mindste salgsmæssigt – med »Human Touch« og »Lucky Town«, Princes »Symbol« blev mere eller mindre ignoreret, og Madonnas »Erotica« led samme skæbne, og i stedet gled populærkulturen over i grunge, hip-hop og rap, over i Nirvana, Pearl Jam, Dr. Dre og TLC, skrev National Ledger. Så Jackson var ikke den eneste stjerne, som løb panden mod epokens pludselige afslutning, men han var ene om at fortsætte uanfægtet – som om han var større og stærkere end den mur, han løb panden imod.

Måske vidste han ikke, hvad de fleste andre vidste: At 1980erne ikke var helt alvorlige, og måske stod viserne på hans indre ur altid på nittenhundrede-og-»Beat-It«, og måske hørte han aldrig, hvad der foregik omkring han, fordi erindringen om bruset fra titusindvis af publikummer overdøvede alle virkelige lyde.

»Han ville ikke længere eksistere, hvis applausen ikke gjorde det,« lød nekrologen i Los Angeles Times, og for at parafrasere en Prince-sang: Derfor festede han videre som om, vi skrev 1989.

Hvis det havde været en strategi, kunne den måske have båret frugt.

Som kommentatoren Rob Tannembaum fra magasinet Blender har konstateret – »vi forbruger kultur i 20 års intervaller. Det er en marketingsfidus, og det har noget at gøre med gode følelser om vores barndom, hvor vi havde penge til rådighed. Når man er 30 eller 35 år gammel, så vil man igen mindes, hvordan det var at være ti eller 15 år,« har han tidligere sagt til CNN.

Hvis hans tidstabel holder, så ville 1980erne vende tilbage i begyndelsen af vores årti – og der har også været tilløb. Nogle af de store bands fra dengang er blevet gendannet, lidt fyldigere i kinderne og tungere i enden, men på landevejen igen, og pladeselskabet Rhino udgav i 2002 en ambitiøs musik-box med hits fra 1980erne og erklærede en revival i gang, det samme har et utal af artikler gjort, og professor Robert Thompson har forklaret, at politisk, økonomisk og kulturelt har de seneste år hentet inspiration fra 1980erne. Håret var ikke så stort, Bush var ikke Reagan, og vi har ikke set meget til benvarmere og nylonbukser, men det har trods alt smagt af fisk.

Michael Jackson havde formentlig en chance for en nostalgisk revival, og hans pladeselskab Sony så det og samlede et opsamlingsalbum, og i 2003 – da han skulle til at rulle sin »greatest hits« offensiv ud – kom sagen om pædofili, og han blev persona non grata.

Han blev frifundet, og seks år senere var interessen for hans musik så tilbage. Nu var det imidlertid ikke længere de oprindelige fans, men derimod deres børn, som kommentatoren Seth Colter Walls fredag skrev i Newsweek.

Børnene havde aldrig oplevet den postmodernistiske epoke og den postmodernistiske megastjerne, men de vidste, at Justin Timberlake og Miley Cyrus betragtede Michael Jackson som deres musikalske godfather, skrev Walls, og derfor opsøgte den nye generation godfatherens musik.

Når Michael Jackson på ingen tid kunne melde udsolgt til 50 koncerter i Londons O2-Arena, så var det ikke kun på grund af nostalgikerne, men i lige så høj grad på grund af en ny generation, og hvis han blot havde forstået det, så havde han måske været i live i dag.

Michael Jackson troede, at han stadig var den postmodernistiske Michael Jackson; at han stadig skulle være den græske gud i modlys og den hvide engel i modvind, og at publikum forventede de samme fantastiske dansetrin, den samme balanceren på et knivsæg mellem myte og virkelighed, og det kunne han af gode grunde ikke, og han følte sig fladfodet, og han kompenserede med endnu mere morfin.

Derfor døde han.

Han forstod aldrig, at 1980erne var forbi.

Han var den tids første og største stjerne, han blev den tids sidste stjerne, og 1980erne døde med ham.