Rap

50 Cent floppede i Bøgeskoven

50 Cent vaklede rundt som en udbrændt bokser og virkede som om han helst ville være alle andre steder end på scenen i bøgeskoven på årets Smukfest.

50 Cent på Bøgescenen på Skanderborg Festival 2014.
50 Cent på Bøgescenen på Skanderborg Festival 2014.

Da 50 Cent i sin tid smækkede albummet "Get Rich Or Die Tryin'" ud i 2003 var jeg solgt. Dette var den ægte vare. Blod i rillerne, ni kugler i kroppen, en fortid som crack-pusher og med den vilde "her-kommer-jeg"-attitude, som kun gadens grimme børn kan fremelske. Men et eller andet er sket siden da. Måske er det fordi at hans stil er old school og virker forkrampet i dag. Eller måske er det bare fordi Curtis James Jackson III nu er vokset ud af Queens og er blevet rig. Måske er han blevet mæt af succes og ønsker blot at ødsle sit talent bort på fester og ture rundt i verden med sin unit af homies.

I hvert fald har han skuffet fælt siden da og onsdag nats koncert på årets Smukfest var ingen undtagelse. Det hele var sat på autopilot fra start. Knapt havde han entret scenen før han havde smidt sin hoodie og afsløret en guldkæde om halsen så tyk som en bøgestamme.

Publikum var ellers helt oppe at køre og klar til fest. Men selv om 50 Cent ankom med et fuld funktionsdygtigt band komplet med hype man og det hele, så kunne han - måske selv om han gerne ville - ikke gejle sig selv op. Flowet kørte ikke, han vaklede rundt som en udbrændt bokser og det hele blev alt for ofte overladt til andre på scenen, mens hovedpersonen selv havde travlt med at kyle vand og kasketter ud til publikum. Nummer efter nummer gled ind i hinanden, hvilket kan være fremragende, hvis momentum skal holdes, men her var ikke noget at holde på, så selv de helt tunge festklassikere som "In Da Club", "Candyshop" og "P.I.M.P." lød flade og blev afbrudt for så at blive erstattet af noget andet.

50 Cent har det ikke mere i sig. Og slet ikke denne aften, hvor aftenens største bifald tilfaldt "Ayo Technology" - måske mest af alt fordi folk kendte den fra den version som Milow havde et hit med for et par år siden. Så da folk langsomt begyndte at sive fra scenen, så skred hovedpersonen pludselig også og lod resten af sit hold sidde tilbage på scenen for at jamme lidt Nirvana, Queen, Joan Jet og Jack White inden de også valgte at forlade stedet.

Koncerten varede således lige knap en time. Så fik vi ikke mere for de 50 cent og det var for lidt.

Hvem: 50 Cent

Hvor: Bøgescenen, Smukfest, onsdag nat

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.