3. august 2008, 18:58 – opdateret 3. august 2008, 20:29

At overlade madlavningen, eller blot dele af den, til et barn – og så ovenikøbet en dreng – var utænkeligt i mit barndomshjem. Derfor var jeg gastronomisk analfabet, da jeg, lige efter gymnasiet, flyttede ind i min egne, beskedne et-værelses lejlighed i Kastrup. Kogning af et æg var ikke noget, jeg nogensinde havde befattet mig med. Jeg kunne smøre smør på et stykke brød, men det var så også det. Resten skulle læres fra bunden.

Nu var det så så heldigt, at jeg havde gode venner, der var næsten lige så køkkenukyndige som jeg selv. Hvad lå mere lige for end at slå pjalterne sammen og lave en madklub, hvor gensidig hjælp med potter og pander og godt samvær kunne gå op i en højere enhed, spurgte vi hinanden? Så det gjorde vi. Vi mødtes på skift hos hinanden og kokkerede, så godt vi ikke havde lært, og jeg husker stadig min første, egenhændigt kreerede ret: Koteletter i ølsovs! Det virkede. Det kunne spises. Ingen faldt døde om. Triumf!

Men det var ikke kun madmæssigt, jeg blev klogere. Mine venner var nysgerrige og begavede mennesker, og særligt én af dem havde et passioneret og vidende litteraturkendskab, der langt overgik mit eget beskedne niveau. Mens vi skar og stegte og sauterede og kogte snakkede vi bøger, os allesammen, men især min litteraturkyndige ven, vi snakkede bøger, som vi aldrig før havde gjort, mens vi forberedte vore beskedne måltider, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at det først var her, i de små lejligheder på Amager, langt væk fra alt, hvad der lignede kridt og katedre, at litteraturen virkelig gik op for mig.

Før da havde det, for mit eget prosaiske vedkommende, set noget pauvert ud. Litterært havde kosten stået på en blanding af spredt lystlæsning i min fritid (som dog mest var helliget elektrisk guitar og fester og andre sunde og ikke-boglige interesser), dertil noget gymnasial pligtstof, bestående af en del klassikere og en ikke ringe mængde tidstypisk bekendelseslitteratur, altsammen læst gennem freudske og marxistiske briller, for sådan var tiden. Men nu var jeg blevet voksen, nu var litteratur noget frivilligt, og så var der jo altså min ven, der følte så meget for og vidste så meget om litteratur, og det var ham, der bragte mig på sporet af på Franz Kafkas roman »Processen«, som jeg havde hørt om, men aldrig læst. Hvilken fryd!

@Tekst m. fed versaler:I dag, en del årtier senere, forstår jeg, at problemet med Kafka – hvis man da kan kalde det et problem – er, at mandens eksistens og det adjektiv, hans navn er afledt af, er blevet langt mere kendt end det, han rent faktisk skrev. Kafka er mere et begreb end en en konkret forfatter af konkrete romaner og konkrete fortællinger. Han er, som Beethoven i musikken, blevet et emblem, der skygger for det væsentlige, nemlig værkerne an sich, og at læse »Processen« er af samme grund slet ikke nogen enkel proces, for hvis det skal gå godt, må man kaste sine forudfattede kafkaske forestillinger af sig og læse, hvad der rent faktisk står. Gør man så det – og det var lige netop det, jeg selv forsøgte at gøre, ansporet af min litterære ven, der bidrog så fint med åndelig føde midt i madlavningen og den efterfølgende spisning – så sker der, forhåbentlig, det, som altid bør ske, når man går kyndigt i klinch med klassikerne: De viser sig at være langt mere end de klicheer, deres ophavsmænd er blevet til.

For mig var læsningen af »Processen« en åbenbaring. Jeg forstod, at Franz Kafkas kafkaske univers også rummer noget af det mest fantastiske sorte humor, der nogensinde er sat på print, og at modsætningen mellem hans præcise prosa og de vanvittige optrin og bizarre situationer, som hans figurer – i »Processen«s tilfælde den stakkels Josef K. – bliver udsat for, er humor på højeste plan. Selv om – eller netop fordi – det hele også er så ubegribeligt tragisk.

Efterhånden som jeg fik læst mere af det gode, gik det op for mig, at næsten al stor skønlitteratur er humoristisk. Det sjoveste, der er skrevet, er ikke skrevet for at være sjovt, det er bare sjovt, fordi humor er en del af tilværelsen. »Processen«, verdens sjoveste og sorteste roman, ændrede mit syn på, hvad litteratur er for en sjov størrelse. I morgen skal vi høre, hvordan en lille amagerdreng pludselig og uventet kan blive grebet af den helt store operadille.

»Det var først her, i de små lejligheder på Amager, langt væk fra alt, hvad der lignede kridt og katedre, at litteraturen virkelig gik op for mig.«