Kronik

Ytringsfrihed og tolerance

Morten Hesseldahl: Ord kan være farlige, og ord kan føre til vold og overgreb. Men at tro, at man kan eller bør forhindre farlige ord ved forbud, er en meget naiv strategi og et udtryk for en sær mangel på tillid til styrken ved fornuftige argumenter.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Villy Sørensen har skrevet en grusom novelle, der hedder Blot en drengestreg. En novelle, der handler om to drenges forsøg på at hjælpe en mindre dreng, der har slået sin storetå. Det er uhyggelige sager, selvom det starter nok så muntert: »To drenge, der var brødre, fordi de havde de samme forældre, havde desuden en onkel til fælles, der en skønne dag fik fjernet et ben.« Som enhver forælder vil vide, kræver børn forklaringer på det meste, og drengenes forældre i novellen har pædagogisk forklaret, at onklen i sin tid fik fjernet benet, fordi der var gået bakterier og blodforgiftning i det. Hvis ikke benet var blevet amputeret, ville onklen have mistet livet! Klar tale og noget, der giver stof til eftertanke hos de to.

De overvejelser kommer til anvendelse en dag, hvor de møder en tredje lille dreng, der har slået storetåen, og omgående omsætter de to deres nyvundne, medicinske viden om bakterier til blodig praksis. Alt sammen af lutter barmhjertighed, naturligvis. Og det er ganske overordentligt forfærdeligt. Det er ikke så mærkeligt, at Newsweek for en del år siden medtog netop Sørensens novelle på listen over verdens bedste gyserfortællinger. Men i samtiden var det ikke indlysende, at det var en tekst, der burde udkomme. Berlingskes Henrik Dannemand citerede på et tidspunkt fra det kække afslagsbrev, Villy Sørensen modtog fra forlaget Gyldendal. Forlagets konsulent skriver: »Mentaliteten svinger mellem det infantile og det udspekulerede, ofte sindssyge. (...) Man kan beundre forfatterens udholdenhed og konsekvens, som meget ubehageligt får en til at tænke på en tålmodig onanist.« Blot en drengestreg er ét blandt utallige eksempler på, at det, en samtid kan finde stødende, for eftertiden viser sig at være af aldeles ubestridelig værdi.

Nu er der som nævnt blot tale om et stykke fiktion, men man kan jo passende bruge det som anledning til at overveje, om der ikke sådan i almindelighed burde være en begrænsning på informationsspredningen? Er forældrene uansvarlige ved at fortælle om onklen? Eller er det drengene, der alene er skyld i det fatale forløb? Når der sker skoleskyderier i USA, er det så på grund af voldelige computerspil, eller skyldes det unge uden moralske pejlemærker? Eller en kombination heraf? Når den muslimske verden sættes i brand, skyldes det så tegninger af Muhammed, elendige film eller anstødelige forfattere som Salman Rushdie? Eller kan ansvaret på optøjerne alene lægges på dem, der udfører dem? Eller er det en kombination?

Der er næppe tvivl om, at ord kan være farlige, og at ord i visse tilfælde fører til vold og overgreb. Men at tro, at man kan eller bør forhindre farlige ord ved forbud, er på den ene side en meget naiv strategi, og på den anden side et udtryk for en sær mangel på tillid til styrken ved fornuftige argumenter. Og hvis man først har accepteret det, er der i virkeligheden ingen bagkant for, hvor kontrollerende man bør være over for folks ytringer og hvor selektiv, magthavere bør være over for de informationer, der spredes. Ord må altid, hvor ubehagelige og stødende de end kan forekomme, mødes med ord.

Lovgivning, der lægger begrænsning på det frie ord, bør kun bringes i anvendelse, når ordene enten opfordrer til vold eller ord anvendes til at lægge bestemte grupper eller enkeltpersoner for had. Alle andre synspunkter bør om ikke nyde fremme så i hvert fald nyde det privilegium, at de kan fremsiges uden begrænsninger. Ord der spotter, kritiserer eller diskuterer tankesæt, ideologier eller religioner bør nyde udstrakt beskyttelse på nøjagtig samme måde som de ord, der benyttes til at formulere de selv samme tankesæt, ideologier eller religiøse dogmer. Det er let at sige, når det handler om tanker, vi er enige i, men vanskeligere at stå ved, når friheden til at ytre sig drejer sig om synspunkter, vi finder modbydelige eller ligefrem udtryk for den rene ondskab. Det ønsker vi jo alle at undgå – det onde. I en vis forstand ville vi ønske, at det slet ikke fandtes. Hverken i os selv eller i andre. Når vi oplever en Breiviks gerninger må enhver tænke, hvordan vi bliver i stand til at forhindre, at noget tilsvarende nogensinde vil komme til at ske igen? Der er næppe tvivl om, at ideer var en vigtig forudsætning for hans ugerninger. Uden tankerne om indvandrere, islam, kulturelite og nationalisme ville Breivik næppe have haft den ideologiske klangbund, der gjorde drabene mulige. Man kan vel opstille den hypotese, at for at det kunne ske, for at enhver form for ondskab kan folde sig ud, skal der foreligge tre elementer: En vilje, en evne og en tilladelse.

I Breiviks tilfælde var viljen til at gøre ondt til stede. Han havde lyst til det, og han arbejdede systematisk på at udvikle denne lyst ved at dæmpe empatien for andre gennem uendelige mængder af voldelige computerspil, medicinindtag og meditation. Han havde øjensynlig også evnen til sine handlinger. Han kunne både konstruere sprængstoffer, planlægge en logistisk højst kompliceret operation og gennemføre den med en koldblodighed, som kun en meget dedikeret person ville kunne gøre. Men intet af dette – evnen og lysten – ville have ført til forbrydelsen i Norge, hvis ikke Breivik samtidig havde følt, at han var berettiget til at gøre det, han gjorde. Gennem ideologiske forbilleder som den norske blogger Fjordmanden og tankerne hos forskellige indvandrefjendske grupper og partier kombineret med hans eget 1.500 sider store manifest, følte han, at hans legitimitet var i orden. Ordene havde sikret ham tilladelsen til de afstumpede handlinger, og havde det ikke været for dem, havde han næppe gennemført sine forbrydelser. Der skal en accept til at reducere jøder til undermennesker og påbegynde en udryddelse. Der skal en accept til at forfølge vantro. Der skal en accept til at planlægge og systematisk slå unge mennesker ihjel, sådan som Breivik gjorde det i Norge.

Betyder det så, at ekstremistiske synspunkter skal forbydes? At man bør forbyde Mein Kampf, Das Kapital, Koranen eller voldelige film eller computerspil? Skal der gribes ind over for den kloak af synspunktet, der daglig skyller af sted på diverse blogs og sites på nettet? Nej, ekstremistiske synspunkter må lige som bøvede og idiotiske synspunkter imødegås af en kvalificeret og sammenhængende kritik. Ikke af forbud og ikke af vold. Derfor må man også forsvare folk som historikeren David Irving, når han benægter holocaust og Kurt Vestergaard og Lars Vilks, når de tegner profeten. Ikke fordi man synes, at Holocaust-fornægtelse er hverken sandt eller tiltalende, eller at islam er en specielt lattervækkende religion, men fordi det netop er muligheden for at udtrykke den slags, muligheden for at sætte ord på sin undren, kritik, sin hån, spot og latterliggørelse, der er det mest fundamentale princip for et frit samfund.

Et samfund, hvor intellektuel søgen og almindelig undren trives frem for dogmer og tabuiseringer. Dermed være ikke sagt, at det er en fordel, at verden fyldes med idiotiske udsagn. Alt andet lige ville det være bedre, hvis folk gennemgående udtrykte sig konstruktivt og med omtanke. Men selv når det sker, vil man ikke kunne vide, om man vakte anstød, og det kan derfor aldrig blive et kriterium for en ytring, at man forinden har sikret sig, at den ikke kommer til at krænke nogen. Og da slet ikke når man påtænker, at nogle af de væsentligste fremskridt, vi har fået – demokrati, ligeberettigelse mellem kønnene, trosfrihed, lighed mellem racer – alle har de været drevet af argumenter, der virkede stærkt anfægtende – ja, vel ofte idiotiske – på omgivelserne, da de blev fremført. Når drengene kommer galt af sted i Villy Sørensens novelle, er det ikke så meget fordi, de er i besiddelse af farlig information, som det, at de er i besiddelse af mangelfuld information kombineret med en alt for stor handlekraft. Et i øvrigt ikke helt ukendt fænomen hos unge mennesker. Mangelfuld information kan udbedres med mere information. Viden opstår, når et spørgsmål er belyst med en tilstrækkelig kompleksitet. Viden trives derfor godt i et kritisk miljø og med en sværm af modstridende synspunkter.

En vækst i viden forudsætter en offentlighed, hvor alt kan udtrykkes, og alt kan imødegås. Den bedste måde at dæmme op for det uhensigtsmæssige og fremme det konstruktive er ved, at vi sikrer et offentligt rum, hvor tåbeligheder kan fremsiges, men også i høj grad modsiges og korrigeres. Uden en mangfoldighed af ytringer risikerer vi at sidde tilbage med vores egne ukorrigerede fordomme. Og derfor med det præcis modsatte af mangfoldighed, nemlig enfoldighed.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.