Kronik

Vores lykkepille-epidemi er dybt skadelig

Peter C. Gøtzsche: Lykkepiller har mange bivirkninger, og den hyppigste ser ud til at være, at de ødelægger sexlivet. De burde derfor hedde ulykkepiller. Hvad værre er, så kender vi ikke langtidsbivirkningerne, selv om mange behandles i mange år.

Hver 12. dansker er på den form for antidepressiv medicin, der i folkemunde kaldes lykkepiller. Selv om det er godt for nogen, er det alt for mange, fordi en depression plejer at gå over igen efter få måneder, også uden behandling. Alligevel er forbruget næsten fordoblet på kun 12 år. Der er selvfølgelig ikke blevet dobbelt så mange ulykkelige danskere i et land, der gang på gang er blevet kåret som det lykkeligste i verden. Faktisk fandt en amerikansk undersøgelse, at der på 11 år ikke var tilkommet flere psykisk syge patienter i USA, end der var i forvejen.

I 2010 opfyldte ni procent af voksne amerikanere de kriterier for depression, som den amerikanske psykiaterforening har vedtaget. Da jeg ikke troede på, at hver tiende amerikaner til enhver tid var deprimeret, prøvede jeg testen på mig selv. Ifølge testen måtte jeg have været deprimeret mange gange i mit liv, hvilket jeg ikke har mærket noget til, tværtimod. Det eneste, der kræves er, at man har haft mindre interesse eller glæde end normalt ved at gøre ting i mere end halvdelen af dagene i løbet af de sidste to uger plus et ekstra symptom, som kan være mange ting. Fx besvær med at falde i søvn; dårlig appetit eller det modsatte, at spise for meget, hvilket mange af os gør; eller at man har været så rastløs, at man har bevæget sig meget mere rundt end sædvanligt.

Dette er for mig at se det glade vanvid. Og det stopper ikke her. Sundhedsstyrelsen bifalder, at danske psykiatere ønsker, at vi screener en lang række grupper for depression, fx indvandrere, gravide og patienter med hjertesygdom. På trods af, at en Cochrane-oversigt over 12 forsøg (5.693 personer) med screening for depression fraråder, at man screener. Den test man bruger, er så elendig, at hvis man screener 100.000 raske, vil man fejlagtigt konkludere, at 36.000 af dem har depression. Man siger så, at testen skal følges op af en bedre test, men i en travl hverdag vil mange springe dette over og udskrive en recept på en lykkepille. De praktiserende læger er meget imod denne screening, og det har de al mulig grund til at være.

Psykiater Peter Jepsen beskrev forleden i Ugeskrift for Læger, at nogle psykiatriske sygdomme har karakter af konstruktion. Nærmest som en harmonika, der kan trækkes ud og ind, hvorved man kan regulere antallet af folk, der siges at have en bestemt psykisk sygdom. Det er derfor ikke betryggende, at da den amerikanske psykiaterforening skulle beslutte, hvilke kriterier, de ville benytte for at stille diagnosen depression, var samtlige læger på medicinindustriens lønningsliste. Formanden for den komité, der havde ansvaret for at udarbejdede diagnosekriterier for alle de 374 psykiske tilstande, der findes i den omfangsrige manual, har nu lagt afstand til måden, de arbejder på, idet den langt hen ad vejen er uvidenskabelig.

Hvorfor har vi så en lykkepille-epidemi? Det har vi set på i Det Nordiske Cochrane Center. Der er tæt sammenhæng mellem pilleforbruget og antallet af præparater. Fra 1992 øgedes salget af lykkepiller 18 gange, mens antallet af præparater øgedes 17 gange. I 2007 markedsførte 23 forskellige firmaer hele 47 forskellige præparater. Dette skaber et enormt markedsføringstryk på lægerne. Alle firmaerne sender lægemiddelsælgere rundt til lægerne, og de markedsfører præparaterne på mange andre måder, fx ved industrisponsorerede såkaldte efteruddannelsesmøder, hvilket er markedsføring forklædt som uddannelse. Firmaerne betalte jo ikke for den slags, hvis det ikke lønnede sig.

En undersøgelse har vist, hvor effektiv markedsføringen er. Hver gang der tilkom et nyt præparat, gik det ikke ud over de eksisterende præparaters salg, der kom bare et mersalg. Svenske psykiatere har fortalt, at den information, de får fra medicinindustrien, er den vigtigste. Det er meget uheldigt, idet industriens interesse er at gøre os alle til patienter.

Når industrien laver forsøg med psykofarmaka, er det kun de mest positive resultater, der publiceres, og der manipuleres meget med resultaterne, undertiden i en sådan grad, at der er tale om svindel. Firmaerne har måttet indgå mange kostbare forlig i USA, fordi de bevidst har vildledt lægerne, også ved at hemmeligholde skadevirkningerne af præparaterne. Fx skjulte firmaerne i mange år, at lykkepiller øger risikoen for selvmordsadfærd hos børn og unge. Denne risiko aftager med alderen, og en analyse foretaget af den amerikanske sundhedsstyrelse af 100.000 patienter, der enten havde fået en lykkepille eller placebo, viste, at fra omkring 40-års alderen vender det, sådan at ældre personer har mindre selvmordsadfærd, når de får lykkepiller. Psykiaterne fortæller os ofte, hvor vigtigt det er at sætte deprimerede i behandling for at forebygge selvmord, men det gør pillerne jo ikke, set over en bred kam, da 40 år er ca. halvdelen af livet. Og da det er meget værre, at et barn tager livet af sig selv, end at en ældre person gør det, er lykkepiller ikke svaret på selvmordsforebyggelse.

Effekten af lykkepiller er beskeden. Den gennemsnitlige forskel mellem aktiv og placebo er omkring 3-4 på en depressionsskala, der går fra nul til 52, hvilket ifølge det engelske institut for medicinsk teknologivurdering (NICE) er på kanten af, hvad der er relevant for patienterne. Efter seks uger har 60 procent fået det bedre, mens 50 procent af dem, der fik placebo, fik det bedre. Når jeg har diskuteret disse ting med psykiatere, har de medgivet, at effekten er beskeden, men de tilføjede, at det alligevel er godt at behandle, fordi patienterne har glæde af placeboeffekten, som de angav til at være 70 procent. Det er en dobbelt misforståelse. Kun 50 procent får det bedre, og det er ikke en placeboeffekt. Det er ikke effekten af at tage en pille. Hvis man ikke havde gjort noget som helst, havde mange af patienterne også fået det spontant bedre, for sådan er sygdommens naturlige forløb.

Forskellen på ti procent betyder i øvrigt, at kun hver tiende patient, der sættes i behandling, får nogen effekt af det. Desværre har mange svært ved at holde op igen, selv om over 90 procent burde stoppe efter et par måneder. Omkring halvdelen får afhængighedssymptomer, som er mildere, men ganske svarer til dem, patienterne oplever, når de prøver at stoppe med »nervepiller« (Stesolid og lign.) Medicinfirmaerne har bildt lægerne ind, at det ikke er pillernes skyld, men depressionen, der er vendt tilbage. Det kan det være i nogle tilfælde, men man ser de samme symptomer hos patienter, der ikke var deprimeret, men tog pillerne for noget andet, og hos raske frivillige, der deltager i undersøgelser, og så kan det jo ikke være depressionen, der er vendt tilbage.

Der er stadig omkring 100.000, der ikke kan holde op med deres nervepiller. De to lægemiddel-epidemier svarer ganske til hinanden. I begge tilfælde benægtede lægerne, medicinfirmaerne og desværre også myndighederne, at der forelå afhængighed af stofferne. Der gik 20 år efter, at de første rapporter om afhængighed af nervepiller blev publiceret, før myndighederne advarede om problemet. Vi har set tilsvarende fodslæberi og fornægtelser for lykkepillerne, og man prøver stadig at bagatellisere problemet.

Depression kan give forstyrrelser i sexlivet, men i en undersøgelse, hvor ingen havde problemer, før de begyndte på lykkepiller, fik halvdelen seksuelle problemer, fx nedsat libido eller manglende evne til at få orgasme, også for manden, og hos ca halvdelen i meget forstyrrende grad. Jeg kritiserede engang til et møde for psykiatere, at de ville screene for depression, fordi det sygeliggører raske i meget stort omfang. Jeg vil ikke nævne navne, men det undrede mig, at en professor i psykiatri sagde, at det ikke gjorde så meget, at man behandlede de raske, fordi lykkepiller ikke har bivirkninger. Lykkepiller har mange bivirkninger, og den hyppigste ser ud til at være, at de ødelægger sexlivet. De burde derfor hedde ulykkepiller.

Hvad værre er, så kender vi ikke langtidsbivirkningerne, selv om mange patienter behandles i mange år, eller sågar resten af livet. Denne mangel på langtidsforsøg er katastrofal, fordi langtidsbivirkningerne formentlig vejer meget tungere end den beskedne eller manglende effekt på symptomerne, pillerne giver. Det er velkendt, at langtidsbehandling med antipsykotika giver permanente hjerneskader, fx i form af tale- og bevægeforstyrrelser, og der er gode holdepunkter for at antage, at andre psykotrope stoffer, inklusive lykkepiller, også kan forårsage permanente hjerneskader ved lang tids brug.

Mange psykiatere er meget åbne omkring at diskutere problemstillingerne i deres fag, men de evner ikke at se, at de har skabt en ny epidemi, der er lige så alvorlig som nervepille-epidemien. Nogle psykiatere fortæller desværre patienterne, at de er deprimerede, fordi de mangler serotonin i hjernen, men den hypotese er for længst påvist at være forkert. I biokemisk forstand ved vi ikke, hvorfor folk bliver deprimerede, og lykkepiller genopretter ikke en forstyrret balance i hjernen. De skaber tværtimod en kemisk ubalance, hvilket netop er grunden til, at folk bliver afhængige og ikke kan stoppe igen.

Lykkepille-epidemien er dybt skadelig og må stoppes. Man skal have lov til at være ked af det uden at få en psykiatrisk dia-gnose og blive sat i livslang behandling, fordi man ikke kan holde op igen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.