Niels Skovgaard: Det er ved at blive en sandhed i værdidebatten, at ytringsfrihed og sekularisering kommer fra kristendommen i almindelighed og fra lutherdommen i særdeleshed. Men ifølge historieprofessor ved Princeton University Jonathan I. Israel skal vi lede efter kilderne til de vestlige værdier i den ateistiske tradition i europæisk tænkning. Særligt hos Baruch Spinoza.
25. juni 2010, 22:30
I det første årti af det 21. århundrede er vi i den vestlige verden blevet ekstremt opmærksomme på værdisammenstødet med den muslimske verden i synet på retten til religionskritik. Muhammed-krisen betød, at bevidstheden om konflikten blev hvermandseje.
Værdikonflikten har rejst spørgsmålet om, hvor vi skal søge kilderne til det vestlige krav om ytringsfrihed, herunder til kravet om at vise tolerance over for kritik af religionen. Et bud på et svar på dette spørgsmål kommer fra professor i historie ved Princeton University, Jonathan I. Israel. Han har hidtil udarbejdet sit svar i to murstensværker, mens et tredje er på vej. Som Israel ser det, er det et vildspor at søge rødderne til tolerancen i kristendommen i almindelighed eller i lutherdommen i særdeleshed, sådan som det har været almindeligt i debatten i Danmark.
Tværtimod har vores ide om tolerance ateistiske rødder. Det forholder sig ifølge Israel således:
Fra romerkirkens etablering som eneste tilladte religion under Konstantin den Store (280-337) var der ikke tale om religiøs tolerance eller tolerance i det hele taget i Europa. Reformationen fra omkring år 1500 ændrede ikke ved det billede. Nu var det blot forskellige konfessioner, der sad på hvert sit område og som hovedregel udelukkede andre konfessioner med strenge censurregler. Helst ville man dreje halsen om på hinanden, men Trediveårskrigen (1618-48) førte - da det ikke lykkedes - til en slags accept af status quo. Kulturkampen dengang bestod i teologernes kamp mod forfalskninger af Guds åbenbaring i den hellige skrift. Filosofien var ikke en selvstændig modspiller til teologien, men var hvad der blev kaldt teologiens tjenestepige. Regeringer og kirker tog det som en selvfølge, at individer ikke havde ret til at afgøre de mest fundamentale trosspørgsmål for sig selv. Den rette tro skulle påtvinges, og hvad der var uforeneligt hermed undertrykkes. Europa var gennemsyret af censurbestemmelser, kætterstatutter og dekreter om religiøs uniformitet, som Israel påpeger. Overalt dominerede den konfessionelle teologi både tanke, tro og uddannelse.
Israels svar går derfor ud på, at vi skal frem til Oplysningstiden fra ca. 1650, før vi kan tale om et forsvar for tolerance i vor moderne forstand. Israels forskning er her banebrydende. Han gør det, at han inden for oplysningsfilosofien udskiller det, han kalder den moderate hovedretning, som går fra engelske John Locke over tyske Leibniz til franske Voltaire. Inden for denne tradition ville man forene tro og fornuft, og der var godt nok tale om et forsvar for tolerance, men det, som det gjaldt, var tolerance mellem forskellige trosretninger. Den enkelte skal, som Locke krævede det, frit kunne vælge sin vej til frelsen. Men kernen er for ham altså kun bekendelsesfrihed og friheden for afvigende kirker til at eksistere ved siden af majoritetskirken.
Hvad Locke og de øvrige moderate oplysningsfilosoffer overhovedet ikke var med på var, at der skulle eksistere en ret til at kritisere åbenbaret religion som sådan. Der satte man grænsen for tolerancen.
Israel peger på en helt anden gren inden for oplysningsfilosofien, der i lige høj grad blev bekæmpet af den religiøse reaktion som af de moderate oplysningsfilosoffer. Han kalder bevægelsen den radikale oplysning og viser, hvordan den får repræsentanter i alle europæiske lande, og hvordan den er tvunget til at leve i det skjulte. Tilhængerne trykte deres skrifter anonymt på hemmelige trykkesteder og solgte værkerne i hemmelighed under konstante trusler om voldsomme konsekvenser for deres liv og frihed, hvis de blev pågrebet. Fra Frankrig kender man måske Diderot, men ellers er deres navne mærkeligt nok ikke særlig kendte.
Lige så klart påviser Israel, hvad man også var helt klar over i samtiden, at denne bevægelse havde sit udspring i den hollandske filosof Baruch Spinozas (1632-77) filosofi. Spinozas tanker har trods deres lærde form et let forståeligt indhold. De tager udgangspunkt i den grundtanke, at der kun findes naturlige årsager til det, der sker. Naturen skal forstås ud fra sig selv og ikke ud fra hensigter hos overnaturlige magter.
Således mener han også, at der er naturlige årsager til, at vi mennesker overhovedet regner med overnaturlige årsager, nemlig vores frygt for ulykker og vores håb om, at det må gå os godt. Følgelig afviser han troen på mirakler, herunder åbenbaringstroen. Troen på åbenbaringer er opstået med det formål at opnå kontrol over andre mennesker. Han afviser magi og hekseri (herunder hekseprocesser), himmel og helvede og dertil hørende belønning og straf i det hinsidige.
Han mener, at moral og politik skal bygge på den enkeltes lykke i dette liv, og at det vi skylder hinanden alene handler om at fremme denne lykke. Den kritiske anvendelse af fornuften er vores eneste rettesnor for vores erkendelse af verden og for vores opstilling af normer for vores samliv.
Når vi kommer til tolerancen, er det Spinozas synspunkt, at stater (og han foretrækker klart de demokratiske af slagsen) kun skal straffe deres borgere for deres handlinger, aldrig for deres meninger og ytringer. For at opnå den sikkerhed det giver at leve i en stat, må den enkelte opgive sin handlefrihed, men på ingen måde sin ret til at tænke og publicere frit. Han beholder sin ret til at bruge sin fornuft og udtrykke sin mening om religion og politik. Tankefrihedens beskyttelse kan Spinoza ligefrem beskrive som statens øverste formål. Som man vil forstå, handler det for Spinoza i modsætning til for den moderate oplysning ikke først og fremmest om at beskytte forskellige former for gudsdyrkelse, men om at forsvare selve den elementære tankefrihed: libertas philosophandi, friheden til at filosofere. Den udgør menneskets dyrebareste besiddelse. Det, der hos Locke begynder som en kamp for fri religionsudøvelse, bliver således hos Spinoza til en kamp for retten til at bekæmpe kerneindholdet i kirkernes åbenbarede religion og præsteskabets autoritet. Det Spinoza med et samlebegreb kalder overtro.
Spinozas pointe er, at menneskenes indbyrdes modstridende synspunkter ikke skal forhindre dem i at leve i indbyrdes fred og fordragelighed. Det er ikke dem, der ytrer sig, men dem, der prøver at undertrykke disse ytringer, der er ballademagerne i et samfund.
Spinoza repræsenterede et fuldstændigt brud med det omgivende teologisk og autoritetsbaserede samfund i sit krav om retten til religionskritik og filosofi. Noget sådant var der slet ikke plads til i Europa. I Madrid og Rom blev religionskritikere brændt. I Wien og Paris blev de sat i fængsel. Først når man var død, var man i sikkerhed. Til trods for de usædvanlig liberale forhold i Holland fulgte der hurtigt efter Spinozas død og udgivelsen af hans posthume værker et forbud mod dem. Det var forbudt at genoptrykke dem, at citere dem, at give en sammenfatning af dem, idet der blev fastsat strenge straffe for forfattere, udgivere, trykkerier og boghandlere, der trodsede loven.
I Europa har tolerancen og den individualistiske tankegang siden 1650erne kæmpet sig frem i trods mod - og i lange tider - under forfølgelse af religiøse og senere anti-religiøse autoritære kræfter i form af kommunismen, fascismen og nazismen.
Vi kan kun håbe på, at tolerancen med tiden også vil vinde frem i den islamiske verden. Men hvordan det end går der, er det vigtigt at kende kilderne til vore egne værdier. Det kendskab er Jonathan Israel på afgørende vis i gang med at bidrage til.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten