Kronikken

Vold mod kvinder må aldrig forties

Argumentet om, at »sådan er mænd alle steder og til alle tider« er ganske enkelt uantageligt. Venstrefløjen og feministerne forsøger at nedtone krænkelserne i Köln, men risikerer derved at fremme et dybt problematisk mandesyn.

Michael Böss
Michael Böss

I sidste uge vakte SFs formand Pia Olsen Dyhr opmærksomhed med en udtalelse til Ritzau om, at mange på venstrefløjen viger tilbage fra at diskutere reelle problemer vedrørende indvandring af frygt for at blive »spændt for racisternes vogn«. Olsen Dyhr sagde bl.a.: »Jeg synes, at venstrefløjen og feministerne er for berøringsangst. Det gælder også mig selv. Vi skal turde tage debatten i langt større åbenhed. Når eksemplerne kommer, råber vi ikke så højt, som når en hvid mand havde [sic] begået et overgreb. Det er et problem.«

Venstrefløjen, hvor flertallet af danske feminister sandsynligvis befinder sig, hævder altså, at åbenhed øger risikoen for, at hele befolkningsgrupper bliver gjort til syndebukke. Desuden har debatten i den sidste uge vist, at der er mange på venstrefløjen, som ikke er enige med Olsen Dyhr og fortsat nedtoner alvoren af krænkelserne i Köln. Desuden fortsætter de med at benægte, at de havde noget at gøre med kulturelle forskelle. En af mine Facebook-venner skrev f.eks.: »Köln-episoden er jo en fuldstændig forudsigelig følge af en stor gruppe mænd uden koner, kærester, mødre, døtre, søstre osv. omkring sig. Og mit gæt er, at mænd i den situation uanset kulturel og religiøs baggrund kunne have opført sig på samme måde.«

Nu viste det sig dog, at flertallet af mændene ikke var syriske flygtninge, men halv- og helkriminelle migranter fra Marokko og Algeriet. Så offerforestillingen var ikke indlysende. Men jeg vil i det følgende advare mod i det hele taget at gøre voldelige mænd til ofre. Også for deres egen skyld. Desuden vil jeg argumentere for, at åbenhed netop er vejen til et opgør med den patriarkalisme, som ligger bag næsten al vold mod kvinder. Jeg vil give fire grunde til, at det altid er forkert at fortie overgreb mod kvinder.

Den første og vigtigste grund er hensynet til kvinderne selv. Ikke kun de kvinder, der til daglig lever tæt op ad voldelige mænd, men også alle andre kvinder, som har ret til at færdes frit i det offentlige rum uden at skulle frygte at blive udsat for vold.

Den anden grund til, at det er forkert at tie, er hensynet til os mænd. Der er et gammelt ordsprog, som lyder, at den, der tier, samtykker. Tavsheden fra de tyske og svenske myndigheders kan godt tolkes, som om det under visse omstændigheder eller i visse »normfrie rum« kan være i orden – eller i det mindste forståeligt – at krænke kvinder. For eksempel under en løssluppen julefrokost, en vild nytårsnat, en musikfestival. Eller hvis ens kultur tillader det. Argumentet om, at »sådan er mænd alle steder og til alle tider« er ganske enkelt uantageligt. Jeg synes, at det ikke kun udtrykker en stiltiende accept af seksuel vold som en beklagelig men dog »naturlig« ting. Det repræsenterer også et dybt problematisk mandesyn.

Den tredje grund, der taler mod fortielse, er, at tavsheden underminerer borgernes tillid til ordensmagten, altså politiet. I det seneste par uger har man kunnet læse om, at der nu bliver dannet private vagtværn rundt om i Europa, også herhjemme. Selv om sådanne initiativer hævdes at blive taget af hensyn til borgernes sikkerhed, vil det få den helt modsatte virkning: Sådanne værn vil tværtimod øge usikkerheden i samfundet. De bryder nemlig med et fundamentalt princip i en retsstat, nemlig at staten har fået tildelt monopol på at udøve magt på grundlag af loven. Der er ingen grund til at formode, at private vagtværn vil samarbejde med politiet endsige respektere loven. Desuden viser historien, at sådanne værn med tiden kan udvikle sig til private militser. I så fald vil vi paradoksalt nok snart stå i en situation, som vi kender fra det Mellemøsten, som de fleste betragter som indbegrebet af socialt kaos. Andre vil nok blive mindet om forholdene i 1930ernes Tyskland.

Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt tavshed kan retfærdiggøres for at forhindre racisme. Lad mig begynde med at slå fast, at det naturligvis ikke er alle brud på loven, der gør det relevant at nævne lovbryderens kulturelle identitet. Der vil nok ikke være nogen, som for alvor ville hævde, at der er en sammenhæng mellem etnicitet og trafikforseelser. En hovedregel må derfor være, at en kriminel persons nationalitet og etnicitet kun bør nævnes, hvis personens kulturelle baggrund har relevans for forbrydelsens karakter. Af hensyn til forebyggelse kan det desuden være relevant at udarbejde kriminalitetsstatistikker som dem, vi har i dag, der bl.a. kan vise, om særlige indvandrergrupper er overrepræsenteret inden for en bestemt type kriminalitet som for eksempel voldtægt. Sådanne informationer kan nemlig medvirke til tiltag, der kan øge beskyttelsen af kvinder fra bestemte etniske grupper. De kan også forhindre mytedannelse og dermed netop racisme.

I sager om seksuel vold, som der var tale om nytårsnat, er det helt relevant at nævne krænkernes nationale, etniske eller kulturelle baggrund. Der var nemlig tale om en form for seksuel vold, som er udbredt i bestemte mandemiljøer i kulturer, samfund og indvandrermiljøer, hvor religiøse autoriteter legitimerer mænds magt over kvinder, ja i visse tilfælde endog vold inden for ægteskabet.

Men er det ikke en racistisk påstand? Nej, der er ikke tale om racisme, når man kritiserer og bekæmper kulturel og subkulturel adfærd. Det er derimod racistisk at tillægge en etnisk gruppe eller en gruppe med bestemte biologisk nedarvede træk, som for eksempel hudfarve, en ensartet mentalitet eller et gennemgående adfærdsmønster, som ingen af gruppens medlemmer er i stand til at afvige fra.

Inden for »kulturmarxismen« er der imidlertid en tendens til at blande biologi og kultur sammen. Konsekvensen er, at kritik af en bestemt kulturelt betinget adfærd i dag bliver kaldt for racisme, og da den kulturelle venstrefløj ikke har skippet det materialistiske verdensbillede, giver man samtidig en social og økonomisk forklaring på kulturelle fænomener. Venstrefløjens nye måde at tale om racisme på skyldes, at den i høj grad består af akademikere, der under deres studier tog en radikal form for socialkonstruktivisme til sig.

Socialkonstruktivister hævder, at alle forestillinger, ideer og identiteter er »konstruerede«: De bygger altså ikke på objektive, empiriske, forhold som for eksempel den biologiske forskel mellem mænd og kvinder. I radikal socialkonstruktivisme ophæves skellet mellem biologi og kultur. Ergo er det racistisk at kritisere andres kultur – og at forsvare sin egen.

Men at kritisere en bestemt kulturform betyder dog ikke, at alle individer, der er født og vokset op inden for den, er forudbestemt til den samme adfærd. Både i Mellemøsten og i Danmark lever der mange mennesker med arabisk og muslimsk baggrund, som har det samme syn på forholdet mellem kønnene som etnisk danskere. Og alle etniske danskere har i øvrigt heller ikke samme syn på ligestilling.

Mændene fra domkirkepladsen i Köln er vokset op i en kultur, der er stærkt præget af en patriarkalisme, som har dybe historiske og religiøse rødder. Men det er vigtigt samtidig at understrege, at patriarkalisme ikke er noget specifikt arabisk eller muslimsk. De har også fandtes i Europa. For eksempel i Irland før i tiden. Hvad fortæller historien om den irske patriarkalisme os?

Den irsk-katolske kirke italesatte fra midten af 1800-tallet et syn på kvinder og seksualitet, som skulle komme til at præge forholdet mellem kønnene langt op i 1900-tallet og retfærdiggøre en voldelig adfærd over for piger og voksne kvinder i hjem, skoler og sociale institutioner. Indtil for et halvt århundrede siden blev vold mod kvinder og børn sanktioneret af kirken. Ja, tilmed af staten; for kirkens syn på kvinder og sex var indskrevet i den irske grundlov. Derfor blev hele samfundet og kulturen gennemsyret af patriarkalske normer og værdier. Det var først fra ca. 1970, at man i Irland – med feminister i en hovedrolle – indledte et opgør med denne »systemiske« patriarkalisme, altså en patriarkalisme, som var socialt, kulturelt og politisk retfærdiggjort.

Det er derfor, vi bør lytte til, hvad danske feminister af anden etnisk baggrund for øjeblikket fortæller os om behovet for et opgør med patriarkalismen inden for deres oprindelige kultur og indvandrermiljøerne i Danmark. De har nemlig erfaringerne med den helt inde på livet. Jeg synes, etnisk danske feminister bør lytte med.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.