28. februar 2011, 22:30

Det folkelige krav om demokrati i den arabiske verden har vakt global beundring, men i Israel har det også givet anledning til en frygt for, at det stabile forhold til Egypten og Jordan vil blive undermineret. Fra dansk og europæisk side bør vi gribe chancen for at facilitere et bedre forhold mellem Israel og dets naboer ved at søge at fjerne konfliktens hovedårsag, nemlig den israelske modstand mod at arbejde for en palæstinensisk stat.

Men den nuværende politiske situation i Israel og de besatte områder giver grund til dyb pessimisme af flere årsager. For det første modsætter vigtige aktører sig reelt en to-statsløsning. Hamas nægter fortsat at anerkende Israel, og premierminister Benjamin Netanyahus Likud-parti afviser i sit politiske program selve eksistensen af en palæstinensisk stat på Vestbredden, hvor størstedelen af den palæstinensiske befolkning bor.

For det andet er det palæstinensiske demokrati reelt suspenderet. Hamas holder fortsat Gaza i et jerngreb, og efter at premierminister Salam Fayyad og resten af det palæstinensiske kabinet trådte tilbage, er den politiske situation i de besatte områder kaotisk.

For det tredje er det folkelige håb om fred truet. Til trods for overvældende støtte til en to-statsløsning blandt både palæstinensere og israelere er troen på fortsatte forhandlinger næsten forsvundet. Det amerikansk støttede israelsk-palæstinensiske meningsmålingsprojekt JIPP har dokumenteret, at mens 79 procent af israelerne og 75 procent af palæstinenserne troede på en forhandlingsløsning i 2000, faldt tallet til henholdsvis 5 og 6 procent i 2010. Ikke desto mindre er der fortsat et flertal i begge befolkninger, som ønsker og støtter en fredelig to-statsløsning.

For det fjerde er den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas’ politiske manøvremuligheder over for Israel blevet alvorligt forringet. Det skyldes, at en nylig læk har afsløret, at Abbas i hemmelighed har accepteret at afgive store dele af Østjerusalem til israelerne som en del af en endelig fredsaftale. Efterfølgende er hans chefforhandler Saeb Erekat trådt tilbage, og Abbas fremstår nu som alvorligt svækket. Over for israelerne er han blevet svækket som forhandler og vil have sværere ved at få accepteret sine krav. Og blandt palæstinenserne ses han nu i højere grad som eftergivende og svag.

For det femte ville ethvert seriøst skridt mod fred betyde, at Likud splittes, og at dets koalitionspartnere ville udtræde af regeringen. Et sammenbrud ville enten tvinge partiet i opposition eller gøre Likud til junior-partner i en regering med det mere fredsvenlige Kadima-parti. Med andre ord er der både stærk modstand imod og høje omkostninger ved fredsinitiativer for Netanyahus parti.

Men vi, der ønsker en fredsaftale, har simpelthen ikke råd til at sidde på hænderne, for tiden arbejder imod en fredelig løsning.

Siden det israelske byggestop udløb 1. oktober 2010, er der blevet opført bosættelser med en destruktiv hast. I seks uger efter byggestoppets udløb blev der opført næsten lige så mange bosætterboliger som i hele 2009.

Bosættelserne er den største og mest konkrete forhindring for en fredsaftale, og de udgør en trussel for begge parters sikkerhedsmæssige interesser.

For palæstinenserne vil en kolonisering selvsagt umuliggøre skabelsen af en selvstændig stat.

For israelerne vil en kolonisering af Vestbredden betyde, at man inden længe får et arabisk befolkningsflertal i den jødiske stat. Det vil sætte israelerne i et dilemma: Enten gør man op med ideen om, at Israel skal være en jødisk stat, eller også bliver det en stat, hvor ikke alle borgere nyder samme rettigheder.

I dag bor der mere end 500.000 israelske bosættere på den besatte palæstinensiske Vestbred. Det er selvfølgelig ikke i sig selv et problem, at der bor israelere i Palæstina. Problemet er den sikkerhedsmæssige logik, som følger af bosættelserne, der ofte er veritable fæstninger: Bosættelserne betyder deployering af soldater, ekspropriering af palæstinensisk land, destruktion af landbrugsland eller huse, opførelse af mure på palæstinensisk jord og flere checkpoints.

Hvis fredsforhandlingerne skal fortsætte, er det nødvendigt at få stoppet udvidelserne af bosættelserne. For så længe der bygges, kan der ikke forhandles i god tro. Det ville svare til at skulle forhandle om delingen af en kage, alt imens den ene part spiser løs af selvsamme kage.

Det står klart, at Netanyahu ikke kan levere, og måske slet ikke ønsker, en fredsaftale - medmindre han bliver sat under massivt internationalt pres. I samme stund er det vigtigt at fastholde presset på palæstinenserne. Der er derfor behov for at skabe bevægelse i situationen.

Palæstinenserne har efter årelange forhandlinger, der har haft karakter af israelsk trækken-tiden-ud, sat september som deadline for at udråbe en palæstinensisk stat.

EU blev i december 2010 enig om at anerkende Palæstina »når det er passende« - men er reelt lammet i spørgsmålet. Fra dansk side bør vi, gerne i samarbejde med vores nordiske broderlande, presse på for at rykke EU ud af dødvandet og arbejde for at sætte en deadline for »hvornår det er passende«.

Spanien arbejder diskret, men intenst i kulissen for at skabe momentum, og Norge har allerede erklæret, at man vil støtte en palæstinensisk stat, hvis ikke der er sket fremskridt i fredsforhandlingerne, og hvis andre europæiske lande støtter det. Brasilien, Chile, Argentina, Ecuador, Uruguay, Bolivia og Rusland har allerede taget skridtet og anerkendt Palæstina - og Honduras, Guatemala og El Salvador samt en række caribiske ø-stater ventes at følge efter. Men det har hidtil virket som en tom gestus, fordi der ikke var tyngde nok bag anerkendelsen. En sådan øget tyngde kunne komme, hvis EU bevæger sig.

Vi har i Danmark anerkendt Israel i mere end 60 år - det er på tide, at vi toner rent flag og presser på for, at vi i EU også anerkender Palæstina inden for 1967-grænserne.

En anerkendelse af Palæstina kan genskabe håbet om en fredsaftale ved at bryde dødvandet i forhandlingerne. Det vil øge presset på den nuværende regering i Israel og genskabe håbet for pragmatikerne - og samtidig kan det bruges til at skubbe palæstinenserne tilbage til forhandlingsbordet.

Anerkendelse af et Palæstina inden for 1967-grænserne vil også være en indirekte anerkendelse af Israel. Det vil være et stort skridt for de arabiske lande, som endnu ikke har anerkendt den jødiske stats ret til at eksistere - og det kan måske åbne for et tættere forhold mellem Israel og dets naboer.

Endelig vil en anerkendelse sætte ekstremisterne under pres.

Såvel Hamas som den israelske højrefløj (herunder flere regeringspartier) modsætter sig en endelig grænsedragning, fordi de mener at have krav på hele området. For palæstinenserne vil en anerkendelse vise, at terrorens vej ikke fører til frihed. For israelerne vil det vise, at bosætter-lobbyens salami-taktik ikke er en farbar vej til fred. Ved at sætte grænser for Israel og Palæstina kan man også sætte grænser for fanatikernes dominans af fredsprocessen og dermed genskabe et folkeligt håb om fred.

Håbet om en fredsaftale er under pres, men alternativet er ubærligt. Derfor er det vigtigt, at vi ikke glemmer, at et flertal på begge sider ønsker fred.

Det er, til tider med rette, blevet sagt om det palæstinensiske lederskab, at de »aldrig forspildte muligheden for at forspilde en mulighed«. I dag gælder det for både palæstinenserne, israelerne og os i det internationale samfund, at ingen af os har råd til at forspilde flere chancer.

Den største konflikt i dag står ikke mellem israelere og palæstinensere, men mellem fanatikere og pragmatikere. En anerkendelse af Palæstina vil uden tvivl blive mødt med aggressiv modstand af fanatikerne - men vores håb er, at det også vil gøde jorden for nye forhandlinger mellem pragmatikerne på begge sider af 1967-grænserne.