Kronik

Vi skal tage Rigsfællesskabet alvorligt

Uffe Ellemann-Jensen: Danmark må ikke svigte sit ansvar over for Grønland og vore allierede i spørgsmålet om udnyttelse af Grønlands naturressourcer.

Hvis danske politikere ikke snart begynder at tage rigsfællesskabet med Grønland alvorligt, vil det være et svigt - ikke blot over for grønlandske og danske interesser, men også i forhold til vore allierede i Nordamerika og Europa. Det har konsekvenser for den globale magtbalance, hvad der foregår i Arktis i disse år. Og Danmark og Grønland har mulighed for i fællesskab at øve en væsentlig og positiv indflydelse. Men det forudsætter, at vi vågner op til vores ansvar.

Rigsfællesskabet mellem Danmark og Grønland fylder stadig mindre i den danske politiske debat. Det er en sørgelig kendsgerning. Det var, som om interessen for grønlandske forhold begyndte at sive efter indførelsen af Hjemmestyret i 1979, trods behjertede forsøg på at holde kontakterne ved lige, bl.a. gennem Rigsmøder på højeste politiske niveau. Og efter indførelsen af Selvstyret i 2009 er ligegyldigheden eskaleret.

Tænke sig: Med årets udgang vil regeringen nedlægge Kommissionen for Ledelsen af videnskabelige Undersøgelser i Grønland, som blev oprettet i 1931 med Thorvald Stauning som formand og Knud Rasmussen og Lauge Koch blandt medlemmerne. Og næste år er det 80 år siden, at den internationale domstol i Haag afgjorde, at de norske krav om suverænitet over Østgrønland skulle afvises. De grønlandske ønsker var formuleret stærkt dengang, bl.a. i denne udtalelse fra Landsrådet for Nordgrønland: »Det er det grønlandske folks urokkelige ønske, at dets fremtidige udvikling må fortsættes under Danmarks styrelse, og endvidere, at Danmark måtte blive tilkendt en ubeskåret højhedsret over hele Grønland, så at grønlænderne derved kunne skånes for andre nationers ukontrollerede indgreb i deres erhvervsmuligheder.«

Der er sket meget i de 80 år. Men bid mærke i den allersidste sætning. For den har valør i dag, også efter udviklingen af det grønlandske selvstyre. Udenrigs- og sikkerhedspolitik er nemlig stadig et fællesanliggende i Rigsfællesskabet. Og når vi bevæger os ind på det minefelt, som hedder udnyttelse af grønlandske naturressourcer, bevæger vi os også ind på det brede sikkerhedspolitiske felt.

I fredags vedtog det grønlandske landsting den såkaldte »storskalalov«, der skal gøre det muligt at invitere udenlandske mineselskaber til at investere i store projekter i Grønland. Ved gennemførelse projekter til over 5 milliarder kroner skal der kunne ansættes udenlandsk arbejdskraft efter udenlandsk overenskomst - og fra medierne ved vi, hvad det i første omgang drejer sig om: Det er det gigantiske jernprojekt i bunden af Nuuk-fjorden, hvor der tales om beskæftigelse af tusinder af kinesiske arbejdere

Men der ligger andre projekter i pipelinen, bl.a. i forbindelse med udnyttelse af de grønlandske forekomster af »sjældne jordarter« m.v.

Der er den krølle på den nye lov, at Danmark skal give tilladelse, eftersom de vilkår, der er fastsat i storskalaloven, afviger fra de vilkår, der i dag gælder ved ansættelse af opholds- og arbejdstilladelse. Men det virker ikke, som om der fra dansk side er fremsat indvendinger i den forbindelse.

Diskussionen drejer sig naturligvis om Grønlands muligheder for at få et bredere økonomisk grundlag for sin udvikling. Fiskeriet, som i årevis har trukket det helt store læs, er klemt, både når det gælder ressourcer og priser - og hidtidige industri- og mineprojekter giver ikke forhåbning om store udbytter. Olien venter vi stadig på at se springe, efter at der er postet milliarder i udforskningen.

Dernæst drejer diskussionen sig om de sociale og miljømæssige risici i forbindelse med massive udenlandske investeringer i udnyttelse af Grønlands naturrigdomme. Og et meget vigtigt punkt: Hvordan skal Grønland sikres imod selskabsmæssige konstruktioner, som fjerner dele værdier fra det grønlandske samfund uden at efterlade en rimelig andel til grønlænderne selv?

Alle disse spørgsmål er umådeligt komplicerede. Og man må håbe, at de grønlandske beslutningstagere sikrer sig kompetent og uafhængig rådgivning. Det er store og stærke kræfter, de er oppe imod.

Den danske regering synes at have anbragt sig selv i tilskuerens rolle, når det gælder den udvikling, der tromler frem. Men det holder ikke, når de sikkerhedspolitiske aspekter begynder at tone frem. Og hvis vi ikke selv kan se det, kunne det tænkes, at nogle af vore allierede på et tidspunkt minder os om det.

Kinas rolle falder i øjnene. Kina har med fremsynethed og konsekvens placeret sig rundt om på kloden, så der sikres adgang til fremtidens råvareforsyning. Det er velkendt i Afrika, hvor Kina efterhånden er største investor - i miner, landbrug, infrastruktur osv. Og nu har Kina rettet blikket mod Arktis, hvor så meget er begyndt at ske i et voldsomt tempo: Isens tilbagetrækning åbner nye sejlruter - i år var en stor kinesisk isbryder for første gang i regionen - og med tiden vil det lette adgangen til både fiskeri og olie- og gas.

De fem nationer, som grænser op til Arktis - USA, Canada, Rusland, Norge og Danmark/Grønland - enedes i den såkaldte Ilulissat-erklæring (2008) om, at når grænserne skal trækkes i Det Arktiske Hav, vil man benytte de internationale regler i FN-systemet. Derfor arbejdes der på højtryk med at finde videnskabelige belæg for de krav, der skal fremlægges for FN - f.eks. det interessante spørgsmål, om Nordpolen hører til Rusland eller til Danmark/Grønland.

Hele den fornyede interesse om Arktis stiller helt særlige krav til suverænitetshævdelse, redningstjeneste m.v. - som bliver en stor udfordring for det danske forsvar i de kommende år. Her vil Rigsfællesskabet for alvor komme på en prøve. For det er en velkendt kendsgerning i international politik, at hvis der efterlades et vakuum, vil det blive udfyldt - af andre. Og det ønsker hverken grønlændere eller danskere. Her må vi stå sammen.

Men råstofferne: Kina har i den sidste snes år stille og roligt erhvervet et nær-monopol på adgangen til de »sjældne jordarter« som er helt centrale i moderne industri, ikke mindst på IT-området. Vesten sov i timen. Og japanerne fik det at føle, da de for to år siden kom i strid med Kina om nogle grænsekrænkelser ved de japanske Senkaku-øer, som Kina gør krav på. En kinesisk trawler-kaptajn, som var sejlet ind i et japansk kystvagtskib, blev løsladt med store undskyldninger, efter at Kina havde indledt en eksportembargo mod Japan på sjældne jordarter

Grønland besidder efter alt at dømme betydelige forekomster af sjældne jordarter - foruden mange andre interessante ting. Det er alt sammen kortlagt gennem mere end 100 års intensiv dansk-grønlandsk forskning, som nu desværre drosles ned, fordi interessen for Grønland synes svækket.

Men adgangen til disse råvarer er sikkerhedspolitik. Her kan danske regeringer ikke lurepasse. Og man gør ikke grønlænderne en tjeneste ved at skabe det indtryk, at de kan køre den sag alene. I en større sikkerhedspolitisk sammenhæng vil det ganske enkelt ikke være acceptabelt at styrke det kinesiske nær-monopol på strategiske råvarer. Men de grønlandske politikere er i en svær knibe: For kineserne (og formentlig andre), som har mulighed for at træffe hurtige beslutninger om at satse stort på fremtiden, vil naturligvis presse på for at komme til. Og det ser ud til at være vanskeligt at få vestlige virksomheder til at tænke og satse så langt, som der er behov for, hvis grønlænderne skal have en rimelig sikkerhed for at få det bedst mulige ud af deres naturrigdomme.

Grønlands regeringsleder, Kuupik Kleist, skrev for et par uger siden sammen med den fremragende geolog, professor Minik Rosing, en kronik i Politiken, som slet ikke fik den opmærksomhed, den fortjente. For der var tale om en stærk bekendelse til det Rigsfællesskab, der er gledet så langt bagud i danskernes bevidsthed. Det var et råb om opmærksomhed - på de muligheder vi har for i fællesskab at sikre en samfundsgavnlig udvinding af Grønlands naturressourcer.

De mindede os om, at »Danmarks selvforståelse som et land af betydning og Danmarks position i Arktis og over for vore storebrødre i USA, EU og Asien« i høj grad er funktioner af de tætte bånd mellem Danmark og Grønland.

Stærkere og bedre kan det ikke siges.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.