Kronik

Vi skal lære af fortidens fejl

Cecilie Felicia Stokholm Banke og Garbi Schmidt: Auschwitz-dag 27/1. I en tid med det nationale på dagsordenen er det vigtigt ikke kun at fokusere på de gode sider af danmarkshistorien. Tværtimod bør fortidens fejl netop inddrages i debatten om samfundets indretning.

Arkivfoto: Scanpix
Arkivfoto: Scanpix

I oktober 2013 er det 70-året for de danske jøders flugt til Sverige. Det vil selvfølgelig blive markeret, for oktober ’43 er en af de nationalhistoriske hændelser, som vi med rette er blevet stolte af. Mens det meste af Europa bistod nazisterne i deres plan om at udrydde jøder, formåede omkring 7.000 at flygte til Sverige takket være hjælp fra naboer og lokale samt samarbejdspolitikken. Men skal flugten til Sverige, modstandskampen og samarbejdspolitikken under Besættelsen stå som de hændelser, vi bringer videre fra en vigtig historisk periode til generel refleksion og læring? Eller kan historie, der omhandler mindre pæne sider af fortiden, også have en opbyggelig funktion? Med afsæt i to historiske erfaringer fra tiden før og under Anden Verdenskrig, hvor den danske stat blev sat under såvel administrativt som moralsk pres vil vi argumentere for, at sådanne erfaringer også bør inddrages i en tidssvarende historiebevidsthed.

En dimension af Danmarks historie under nazismen er det flygtningeproblem, som Hitler-styret påførte de omkringliggende lande ved at forfølge politiske modstandere og indføre en stadig mere diskriminerende politik overfor først og fremmest jøder. Allerede ved udgangen af 1933 havde omkring 59.000 forladt Tyskland, hovedparten var jøder. Ved en gennemgang af udlændingesager fra perioden 1933-45 har DIIS fundet frem til, at af de omkring 8.000, der af politiske, ideologiske eller racemæssige årsager søgte til Danmark, fik knap 2.200 ophold.Af disse var1.680 jødiske flygtninge. Forvaltningens behandling af disse få flygtninge var, som cand. phil.Lone Rünitz har vist, i flere tilfælde grotesk. En fire-årig dreng kom i 1936 med sin moder på besøg fra Tyskland hos sine bedsteforældre, der selv var jødiske flygtninge. Moderen tog tilbage til Tyskland, men efterlod sin søn i Danmark, hvor han opholdt sig frem til 1938. Ingen havde søgt om opholdstilladelse til ham, så myndighederne blev først klar over hans eksistens, da han blev indlagt med en tuberkulose-diagnose. Pga. sygdommens karakter blev spørgsmålet om hjemsendelse først aktuelt, da en læge i maj 1938 erklærede ham ikke-smittefarlig. Uden opfordring kunne lægen udtale til politiet, at der ikke var noget til hinder for, at barnet rejste tilbage til Tyskland, »hvor han vel også rettelig hører hjemme«.

Et andet eksempel er kontoristen Franck, der var kommet til Danmark som jødisk flygtning fra Tyskland i maj 1933. I 1948 var han, som mange af dem, der var flygtet videre til Sverige, atter i Danmark, men nu som statsløs jøde og underlagt den danske flygtningepolitiks stramme krav i forhold til opholds- og arbejdstilladelse. For selvom verden i 1948 var blevet bekendt med nazisternes uhyrligheder, og selvom der reelt var få jødiske flygtninge i Danmark, faldt myndighederne hurtigt tilbage til rutinerne fra før krigen. Og ofte blev der sat tidsfrist på for udrejse, som ved en anden statsløs, George G, der kom til Danmark i 1936.

I 1937 tog Georg G. til England, men kom tilbage i foråret 1938 og fik herefter adskillige udrejsepåbud. Før sin flugt til Sverige var han interneret flere gange, og stod så efter krigens ophør i København i juni 1945 og bad om opholdstilladelse på ny. I stedet fik Georg G. sit ugyldige tyske pas udleveret med påtegnelsen: »Udrejse frist bevilget til 1.8. 1945«. Det var en frist på tre uger. Ved Emigranthjælpekomitteernes mellemkomst blev fristen efterfølgende udsat og han fik en ny til 1. januar 1946. Den korte udrejsefrist havde været en fejl, skrev myndighederne, men man kunne fortsat ikke tage stilling til, om Georg G. kunne blive i landet. Periodens flygtningestrøm til Danmark indbefatter andre end jødiske flygtninge, og atter viser historien sin skyggeside. I 1945 står danske Maren og kigger på tyske flygtninge gennem et hegn til Sjællandsgadeskole. Maren fortæller i sine senere erindringer, som nu befinder sig på Stadsarkivet i København, hvorledes hun og andre børn i gaden fik indprentet, at tyskerne skulle man holde sig fra, for de var »grimme mennesker.« De danske børn rækker tunge ad de tyske børn, men Maren synes, at to af pigerne, med deres lange mørke tykke fletninger, er rigtigt spændende og kønne. Havde de ikke været tyskere, var hun nok gået hen og snakket med dem. Men hun var blevet advaret mod at komme tæt på dem. Krigen og Besættelsen havde sat sit aftryk på danskernes forståelse af den store nabo mod syd, men kunne ikke sige nej til de mange flygtninge, der kom fra Tyskland. I månederne omkring Befrielsen ankom 250.000 tyske flygtninge til Danmark, der blev indkvarteret i lejre og skoler. Mange ankom i en sørgelig forfatning, og mange overlevede ikke opholdet i Danmark. Den danske flygtningeadministrations statistik viser, hvor mange der døde mellem januar 1945 og februar 1946: Knap 14.000 personer over halvdelen var børn. Dr. Kirsten Lylloff, som har forsket indgående i emnet, nævner, at børn under to år havde ringe chancer for at overleve. På den ene side på grund af den kaos og sult, som deres familier flygtede fra, og den dårlige hygiejne i nogle af de overbefolkede lejre.

På den anden side, fordi nogle danske læger var modvillige og undlod at behandle flygtningene. Antipatien imod de tyske flygtninge var også tydelig i pressen. For øjeblikket arbejder en af forfatterne til denne kronik på en disputats om Nørrebros indvandringshistorie, og her er der rigeligt stof om behandlingen af de tyske krigsfanger fx i lokalpressen. I juni 1945 skriver en læser oprørt om en procession af tyske flygtninge, som han har set vandre fra Sjællandsgades Skole til Simeons Kirke:

»Vores kirker har hidtil været forskånet fra at blive vanhelliget og profaneret af disse lusebefængte og sygdomsinficerede menneskers tilstedeværelse Vi vil ikke være så ukristelige, at nægte morder- og torturlandets eksil-befolkning et Guds ord, det kan de nok have nødig, men vi må protestere imod og skarpt tage afstand fra, at disse ord siges i vores egne kirker.«

De forhold, som flygtningene boede under, var nogle gange tålelige, andre gange kaotiske og sundhedsfarlige. En nørrebrosk skoleinspektør fortæller om kvinder, der måtte tørre babyers numser med halm, og hælde potterne i toiletterne i gården, som snart flød over af uhumskheder. At få danske håndværkere til at reparere toiletterne var vanskeligt da de med inspektørens ord meddelte, at de »ikke ville rage i det nazi-lort.«

Både tiden før og efter Anden Verdenskrig giver utallige og ubærlige eksempler på, hvordan den danske stat, betydningsfulde aktører og den almene befolkning tilsidesatte, hvad vi i dag vil anse for almindelig anstændig behandling af medmennesker. Men hvad kan vi, udover at blive følelsesmæssigt berørt af sådanne historier, faktisk bruge dem til? Kan de bruges til andet end at mobilisere national selvforagt?

At vi skal huske sådanne historier, er vigtigt ud fra tre hensyn: For det første understreger de statens rolle som moralsk agent. En stat også den danske kan vælge at handle på måder, som også i samtiden kan anses for amoralske, men ud fra en devise om, at der er tale om et real-politisk handlerum. Men kunne den danske stat og danske aktører have handlet anderledes i 1930erne og 1940erne, med tusindvis af reddede menneskeliv til følge? Spørgsmålet er også relevant i den nutidige udenrigspolitiske debat.

For det andet har vi en tendens til at glemme eksempler som de beskrevne. Forståeligt nok, for de er ubehagelige. Men der er vel netop behov for, at nogle dykker ned i den nationalhistoriske skraldespand og hiver de mindre pæne sider af landets historie frem, så de kan indgå i en fortsat diskussion af politiske beslutninger på områder, hvor også væsentlige moralske spørgsmål er på spil?

For det tredje understreger de nævnte eksempler, at mens forskningsbevillinger i denne tid især kanaliseres ud i naturvidenskab og teknologi, har vi brug for andre fagområder (fx historie, filosofi) til kritisk og konstruktivt at komme med input til styringen af vores fælles stat og samfund. Dette gælder ikke blot, når vi vil fejre det, vi kan være stolte af.

God politik og samfundsdebat skabes også ved at se på samfundets historiske skyggesider.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.