De, der ikke husker fortiden og lærer af de fejl,
der blev begået, vil gentage dem.

Hvorfor ofte svælge i besættelsen og ikke i den nære samtid?
Hvorfor ikke svælge i landets fortid bare for omkring 50 år siden? Jeg kom først i 60erne i lære som bygningshåndværker. Det skal siges, at jeg i skolen havde lærere, som lærte os elever at læse ikke fra én, men fra flere nyhedskilder. Denne lærdom viste os senere, at ikke alt, hvad der stod i aviserne stod til troende. Kom som lærling dengang på mange byggepladser. Hvis jeg som lærling stillede spørgsmål om problemer i øst, så var fanden løs. Her var der absolut intet at bemærke, da de østlige kommunistiske lande var systemer, som alle burde følge. Belæring slut. Men, hvis samme spørgsmål stilledes om problemer i vest, især USA, ja, så var der ingen ende på ulykkerne. Belæring herom i timevis. Her mange år senere har jeg ofte spekuleret på, om der i DK var jernbanevogne nok til at transportere modstanderne af den kommunistiske filosofi til opdragelseslejerne i øst, hvis denne ideologi havde sejret. Det er i nutiden beskæmmende at se, hvorledes mange, dengang rettroende, meget behændigt lider af selektiv hukommelse: ”det vidste jeg ikke”. Dette uagtet, at somme dengang var på skolebænkene østpå. Personlig har jeg altid haft respekt for mennesker, som står ved deres holdninger, uanset evt. indicer, beviser eller dokumentation for det modsatte af disse menneskers ideologi.

Javist skal vi lære af vores fejl. I det hele taget skal vi lære af historien, men for at gøre det, må man forstå de historiske begivenheder ud fra den pågældende tids perskevtiv, og ikke ud fra vore dages normer og holdninger. Og man skal absolut ikke placere sig i et elfenbestårn, hvorfra man peger fingre af eller løfter pegefingeren overfor fortidens begivenheder, især ikke, når man ikke gider at sætte sig ind i den pågældende historiske periode. Vil man forstå vore forfædres handlinger må man være i stand til at sætte sig i deres sted forstå tiden, og hvad der rørte sig i den. Det synes ikke at være tilfældet med de to kronikører, og ved gennemlæsningen får man da også en mistanke om, at de i virkeligheden er ude i politisk ærinde. I 30erne havde Danmark en stor nabo, der utvetydigt viste, at man ikke var bange for at demonstrere sine militære musklerne og ej heller lagde skjul på sine hensigter og viljen til at gennemføre disse. En nabo som med de øvrige eupæiske magters velsignelse (fred i vor tid) krævede ind af alt terriotorium, som på en eller anden måde kunne siges at have eller have haft en forbindelse til det tyske rige. I 1864 havde Danmark lidt et sviende militært nederlag og tabt Slesvig. Et nederlag der skabte dybe traumer i nationen og skabte grobunden for et tyskerhad, der blev yderligere forstærket under besættelsen, og som har eksisteret helt op til vor tid. Traumer, som levede i bedste velgående i 1930er. I 1920 lykkedes det Danmark, at få noget af det tabte land igen efter tysklands nederlag i den store krig. Men man frygtede - med rette eller urette - at Tyskland ville tage revance og kræve Slesvig "genforenet" vel at mærke under tysk oiverhøjhed. Man viste også, at man ikke skulle forvente hjælp eller støtte fra andre europæiske lande, hvis det skete, hvortil kom, at Danmark var militært svagt, endog meget svagt og ikke havde en chance, hvis det kom til en militær konflikt. Man ønskede, derfor ikke at tirre den mægtige nabo mod syd, og det er i det lys, at man skal se og forstå begivenhederne i 30erne, som vi - i parantes bemærket, - ikke just behøver at være stolte af, tværtimod. Da de tyske flygtninge fra Østpreusen kom hertil, var Europa stadig i krig og Danmark besat. Det var altså de tyske myndigheder, der skaffe os dem på halsen, efterhånden som de flygtede fra de russiske fremstormende tropper. Man kan ikke med rette forvente, at de var velkomne i et land, der havde sværet ved at få begge ender til at mødes på grund af krigen, og hvor befolkningen til en vis grad led nød, hvortil kom beættelsesmagten tiltyagende brutale adfærd. Flygtningen var en belastning, og de var fjenden. Vi har intet at skamme os over i den forbindelse, for uanset hvad man måtte mene om den måde vi behandlede dem på, kom de til at lide mindre nød, end de efter al sansynlighed ville have gjort, var de forblevet i Tyskland. At hadet var der, bør enhver kunne forstå, det var vist ikke enestående for danskerne. Alt i alt omstændighederne taget i betragtning, behandlede vi dem godt. De to kronikører benytter sig i øvrigt af et for tiden meget brugt kneb, de fortæller ikke historien, men enkeltpersoners historier. Historier, som naturligvis berører enhver, der ikke har et hjerte af sten, men denne form for historiefortælling er ganske enkelt uærlig. I øvrigt er disse oplysninger ikke nye. Jeg var barn efter krigen, og mine forældre fortalte mig om forholdene for de jødoske flytninge i 30erne og behandlingen af de tyske flygtninge. De havde intet med disse ting at gøre, så jeg må konkludere, at det dengang var almen viden.

Den alm Danske lægeforening vedtog i 1945, netop da flygtningene fra krigens Europa strømmede til Danmark: Flygtningenes børn, må ikke modtage lægehjælp, fra Danske læger, måske lægerne mente at nyfødte børn var skyld i krigen, som netop vi Danske tabte sammen med Tyskland.
Hvornår denne nægtelse af lægehjælp ophørte, er jeg uvidene om, og ønsker gerne svar, men denne umenneskelige handling, er den undskyldt over for de Tyske mødre, nok nej.
Det er snart for sent, men ellers udtrykket: Aldrig for sent, således Danske lægers største svinestreg, kan få sit modbydelige punktum.
Læger ud af politik.Finn Bjerrehave Vig

Ja det skal vi Garbi...hvad med din egen forskning i mellemøsten?
av, av, av, av
Memri tv
http://www.youtube.com/user/MEMRITVVideos?feature=chclk
Den sved...

som 'deres dag' - og ikke involveret i nutidens indvandre-debat - men speciel omkring også holocaust.

Andet end politisk.

200.000 flygtninge fra Tyskland vi intet vidste om, deres historie - eller om det lige var nogle af dem, der havde myrdet løs i nazixmens tegn.

vil man gøre os til skændsler, fordi vi ikke er helgener og kan vende den anden kind til, bogstaveligt talt dagen efter diverse forbrydelser imod os og andre.

Og - vi må vist siges alleredeat være kommet videre i forhold til andre etniske grupper i samfundet. Så - på en måde altmodish kronik.

Vi er kommet videre - men vi skal kunne håndtere antallet af flygtninge fremover, ellers får vi ikke en ordentlig integration i lande; men ender som det rene 'administrations-kontor' henover hovederne på os og de indvandrere, vi allerede har - og udover al fornuft.