Per Stig Møller: Demokrati er blot en skikkelig måde at få løst problemerne og uenighederne på og baserer sig på samtale i gensidig respekt, men hvordan klarer det uforsonlighed, terror og vold?
23. november 2011, 22:30 – opdateret 26. november 2011, 20:31
Under et EU-topmøde for nogle år siden sagde Luxembourgs kloge statsminister Jean-Claude Juncker med trist og lavmælt stemme: »Vi ved alle, hvad der skal gøres, men vi ved også allesammen, at hvis vi gør det, falder vore regeringer«. Og sådan ser det unægtelig ud til at gå, just som de mest kriseprægede regeringer giver sig i kast med de reformer, de alle havde udsat ud fra Junckers konstatering.
Spørgsmålet er, om demokratiet kan klare dybe og langvarige kriser? Ved indledningen til Mellemkrigstiden var der ud af Ruslands og Østrig-Ungarns nederlag opstået en lang række nye stater. De blev straks demokratier, men omkring 1930 var de alle med undtagelse af Tjekkoslovakiet på grund af den økonomiske krise blevet overtaget af diktatorer. Befolkningerne valgte demokratiet fra. De »elendige, demokratiske« politikere fik skylden for krisen, hvorfor man foretrak »den stærke mand«. Og i dette forår bankede fortiden på døren.
En undersøgelse viste, at 11 procent af danskerne, 33 procent af svenskerne og flere end 40 procent af borgerne i de nye demokratier i Øst godt kunne forestille sig en stærk mand i demokratiets sted.
En række forskellige faktorer glider for tiden sammen og sætter demokratiet, som vi kender det, under pres. Vi forestiller os nomalt demokratiet som den bedste og endelige styreform. Vi kan ikke se noget bedre alternativ, og det kan jeg heller ikke. Men det vil være ahistorisk at forestille sig, at vi er kommet til alle styreformers endestation. Det gjorde end ikke Francis Fukuyama i sin berømte og nu berygtede bog, »The End of History«, 1992. Den er ganske vist mest kendt for hans liberale lyssyn om, at hele verden efter kommunismens sammenbrud vil ende som et liberalt demokrati, men han advarede faktisk også om, at det kunne gå ganske anderledes. Og det kunne det, hvis man oplever »vedholdende, økonomisk fiasko, på trods af forsøget på at få den økonomiske liberalisme til at fungere«, og hvis de, som vinder stort i »det kapitalistiske spil« ønsker en ny styreform. I så fald kan man få »en ny form for autoritært styre, der måske aldrig før er set i historien« (s. 235).
Den anden trussel mod demokratiet forudser han kan blive »den islamiske fundamentalismes aktuelle genfødsel«. Disse oversete advarsler blinker nu for vore øjne. Borgerne i de kriseramte sydeuropæiske lande protesterer mod reformerne og kriseindgrebene. Borgere rundt omkring i Vestens storbyer sætter sig ned i protest mod dem, der med Fukuyamas ord »har været overordentlig succesfulde i det kapitalistiske spil«.
Kan vore demokratier overhovedet løse kriser med dybe reformer, som rammer alle? Er vi nået til et punkt, hvor populismen til sidst kalder en eller anden stærk, teknokratisk, autoritær styreform frem? Har vi nu så mange borgere, der er direkte afhængige af udbetalinger fra de offentlige kasser, at det ikke længere lader sig gøre at reformere vore samfund og begrænse den offentlige sektor, ændre overførslerne og sanere økonomierne?
I Danmark har vi jo passeret punktet, hvor flere end 50 pct. får løn som offentligt ansatte eller lever af overførsler fra offentlige kasser. Vil dette flertal stemme sig selv ned i løn eller arbejdsløshed? Og vil det ikke dette, må skatterne jo stige og den private sektor automatisk skrumpe til skade for eksportindtægterne, skatteindtjeningen og til syvende og sidst velfærdssamfundet. Når dette skrumper af sig selv, fordi kassen er tom som i Sydeuropa, vil der opstå endnu større og næsten uløselige kriser for demokratiet.
Hvad gør vi så, lille du? Det er netop derfor, der skal reformeres i tide, men hvornår er tiden inde, og hvornår er den forpasset? Det er dette morads, de europæiske demokratier er inde i.
En anden faktor, som umærkeligt presser og forandrer demokratiet, er den enorme og hastige forandring af kommunikationsteknologien.
I de gode, gamle dage læste vi aviser og fik nyheder og debat i dem. Var der noget, man ville tænke nærmere over eller ikke straks forstod, kunne man bare begynde forfra. I dag får vi nyheder og debatter over fjernsynet. Hvis man giver sig til at diskutere eller bare tænke over, hvad den interviewede eller debattøren siger, hører man ikke det næste denne siger. Kommunikationen afbrydes af tanken, som straks efter bliver nødlidende.
Skriften appellerer til det rationelle, mens de rullende billeder appellerer til det emotionelle.
Der er således udfordringer nok for vores demokrati og rigeligt med grunde til at overveje dets fremtid og forny det for at bevare det.
Netop fordi vi er blevet mere emotionelle og mindre rationelle med den nye kommunikationsform, oplever vi over alt de store udsving ved valgene. »Flyvesandsvælgerne« reagerer emotionelt og på synsindtryk. Derfor kan én politiker pludselig få enorm fremgang og lige så pludselig miste den igen, ligesom ét parti kan storme frem for kort efter at sætte det hele over styr. Det sker ikke, fordi de siger og gør noget andet end før, men fordi indtrykket af dem har ændret sig. Pludselig optager ét emne alle medier og dermed os alle, og straks skal politikerne have et svar og en løsning, inden eftertanken og de rette proportioner når at sætte sig igennem. Pludselig er ét problem det største af alle, og straks kastes pengene i grams efter det.
Prioriteringer kan man i den situation glemme alt om, for det gider ingen høre på. Medierne forlanger handling, og det skal være nu. Nævn et problem, og du har det! Og har du ikke straks løsningen på det, dømmes du ude for nøl. Det kan komme til at betyde, at demokratiet bliver ustyrligt. Hvilken styreform skal så styre?
Lige siden skriftens opfindelse, som Claude Lévy-Strauss kaldte »syndefaldet«, har styreformerne ændret sig som følge af grundlæggende ændringer i måden, hvorpå vi kommunikerer og får vores information. Eksempelvis var det borgerlige demokrati nok aldrig blevet til uden opfindelsen af hurtigrotationspressen kort før 1800. Den gjorde det muligt at fremstille billige aviser i store oplag, hvormed den oplyste borgerlighed var skabt, som satte en stopper for Europas enevældige konger. Men hvad sker i kølvandet på tv, internettet, de sociale medier, twitter, wikileaks med mere?
Aldrig før har så mange kunnet indhente information om så meget på så kort tid, men det betyder samtidig, at aldrig før har så mange vidst så lidt om så meget, fordi mængden af viden konstant vokser. Vores samfund fragmenteres. Vi ved ikke det samme og forholder os ikke til det samme, for vi er samtidig alle beskæftiget med vidt forskellige informationskilder. Vi får nok kendskab til utrolig meget, men kendskab er ikke det samme som kundskab, og kundskab har vi jo afskaffet allerede i folkeskolen.
Derfor fragmenteres vore samfund. Fragmenteringen bliver endnu større af, at de europæiske befolkninger i kraft af indvandringen er mere sammensatte end før og dermed mere fremmede for hinanden end før. Kan vi ikke integrere os i det samme samfund, disintegreres vi og opløses i grupperinger, som enten lader hinanden i fred uden kendskab til hinanden eller begynder at bekæmpe og bekrige hinanden. Også dette ser vi vokse frem i form af ekstreme bevægelser. Demokratiet er blot en skikkelig måde at få løst problemerne og uenighederne på og baserer sig på samtale i gensidig respekt, men hvordan klarer det uforsonlighed, terror og vold? I Tyskland brød det som bekendt sammen omkring 1930. Hvordan klarer det udfordringen fra en stadig mere krævende islamistisk fundamentalisme, som ikke alene sætter sig uden for kulturfællesskabet, men forlanger kulturen i landet forandret?
Vores samfund er en trebenet stol. Stolebenene er demokratiet, det frie marked og retssamfundet. Saves bare et ben ned, vælter stolen - og hele samfundet. I dag er der pres på alle benene. Der er således udfordringer nok for vores demokrati og rigeligt med grunde til at overveje dets fremtid og forny det for at bevare det. For ingen af de problemer, som det står over for, løses i længden bedre af noget hidtil prøvet system. Demokratiet handler gerne sent. Ligesom vi tøver den første sommerdag, før vi kaster os ud i de kolde bølger. Men handles skal der, og springet skal tages. Handler vi ikke selv, handler andre for os. Og tager vi ikke selv springet, bliver vi skubbet af andre.
I dag kl. 15.00 i Radio24syv diskuterer Per Stig Møller kronikkens tema.
Tidligere kronikker i serien:
- Lars Östman: ’Krise på italiensk’ 19.11.
- J. Thulstrup: ’Samme kriser og dumheder i 800 år’ 20.11.
- H. Gården: ’Menneskerettigheder og ny-realisme’ 23.11.
Næste kronik i serien bringes på søndag.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten