Kronik

Vi mindes for at glemme

Cecilie Felicia Stokholm Banke: Bygninger styrter sammen. Kongedømmer bliver opløst. Millioner dør som følge af sult og sygdom, og civilisationer forgår. Historie er forandring, opbrud, revolution og nyskabelse. Men den er også død, vold og ødelæggelse.

Tegning: Jens Hage
Tegning: Jens Hage

Det slår mig, at jeg i mit job er blevet en form for kustode. Jeg er med til at fastholde erindringen om den del af den europæiske historie, som igennem århundreder var blevet bygget op, men som med et enormt brutalt slag forsvandt under Anden Verdenskrig. Nazisternes folkedrab på seks millioner jøder foregik med en intensitet og hastighed, som vi stadig har svært ved at fatte. Udryddelsesmaskineriet i Auschwitz-Birkenau var i en periode så effektivt, at det kunne nå op på over 6.000 om dagen. Nu kan man sige, at sådan er det med det meste fra fortiden. Bygninger forgår. Broer styrter sammen. Kongedømmer bliver opløst. Millioner dør som følge af sult og sygdom, og civilisationer forgår. Historie er forandring, opbrud, revolution og nyskabelse. Men den er også død, vold og ødelæggelse. Og det er den branche, jeg er i. Jeg er historiker i det ekstreme.

På en tur til Bergen-Belsen tager jeg toget. Ned gennem Sjælland, over med Scandlines og så ellers ud ad sporet gennem Nordtyskland til Hamburg og slutstationen Celle. Bergen-Belsen er med Lawrence Langers ord den dybe erindring. For overlevere er erindringen om opholdet i kz-lejren en permanent følelse, der optræder som en dybtliggende erfaring. Men Bergen-Belsen er også én stor massegrav, eller rettere flere massegrave placeret ud over et åbent område. At vandre omkring i Belsen er som at gå rundt ovenpå levnene fra et massemord. Det er i bogstaveligste forstand six feet under. Lig i bunker blev bulldozet ned i store huller i jorden for at undgå forrådnelse. Barakkerne blev brændt, området spærret af, og de overlevende fik ikke lov til at forlade lejren, før smittefaren var inddæmmet. Tyfus og dysenteri var de primære dødsårsager, men også sult. Fangerne var ved befrielsen så udhungrede, at flere hundrede døde efterfølgende på grund af fejl­ernæring. Over 70.000 ligger begravet her. I dag er mindestedet Bergen-Belsen et stort åbent område med birketræer og mindesten, som besøgende kan lægge blomster ved. Den mest berømte er den for Margot og Anne, de to Frank-søstre, der døde to eller tre uger før befrielsen den 15. april 1945.

En tidlig forårsdag er jeg i Haag, hvor den internationale krigsforbryderdomstol for eks-Jugoslavien, ICTY, ligger. Inspireret af kunstkritikeren Lawrence Weschler tager jeg hen til det fine lille Mauritzhuis, hvor Vermeers legendariske maleri, Pigen med Perle-ørering, hænger, fordi jeg bare måtte se, hvad den serbiske krigsforbryder Dusko Tadic, som Weschler skriver om i sit essay Vermeer in Bosnia, kunne have at gøre med nederlandsk 1600-tals maleri. »Det er blikket,« skriver Weschler. »Måden Tadic under processen i et splitsekund kigger ind i retslokalets kamera på, ikke som serber eller som repræsentant for en bestemt sag, men som sig selv.« Et individ. Og individer står til ansvar for deres handlinger. Har man set Vermeers maleri, forstår man Weschlers allegori. Pigen med perleøreringen kigger umiskendeligt og for den tid meget enestående direkte ind i malerens linse. Som sig selv.

Ved tiåret for det papir, hvor over 40 lande i januar 2000 skrev under på en erklæring om fastholdelsen af erindringen om Holocaust, deltager historikeren Timothy Snyder og jeg i en debat med en gruppe svenske unge på Forum for Levande Historia i Stockholm. Under vores diskussion om folkedrab vender de svenske unge konsekvent tilbage til det samme spørgsmål: Hvor kommer al den vold fra? Hvad får mennesker til at begå den slags grusomheder mod andre mennesker? Snyders svar er overraskende, og foruroliger mig også lidt. Det er voldsfascinationen i den europæiske overklasse, der er forklaringen. Vold er i sig selv fascinerende. I det øjeblik totalitære systemer ophører med at være brutale, taber de deres tiltrækningskraft. Det er døden og ødelæggelsen, der fanger os ind. Men er det så også fascinationen af denne vold, der fastholder disse systemer i den europæiske erindringskultur? Eller er det netop mindet om det liv, den kultur, de mennesker, systemerne så brutalt og nådesløst udryddede, vi vil bevare?

Vi mindes for at glemme, skriver erindrings-forskeren Aleida Assmann med henvisning til den kristne bekendelseskultur. Vi skal bekende vores synder. De skal artikuleres, så vi kan få syndsforladelse, og dermed også aflad. I overført betydning er udstillelsen af levnene fra nazismens og langsomt også stalinismens ugerninger den samme form for afladsmekanisme. Det er som en katarsis, hvor vi med genspilningen af de fortrængte hændelser kan få dem kollektivt bearbejdet. I den freudianske psykoanalyse skal en smertefuld oplevelse italesættes, for at man kan komme videre. Forfatteren Imre Kertesz påpegede for nogle år tilbage, at erindringen om Holocaust indeholder en moralsk værdi, som Europa kan drage nytte af ved at bearbejde denne erindring. I stedet for at ligge som en undertrykt neurose i den europæiske kultur, skal erindringen om Holocaust omdannes til en historisk erfaring, man kan bruge fremadrettet. Vi mindes derfor også for at blive i stand til at lægge noget bag os.

Det, der går tættest på kroppen og den fysiske erkendelse, er det, vi bedst husker. »The body remembers,« siger den bosniske digter og politolog, Senadin Mu­sabegovic, der selv deltog i krigene i eks-Jugoslavien. For Musabegovic er den fysiske erkendelse genuin. Kroppen husker. Den husker ubehaget. Væmmelsen. Angsten. Og smerten. For os andre er det lugten af død i Auschwitz-museet, som reelt er lugten af kamfer. Det er de trange torturrum i en af de tilbageblevne hovedbygninger, hvor fanger blev stuvet ind i massevis for at dø af kvælning. Eller det er de klamme kældermure i det ungarske Terror Haza - House of Terror i Budapest, etableret i det tidligere KGBi-hovedkvarter, og som under Anden Verdenskrig husede det lokale Gestapo. I dag er Terror Haza et museum og mindested, hvor totalitarismens forbrydelser udstilles i al deres død, vold og ødelæggelse. Stedet har langt flere besøgende end det nyetablerede Holocaust-museum, der også ligger i Budapest, og før man forlader bygningen, går man gennem en lang, smal gang og et imponerende galleri af sort-hvide fotos af bødler. Ansigter på det totalitære systems lokale håndlangere. De, der begår volden, og som kunne være dig og mig. Der er ikke noget ekstraordinært ved voldsdåden. Det er omstændighederne og de socialpsykologiske mekanismer, som skaber volden.

Sammenligningen mellem de nazistiske og stalinistiske gerningsmænd ligger således ligefor. Når de totalitære regimers voldsdåd bliver til handlinger, der udføres af individer, bliver det kun sværere at se, hvordan målet kan hellige midlet. Og midlet var volden og tilsidesættelse af alment menneskelige hensyn. For nazisterne var ’jøderne’ den største forhindring for realiseringen af det racerene tyske folkelegeme. For Stalin var det de selvstændige bønder i Ukraine, der modsatte sig kollektiveriseringen af landbruget og dermed også den kommunistiske ide. Jeg tænker på netop dette forhold, de ordinære bødler og den tilsyneladende ubekymrede voldsudøvelse, da jeg besøger det i 1988 etablerede mindested for D-dag, Le Mémorial de Caen, hvor en permanent udstilling om krig og massevold, Guerre Mondiale - Guerre Totale, netop er åbnet. På udstillingen går man direkte ind i den realitet, der var millioner af civiles under Anden Verdenskrig, og bliver via plancher, fotos, dokumenter og filmklip konfronteret med masseudryddelsen af jøder, romaer, homoseksuelle, politiske modstandere og polakker. Massevold på museum.

Da jeg efterfølgende står foran den imposante bygning, som er omgivet af en stor mindepark, slår det mig, hvilken erindringskultur der efterhånden har udviklet sig i Europa, hvor borgmestre i mellemstore provinsbyer som Caen kan beslutte at lægge et krigs- og fredsmuseum på netop dette sted med post-industrielle virksomheds-domiciler som nærmeste nabo, og hvor vejene endnu er så nye, at der ikke er noget fortov.

Voldsfascination eller fastholdelse af det, der gik tabt? Et minde for at glemme, eller et minde for at huske? Jeg er ikke længere sikker.

DIIS afholder i samarbejde med EU-Kommissionen en konference 26.-27. april i København for undervisere om europæisk erindring: Remembering for the Future.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.