13. februar 2012, 22:30

I det første nummer af Berlingskes nye Business-magasin advarede et par amerikanske »topøkonomer« i sidste uge Europa mod lukkede grænser. Med henvisning til erfaringerne fra deres eget land mente de, at hvis Europa ønskede at skabe langsigtet vækst, ville der blive brug for massiv indvandring - ikke blot af veluddannet, men også af ufaglært arbejdskraft. Og den arbejdskraft måtte gerne komme fra Tyrkiet og lande uden for Europa.

Den melding var den danske statsminister forbeholden over for. Et par dage efter udtalte hun, at det i første omgang var vigtigere at sørge for bedre mobilitet inden for EU. Den samme holdning indtog den tidligere VK-regering - og med rette. For selv om faldende fertilitet betyder, at store dele af Europa vil komme til at mangle arbejdskraft, når krisen er overstået, så er den form for indvandringspolitik, som bruges i USA, ikke nødvendigvis den rigtige for Europa. Det kommer nemlig bl.a. an på, hvilken form for samfund, man ønsker at leve i. Det viser erfaringerne fra et andet traditionelt indvandrerland, nemlig Canada. Det vil jeg forklare i det følgende.

Lige siden grundlæggelsen i 1867 har indvandring i Canada været et middel for det overordnede »nationalistiske« formål: at styrke landets økonomi. I de første 50 år gjaldt det om dels at tiltrække faglært britisk og nordeuropæisk arbejdskraft til håndværk og industri, dels at øge befolkningstallet for på den måde at udvide hjemmemarkedet. Efter Anden Verdenskrig skiftede indvandringspolitikken karakter: Den blev til en regulær befolkningsplanlægning, som indebar, at man kun udvalgte den type indvandrere, som det skønnedes, at arbejdsmarkedet havde brug for.

Også indvandrernes oprindelse ændrede sig: Først blev der åbnet for resten af Europa, og siden, fra først i 60erne, for resten af verden. Fra 1967 indførte man det berømte pointsystem, som lige siden har sorteret »økonomiske indvandrere« på grundlag af deres erhvervserfaringer, uddannelse, sproglige evner og sandsynligheden for at falde til. Canadas åbne døre var dog ikke et udtryk for ren idealisme og et opgør med den tidligere »hvide« indvandringspolitik. Den skyldtes også, at indvandringen fra Europa begyndte at falde med indtoget af gode tider, der blev bedre.

De fleste »nye indvandrere« kom fra Asien, Afrika og Latinamerika. At migranterne strømmede til fra det globale Syd, skyldtes, at der ikke var job nok i de svagt udviklede samfund til landenes unge faglærte og veluddannede. Canada, der på et tidspunkt modtog op mod 300.000 indvandrere om året, var en af de kraftigste magneter i det rige globale Nord. Sådan er det stadigvæk, men i dag er der mange andre magneter. Det skyldes bl.a. de ændringer i verdensøkonomien, som den økonomiske globalisering førte med sig. Den finansielle deregulering og markeds­liberalisering, som satte globaliseringen i gang, førte nemlig i næste omgang til vækst i flere af de lande og regioner, som indvandrerne forlod; ikke kun Kina og Indien, men også andre mindre, opadstigende økonomier. Specielt i de seneste år, hvor den økonomiske vækst er gået stå i Nordamerika og Europa, er der blevet flere muligheder at vælge imellem for de bedst egnede.

Samtidig har den økonomiske udvikling betydet en skærpet efterspørgsel efter migranter med de rette kvalifikationer. Masseindvandring af uudannet arbejdskraft er ikke noget, man har brug for i et post-industrielt samfund med en svindende mængde ufaglærte job. Og selv om landbrug, industri og minedrift stadig spiller en vigtig rolle i Canada, er man indstillet på at regulere den importerede arbejdskraft ved blot at udstede midlertidige arbejdstilladelser, så velfærdssystemet ikke bliver unødigt belastet under tilbagegang. Den friere adgang til verdensmarkedet betyder desuden, at der ikke længere er det samme behov som tidligere for et stort hjemmemarked. Og så bidrager også udflytning af produktion, indførelse af ny teknologi, omskoling af lokal arbejdskraft og større geografisk mobilitet, at behovet for indvandring ændrer sig.

I Europa betragtes Canada stadig som et land, hvis indvandringspolitik, vi bør lære af. Kanada-modellen var titlen på en bog, som udkom i Sverige får få måneder siden, og som netop havde det budskab til et Sverige og et Europa, hvor vi fremover må kompensere for befolkningernes aldring og desuden har brug for, at den højtuddannede arbejdskraft, vi ikke selv har nok af, men som den nye vidensøkonomi er afhængige af. Men erfaringerne fra Canada viser, at begge mål er sværere at nå, end man umiddelbart skulle tro. Derfor mener mange canadiske økonomer, at indvandringspolitikken er i krise.

Hvad angår aldersfordelingen, må man huske på, at indvandrere jo normalt ankommer som voksne og derved er på samme alder som canadiskfødte. Og de familiemedlemmer, de tager med sig - typisk forældre og bedsteforældre - øger snarere end mindsker samfundets »ældrebyrde«. Hvad angår tiltrækningen af højtuddannet arbejdskraft, synes udviklingen i Canada at tyde på, at en vidensøkonomi stiller andre krav til den indførte arbejdskraft end den industrielle: Det kræver gode sproglige og kulturelle kompetencer at begå sig i den, foruden fleksibilitet og en fuldt ud opdateret specialistviden. Det kræver, at den mobile arbejdskraft både har arbejdserfaringer og spritnye eksamenspapirer med sig hjemmefra. Men den slags økonomiske migranter findes ikke alle steder i verden. De findes næsten kun i de lande, som selv har brug for dem - f.eks. Kina og Indien og andre lande i Syd- og Østasien, mens migranter fra andre dele af den ikke-vestlige verden mangler dem.

Det synes at være en af de medvirkende årsager til, at mange af »de nye indvandrere« i Canada ikke klarer sig økonomisk lige så godt som tidligere indvandrere. Deres gennemsnitslønninger ligger betydeligt lavere end de canadiskfødtes. Selv om der altid er gået nogle år, før indvandrere er kommet på omgangshøjde, så vurderer eksperter, at den seneste indvandrergenerations lønninger aldrig vil nå op på de samme niveauer. Foruden manglende arbejdserfaringer og anvendelige faglige kvalifikationer nævnes også diskrimination, manglende sproglige og kulturelle kompetencer samt problemer med at få anerkendt uddannelsespapirer fra hjemlandet som årsager. Endelig har mange familiesammenførte ægtefæller ikke forudsætninger for at klare sig på arbejdsmarkedet. Derfor nedprioriteres familiesammenføringer, som tidligere ellers var et bærende og populært element i indvandringspolitikken. Canada har ikke noget pointsystem for familiesammenføringer, men til gengæld har indvandringsministeren magt til at begrænse dem - efter eget skøn. Da han i april 2011 svarede på kritik af, at regeringen havde valgt at reducere dem, begrundede han det med, at »denne regering koncentrerer sig om canadiernes prioriteter, som er økonomisk vækst og velstand. Vi har brug for indvandrere, der arbejder og betaler skatter og bidrager til vores velfærdssystem. Det er det, der står i centrum for vores indvandringssystem.«

Da mange indvandrere ikke får opfyldt deres »canadiske drøm«, ender mange, helt op mod 60 procent, med at rejse hjem igen efter kort tid. Eller også tager de til takke med den slags arbejde, som canadiskfødte ikke ønsker, fordi det er ustabilt, farligt eller dårligt betalt. Resultatet er en betragtelig stigning i uligheden og deraf følgende voksende sociale problemer. Man regner med, at de »synlige mindretal« om nogle år ville udgøre flertallet af dem, der befinder sig på bunden af det canadiske samfund; et samfund hvis sociale sikkerhedsnet vel at mærke er langt mere stormasket end vores eget. Da de sociale forskelle vil hænge sammen med etniske og racemæssige, vil det med tiden kunne skabe yderligere problemer.

Konklusionen er derfor, at udtalelserne fra Berlingskes »topøkonomer« tyder på, at de ikke har nok forstand på indvandringsøkonomi - som er et meget komplekst felt - men blot har udtalt sig som de makroøkonomer, de er. Under alle omstændigheder har de valgt at se bort fra de sociale omkostninger, som masseindvandring kan have, både for værtslandet og indvandrerne selv. Og endelig bør man holde sig fra at tro, at der findes indvandringsmodeller, der kan bruges i alle slags samfund.

Dette er den første af to kronikker fra Michael Böss om indvandring og integration. Den næste bringes i løbet af ugen.