Kronik

Vi er milevidt fra det, der begyndte som en hård tone over for indvandrere

En del fandt det morsomt, ja nærmest latterligt, da vi var tolv forfattere, der i 2005 gik ud i offentligheden og sagde fra over for det, vi kaldte tonen i debatten.

Der var dem, der morede sig med at fremstille os som Emma Gads arvtagere i takt og tone, og andre, der forargede følte sig anfægtet på ytringsfrihedens vegne, ja, der som landets daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen ligefrem mente, at vi med vores udtalelser, der også henviste til den etniske diskrimination på arbejdsmarkedet og tendensen til dobbeltlovgivning ud fra et »dem« og »os«, underminerede det fri folkestyre. Med sin vrede reaktion forstod Anders Fogh Rasmussen eller hans spindoktor i det mindste i modsætning til flere andre, hvad det var, vi præcist sigtede til, når vi kritiserede »tonen i debatten«. For kort tid efter statsministerens bandbulle mod os, gik han i sin nytårstale ud og satte en streg under det, der var vores pointe: ikke at diskriminere mennesker på grund af deres tro, køn eller etniske tilhørsforhold. Pointen blev dog hurtigt glemt under den efterfølgende Muhammed-krise, hvor ytringsfriheden og den etniske og religiøse tolerance ikke kunne fastholdes som ligebyrdige størrelser, men formlen blev til det enten/eller, der har plaget den offentlige debat frem til i dag, som om man kan bygge en demokratisk tilstand op med kun én byggesten.

Vores indsigelse mod tonen i debatten handlede altså ikke om abstrakte regler for god opførsel ved spisebordet i pæne hjem, men om et udråbstegn fra tolv personer, der var vant til at bruge og være opmærksom på sproget, i forhold til den dengang voksende sproglige diskrimination af de nye minoriteter i landet, ikke mindst den muslimske. Måske især som forfatter er man særligt opmærksom på, at ord og udtryk ikke er uskyldige, men har en tendens til at skabe en særlig realitet i forhold til det, de peger på. Gentages negative og nedsættende ord ofte nok møntet på en bestemt gruppe mennesker eller en religion, så vil der være en tendens til, at denne gruppe mennesker eller en religion rent faktisk forbindes med en oplevelse af noget negativt og ubehageligt, og at denne mentale figur stivner til en fordom.

Denne fordom kan indlejre sig i de fortællinger, vi gør os om andre etniske grupper end vores egen og virke så selvfølgelig, at vi tankeløst kolporterer den fra generation til generation uden at sætte spørgsmål ved dens sandhedsværdi eller dens skadelige virkninger for den berørte etniske gruppe. Det mest oplagte eksempel er her de kanoniske evangeliers påstand om, at det var jøderne, der slog den jødiske vandreprædikant Jesus ihjel. Påstanden forekommer ud fra den viden, vi i dag har om romernes adfærd i Jerusalem på den tid (ikke mindst prokuratoren Pontius Pilatus) og de historiske realiteter usandsynlig, men ikke desto mindre har den i næsten to årtusinder været en fast bestanddel af den kristne fortælling om Jesu død og en del af et større kompleks af anti-jødiske forestillinger, der under nazismen fik skæbnesvangre konsekvenser for de europæiske jøder. Det er stadig i dag kontroversielt – som Villy Sørensen eksempelvis gjorde i sin bog »Jesus og Kristus« – at pege på de anti-jødiske tendenser i Det ny Testamentes fortællinger, ikke mindst fordi disse fortællinger i visse kredse gøres til en entydig trossag. På den måde foregår der til stadighed en kamp mellem viden, tro og fortolkninger i vores kultur, som i sidste ende har stor betydning for, hvordan vi fortolker verden og herunder også de etniske minoriteter.

Når internettet og de sociale medier også herhjemme påviseligt er fyldt med et voksende antal anonyme hate-speech udtalelser vendt mod jøder (påfaldende senest under den offentlige diskussion af omskæring) er det i sig selv et tegn på en majoritetskultur, som under overfladen bærer på en del aggressioner og fordomme og har svært ved at rumme det anderledes. I ungdomskulturen ser man et tilsvarende fænomen med en stigende mobning på de sociale medier af det, der falder uden for en snæver norm, her kan tonen også være åbenlyst aggressiv og forhånende og føre til social udskillelse og personlige tragedier.

Forhånelserne og mobningen starter i sproget, men hvis man i civilsamfundet hinsides lovgivningen knæsætter et kollektivt princip om først og fremmest at dyrke ytringsfriheden som en slags moralsk ret til spot, hån og latterliggørelse uden andre supplerende normer, så står man magtesløs over for de nævnte fænomener. Hvis man ikke har mod til at erkende et fælles samfundsmæssigt ansvar over for denne form for psykisk, etnisk og social mobning og finde et sprog for det, så overlader man det til den enkelte i et tomrum at bære på byrden af den, og det er ofte mere end den enkelte kan magte.

I det store billede har den jødisk-tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt allerede i sine studier af diskriminationen af de europæiske jøder tegnet en figur for, hvilke konsekvenser en sproglig mobning kan have af etniske grupper. Figuren, som man kan kalde den moderate diskriminations glidebane, tegner en opadgående kurve fra netop en begyndende sproglig diskrimination af bestemte samfundsgrupper over en real diskrimination og til en social og menneskelig udskilning af personer, der tilhører disse grupper. I det danske samfund er vi nu – 11 år efter vores udspil i 2005 – der, hvor ikke alene indvandrere med en muslimsk baggrund, men også (i modsætning til tidligere) flygtninge fra krig og islamistisk terror i Mellemøsten og Afghanistan både i medierne og blandt flertallet af de politiske partier ofte først og fremmest forbindes med noget negativt og fremstår som en byrde for samfundet, som vi gennem en stadigt strammere lovgivning og regelsætning ønsker at holde ude af samfundet. Symbolsk har den siddende regering af samme grund suspenderet et videre indoptag af de mest belastede flygtninge, de såkaldte kvoteflygtninge, og i praksis meldt landet ud af vores normale internationale forpligtelser i verdenssamfundet på flygtningeområdet. Samtidig stiller det største og nu skandaleramte borgerlige parti, Dansk Folkeparti, nærmest uantastet forslag om en konventionsstridig lukning af grænserne for flygtninge med muslimsk baggrund i forbindelse med de kommende 2025-forhandlinger. Det er således et fremtidigt Danmark i diskriminationens og flygtningeeksklusionens tegn, der i værste fald maler sig op lig det USA, som tegner sig ud fra den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trumps mange erklæringer om at holde mennesker med muslimsk eller mexicansk baggrund ude af landet.

Med ryggen til verden

Mens vi bestræber os på at lukke vores døre og vende ryggen til verden, har 75.000 flygtninge hobet sig op i Grækenland uden udsigt til andet end elendighed og en hård vinter; næsten 4.000 mennesker på flugt er druknet i Middelhavet; ved den tyrkisk-syriske grænse er der opstået en dødszone, hvor man ikke holder sig tilbage fra at skyde flygtninge ned; ved den bulgarske grænse overfaldes flygtninge af højre-radikale bøller, lemlæstes og fratages det lidt, de har af værdi, som en advarsel til dem om, at de nu har betrådt et europæisk territorium, hvor der ikke vises nogen nåde eller barmhjertighed. Fra Italien, der står stadigt mere magtesløs over for ophobningen af flygtninge i landet på grund af den manglende europæiske solidaritet, berettes der nu om mange tilfælde af prygl og tortur over for flygtninge fra politiets side.

Vi er milevidt fra det, der begyndte som en hård tone over for indvandrere, men efterhånden der, hvor Hannah Arendts model for glidebanen fra den sproglige diskrimination til den fysiske forulempelse og ligegyldighed over for liv på en dybt tragisk måde igen viser sig at have gyldighed og realitet i Europa. Der er naturligvis en anden vej for både Danmark og Europa, det er at tage de moralske tilskyndelser i humanismen på sig, der går hele vejen tilbage til Cicero og Seneca, og som på baggrund af lidelserne under Anden Verdenskrig er indskrevet i det europæiske menneskerettighedscharter, og som alle europæiske lande har forpligtet sig på. Man kunne begynde med i tolvte time at realisere den fordelingsnøgle for flygtninge, som for længst er vedtaget i EU.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.