Danmark har ikke noget "internationalt ansvar", for det kan ikke være i Danmarks interesse at kæmpe for det repræsentative demokratis verdensherredømme, og hvad andet er det man gør, når man sender soldater til Centralasien? Man kan ikke forsvare Danmark i Centralasien, og derfor er det spild af ressourcer, når man slider forsvarets materiel op i Centralasiens ørken. Og for hvad? At asiaterne skal leve efter danske demokratiske normer? Det er da ganske ligegyldigt for danskerne, hvordan man vælger at leve i Asien. Og det kan man ganske roligt lade asiaterne om, for det kommer slet ikke os ved.

Demokratiets hunger efter verdensherredømmet er åbenbart ikke mindre end kommunismens og nazismens, alle lande skal med djævelens vold og magt have parlamenter, politikere og ligestillingslove, og har man det ikke, så sender demokratierne nogle soldater, der skal retlede de lokale.

Men det har bare intet med Danmarks forsvar at gøre, og derfor burde de danske soldater også nægte at lade sig udsende til Asien, Afrika, Balkan og andre fjerne steder.

Man har da ofte set demokratiske lande gå i krig! Hvad f.eks. med første verdenskrig? Både Tyskland og Østrig-Ungarn var demokratiske lande, hvor Rigsdagen og Landdagen bestemte, og parlamenterne førte landene ud i krig.

Jeg kan da også påpege, at netop demokratiets indførelse i 1848-49 gav anledning til den første slesvigske krig, idet det danske folks første vigtige demokratiske og modige beslutning var at nedkæmpe tyskheden i hertugdømmerne.

At demokratiet skulle være specielt fredsvenligt er kun en illusion, og demokratiske tilstande sikrer aldeles ikke mod krig. USA er utvivlsomt verdens mest demokratiske stat, men det er også samtidigt den stat, der fører flest krige.

Krige fremkaldes alene af bestående misforhold, det kan være etniske eller økonomiske misforhold, og derfor er krigen et sidste forsøg på at rette op på nogle misforhold, som freden har skabt, og som efterhånden er blevet utålelige.

Om en stat er demokratisk eller ej har slet ingen betydning i denne forbindelse, for også demokratiske stater kan komme i en situation, hvor man er nødt til at løse et problem med våben.

Hvis man ser historisk på det, så er krigen eller borgerkrigen i øvrigt ofte et resultat af fattigdom, da denne nødvendigvis må fremkalde had til de ansvarlige for fattigdommen. Uanset om man er demokrat eller ej, så vil man naturligvis ønske at dræbe de ansvarlige for dette misforhold, og derfor forhindrer demokratiet hverken krigen eller borgerkrigen. Mennesket er lidt mere kompliceret og vildt end der er taget højde for i det repræsentative demokrati.

Man må håbe, at kaptajnen aldrig når oberstrang. Mage til militaristisk sludder, hører man normalt kun i officersmesserne, men nu skal vi andre altså også oplyses om, hvad "sand" humanisme er. Man må spørge om militær stupiditet er noget, man fødes med, eller om det kræver års intensiv hjernevask, inden man lever op til niveauet.

Piloter der bomber civile libyere er "sande" humanister. Når flåden jagter pirater i somaliske farvande, uden at der gøres noget for at ramme de vestlige bagmænd, repræsenterer den en "sand" humanisme, og når hæren terroriserer afghanske bønder, er det "sand" humanisme.

Men sande demokrater går kun i krig, når de bliver angrebet. De sender ikke soldater ud i verden for at tvinge andre til at kopiere deres tilfældige form for styre. Når Danmark deltager i krigshandlinger sættes demokratiet ud af kraft. Det sker helt normalt hvert fjerde år. Vi får i stedet et "repræsentativt" demokrati, et ikke demokratisk såkaldt folkestyre, som i realiteten er et folketingsstyre.

Med 61 folketingsstemmer fra højrefløjen for - og 60 fra venstrefløjen imod - vedtog folketinget den ulovlige krig i Irak. Den ene stemme må have følt sig som enevoldskongen, og kan heller ikke straffes for forbrydelsen.

Vi må nu erkende, at ordene lidt forsinket har skiftet betydning i hvert fald i folketings- og officerskredse - krig er fred, frihed er slaveri, løgn er sandhed, og militarisme er humanisme.

Orwell ville nikke beundrende.

Fred i vor tid? Vor herre bevares. Man skal holde krudtet tørt!
Bortset fra det skulle man have været for kloge til at kaste sig ud i klan- og religiøse stamme krige. Når religion står over demokrati skal man ikke blande sig!

For det første var det også de radikale der udsultede det Danske militær i 30'erne,og ignorerede totalitære styrers fremmarch internationalt set,- med velkendt resultat.
for det andet bør man altid huske Churchils ord. "Man kommer længere med et venligt ord og et gevær, end med et venligt ord alene".

Hørt! men du taler desværre for døve øren.

Intet er mere ligegyldigt for de snakkende klasser end virkeligheden.

Og for medlemmer af danmarks socialkonstruktionistiske parti, det Radikale Venstre, er virkeligheden kun noget der engang i mellem banker på den postmodernistiske termorude og kortvarigt forstyrrer strømmen af omnipræsent godhed og moralske overlegenhed der ellers flyder som et automatgevær på indstilling F.