Det er blevet god tone at tale om den dårlige tone i Danmark. Og det er blevet rigtigt at sige, at der er noget galt i Danmark. Når danskerne kritiserer regeringen, bliver det med det samme til selvkritik, selvtvivl og selvhad. Hvorfor? På den ene side lilleputstatens usikkerhed og på den anden side, at danskerne i århundreder har identificeret sig med staten.
27. februar 2010, 23:50
Canadierne er rigere end amerikanere, lever længere end svenskere, er flittigere end tyskere, har flere elskere end italienere, spiser bedre end franskmænd og har flere tv-apparater end japanere. Ja, Canada er i det hele taget et af de bedste lande i verden at leve i. Sådanne tilfældigt udvalgte tal fra diverse målinger fra de foregående år ligger bag den stolthed, canadierne vil vise, når de i denne weekend lukker vinter-OL ned i Vancouver. Hvis man kaster et blik på nogle af de mange andre statistikker, der findes, opdager man, at Danmark befinder sig på nogenlunde samme niveau som Canada. Vi er tilmed ’lykkeligere’, ja, verdens lykkeligste folk. Men det er nærmest blevet en belastning, for der går knap en dag, hvor man ikke må høre, at vi nærmest burde skamme os over det. Eller at vi blot anser os for lykkelige, fordi vi forventer os for lidt. Af livet. Af det offentlige. Eller at vi ikke indser, hvor galt det står til med os.
Tag nu det seneste nummer af Amnesty Internationals medlemsblad, hvis tema er »Bunden af Danmark«. I sin leder skriver redaktøren Ole Hoff-Lund: »Det er fantastisk, at vi kollektivt er så tilfredse med tingenes tilstand og vores individuelle behovsopfyldelse, at vi år efter år modtager denne globale lykkemedalje med en blanding af stolthed og selvfølgelighed.« Derefter følger artikler om vores behandling af asylansøgere, der ikke vil rejse hjem; af illegale indvandrere, som ikke får »adgang til gratis behandling i det offentlige sundhedssystem«; og af »fredelige klimademonstranter« på kold asfalt. Der er selvfølgelig også et interview med den svenske journalist, Lena Sundström, der drog på feltarbejde til Danmark for at undersøge, »hvad der dog sker med Danmark i disse år« og bagefter skrev Verdens lykkeligste folk til skræk og advarsel til sine landsmænd om, hvor galt det kan gå, hvis de ikke sørger for at holde Sverigesdemokraterne ude af i Riksdagen. Og så havde redaktionen sat den bidske jurist Eva Smith og den bløde humanist Stig Dalager stævne »for at sætte ord på udviklingen«. Men det var nu ikke så svært dem, for ordene var jo sagt så ofte før. Med bekymrede øjne, røde kinder og snefnug i håret under sin alt for lille kasket gentog forfatteren, at tonen i udlændingepolitikken viser, at »der er noget galt i Danmark«. Og fra sine mange rejser ud i verden som »en slags kulturel udsending for Danmark«, vidste han, at Danmarks renommé havde lidt skade. F.eks. i Kina og Pakistan.
Da både han og Smith stod med landsrettens lerbrune søjler bag sig, var det dog ikke svært at forstå, hvordan de mente, at Danmarks nuværende problemer, med bl.a. for megen ytringsfrihed, burde håndteres.
Nej, der er sandelig ikke grund til megen dansk stolthed eller selvværd i disse kolde tider, hvis man skal tro Amnesty. Men sådan er det jo ofte i små lande: De har ikke meget at kunne bryste sig af. Og nu røg vores vintersportsatleter tilmed på halen i Vancouver. Godt at vi i tide fik bremset den idé med OL i København. Hvad skulle vi dog have vist ved åbningsceremonien? Den havde garanteret skabt os yderligere problemer på halsen. Specielt hvis arrangørerne havde gjort som canadierne: vedkende sig deres land. I Vancouver var åbningen i den både nationale og internationale Coubertins ånd: Symbolmættede ritualer på fire niveauer: Først det enkelte menneske, dernæst nationen, så menneskeheden og til sidst universet. Forestillingen gengav, hvordan canadierne ønsker at se sig selv. Og som så ofte fik åbningen karakter af et gigantisk melodrama understøttet af state of the art teknologi. For nede på det jordnære plan er olympiader også udstillingsrum, hvor værtsnationen viser verden, hvad den kan, og hvem den er.
Hvem canadierne er – eller gerne vil være - blev danset frem i overdådige tableauer: et folk af kulturer vævet sammen til en gobelin; et folk formet af historier, landskaber og et barsk klima. I en vild poetisk deklamation definerede en digter som »en idé, der er i færd med at blive realiseret… et eksperiment, som for engangs skyld vil lykkes«. Der var nogle, der bagefter mente, at digteren var lidt for fed til at optræde på TV. Og at hans digt var lidt for skamløst stolt efter canadisk smag. Men utvivlsomt var det dog udtryk for den fædrelandsfølelse, de fleste deler. En kærlighed, der gælder uanset, hvilket parti der danner regering. Modsat tendensen hos os selv.
Det er ikke blot i Canada, det er helt i orden at være patriot. Sådan er det i de fleste lande i verden. Ja, det er faktisk normalt at være patriot og unormalt at lægge sit land for had, sådan som det er blevet almindeligt på den hjemlige kulturelle venstrefløj. Det ved jeg af egen erfaring. Bl.a. fordi jeg – i lighed med Dalager – rejser meget, men dog – modsætningsvis – kun rejser for mig selv, ikke på vegne af Danmark. Jeg har derved lært, at borgere andre steder i verden ikke føler sig medansvarlige for deres nationale regerings gøren og laden på samme måde, som vi gør det. De er bedre til at skelne mellem det politiske og det nationale. Hvad en Tony Blair eller en Nicolas Sarkozy finder på af dumheder, er politiske spørgsmål, der afgøres ved et efterfølgende valg; ikke noget, der får kritikerne til at bebrejde land og folk.
At politisk utilfredshed i Danmark får selv forfattere til at tale i shakespearske klichéer om, at »der er noget galt i Danmark«, kræver en forklaring. Den forsøgte antropologen Gunnar Svendsen engang at finde i en kronik i Kristeligt Dagblad om »Det meningsløse danske selvhad«. Han opgav. Det var ham for mytisk og absurd. Og sandt nok: hvad har vi ikke opnået i vort lille, flade og ressourceløse land? Vi ligger i toppen af de fleste skalaer, som siger noget om samfundskvaliteter: tillid, social retfærdighed, tryghed, demokrati, civile institutioner, lav korruption, troværdige og effektive offentlige institutioner osv.
Men vi har naturligvis problemer. Vi har intolerance og diskrimination, bruger for meget energi, må deportere illegale indvandrere, forsøger at bekæmpe fattigdom og social eksklusion, lever for usundt, mister job til Østen, har grund til selvkritik – på samme måde som i Canada. Alligevel fungerer vort samfund så godt, at man dårligt kan bebrejde folk, at de føler sig lykkelige. Eller hvad det end skal kaldes.
Hvor Svendsen opgav, vil jeg selv vove pelsen. Jeg opfatter selvhadet som et syndrom, der rammer mange lilleputstater: en form for kollektiv narcissisme, der kan forekomme blandt småfolk, som er usikre på sig selv og derfor vældigt optaget af, hvad de større siger om dem. Man kan også betragte det som et negativt udtryk for noget positivt: at vi er en lille nation, hvor vi stadig føler medejerskab til staten og oplever os som en del af et fællesskab. Det er fordi vi opfatter os selv som en slags udvidet familie, at vi føler skyld på hele nationens vegne, hvis en fætter opfører sig skidt, eller ’lille Lars’ ikke kan tale engelsk i en stor forsamling sent på natten og derfor kaster skam over en nation, der havde set frem til at høste dyrebar international anerkendelse. Og jeg tillader mig at forudsige, at drømmen om æresrelateret fadermord nok vil tage af den dag, en anden regering kommer til magten.
For nok har vi arvet prins Hamlets selvtvivl, men vigtigere er vores tradition, der går helt tilbage til enevælden, for ikke at skelne mellem regering og folk. Sådan som man gør det i større nationer, hvor en normal, selvfølgelig og grundlæggende patriotisme betyder, at berettiget kritik og selvkritik ofte bliver fædrelandsfølelsens smukkeste udtryk.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten