Michael Böss: Venstre var engang bondepartiet – et udkantsparti, der førte værdipolitik over for de københavnske eliter. I dag er partiets vælgergrundlag blandet mellem by og land – og den spænding truer med at decimere Venstre i en fremtid, hvor borgerne fra udkantsdanmark vil søge til DF. Har Venstres ledelse selv forstået problemet?
5. april 2010, 22:30
Vi siger ofte, at Venstre blev født som »bøndernes parti«. Det er rigtigt, for så vidt som Venstre blev skabt for at varetage bøndernes interesser. Alligevel skal man huske på, at der i mange år efter folkestyrets indførelse endnu ikke fandtes partier i moderne forstand. På det lokale plan blev der op til et valg dannet vælgerforeninger bestående af ledende mænd fra sognene og de mindre byer, men også andre typer foreninger spillede en politisk rolle. Der fandtes heller ikke nogen central partiorganisation. For det andet var 'bønderne' i Rigsdagen ikke altid selv bønder. Mange af dem var lærere, præster og embedsmænd, som havde deres virke på landet. Det, de havde til fælles, var, at de var »bondevenner«: De havde forståelse for bøndernes interesser og delte deres livssyn og værdier. Bondesagen var ikke blot et spørgsmål om at skabe større social retfærdighed i et socialt, kulturelt og geografisk opdelt Danmark. Det var også at føre værdipolitik i forhold til datidens »begavede, dannede og formuende«.
Venstre var altså dengang et »udkantsparti« i forhold til den tids eliter.
Når samfundsforskere i dag definerer, hvad værdipolitik er, henviser de til, hvordan emner som miljø, indvandring, integration, lov og orden siden 1970erne har spillet en stadig større rolle i forhold til den 'traditionelle' politik, som først og fremmest handlede om fordelingspolitiske spørgsmål. Det er ikke, fordi politiske konflikter ikke mere har rødder i økonomiske og sociale modsætningsforhold, men stadig flere skyldes forskelle i synet på det gode samfund og det gode liv. I virkeligheden er det dog kunstigt at skelne skarpt mellem fordelingspolitik og værdipolitik. For der er altid værdier forbundet med sociale og regionale modsætningsforhold. Sådan var det før i tiden. Forskelle og modsætninger mellem land og by, vest og øst eller bønder, arbejdere og borgere har aldrig været udelukkende sociale og økonomiske. Og sådan er det stadigvæk: Selv om den vestjyske fisker materielt set er lige så velstående som ingeniøren i Risskov, kan der være en verden til forskel på deres livsform, livssyn og værdier.
Også selv om de måske begge stemmer på partiet Venstre. Set ud fra denne synsvinkel var de fire 'gamle' partier - Venstre, De Konservative, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre - oprindelig ikke blot repræsentanter for bestemte sociale grupper og økonomiske interesser. De forsvarede også gruppernes kultur og værdier. Sådan er det ikke længere.
For i mellemtiden er deres vælgergruppe blevet mere blandede. Venstre rummer i dag både et by- og et landsegment. Derfor findes der værdipolitiske spændinger inden for partiet på samme måder, som man kan finde dem i andre partier. Hvis spændingerne i et parti bliver for store, fører det enten til sprængning eller vælgertab. Vælgerne vil søge hen mod et parti, de har lettere ved at identificere sig med. Det er den situation, Venstre begynder at opleve i dag, hvor partiet er ophørt med at være et udkantsparti og dermed risikerer at miste stemmer til Dansk Folkeparti.
I de seneste måneder er det blevet stadig tydeligere, at mens Venstre siden 2001 har udkæmpet en såkaldt værdikamp inden for områder som udlændinge-, skole- og retspolitik i forhold til det venstreorienterede kulturelle borgerskab og dets 'smagsdommere', så har partiledelsen overset, at der også er andre værdier i konflikt. Ja, tilmed inden for egne partirækker. Endnu ser det ikke ud til, at ledelsen selv forstår betydningen af de modsætninger, som debatten om placeringen af storsygehuse og veje er udtryk for. Men i det mindste har medierne over en bred kam nu fået øje på den: At en urban elite i moderniseringens navn er i færd med at udrydde grundlaget for bosætningen og livsformerne i landets udkantsområder.
Medierne har dog selv et medansvar for at italesætte dette centraliseringsprojekt gennem de mange beretninger fra 'den rådne banan' om sociale tabere i Låsby-Svendsens rønner. Og den kreative elite har spædet til med romaner og film, der gengiver det voldelige, fordrukne og korrupte liv derude i det yderste West som en form for Provinsen Mark II.
Udkant er et begreb, som stammer fra et selvbevidst urbant centrum. Det er i bund og grund en ideologisk forestilling. Tidligere museumsdirektør ved Lemvig Museum, Ellen Damgaard, gjorde ofte sine læsere og tilhørere opmærksom på, hvordan alle de officielle værker om Danmarks historie er skrevet fra centrums, dvs. hovedstadens, synsvinkel. Set derfra var Vestjylland 'langt væk', ja, længere væk end 'ovre i Jylland' associerer for en københavner i dag. Men den jyske bonde eller fisker oplevede ikke selv, at han boede i en afsides og tilbagestående region. For gennem århundreder havde han været orienteret sydover mod Hamburg og andre af de store byer i Nordeuropa, for dér afsatte han sine stude! På den måde var de vestjyske bønder internationalt orienteret længe inden borgerskabet i hovedstaden blev det.
Den samme konklusion drager maritimhistorikere. Poul Holm skildrer i sin disputats Kystfolk (1991) de mangfoldige økonomiske og folkelige kontakter, der tidligere var mellem befolkningerne på begge sider af Skagerrak og Kattegat. Han konstaterer, at det er en graverende misforståelse, når historiebøgerne beskriver livet i Vestjylland i gamle dage som en marginal tilværelse i en del af landet, hvor ingen impulser udefra skabte økonomisk, kulturel og menneskelig udvikling.
Det er den såkaldte udkant, vi skylder Danmarks udvikling til et rigt og velfungerende samfund. I udkanten har kreativitet og opfindsomhed altid været en forudsætning for overlevelse. Og det er kommet hele Danmark til gode. Det er ikke nogen tilfældighed, at det var udkanten, der skabte højskolerne, brugsforeningerne, andelsmejerierne og - i de senere år - vindmølleindustrien og bioenergien.
Men det er heller ikke nogen tilfældighed, at de centrale magter altid bagefter har inddraget gevinsterne, ved f.eks. at flytte de mest produktive industrier østpå. For den metropolitanske selvforståelse består 'udkanten' i dag af grise- og minkfarme spredt ud over et tyndt befolket område beboet af mennesker, der forsøger at forsvare resterne af deres traditionelle livsformer og værdier. Sådanne områder er bedst tjent med at blive affolket og omdannet til naturreservater og hjemstavnsmuseer.
I parabolens, bredbåndets og jetflyets tidsalder er denne forestilling dog naturligvis en fuldstændig forvanskning af virkeligheden. Og et udtryk for forspildte muligheder: Da Hans Magnus Enzensberger i midten af 1980erne rejste rundt i Europa og bagefter gengav sin erfaringer i Åh, Europa (1987), oplevede han de små norske udkantssamfund som laboratorier for en folkelig, demokratisk og mellemfolkelig fremtid. Sådan kunne det også være sket i Danmark, hvis vi havde villet det. Begrundelsen for den centralisering, der finder sted i disse år, er, at vi står over for en »uundgåelig« udvikling, der må tages højde for i den regionale og nationale planlægning.
Men Danmark er geografisk set ikke større end at det er muligt at skabe en mere jævnt fordelt udvikling. Når der ikke er tilstrækkelig politisk lydhørhed over for den vision, skyldes det, at der i Folketinget - og selv ikke i det oprindelige udkantsparti Venstre - ikke længere sidder tilstrækkeligt mange 'bondevenner', der kan repræsentere et andet Danmark. Konsekvensen er, at sammenhængskraften i det danske samfund svækkes.
Social sammenhængskraft bliver i nutidens værdipolitiske debat ofte reduceret til et spørgsmål om at sikre integrationen af udlændinge. Men sammenhængskraft handler også om at skabe social, økonomisk og geografisk integration. Der findes ikke nogen uundgåelig fremtid. Fremtidens danmarkskort vil blive et resultat af den nutidige, urbane elites prioritering af sine egne livsformer og værdier.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten