Kronik::

Velkommen i de voksnes rækker

Tea Torbenfeldt Bengtsson: I dag træder nedsættelsen af den kriminelle lavalder til 14 år i kraft. Tea Torbenfeldt Bengtsson skriver her et åbent brev til de 14-årige, der forklarer konsekvenserne af, at de nu kan blive rigtige kriminelle.

11 Kommentarer

Kære 14-årige

I dag sker det! I træder nu i samlet flok ind i de voksnes rækker! I bliver nu ansvarlige borgere, der skal kende konsekvenserne af jeres handlinger. I kan nu blive rigtig kriminelle!

Et af hovedargumenterne bag nedsættelsen af den kriminelle lavalder er, at I er mere modne end generationerne før jer, og derfor er klar til at påtage jer voksenlivets ansvar. Altså, det er når vi taler om kriminalitet, for I er jo ikke modne nok til at dyrke sex, drikke alkohol eller ryge. Endvidere har det været fremme, at I begår mere kriminalitet end tidligere generationer - og det selvom betænkningen fra regeringens Ungdomskommission viste, at I faktisk begår mindre og mindre kriminalitet. Et andet af de argumenter, som bruges for at retfærdiggøre nedsættelsen, er, at I 14-årige begår langt mere kriminalitet end de 13-årige - og ja, I laver da mere kriminalitet, men de 12-årige laver helt sikkert også mere kriminalitet end de 11-årige og så videre…

En lille gruppe af jer 14-årige vil helt sikkert se nedsættelsen som en gave. Nu bliver det endelig muligt for jer at bevise, at I er rigtige ’gangstere’. I kan klare mosten og sidde i Vestre Fængsel. For er der noget mere cool end at kunne fortælle vennerne, at man har været en tur i Vestre? I andre, for hvem et ophold i Vestre Fængsel kan lyde som en tur i helvedes forgård, for jer er der også håb! For skulle I først ende i Vestre Fængsel eller på en af de sikrede afdelinger (aflåste døgninstitutioner), så kan I der møde netop sådanne nye venner, som forstår værdien af at have siddet inde - og så har I jo dem at hænge ud med, når I kommer ud!

Det har været fremme, at sænkelsen af den kriminelle lavalder skulle medvirke til at fjerne jer fra de kriminelle miljøer, som bidrager til, at I begår kriminalitet. En lidt pudsig forestilling, hvis man først har været i Vestre Fængsel, arresthusene og på de sikrede afdelinger, for man skal nok lede længe efter mere kriminelle miljøer end dem, der findes disse steder - faktisk er de andre indsatte disse steder også potentielt kriminelle!

Argumentet lyder ganske vist, at det ikke er meningen, at I 14-årige skal ende i Vestre Fængsel eller landets arresthuse, som jo er fængsler bygget til voksne fanger, men man vil heller ikke garantere, at I ikke gør det! Heldigvis er man er ved at bygge flere sikrede afdelinger og ingen tvivl: det er meget bedre på de sikrede afdelinger end i Vestre Fængsel eller et arresthus. På de sikrede afdelinger sidder I børn da i det mindste ikke isoleret, sådan som det ofte er tilfældet i Vestre Fængsel og arresthusene for at beskytte jer mod voksne fanger. Men bare rolig 14-årige, I skal nok opleve straffens og indespærringens realiteter, de sikrede afdelinger fungerer nemlig under fængselslignende forhold - der er lås på døren, overvågning og høje hegn - så snydt for kontrol- og straffeforanstaltninger bliver I ikke!

At det er godt med konsekvens og en advarsel for livet, når man som barn er ude i noget skidt, er også blevet fremført som et argument for nedsættelsen. Straf og indespærring skulle altså være til for at hjælpe jer! To måneder helt alene indespærret i en celle på ca. otte kvm med en times gårdtur om dagen - er åbenbart det, der skal hjælpe på psykiske problemer, misbrug og manglende skolegang. Problemer, som vi fra både danske og internationale undersøgelser ved, at de unge, der i dag bliver sigtet, langt oftere har end andre unge. At der stort set ikke findes en eneste ekspert, som mener, at indespærring og straf bidrager til en positiv udvikling, synes desværre ikke at spille nogen rolle, hverken i beslutningsprocessen eller udfaldet. De af jer, der ender med at blive ramt af den nye kriminelle lavalder og ender i Vestre Fængsel, et arresthus eller på en sikret afdeling, skal ikke bruge for meget tid på at spekulere over, hvor lang tid, I skal være indespærret. Ligesom de fleste 15-17-årige, som sidder på de sikrede afdelinger i dag, vil I højst sandsynligt ikke få at vide, hvor lang tid I skal opholde jer bag lås og slå. I vil være varetægtsfængslet (i surrogat) og sidde og vente på, at jeres sag kommer for retten. Måske bliver I kendt skyldige, måske gør I ikke.

Men indtil da vil I med stor sandsynlighed opleve, at I hver fjerde uge bliver fristforlænget, hvorefter I efter fire uger igen bliver fristforlænget osv. I er altså ligesom varetægtsfængslede voksne tilbageholdt på ubestemt tid, uden at være dømt skyldige.

Nu er der måske nogle af jer som tænker: ’Hvad med vores rettigheder som børn?’ Ja, de står jo nedskrevet i FNs Konvention om Barnets Rettigheder, og både danske og internationale børneorganisationer fraråder da også med henvisning hertil en nedsættelse af den kriminelle lavalder. Det står lysende klart i konventionen, at alt skal ske ’til barnets bedste’! Desværre er der tale om fortolkninger, og ’barnets bedste’ kan derfor på forunderlig vis her i Danmark nu blive til straf og indespærring. Eftersom I ikke er modne nok til at kunne stemme, så kan I alene bruge jeres rettigheder til at protestere og give jeres mening til kende. Måske lytter man til jer, men I skal nok ikke have store forhåbninger. Der er jo ikke blevet lyttet til anbefalingerne fra Ungdomskommissionen eller den massive kritik af nedsættelsen af lavalderen, der er kommet fra fængselsansatte, dommere, kriminologer og en mængde andre fagpersoner. Desværre er vi i dag nået dertil, at det signal, som med denne nedsættelse indirekte sendes til jer unge, er: Pak børnerettighederne sammen og ’gå direkte i fængsel’!

Hvad er det så, at en kriminalitetsdom betyder? Jo, udover den afmagt, stress og angst, som I vil opleve under varetægtsfængsling og måske afsoning, så betyder en dom også en plettet straffeattest. En attest som sikkert vil betyde, at I ikke kan få fritidsjobbet som flaskedreng/pige, og måske også vil gøre, at den ønskede læreplads bliver svær at finde. Alt dette vil I dog tage højde for, når I står og skal til at begå noget kriminelt.

For i modsætning til den kriminalitet, som begås af de 15-17-årige, vil jeres kriminalitet - givet jeres nyvundne modenhed - helt sikkert ikke være impulsiv og situationsbestemt.

Kære 14-årige, efter at have mødt og talt med børn og unge, som allerede opholdt sig i Vestre Fængsel, i arresthusene og på de sikrede afdelinger, er det mit håb, at ingen af jer faktisk kommer til at blive ramt af nedsættelsen af den kriminelle lavalder. Selvom den danske forskning er begrænset, så viser den sammen med international forskning et klart billede af, at de problemer, som unge kriminelle har, oftest er komplekse: De omfatter både familie, venskabsrelationer, skolegang, arbejdsmarkedstilknytning, misbrugsproblemer og de unges fysiske og psykiske helbred - og ikke overraskende kriminalitet. Hvad vi også kan se af forskningen er, at for en betydelig del af disse unge vil problemerne følge med ind i voksenlivet.

Der er derfor brug for indsatser, som ikke alene straffer og indespærrer kriminelle børn og unge, men som også på lang sigt hjælper til at løse de komplekse og mangeartede problemer, som vi ved, at disse børn og unge lever med.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten

Kommentarer

Sortering:

Respekt for de 14-åriges gerninger

Børnerådet er ude i en skarp fordømmelse af nedsættelsen.

Men der er ikke fair.

VOK har netop med nedsættelsen vist at man tager en 14-årig alvorlig.

Du er nu så stor, moden og vidende, at du er klar over hvad du gør.

Så hvis du opfører dig pænt og overholde love og regler er det fint.

Hvis du vælger at begå forbrydelser, så gør du det vel vidende at du kan og vil blive straffet.

Det er da en fair og klar holdning til den unge.
De bliver taget personligt alvorligt.

jamen så sæt forældrene ind

Jamen, så kan man da sætte forældrene ind en uge.
Den 14-15 årige dreng der overfaldt en handicappet mand og stjal hans knallert i Århus Nord, ved godt hvad han laver. Men kan man ikke spjælde ham, kan man da sætte forældrene ind. Det er jo også dem der har ansvaret.

bingo

Læser og hører, en times tid efter loven trådte i kraft,
blev en fjortenårig, "kendt af Politiet" som det hedder,
anholdt i Svendborg efter en biljagt i det Syd-Fynske.

Han var, hedder det, forrige uge i kontakt med Politiet,
men slap der med " a slap on the wrist"

Helt ærligt - ville sådan en lille forbryderspire, ikke
have godt af et par dage i et rigtigt fængsel?

Uddannelse overflødig

Hvis man som 14-årig bliver varetægtsfængslet, fx på sikret institution eller i Vestre, har man allerede fået en dybt kriminel uddannelse.

Man bliver altså ikke varetægtsfængslet for at stjæle en plade chokolade eller en plysbamse.

Der er derfor ingen grund til at frygte, at en 14-årig pludselig skulle få en øjenåbner om grov vold, voldtægt, røveri etc. etc. ved at blive varetægtsanbragt. I så fald er han allerede veluddannet farlig kriminel.

Men det er nok vanskeligt at forstå for kronikøren og ligesindede?

Hvor går grænsen

Den hidtidige grænse på 15 år er jo lige så arbitrær som 14 år.

De 16-årige begår sandsynligvis også mere kriminalitet end de 15-årige, for nu at bruge skribentens argumentation.

Argumentet for en sænkning af aldersgrænsen er jo heller ikke nødvendigvis, at 14-årige i dag er mere modne end tidligere (som gammel sur mand ville jeg mene tværtimod ;-), men at visse grupper, gæt selv hvilke, længe har set en fordel i at sende 14-årige ud i den kriminelle frontlinie, fordi de forblev straffri. Nu bliver det nok de 12-13-årige, der sendes ud......

Problemet løses først, når disse velkendte grupperinger lærer at indrette sig i Danmark.
Norge og Sverige: 15 år
Tyskland, og nu Danmark: 14 år
England: 10 år

Hvordan er det i øvrigt lige, det går med kriminaliteten i Sverige? En faktor knap 2 for befolkningstal, sammenlignet med Danmark, en faktor 10-15 fsva. voldtægter.

Statistik er en sjov ting

I England hvor, som du nævner det, den kriminelle lavalder er 10, er der, i de tal jeg kan finde (2002), over dobbelt så mange voldtægter som i DK pr. 100.000 indbyggere (DK: 9,3 ENG:21) (England er kun lidt lavere end i Sverige (24,4), kilde: Wikipedia, voldtægtsstatistik).
Og i følge Daily Telegraph, 6/2 2007 har UK mest kriminalitet pr. indbygger i Europa.
("UK...is the most burgled country in Europe, has the highest level of assaults and above average rates of car theft, robbery and pickpocketing. Only Ireland has a worse record.)

Som jeg ser det er diskussionen om den meget kriminelle helt unge gruppe ikke faktabaseret. Hvis nogen kan komme med fakta:
1 Empirisk belæg for at en sænkelse af kriminel lavalder giver mindre kriminalitet
Og/eller
2 Der er en stigende (eller foruroligende højt) antal af kriminelle u. 15 år i Danmark
Så vil jeg gerne se dette.

Du forstår ikke statistik, Charlie

Du sammenligner æbler med pærer, og det er vel ikke overraskende at de er en smule forskellige på visse punkter.

For Danmark er hverken England eller Sverige. De lande har et andet politi, andre love, og flere kriminelle i alle aldersgrupper end Danmark har.

England ville formentlig føre statistikken selv hvis de satte aldersgrænsen ved 18 år.

Du kan ikke få empirisk belæg for noget som helst uden rent faktisk at gøre forsøget. Og selv hvis kriminaliteten om et par år er ændret, kan vi alligevel ikke uden videre konkludere at det har med den nye lov at gøre.

Mit gæt er at loven ikke kommer til an ændre ret meget. Men det er jo heller ikke sikkert at det er meningen. Måske er loven blevet lavet for "retfølelsens" skyld, og den slags skal politikere jo gøre en gang i mellem, når befolkningstemningen eller medierne kræver det. Sådan er det, og det er sjældent at det kommer den kriminelle til gode uanset alder.

Fakta

Folkedybet i Danmark er desværre iige glade med fakta. Fakta er, at England med 10 års grænsen er det mest kriminalitetsramte land i Europa. Mens Danmark - indtil den borgerlige regering kom til magten, var et af de mest sikre lande i Europa. Den hårde retspolitik skaber blot endnu mere kriminalitet. Hårdt bliver mødt med hårdt. Venlighed bliver som oftest gengældt. Såre simpelt.
Mon ikke der nu er linet op til en yderligere sænkning til Englands niveau?
De borgerlige og DF helmer ikke før vi er på niveau med Iran etc. og har genindført hjul og stejle. Folk bliver åbenbart ikke klogere.

14 årige i Vestre Fængsel - hvilken "uddannelse" de mon får!

Fin kronik. Synes i øvrigt at det er interessant at der i FN's børnekonvention, som Danmark har tiltrådt, i artikel 37 står at "ethvert barn, der er berøvet friheden, skal holdes adskilt fra voksne", når man tænker på at Danmark fra d.d fængsler børn helt ned til 14 års alderen sammen med hardcore voksne kriminelle i bl.a Vestre Fængsel.

3 strikes and your out.!!!!!

If you can do the crime, you can do the time........

Stop nu det klynkeri.............