Kronik

Velfærdsstatens dilemmaer

Jørn Henrik Petersen: Den aktuelle velfærdsdiskussion trækker skygger langt tilbage i historien, og regeringen kan ikke forsvare sin aktuelle gøren og laden uden at erkende en arv fra de borgerlige velfærdsstatskritikere.

Tegning: Lars Andersen
Tegning: Lars Andersen

Velfærdsstaten er et samfund, hvor der omfordeles fra sunde til syge, fra beskæftigede til arbejdsløse, fra erhvervsaktive til gamle, fra barnløse til børnerige, fra heldige til uheldige, fra raske til handicappede, fra rige til fattige osv. Det er et samfund, der forudsætter, at det i dag er dig og i morgen mig, som rammes af dette eller hint, at vi lever i et risikofællesskab, og at vi bytter roller. Snart er jeg i den gruppe, som betaler, snart i den, der modtager.

Hvis det imidlertid er de samme, der dag ind og dag ud hænger fast på indkomstoverførsler, og hvis det er dem, som fornemmer, at andre ikke i rimeligt omfang bidrager til systemet, er tanken om rolleombytning - velfærdsstatens fundament - på vej til at krakelere.

Hvis »de andre« bliver upersonlige, uden ansigt, anonyme, ser man ikke sig selv i samspil med andre, men med »systemet«: »Jeg har betalt min skat, og derfor har jeg ret til«; »Det må det offentlige tage sig af«; »Min nabo fik, så skal jeg også have«. Det forflygtiger ansvaret.

Hvis vi ikke hver især med større eller mindre begejstring yder vort til det fælles og undlader at rage til os, hver gang muligheden byder sig, bryder systemet sammen. Det skaber en spænding mellem velfærdsstatens fordringer og de privatøkonomiske, rationelle tilskyndelser, vi drikker ind med modermælken. En velfungerende velfærdsstat kræver, at vi opfører os privatøkonomisk tosset.

Velfærdsstaten har således sine dilemmaer, og det var dem, vi mødte, da SFs folketingsmedlem, Özlem Cekic, faldt i disput med Joachim B. Olsen. På én gang underholdende og pinligt.

Carinas herostratiske berømmelse kaldte socialminister Karen Hækkerup af stald. Til Jyllands-Posten sagde hun: »Hvis velfærdssamfundet skal overleve, er der brug for et opgør med krævementaliteten og mere fokus på den enkeltes pligter og ansvar ... Vi har brug for en debat om det normskred, som jeg på nogle stræk kan se i Danmark, hvor vi i alt for lang tid har været fokuseret på, hvad vi kan få, og for lidt fokuseret på vores eget ansvar for at bidrage til fællesskabet ... Det er jo gammel socialdemokratisk kernepolitik, at man skal gøre sin pligt og kræve sin ret. Men de to ting hænger sammen, og det er ret vigtigt, at de gør det, for hvis folk kun kræver deres ret, men ikke gør deres pligt, er der ikke noget velfærdssamfund.«

Nogle dage senere tilføjede hun i Politiken, at debatten »handler om dem, som kan, men ikke vil (arbejde)«.

Det var stærke ord, fordi de i høj grad førte os tilbage til den debat om velfærdsstaten, der blev ført i 1950erne. Socialdemokraterne satte sig på begrebet, uden at de for alvor havde held til at bestemme indholdet. De borgerlige partiers kritik var nok så eksplicit. Borgerlige aviser var ved at svømme over i en påstand om, at velfærdsstaten ville udvikle en »krævementalitet« og nedtone de individuelle forpligtelser. Et risikobeskyttet liv svækkede individernes karakter og tenderede mod et samfund på nedtur, sagde man. Huxleys »Fagre nye verden« og Orwells »1984« blev brugt som mareridtsagtige billeder på velfærdsstaten. Den fremtrædende økonom og politiker, professor Thorkil Kristensen, formulerede det sådan: »Jeg kræver, de andre betaler«. Det var just en påstand om, at den privatøkonomiske tankegang ville slå velfærdsstaten af banen. Den betyder jo lige præcis, at man søger at få det, man kan få, og at bidrage i en så beskeden grad som muligt. Hellere vil man være nyder end yder. Nu synges samme sang af en socialdemokratisk socialminister - krævementalitet og normskred. Tankevækkende!

Ministeren ved godt, at krævementalitet ikke er et begreb, der er groet i den socialdemokratiske køkkenhave. Derfor kvæder hun samtidig sangen om »pligt og ret«. Den er bare historisk forkert. Formuleringen »Gør din pligt og kræv din ret« kendes fra de røde faner, men den stammer fra de statutter for Den Internationale Arbejderassociation, der blev vedtaget i september 1871: Den Internationale Arbejderassociation erklærer, at den »ikke anerkender pligter uden rettigheder, rettigheder uden pligter«. Kravet var vendt mod overklassens privilegier. Overklassen havde rettigheder uden pligter - og derfor forlangte arbejderne »ophævelse af alle ubegrundede Forrettigheder, saaledes at Enhver i Henseende til social og politisk Lighed og Frihed stilles lige uden Hensyn til Stand og Formue«. Det var et kampslogan for nye rettigheder, og det var vendt mod overklassens privilegier eller fravær af pligter.

Dette slogan kan under ingen omstændigheder bringes i spil i en drøftelse af velfærdsstatens problemer, og det så meget mindre, fordi velfærdsstaten i dens klassiske version netop byggede på en afkobling af pligt og ret. Det var netop det, de borgerlige kritikere kastede sig over. Regeringen kan ikke forsvare sin gøren og laden uden at erkende en arv fra de borgerlige velfærdsstatskritikere.

kro040412

I virkeligheden går arven endnu længere tilbage. Det ses markant, når socialministeren udtaler, at debatten skal handle om dem, som kan, men ikke vil arbejde. Hvor er det nu lige, man har hørt det før? Ja, vi skal såmænd også her mere end 100 år tilbage - nemlig til den i slutningen af 1800-tallet blomstrende filantropi. Dens tanker blev fornemt foldet ud og opsummeret af præsten og filantropen N.C. Dalhoff - drivende kraft i etablering af foreningen »Arbejde Adler« - i hans arbejde »Gak du hen og gør ligesaa!«

Diakonien skulle bygge på en klar skelnen mellem dem, der ikke kunne arbejde, og dem, der kunne. Den sidste gruppe skulle sættes på sådanne prøver, at man kunne skelne mellem dem, som ville, og dem, der ikke ville arbejde. De første skulle skaffes arbejde, hvis det var muligt, mens »de sidste bør føle Dovenskabens naturlige Følge, nemlig Sult, og den skal saa enten drive dem til selv at søge Arbejde, eller hvis det Offenlige faar dem at føde, maa det ogsaa faa dem til at give Vederlag for Føden ved tvungent Arbejde« - både for samfundets skyld og for de trængendes egen skyld.

De, som kunne, men ikke ville arbejde, skulle med andre ord i vore dages sprogbrug gives incitamenter, der drev dem selv til at søge arbejde, eller de skulle gøre noget til gengæld for føden (kontanthjælpen). Det er princippet om »noget for noget« - velfærdsstatens modstykke. Bag hele den tankegang sporer man 1800-tallets drøftelse af forholdet mellem de »værdigt« og de »ikke værdigt« trængende.

I 1950erne stod, kan man vist godt sige, to menneskesyn over for hinanden. Det ene fokuserede på det gode menneske, der betalte sit og ikke søgte unødige gevinster på fællesskabets bekostning. Det andet mere kyniske syn gik på mennesket som et væsen, der gerne solgte trepattede køer i Jesu navn, dvs. et menneske, der søgte at krige sig til den størst mulige gevinst for den mindst mulige indsats. Det »velfærdsstatslige menneske« kontra »homo oeconomicus« - det rationelle, markedsorienterede menneske. Noget kunne tyde på, at den socialdemokratisk ledede regering har nået det synspunkt, at der er flere af de sidste end af den første slags.

Og det er jo nok en diskussion værd; men også der bliver socialdemokraterne hurtigt lidt bange for deres egen skygge. Så det nyeste skud på den stamme, der søger at lægge en socialdemokratisk fernis over en dybest set »noget for noget«-politik er mantraet om, at det ikke drejer sig om velfærdsstaten, men om velfærdssamfundet. Jeg forstår så sandelig godt pointen, men i mit univers er det nu de samme mennesker, der befolker staten og samfundet - og de opfører sig såmænd nok også på samme måde. Det er ikke let at reformere.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.