8. januar 2011, 09:59 – opdateret 18. januar 2011, 10:06

Amerikanerne er materialistiske og overfladiske. Danskerne er oprigtige – om end lidt reserverede – og solidariske. Det kræver blot et enkelt tryk på fordomsautomaten for at få hurtige svar på forskellene mellem det danske og amerikanske samfund. Vi gentager gerne fordommene, selvom vi godt ved, vi fortegner virkeligheden.

Det ville være journalistisk uhæderligt at påstå, at jeg nu har set lyset og er ekspert på USA. Jeg har kun boet og arbejdet i landet i knap et år, men har ikke desto mindre gjort mig nogle iagttagelser. Om dem og os. Og de observationer er ikke blevet mindre tydelige efter at have tilbragt julen her i Danmark, hvor en række episoder har fået mig til at tænke, undres, glædes og græmmes. Helt grundlæggende spørger jeg, om vi danskere har glemt at sætte pris på hinanden. Om vi har glemt de gode gamle – uh, jeg tør næsten ikke skrive det – dyder. Hvor man opfører sig ordentligt og hjælper hinanden – også selvom man ikke selv får noget ud af det.

Jeg spørger til trods for, at en Gallup-måling i Berlingske Tidende forleden viste, at den organiserede næstekærlighed tilsyneladende stortrives her i landet. Men hvad med den spontane lyst til at hjælpe og sætte pris på andre mennesker?

Jeg spørger også, fordi jeg naturligvis er præget af min nye dagligdag i USA, hvor folk siger ’sorry’, selvom det ikke deres skyld, at man er stødt ind i dem på gaden. Eller ’I’m so sorry’, hvis de uforvarende kommer til at springe over i køen. De siger ’excuse me’, selvom de slet ikke generer en ved at passere. Eller ’thank you so much’, når butiksassistenten har gjort det, hun såmænd bare bliver betalt for: solgt et par sko på tilbud, taget imod penge og givet kunden varen og bonen. De holder tilbage for tosse-bilisten, der ikke kan finde vej – også selvom det efter trafikreglementet faktisk er den forvirrede bilist, der burde holde tilbage for den hjemmevante trafikant.

Jeg har i denne såkaldt søde juletid forsøgt at prøve de samme dyder af i Danmark. Det har jeg ikke haft held med: Da jeg sagde tusind tak til den venlige ekspedient i Fætter BR, fordi han pakkede mine to meget ukurante gaver ind, kiggede han forundret på mig og sagde: det er jo mit job. Da jeg sænkede farten på cykel og sagde: ’kom bare’, så en kvinde kunne komme over den farligt sne-fedtede gade, rystede hun på hovedet og grinede fjoget, som ville hun sige: ’Det kan du godt glemme, kammerat. Jeg er ikke interesseret’. De gange, jeg er luntet af sted i bil, er jeg blevet mødt med dytten fra andre bilister, der måske ikke helt var enig i tempoet eller mente, at jeg burde have fulgt den forankørende bil i venstresvinget, selvom lyset var skiftet fra gult til rødt. Et dyt, der sagde: ellers kommer vi jo for helvede aldrig nogen vegne i det her snevejr! Jeg har set, hvordan tålmodige bilister fra sidevejene har ventet i evigheder, fordi de øvrige på hovedvejene i hvert fald ikke skulle nyde noget af at lukke dem ind i trafikken. Det er jo ikke mit problem, du sidder der og blinker!

Og da jeg til et middagsselskab var næsten i ekstase af begejstring over, hvor fantastisk effektivt et samfund vi har i Danmark med snerydning (selv på cykelstierne), blev jeg belært om, at vi sandelig også betaler en høj skat, og at Københavns Kommune i øvrigt har sovet i timen, fordi saltlagrene er sluppet op. Altså ingen grund til begejstring – folk passer jo bare det job, de får deres gode løn for, som vi enten betaler over skatten eller ved kassen i butikken.

Hjemme i min gade i Washington bliver sneen også fjernet (dog ikke ligeså effektivt og hyppigt som i Danmark). Skraldet bliver hentet to gange om ugen, og når man handler i det døgnåbne supermarked siger man: hav nu en god nat til ekspedienten. Det bliver han ikke rigere af, men man har dog signaleret, at man sætter pris på, at han sidder ved kassen, så vi andre kan købe flåede tomater og toiletpapir kl. 3 om natten.

Man lægger en kuvert med 20 dollars til skraldemanden den sidste affaldsdag før jul, og en kuvert med en ekstra løn til rengøringsdamen. For at ønske glædelig jul. Men endnu mere for at sige: jeg værdsætter din indsats. Jeg spørger igen: husker vi det samme herhjemme, eller er vi os selv nok?

En særlig episode i denne højtid har gjort ekstra indtryk på mig: Et par dage før jul tog min bror og hans familie i Frederiksberg Have. Hans kone og den ene datter skøjtede, mens min bror og den yngste datter kælkede. Udflugten stoppede brat, da min bror ramte en snedækket sten. Der lød et højt knæk. Foden og skinnebenet vendte hver sin vej. Benet var brækket. Han lå hjælpeløs i sneen og forsøgte at få kontakt til de mange voksne, der fortsat suste forbi ham på kælk. Han fik endda øjenkontakt med flere af dem, mens han råbte: ’Hjælp, ’Så hjælp mig dog’, ’Jeg kan ikke bevæge mig’. Ingen reagerede.

Han fik bakset sin mobiltelefon ud af inderlommen og ringede 112. Derefter ventede han videre i sneen – selv husker han det som nogle minutter – før en mand endelig kom hen og spurgte, om han kunne gøre noget: ’Ja, hent min kone på skøjte­banen og sig, at jeg ligger her’. Min svigerinde blev hentet. Af med skøjterne. Spurgte folk, der stod i kø for at aflevere deres skøjter, om hun måtte springe køen over, fordi hendes mand var kommet til skade på kælkebakken. Damen foran hende ignorerede appellen med et blik, der sagde: ’Nej, det må du ikke. Jeg har stået her længe og fryser’.

Det skal lige nævnes, at min bror til daglig er traumelæge og bl.a. kører ud som akutlæge, hvor han redder menneskeliv. Han kan fortælle flere historier om folk, der ved trafikuheld bare står og glor og diskuterer, hvem der var skyld i ulykken frem for at hjælpe de mennesker, der er kommet til skade. Og hans forbløffelse over – ja, skal vi kalde det manglende empati – er ikke blevet mindre efter at han selv forleden så, hvordan folk slog blikket ned, da han for en gangs skyld havde brug for hjælp.

Jeg vil påstå, at noget lignende aldrig kunne ske i USA. Det er utænkeligt, at man ikke forsøger at skaffe hjælp, hvis man ser et menneske lide – også selvom man ikke kender vedkommende. To små eksempler: Min mor, som ellers er sund og rask, fik det i sommer dårligt i Washington-heden, da vi var på besøg på soldaterkirkegården Arlington. To tykke amerikaner-damer, der tydeligvis selv var ved at segne, spurgte fluks, om vi havde brug for hjælp. Vores reaktion var meget typisk – og meget dansk, tror jeg: ’Næh, ellers tak – vi skal nok passe os selv!’

Da jeg i oktober var til kæmpe demonstration i Washington, hvor folk stod så tæt, at ingen kunne bevæge sig, fik en kvinde i menneskemængden det pludselig dårligt. Straks råbte folk omkring hende: ’læge, læge, læge’, og endnu flere omkringstående begyndte at råbe. Ingen kendte kvinden, men her var et menneske, der havde brug for hjælp. Og så hjælper man. Også selvom det ikke er mit ansvar. Selvom det er ubekvemt, ja, måske endda lidt pinligt.

Er vi danskere virkelig så forlegne og bange for at blive til grin, at vi hellere undlader at hjælpe end at blande os? Eller er sagen snarere, at vi har lullet os så meget ind i en kultur, hvor vi har udliciteret ansvaret for vores medmenneskers ve og vel, at det aldrig er vores skyld eller ansvar, hvis noget går galt? Næh, det er gudskelov altid regeringens eller kommunens skyld og dermed også ansvar, når noget ryger af sporet. For dem har vi jo betalt for at sætte vores liv i system.

Måske er det på tide, at vi i vores gennemorganiserede og udliciterede samfund bliver mindet om, at et samfund begynder og slutter med os selv. Og at vi måske oftere skal værdsætte de andre mennesker, der også udgør vores samfund. Dem, der henter vores skrald, passer vores børn og gamle og redder vores liv. De får ganske vist deres løn for det – men måske vi kunne få råd til nogle gange bare at sige dem TAK.