Kronik

Værdipolitisk årsregnskab

Michael Böss: Regeringen proklamerede en alternativ værdipolitik, da den tiltrådte. Men det er - heldigvis - ikke gået sådan. Snarere tegner der sig en moderat linje og en fortsættelse af dansk konsensus. Det styrker regeringen til næste valg.

Danmark er som bekendt ikke nogen republik. Ikke desto mindre udgav jeg i foråret 2011 en debatbog med titlen Republikken Danmark. Titlen skyldes en gammel, europæisk tradition for at forstå en republik som et samfund, der er indrettet på at fremme det gode liv for den enkelte og det fælles vel for samfundet. Republikanismen hylder altså både individets frihed og samfundsfællesskabet. Republikanister er en form for filosoffer, som lægger stor vægt på deltagerdemokrati, magtdeling og realiseringen af det fælles gode (res publica), men uden at pege på et enkelt politisk parti. Når de blander sig i samfundsdebatten, risikerer de derfor at blive beskyldt for at være »vattede«. Af samme grund kan deres stemme dog også opleves som udogmatisk og forfriskende.

Siden jeg udgav min bog, har jeg erfaret, at der afholdes studiekredse om den blandt både SFere, socialdemokrater, radikale og konservative. Den vækker både modstand og anerkendelse. Modstanden fra venstre skyldes min kritik af »den kulturelle venstrefløj«; men selv om nogle står uforstående over for den vægt, jeg tillægger det nationale, er der også mange, der i dag erkender, at national identitet er afgørende for både demokratiet og den sociale sammenhængskraft. Anerkendelsen skyldes især, at jeg betragter social lighed, solidaritet og en stærk stat som værdier. På de punkter møder jeg til gengæld kritik fra højrefløjen. Sympatiserende intellektuelle konservative ser mig dog som det, man i Canada kalder en »red tory«, dvs. en slags konservativ, der kan finde på at stemme socialdemokratisk. Ikke helt forkert. Men igen: Min ’politik’ skyldes ikke et partitilhørsforhold, men et principielt ståsted. Det er jeg nået frem til som samfundsforsker med særlig interesse for forholdet mellem identitet og politik. Og det er som forsker med et principielt standpunkt, at Berlingskes redaktør har bedt mig om at vurdere regeringens værdipolitik i det forløbne år. Et »helikoptersyn« hed det vist. Hvad der følger, er en analyse af en værdipolitik, som jeg finder mere moderat end først udmeldt.

Siden midten af 1990erne har værdipolitiske spørgsmål - spørgsmål om miljø, uddannelse, indvandring, retspolitik osv. - været vigtigere end »fordelingspolitik« for mange vælgere. Borgerlige partiers satsning på værdipolitik fremkaldte i 2001 store vælgerbevægelser fra venstre mod højre. I de følgende år begyndte også venstrefløjen at føre værdipolitik. I 2006 viste en undersøgelse fra Gallup således, at 22 procent af dem, der betragtede sig som venstreorienterede, gjorde det i kraft af deres holdninger til miljø, klima, såkaldt fremmedskepsis og solidaritet med den tredje verden, snarere end fordelingspolitik. VK vandt regeringsmagten i 2001 ved - som led i sin »kontraktpolitik« - at love et opgør med to årtiers laissez-faire i udlændingepolitikken, afskaffe »smagsdommeri« og styrke fagligheden i en folkeskole præget af »rundkredspædagogik«. Da valget blev afholdt blot to måneder efter 11/9 - og fordi VK var parlamentarisk afhængig af DF - kom udlændingepolitikken til at indtage en særlig fremtrædende plads i 00erne. DFs magt til at tage sig betalt af VK i form af udlændingepolitiske stramninger prægede det politiske klima. Der blev kaldt til »værdikamp«. Og selv om både Socialdemokraterne og dele af SF hurtigtsluttede op bag de fleste stramninger - og tilmed fik overtalt De Radikales ’slappere’ til ikke at lade dem stå i vejen for en politisk alliance - gjorde både højre- og venstrefløj meget ud af at fortælle vælgerne, at de nærmest stod for hver sin type samfund.

Derved kom »værdikamp« og blokpolitik til at hænge sammen. Men blokpolitikken var i virkeligheden selv et udtryk for en værdipolitik; for den satte bom for en videreførelse af den konsensus-tradition, som hidtil havde tjent det danske samfundvel; altså traditionen for brede forlig i spørgsmål af afgørende betydning for samfundet som helhed. Den slags forlig kunne ellers have været os til gavn. F.eks. ved at forhindre regering og opposition i at konkurrere med hinanden om »mere velfærd« og i stedet fokusere på en socialt forsvarlig tilpasning til det globale marked. Det ville også have været gavnligt med forlig om indvandring og integration. Men også venstrefløjen svigtede ved f.eks. i den polariserede debat om »danske værdier« at blokere over for det åbenlyst indlysende i, at kulturelt mangfoldige samfund har brug for en sum af fælles værdier og symboler; for »nationsbygning«. Selve begrebet »nation« blev i de år så politisk betændt, at der endnu er politisk berøringsangst over for det til venstre for midten. »Nationen« anses for at være »ekskluderende«. Og det til trods for, at de fleste politologer er enige om, at nationer bestemt også er inkluderende, og at hverken stater eller demokratier kan eksistere uden folk, dvs. befolkninger der opfatter sig som nationer. Af samme grund blev det politisk ukorrekt at se den nationale historie og kultur - som f.eks. kristendommen - som en forudsætning for nutidige samfundsværdier.

Men ét er abstrakte, ideologiske opfattelser, noget andet politisk praktik. Da den nye regering kom til magten i 2011, udmeldte den en »alternativ« værdipolitik, men offentliggjorde samtidig et regeringsgrundlag, der hed »Et Danmark, der står sammen«. Titlen var et utvetydigt nationalistisk - men liberalt - budskab om, at vores lille nation skulle møde krisen med solidaritet og samarbejde. Den nationale holdning blev siden udmøntet i en tilbageholdende EU-politik og oplægget til en trepartsaftale, som dog faldt på gulvet. Men hvad med kulturpolitikken? Jo, den skulle være »international« hed det ganske vist. Men det var kun, indtil Jelved med sine grundtvigske tanker om folkeoplysning og åndsfrihed erstattede den godmodige, men historieløse og uerfarne Elbæk. Og så er der børne- og undervisningsminister Christine Antorini. Hun meldte ganske vist først ud, at hun ville afskaffe de nationale kanoner i folkeskolen. Alligevel endte hun med at bevare dem som »vejledende«, da hun erfarede, at lærerne faktisk fandt dem nyttige.

At regeringen i dag fører en ret moderat værdipolitik, bekræftes desuden af udsigten til en mindre radikal reform af relationen mellem stat og kirke end den, De Radikale lagde op til, inden de kom i regering. Den moderate linje ser også ud til kunne føre til forlig om både en ny folkeskolelov og en statsborgerskabsprøve. Værdikamp til trods er også udlændingepolitikken præget af kontinuitet - uanset afskaffelsen af pointsystemet for familiesammenføring og afskaffelse af fattigdomsydelsen. Endelig har regeringen haft held til at udvide den værdipolitiske debat til også at handle om spørgsmål, de borgerlige partier forsømte. Nu er vi endelig begyndt at tale om borgernes pligter, ikke kun deres rettigheder i velfærdssamfundet, og at sondre mellem ulighed og fattigdom. Det kan vi ikke mindst takke et par kvindelige socialdemokratiske ministre for.

Selvfølgelig har enkelte ministre undertiden udstillet manglende erfaringer og trådt mange over tæerne i visse spørgsmål. Men kirkeminister Sareen har dog vist sig i stand til også at lytte sig frem. Og selv om flere ’vilde’ udmeldinger fra unge radikale har oprevet sindene, så er det ikke kun blandt borgerlige. Selvfølgelig er der kræfter inden for regeringspartierne, specielt SF og R, der ønsker mere radikalitet. Men foreløbig ser det ud til, at det er de moderate, der tegner regeringens politik. Det kan ses som udtryk for den ’politiske læring’, der ofte følger med identitetsskiftet fra opposition til regering.

Min konklusion er altså, at regeringen reelt set ikke fører den »alternative« værdipolitik, den først annoncerede. Desuden er det min vurdering, at Socialdemokraterne har hovedansvaret for den værdipolitiske moderation. De ved nemlig, at deres egne vælgere værdipolitisk er ret konservative og meget nationale. Derfor vil regeringen blive sværere at slå af banen, end det ser ud til lige nu, hvis det skulle ske, at der inden næste valg igen kommer gang i jobskabelse og økonomisk vækst. Men det vil afhænge af en fastholdelse af den moderate værdipolitik.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.