Kronik

Værdige og uværdige ofre

Lars Hedegaard: Jeg kan berolige disse spekulanter med, at glæden ved at blive skudt er stærkt overvurderet. Der er heller ingen penge i det. I stedet for at se mig omtalt som racist, højreekstremist og islamofob kan jeg måske se frem til at blive beskrevet som »den terrorrelaterede«, skriver Lars Hedegaard om mediernes behandling af ham.

Forfatteren og debattøren Lars Hedegaard blev i fjor udsat for et attentat. Siden har gisningerne om årsagen og overfaldet været mange. Foto: Bax Lindhardt
Forfatteren og debattøren Lars Hedegaard blev i fjor udsat for et attentat. Siden har gisningerne om årsagen og overfaldet været mange. Foto: Bax Lindhardt
På det seneste har der igen været en del omtale af den såkaldte Lars Hedegaard-sag, dvs. mordforsøget på mig 5. februar 2013. Når og hvis den formodede gerningsmand bliver udleveret til retsforfølgelse i Danmark, kommer der utvivlsomt mere.

Derfor tænker jeg, at nogen måske kunne være interesseret i at høre, hvordan jeg ser på sagen, og hvilke overvejelser jeg har gjort mig i den anledning. Specielt fordi den i grunden ikke så meget handler om min person som om et samfundsfænomen, nemlig hvordan vi skal forholde os til det konstant voksende problem med islamisk motiveret vold, terror og intimidering.

Sagen handler også om pressen, som er mig en kilde til stadig forundring.

Allerede dagen efter det fejlslagne attentat på Pelargonievej kunne man i nogle aviser – og særligt i Politiken – læse betragtninger om, at jeg selv havde været ude om det. Hvis jeg havde holdt min mund i stedet for at skrive slemme ting om fredens religion, ville ingen mand af mellemøstlig herkomst have stået foran min dør med en pistol.

Læs også: Hedegaard-sagen: Mistænkt havde forbindelse til terrordømt

Sådan blev det naturligvis ikke direkte udtrykt, men enhver med omløb i hovedet kunne indse, at det var sådan, Politikens faste stok så på sagen. Hvorfor skulle de ellers begynde at blande min lovlige udnyttelse af vores grundlovssikrede ytringsfrihed ind i omtalen af mordforsøget?

Ved at omtale sagen på den måde indførte de pågældende skrivere en underforstået distinktion mellem værdige og uværdige attentatofre. Hvis det var en af dem selv, der havde mødt sit postbud, ville deres kolleger givetvis ikke have omtalt det forhold, at ofret havde skrevet en masse sludder i tidens løb.

Der var også spekulationer om, at jeg måske selv havde været med til at arrangere attentatet for at fremstå som offer. Det var ikke noget, der kom åbent frem, undtagen i de sociale medier, men en journalist fra BT betroede mig, at det havde han hørt fra kolleger hundrede gange.

Jeg kan imidlertid berolige disse spekulanter med, at glæden ved at blive skudt er stærkt overvurderet. Der er heller ingen penge i det.

Nu da det ser ud til, at vi måske kan få en forklaring på attentatmandens adfærd, burde der være udsigt til, at journalisterne forlader martyrsporet og finder på noget andet at beskylde mig for.

Her kan de hente hjælp hos Weekendavisen, der i sit seneste nummer har pustet nyt liv i en gammel vandrehistorie om, at jeg plejer forbindelser med terrorister.

Det drejer sig om, at jeg for nogle år siden skulle tale i Toronto efter invitation af International Free Press Society. Som det ofte sker overalt, hvor der har været en vis muslimsk indvandring, viste det sig umuligt at leje et lokale, fordi ingen turde lægge sig ud med de langskæggede. Men så tilbød den canadiske Jewish Defence League at huse arrangementet, og arrangørerne sagde tak.

Læs også: Politiet satser på hurtig udlevering i drabssag

Problemet, som Weekendavisens medarbejder finder påfaldende, er, at der også havde været en amerikansk Jewish Defense League, der for længst var gået i opløsning, men som havde haft et par ledere, der havde været indblandet i forberedelse til terror. Organisationen stod også på FBIs terrorliste. Det gjorde den canadiske organisation ikke, og ingen af dens ledere eller medlemmer havde været arresteret eller anklaget for noget.

Arrangørerne syntes altså ikke, at der var noget at betænke sig på, og det gjorde jeg heller ikke. Jeg holdt en tale, der ikke rummede ringeste opfordring til terror eller andre ulovligheder.

Lederen af delstaten Ontarios konservative parti mente åbenbart heller ikke, at det ville skade hans agtelse at befinde sig i JDLs lokaler, for han var der og blev iagttaget i venskabelig samtale med mig. Til stede var også en journalist fra Canadas største jødiske avis, som på stedet gennemførte et længere interview med mig uden at skrive, at det var for galt, at jeg talte i netop dette lokale.

Alt det har jeg omhyggeligt forklaret for flere år siden, men hvem kan huske det? Weekendavisens gravende medarbejder kan formentlig, men håber at læserne aldrig har fået kendsgerningerne præsenteret.

Læs også: Anholdt i Hedegaard-sagen nægter sig skyldig i drabsforsøg

Og sådan kan det fortsætte. Måske kommer der tilmed nye boller på den politisk korrekte suppe. I stedet for at se mig omtalt som racist, højreekstremist og islamofob kan jeg måske se frem til at blive beskrevet som »den terrorrelaterede«.

Jeg anbefalede i en mail Weekendavisens medarbejder at forhøre sig hos Københavns Politi, der i flere uger havde beslaglagt mine papirer, min computer, min mobiltelefon og alle mine ejendele, som de naturligvis nøje har gransket, mens jeg var under jorden. Hvis der var belæg for at beskylde mig for terrorforbindelser, ville de vide det inde på Politigården. Og det var jo vigtigt at finde ud af det, for hvis jeg var terrorist, kunne det måske forklare, hvorfor et medlem af en konkurrerende terrororganisation var blevet sur på mig. Men jeg tror ikke, at Weekendavisens skribent fulgte min opfordring.

Andre i pressen har blameret sig ved at spørge den formodede attentatmands venner og familie, om de tror, at han kan have fundet på det. Det kan de slet ikke forestille sig, meddelte TV 2 News for nogle dage siden. Det ville have været en mere opsigtsvækkende historie, hvis attentatmandens mor havde sagt, at hendes søn altid har været en slem dreng, og at hans pistolføring ikke kommer bag på hende.

Attentatmanden er slet ikke religiøs, hører vi fra flere journalister.

Det tror jeg heller ikke, for siden jeg begyndte at sætte mig ind i sagerne, har jeg ikke betragtet islam som en religion, men som en politisk ideologi, der er en god del mere totalitær end nazismen og kommunismen.

Attentatmanden var velintegreret. Han havde en højere uddannelse, var tydeligvis dygtig og havde alle chancer for at få en fremgangsrig karriere som ingeniør. Men han valgte altså at blive morder.

Det er aldeles uforståeligt for journalisterne, som ikke kan forestille sig, at der findes mennesker med andre prioriteringer end de selv.

Attentatmandens adfærd burde koncentrere opmærksomheden om selve integrationen. Hvad betyder den? Hvem skal vi betragte som integreret?

Uanset hvor velbarberet, flittig og dygtig mit postbud var, kan jeg ikke betegne ham som integreret. Jeg kan ikke acceptere, at han skulle være dansker, selv om Folketinget har tildelt ham dansk statsborgerskab. En dansker slår ikke sin politiske modstander ihjel. Ser vi bort fra besættelsestiden, der var en krigssituation, kan jeg kun komme på et enkelt eksempel på, at en dansker i nyere tid har prøvet at tage livet af en anden dansker af politiske grunde. Det skete 21. oktober 1885, da typograf Julius Rasmussen prøvede at dræbe konseilspræsident Estrup.

Derfor skulle det interessere mig at høre, hvordan regering og folketing definerer den integration, som de forsikrer os om er i bedste gænge.

Indtil vi hører svaret, er man åbenbart integreret lige indtil den dag, man efterkommer Allahs påbud om at ombringe enhver, der har talt ilde om hans profet.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.