KRONIK

Uvidenhed er ingen undskyldning for inkompetence

Forud for udsendelsen af specialstyrkerne har politikerne ikke taget stilling til, hvad man vil gøre med tilbageholdte krigsfanger, eller hvad man vil kalde dem. Allerede her burde alle advarselslamper blinke.

Et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen og dens støttepartier samt Socialdemokraterne og de Radikale er blevet enige om at give Daesh nogen på skallen. Det kan man kun være enig i. Man vil udsende F-16, et transportfly og specialstyrker fra jæger- og frømands­korpset, der i samarbejde med vores allierede skal indsættes både i Irak og Syrien. Så langt så godt.

Til min store skræk opdagede jeg, at man forud for udsendelsen af specialstyrkerne ikke har taget stilling til, hvad man vil gøre med tilbageholdte krigsfanger, eller hvad man vil kalde dem. Allerede her burde alle advarselslamper blinke. Hvilken status har en tilfangetagen terrorist fra Daesh? Vedkommende er en forbryder – enig, men hvilken status har vedkommende? Uanset om han er det ene eller det andet, må man i lyset af vores hidtidige erfaringer fra Irak og Afghanistan forvente en klar melding fra de politikere, der stemmer for at sende danske militære styrker i krig. Det får vi ikke! De vil ikke engang tage stilling til spørgsmålet!

Regeringen vil overlade ansvaret for fanger til en særlig Task Force. Vi regner ikke med, at soldaterne kommer i situationer, hvor de bliver nødt til at tage fanger, sagde udenrigsminister Kristian Jensen (V) efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn. Hvis det alligevel sker, bliver det i sidste ende en Task Force i København, der træffer afgørelsen.

Det er aldrig sket for mig før, og slet ikke i forbindelse med at sende danske styrker i krig, men jeg er fuldstændig enig med Holger K. Nielsen fra SF. Han mener, at det er en molboagtig måde at føre krig på. Jeg er også enig med Enhedslisten og en chef­jurist fra Amnesty International, Claus Juul, der ærgrer sig over, at 13 års aktiv dansk krigsdeltagelse ikke har ført til klarere regler for håndtering og især udlevering af krigsfanger til andre lande.

Jeg nægter at tro, at de alle sammen er blevet splittergale, så det må være hukommelsen, der svigter. Vi har nemlig gjort det før.

I 2002 udsendte forsvaret Task Force Ferret, der var en specialstyrke fra jæger- og frømands-korpset. Dengang tænkte man ikke på krigsfanger, men man havde heldigvis indgået en aftale med amerikanerne. Tog danskerne fanger, skulle de overdrages til amerikanerne. Den 18. marts 2002 tog danskerne 31 krigs­fanger, der blev overdraget til amerikanerne. Det gav efterfølgende ballade samt en fin film om den hemmelige krig i Afghanistan. Man var undskyldt. Vi havde ikke prøvet det før. Vi havde ikke tænkt på fanger, så det kan man vel undskylde. Nu gør vi det igen! Vi har dog ikke tænkt os at indgå aftaler på forhånd. Det besluttes nemlig først, når problemet opstår.

Lad os prøve med et lille eksempel.

En patrulje tager en fange i ørkenen under en mission. Den tager fangen med hjem til lejren. Likvidering af fanger er nemlig ulovligt, selv om det politisk måske er ønskeligt.

Fangen skal nu opbevares, mens der ringes til Danmark. Man må formode, at fangen opbevares under betryggende forhold og under bevogtning. Der skal altså bygges en sådan facilitet og afsættes folk, der kan bevogte vedkommende. Man må håbe, at der ikke tages mange fanger, for ellers ender vi med, at specialstyrkerne, der skulle give terroristerne fra Daesh nogle på skallen, i stedet bevogter fanger i lejren. Det bliver i øvrigt en anelse mere kompliceret, hvis fangen er såret. Vi har formentlig aftaler om medicinsk støtte til dansk personel i missionen, men gælder dette også fanger? Hvis ikke, hvad så?

Den glade nyhed er nu nået til Danmark, og Task Forcen skal mødes. Repræsentanterne sidder jo ikke klar i et lokale og venter på en opringning. De har alle sammen mange andre opgaver, hvorfor der indkaldes til et hastemøde. Hvis vi som udgangspunkt sammenligner med den Task Force, der behandlede pirater, mens jeg var i Forsvarskommandoen, så foregår mødet i Udenrigsministeriet under forsæde af en ambassadør, repræsentanter for Justitsministeriet, Forsvarsministeriet, Udlændige­styrelsen og, hvis man er heldig, Den Værnsfælles Forsvars­kommando.

Et hastemøde tager nok en til to dage at indkalde og i mellem­tiden hygger fangen sig i den danske lejr. Repræsentanterne i Task Forcen aner intet om forholdene i Syrien og har ikke gjort sig klart, om man skal tilbageholde fangen efter dansk rets­praksis, om han skal stilles for en dommer, og hvilke beviser der er mod manden. De skal indsamles, og man skal rette henvendelse til forskellige nationer for at høre om deres praksis og om man evt. kan overdrage fangen til dem.

Man har jo netop ikke taget stilling, før problemet opstår, og kan derfor forvente, at det tager lidt tid. Vi havde i 2012 pirater siddende i et af vores skibe i 42 døgn, inden den daværende Forsvars­kommando i samråd med Søværnets Operative Kommando og skibets kaptajn besluttede at løslade dem. På det tidspunkt blev de rigtig sure i Udenrigsministeriet. Nu var de jo netop ved at have et gennembrud i Kenya, mens vi var nogle stykker, der mente, at der var gået for lang tid.

For at undgå lignende tilfælde, forsøgte Forsvars­kommandoen at få de involverede myndigheder til at foretage overvejelserne på forhånd, men det ville de ikke. Hver sag skulle have en individuel behandling. Fuldstændig som man regner med i den nuværende situation.

Martin Lidegaard fra de Radikale mener, at det er et stort fremskridt, fordi det er muligt at stille politikerne til ansvar, hvis der sker fangerne noget. Man skal melde hjem til ministerierne, og så skal der tages beslutning om, hvad der skal ske. Logikken her virker ikke klar. Hvordan i al verden skal man kunne drage nogen i Danmark til ansvar for noget, der sker i Irak?

Man har med denne ikke-beslutning lagt ansvaret over på soldaterne i sandet. Jeg kan ellers godt fortælle ham, hvad der vil ske. Enten beslutter eksperterne, at fangen skal løslades. Uanset om han har hugget hovedet af nogen, er der aldrig beviser nok til at køre sagen igennem en dansk domstol. Og i så fald skal han jo hjem til kongeriget. Eller også overdrages han til en tredje nation, hvilket også bliver en anelse besværligt. Syrien er ikke lige en option, Irak har ikke det bedste ry, og hvad med en af vores allierede? Det tager vi stilling til, når situationen opstår, og i mellemtiden sidder fangen i den danske lejr.

Hvis man som almindelig avislæser synes, det lyder tåbeligt, og uden anvendelse af sund fornuft, så har man fuldstændig ret, men det er sådan, det bliver.

Forsvarsministeren har meget fornuftigt valgt ikke at kommentere sagen. Forsvarsministeriet oplyser ifølge Information, at de involverede soldater vil blive udstyret med et klart direktiv fra Den Værnsfælles Forsvarskommando om, hvordan de skal håndtere frihedsberøvelser. Det lyder virkelig tåbeligt. Politikerne vil ikke udstede et direktiv. Forsvarsministeriet vil heller ikke. Man overlader det til nogle andre. Man kan stilfærdigt spørge om, hvordan en underliggende myndighed skal udstede et klart direktiv, når alle de ansvarlige ikke vil.

Som altid ender problemet hos dem, der går på jorden, trods alle de fine ord. En af de første mulige løsninger er altid at medbringe en amerikaner eller en englænder, så det altid er dem, der tager en fange. Det er den såkaldte britefinte, som man anvendte i Irak, da embedsmandsværket og politikerne heller ikke ville tage stilling. Nogen finder altid ud af, hvorfor man kan rette kritik mod soldaterne, hvem ellers?

Vi har under vores tidligere udsendelser haft alle problematikker inde på livet, og man skulle tro, at vi ville indarbejde dem i en fremtidig udsendelse. Det kan kun bero på manglende viden hos politikerne, men det er altså ingen undskyldning for in­kompetence. Man kan dog også basere problematikken på håb. Det gør Forsvarsministeriet, idet ministeriet gør opmærksom på, at sandsynligheden for frihedsberøvelse på nuværende tidspunkt vurderes at være lav. Heldigvis. Det er muligt, at man kan basere politiske problemer på håb, men når man gør det med militære operationer er det inkompetent.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.