Ulrik Graff: I den senere tid har der været flere eksempler på, at journalister og »eksperter« fra Dansk Institut for Menneskerettigheder og Læger uden Grænser har igangsat debatter, hvor man tydeligvis ikke har styr på krigens love og konventioner. Det er skammeligt.
22. november 2009, 22:30
Både under min udsendelse til Afghanistan og efter at være kommet hjem i august i år har jeg med ærgrelse fulgt den offentlige debat om Danmarks engagement i ISAF (International Security Assistance Force). Det lader til, at slående overskrifter og chokerende udmeldinger vægtes højere end en saglig debat. Her tænker jeg ikke kun på journalister, der falder for fristelsen til at skrue en historie lidt vel dramatisk sammen, men mere på de organisationsrepræsentanter og såkaldte eksperter, der med skær af faglig viden udtaler sig i strid med fakta og blander moral, jura og lægeløfte sammen. Derved skævvrider de en nødvendig og vigtig debat om de udfordringer, vi står overfor i Afghanistan.
De, der som faglige organisationsrepræsentanter deltager i debatten, skylder dog at have gjort deres hjemmearbejde. Når man udtaler sig som ekspert, skylder man læserne og de danske soldater, der hver dag sætter livet på spil i Afghanistan, at gøre det på et oplyst og sobert grundlag.
Ligesom det må forventes, at læger, der udtaler sig om fordele og ulemper ved influenzavaccine, gør dette på baggrund af medicinske fakta og klinisk erfaring, må det forventes, at jurister og organisationer, der udtaler sig inden for deres fagområder, gør det på baggrund af korrekte juridiske analyser. Jeg tænker specielt på to eksempler fra efteråret.
Det første eksempel vedrører Dansk Institut for Menneskerettigheder og andre, der har udtalt, at danske soldater ikke respekterer krigens love ved at optræde i civil, når de er på personbeskyttelsesopgaver. Man gør sig ikke den umage at beskrive, hvilke regler eller konventioner der henvises til. I sidste ende kan beskyldningen tilbagevises som grundløs, da det ikke er forbudt at optræde i civil, medmindre man deltager i et angreb eller en militær operation forud for et angreb. Hvis soldater i civil blev nødsaget til at udøve selvforsvar, ville dette ikke være konventionsstridigt eller i øvrigt ulovligt efter dansk eller afghansk ret. Man går glip af muligheden for at få en god saglig debat om, hvilke typer opgaver soldater bør løse under væbnede konflikter, og hvad betydningen er af at løse et så bredt spektrum af opgaver under en ikke-international væbnet konflikt på invitation fra den afghanske regering.
Det seneste eksempel er historien om, at civile afghanere dør af deres skader efter endt behandling på et militært felthospital. Her står Læger uden Grænser og andre i kø for at beskylde Danmarks udsendte læger for at begå konventionsbrud. Historien er i øvrigt skæmmet af, at journalisten forveksler krigens spilleregler med »Rules of engagement« - begrebsforvirringen bidrager bestemt ikke til klarhed.
Også her sker det uden henvisning til, hvilke konventioner og regler der skulle være overtrådt. Man beskylder danske læger og sygeplejersker, der frivilligt lader sig udsende for at hjælpe danske og internationale soldater samt civile afghanere og sågar sårede modstandere, for at begå lovbrud, uden at man gør sig den ulejlighed at henvise til, hvilke love man mener der brydes.
Der findes som bekendt mange konventioner, men da der også henvises til krigens spilleregler, må man formode, at Læger uden Grænser tænker på beskyttelsesreglerne i Genève-konventionerne med tillægsprotokoller.
At civile så vidt muligt skal beskyttes mod krigens rædsler er utvivlsomt. At sårede civile i det omfang, det er praktisk muligt, skal modtage den lægelige pleje, som deres tilstand kræver, og at der ikke må forskelsbehandles mellem patienter undtagen af lægelige grunde, er der heller ikke tvivl om. Det er imidlertid også det, der sker.
Civile såvel som sårede modstandere får førstehjælp på stedet, bliver evakueret hurtigst muligt og modtager professionel pleje på felthospitalet, ligesom egne soldater gør det. De får med andre ord den hjælp, der er praktisk muligt. Der er heller ikke plads på felthospitalerne til at have soldater liggende, til de er helt raske. De sendes ofte til hjemlandet og får pleje på civile sygehuse, hvis deres sår kræver efterbehandling.
Og når det afghanske civile sundhedsvæsen ikke lever op til danske standarder og dermed på en ordentlig måde kan efterbehandle for eksempel afghanernes sårskader, er det ikke de udsendte lægers ansvar, og det gør dem bestemt ikke til lovbrydere.
Forsvaret kan med de tilstedeværende midler ikke gøre mere lokalt. Men hvis Røde Kors vil støtte et lokalt hospital i Gereshk eller Lashkar Gah, er jeg sikker på, at det vil blive modtaget med kyshånd. At henvise til hospitaler i Kandahar og Kabul vidner om mangel på forståelse for situationen og geografien i området.
At der kan være et moralsk ansvar er muligt. At det er ulykkeligt, at civile lider under konflikten, er utvivlsomt. Jeg kan garantere, at der fra militærets side gøres alt, hvad man kan for at minimere lidelserne. At Vesten bør gøre mere på netop dette område, kan jeg personligt være meget enig i, men at beskylde danske læger for konventionsbrud er skammeligt. Det skader en ellers vigtig debat, at man begynder med et så forkert udgangspunkt.
Her er det, at jurister, organisationer, politikere og journalister som helhed ikke lever op til deres ansvar. De udtaler sig ikke ud fra en velfunderet faglig og juridisk viden og er derfor med til at gøre debatten unuanceret og politiseret. Om danske soldater eller læger overtræder krigens love er ikke et spørgsmål om politisk overbevisning eller personlig holdning, men bør være konklusionen på en juridisk analyse.
Hver gang grundløse beskyldninger bliver kastet ind i debatten, flyttes fokus fra det væsentlige. Det er ønskeligt med en debat om det generelle sundhedsniveau i Afghanistan og om, hvorvidt de vestlige regeringer og organisationer gør nok for de civile på en række områder, herunder sundheds- og skolevæsen. I stedet beskylder man de læger, sygeplejersker og soldater, der rent faktisk gør noget, for lovbrud.
Det er ikke kun et problem for de personer, som den uberettigede kritik går ud over. Det er også et mere overordnet samfundsmæssigt problem, at der foregår en så uansvarlig debat.
Problemet er, at de vigtige og svære spørgsmål aldrig bliver diskuteret. I stedet bruges beskyldningerne i et politisk spil for at lægge pres på regeringen eller forsvarsministeren, under dække af at ville til bunds i en »sag«. Der bruges en masse kræfter på at afvise uberettigede anklager og svare på spørgsmål. Når beskyldningerne endelig bliver afvist, er sagen glemt, og sagens egentlige kerne, i dette tilfælde problemerne med det afghanske sundhedssystem, er aldrig blevet behandlet.
Man kan ikke andet end være bekymret for, at de nævnte organisationer og politikere ikke er situationens alvor og deres eget ansvar bevidst.
Udsendt personel skal ikke være fredet for kritik. Man skal bestemt heller ikke vige tilbage fra at diskutere de problemer, vi står overfor i Afghanistan, men når kritiserer, skylder man at bidrage konstruktivt. Man skylder at holde politik og jura for sig, ligesom man skal holde politik og medicin for sig. Endvidere skylder journalister og opinionsdannere at udtale sig på et oplyst grundlag. Hvis ikke det sker, umuliggør man den relevante og nødvendige debat om de store dilemmaer, vi står overfor i Afghanistan.
