Kronik

Ulandsbistand gør ikke verden bedre

Mange års forskning peger på, at nødhjælp nok kan være effektiv, men udviklingsbistand generelt er uden positiv virkning, skriver professor Christian Bjørnskov.

"Mange års forskning peger på, at nødhjælp nok kan være effektiv, men udviklingsbistand generelt er uden positiv virkning." Foto fra en flygtningelejr Dabaab i Kenya.
"Mange års forskning peger på, at nødhjælp nok kan være effektiv, men udviklingsbistand generelt er uden positiv virkning." Foto fra en flygtningelejr Dabaab i Kenya.

Venstre foreslog forleden som led i et forslag til at få styr på de offentlige finanser, at Danmark sparer ved at skære i ulandsbistanden. Forslaget udløste den sædvanlige kritik fra andre partier, men fik også en mere usædvanlig modtagelse, da en gruppe bistandsorganisationer offentligt angreb partiet. Argumentet var, at Venstre med forslaget ville skade verdens fattigste, blot for at hjælpe rige mennesker i vores del af verden. Få dage senere gentog landets biskopper kritikken og tog således politisk side i en central debat om Danmarks internationale stilling. Grundpræmissen for kritikken er, at bistanden hjælper verdens fattigste og nedskæringer derfor svarer til at tage penge fra dem. Ingen synes at spørge, om det er korrekt. Mange års forskning peger på, at organisationernes og biskoppernes præmis faktisk er forkert.

Den meget offentlige kritik afslørede en underlig skævhed, der har eksisteret i flere årtier i særligt bistandsdebatten, men kan også genfindes i debatter om arbejdsmarkedspolitik, dagpenge og toginvesteringer. På den ene side diskuteres effekterne af forskellige politikker heftigt, og politikere beder i stigende grad om evidens før de stemmer for bestemte udgifter. På den anden side synes ingen at bede bistandsorganisationerne om konkret evidens for at de milliarder, der flyder gennem dem hvert år, i længden har nogen positiv virkning. Mens man de fleste andre steder i samfundet beder om redegørelse af, om ressourcerne bliver brugt fornuftigt, accepterer politikere og andre danskere hensigtserklæringer, udokumenterede påstande og følelser som argumenter i ulandsdebatten.

Det store spørgsmål er, hvordan man evaluerer ulandsbistanden – hvis man vel at mærke er interesseret i at vide, om den virker efter hensigten. Spørgsmålet repræsenterer to problemer: 1) Hvordan man evaluerer enkeltprojekter og –programmer; og 2) hvordan man evaluerer bistanden til et helt land eller område. Begge dele er svære at gøre præcist og ingen af de to spørgsmål er populære at stille blandt praktikere og politikere. Blandt praktikere hører man ofte argumentet, at de relativt dyre evalueringer er spild af penge, der kunne være brugt bedre på yderligere indsatser. Blandt politikere er villigheden til at risikere, at evalueringer viser, at indsatser fejler og man derfor har ført uvirksom politik, til at overse.

Ligesom de fleste andre donororganisationer, bruger Danida ofte det, der nogle gange hånligt bliver kaldt ’shampoo-metoden’ til at evaluere ulandsprojekter: Man sammenligner status før projektet gik i gang med status efter at projektet er afsluttet. Hvis der er forskel – hvis der for eksempel står en skole bygget for danske midler, når man er færdig – erklæres projektet en succes.

Så let er det dog ikke at evaluere et projekt. Af praktiske hensyn gives bistand ofte til landsbyer og områder, hvortil der er adgang via en ordentlig vej, og hvor folk allerede har planer og initiativer. Særligt når man forsøger at involvere lokalområdet og målretter bistanden til lokale behov, finansierer den ofte projekter, der alligevel ville have været igangsat. Vejen og det lokale initiativ betyder også, at området alt andet lige ville have klaret sig bedre end andre områder uden bistanden. Tages disse ting ikke i betragtning, når man evaluerer projekterne, risikerer man groft at overvurdere deres virkning.

Disse forhold betyder, at de glittede publikationer fra Danida, USAID og mange andre donorer kraftigt overvurderer virkningen af ulandsbistand. Mange projekter fejler og andre efterlader kun få permanente aftryk på den lokale udvikling. Grundige evalueringer peger dog på, at mellem halvdelen og en tredjedel af alle bistandsprojekter og –programmer har permanent, positiv virkning. De afslører også, at det er sjældent at projekter viser sig at være decideret skadelige. Set fra det enkelte projekt burde bistanden derfor virke.

Et andet problem på projektniveauet er dog, at staters budgetlægning ikke er uafhængig af, hvor meget og hvilken ulandsbistand, de får. Har et ulands regering allerede fordelt midlerne i forhold til regeringens prioritering, vil udenlandsk hjælp til bestemte områder gøre det attraktivt at omprioritere. Beslutter USAID sig således for at bygge skoler i Malawi, kan landets regering helt rationelt vælge at trække midler væk fra uddannelsessektoren og flytte dem til et andet formål. Fænomenet kaldes fungibilitet efter det latinske ord for svamp, fungus: Ligesom man ikke kan kontrollere, hvor vand på en svamp ender henne, kan man ofte heller ikke kontrollere, hvad ulandsmidlerne reelt finansierer. Studier udført på bl.a. Oxford University peger således på, at en større del af Vestens ulandshjælp reelt flyttes til at finansiere våbenkøb i stedet for skoler, brønde eller sundhedsprojekter.

Med hensyn til det andet problem – hvordan man evaluerer bistandens virkning på et helt land – er det mindst lige så svært at svare konkret. Data fra fattige lande er ofte meget upræcise og man har et stort ’hønen og ægget problem’: Påvirker bistanden udviklingen, eller får dårligt udviklede lande blot mere bistand? De senere år har en lang række studier dog forsøgt at løse disse problemer, så der i dag er en litteratur på mere end 150 internationalt publicerede undersøgelser af bistandens makroeffekter.

Martin Paldam fra Aarhus Universitet, der sammen med australieren Chris Doucouliagos har skabt overblik over denne omfattende videnskabelige litteratur, har vist, at cirka 80 pct. af alle omhyggelige studier ikke finder nogen bistandsvirkning på den langsigtede, økonomiske udvikling. De sidste 20 pct. er delt mellem studier, der faktisk finder en positiv virkning og andre studier, der finder, at bistanden er decideret skadelig. Mere bekymrende er det, at de 10 pct. studier, der peger på, at bistanden er skadelig, typisk er finansieret af stærkt konservative, nordamerikanske tænketanke. De sidste 10 pct., der peger på at bistanden virker efter hensigten, er ofte udført af forskere med finansiering fra og tilknytning til donororganisationer.

En stor del af forskningen i ulandsbistand er således ikke uafhængig. Det helt generelle billede fra forskningen er derfor, at man ikke kan dokumentere, at ulandsbistanden virker efter hensigten – at hjælpe til langsigtet udvikling. Mens donororganisationer og NGOer er fortsat uanset at den videnskabelige evidens er vokset for, at deres indsats som oftest ikke bærer nogen frugt, har samfundsforskningen fokuseret på, hvad der foregår: Kan man finde omstændigheder, der gør, at bistanden virker, og er der bivirkninger ved bistanden, så man underminerer de ellers positive projekterfaringer?

Bivirkningerne er klare og har været kendt i årevis. Ulandsbistand udløser for det første »hollandsk syge«: At jo mere bistand, der flyder ind i landet, jo mere skades den internationale konkurrenceevne, og jo mindre bliver landets eksportsektor. For det andet ændrer bistanden de politiske incitamenter i ulande. Jo mere bistand, landet kan få, og jo sikrere den er, jo færre upopulære beslutninger bliver regeringen nødt til at tage. Ny forskning peger for eksempel på, at jo mere bistand de får, jo ringere servicerer ulande deres internationale gæld. Bistanden belønner desværre som oftest uansvarlig adfærd.

Når den storstilede kampagne om Verdens bedste nyheder påstår, at bistanden har ført til store forbedringer, er det således ikke meget andet end ren propaganda. Mange års forskning peger på, at nødhjælp nok kan være effektivt men udviklingsbistand generelt er uden positiv virkning. NGOerne beskytter sig selv i offentligheden og biskoppernes kritik rammer meget langt forbi målet. Det er langtfra nok at være ren i hjertet for at hjælpe verdens fattige på en måde, der faktisk virker.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.