Tyrkiske benægtelser på dansk jord

Hayk Demoyan: For mere end ti år siden blev et tyrkisk initiativ indført under navnet »Et udvalg for bekæmpelse af armenske påstande om folkemord«. Er Det Kongelige Biblioteks alternative udstilling om folkemordet en udløber af det?

Hvert folkedrab er en historisk tragedie for hundredtusinder og millioner af enkeltpersoner. Efterladtes erindringer om, hvad der skete, er ikke kun naturligt, men også afgørende for at forstå, hvad der reelt skete og hvordan. Samtidig er det vigtigt, at neutrale kilder undersøger og dokumenterer resultaterne offentligt, så nye menneskelige tragedier måske kan undgås.

Den midlertidige udstilling med titlen »Det armenske folkedrab og skandinavisk respons« blev oprindeligt vist i Jerevan, hovedstaden i Armenien. Bl.a. har den danske historiker, Matthias Bjørnlund, bidraget til udstillingen, der åbnedes 23. april 2011 i anledning af 150-året for Fridtjof Nansen, den berømte norske videnskabsmand og humanist.

Dermed blev den lokale Nansens Skole suppleret med en statue af Fridtjof Nansen. Nansens arbejde var en enorm støtte til de nødlidende armeniere, der overlevede folkemordet i 1915-1922. Åbningen foregik i centrum af Jerevan, hvor Armeniens præsident Serzh Sargsyan, Norges udenrigsminister Jonas Gahr Støre og Marit Greve, der er barnebarn af Fridtjof Nansen, deltog.

Til selve udstillingen kom prominente gæster som Olav Tveit, generalsekretær for Kirkernes Verdensråd, og Sveriges udenrigsminister Carl Bildt, samt hundredvis af turister fra de skandinaviske lande. Mange var begejstrede for udstillingen, som dog også efterlod dem med tårefyldte øjne.

Mange spurgte: »Hvordan kan det være, at vi ikke havde nogen som helst anelse om denne del af historien?« altså den fortælling, som forbinder det armenske folkemord med skandinavisk historie og hukommelse.

Hovedformålet med udstillingen på det armenske museum var at afsløre ukendte sider af historien, ledsaget af mindeværdige begivenheder, for at vise hvilken respons og reaktioner folkemordet havde overalt i verden. Menneskelig medfølelse til at hjælpe ukendte mennesker, der var ofre for et politisk folkemord, blomstrede frem.

Det Armenske Museum for Folkedrab har fulgt udviklingen i Danmark, og den offentlige debat om at arrangere en »alternativ« udstilling, nøje. Selve intentionen og gennemførelsen af den folkemorderiske politik mod armeniere og andre kristne blev dokumenteret af både personlige historier fra armenierne, og gennem tusindvis af sider og visuelle data fra amerikansk, tysk, østrigsk, russisk, skandinavisk og selv tyrkiske arkivdokumenter.

Hvorfor den tyrkiske ambassadør så vælger at tilgodese det bevismateriale, som udfordrer ovenstående, vil jeg prøve at give et bud på. Måske er det på grund af officielle instrukser fra den tyrkiske premierministers kontor. For mere end ti år siden blev et nyt tyrkisk initiativ indført under navnet »Et udvalg for bekæmpelse af armenske påstande om folkemord«.

Med andre ord var det således det statslige kontors opgave at sprede benægtende opfattelser af, hvad der skete mod armenierne ikke kun i Tyrkiet, men også ud over landets grænse.

Der er ingen tvivl om, at tyrkiske embedsmænd vil forsøge ud fra alle kunstens regler med officiel retorik og andre former for verbal gymnastik at ændre essensen af problemet og dets betydning. Disse tiltag skal vildlede offentligheden.

Den tyrkiske ambassades bekymring over risikoen for en ensidig fortælling af forløbet reflekterer reelt ovennævnte statsstøttede organ, hvis ansvar er at sprede benægtelse og bekæmpe den faktuelle historiske sandhed.

Men reelt er det en grov fejl at opfatte indholdet af udstillingen som en afspejling af den armenske fortolkning. Faktisk indeholder udstillingen ukendte aspekter af den skandinaviske historie og erindring, samt hvordan historien om det armenske folkedrab er forbundet med dette.

Internationalt er vi mange, der undrer sig over, hvilket slags udstillingsmateriale, der vil indgå i den tyrkiske udgave af den skandinaviske respons til »begivenhederne i 1915«:

Vil der være diplomatiske fortællinger om masse-udryddelse af tyrkere begået af armeniere? Vil de skandinaviske missionærers reporter om massakrer på tyrkiske børn, og om dem, som blev sindssyge efter at have været vidner til disse forbrydelser, indgå?

I den sammenhæng er det meget trist at opleve, at brevet fra tyrkiske og kurdiske intellektuelle, bragt i Berlingske, blev opfattet som en del af »den armenske udfordring«, af den officielle repræsentant for Tyrkiet i Danmark, i stedet for et lysende eksempel på demokrati og fordomsfrihed. Reaktionen er et eksempel på, at ytringsfriheden begrænses i Tyrkiet ud fra artikel nr. 301 i den tyrkiske straffelov; den omhandler alle, der udtaler sig om det armenske folkedrab og herved »fornærmer tyrkiskheden«.

Siden 1992 har Tyrkiet blokeret grænsen til Armenien og dermed lukket den halvdel af den armenske befolkning inde, som reelt består af overlevende fra folkedrabet. Tyrkiets pres og afvisning i forhold til at etablere mellemsstatlige relationer giver tydeligt udtryk for den moderne politiske tænkning i landet. En af forudsætningerne for, at Tyrkiet vil etablere officielle forbindelser med Armenien, er, at folkedrabet fjernes fra historiebøgerne, og at man dermed ’glemmer’ alt om den nationale tragedie.

En særlig arv udgør de tusindvis af sider med skandinaviske øjenvidneberetninger, diplomatiske forsendelser, avisartikler og taler på vegne af lidende armeniere, alt sammen om nødvendigheden af at iværksætte en humanitær intervention.

Den er både vigtig i forhold til uddannelse og forskning og i forhold til at skabe opmærksomhed om forebyggelse af fremtidige folkemord.

Den akademiske verden, herunder Raphael Lemkin, der lancerede begrebet »folkedrab« i 1944 og som havde en afgørende rolle i FN-konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab, anser armeniernes skæbne som et klassisk eksempel på folkedrab i den moderne tidsalder.

6. november åbnede Det Kongelige Bibliotek i Danmark med forudgående tilladelse den midlertidige udstilling: »Det armenske folkedrab og skandinavisk respons«. Det skete på præcis samme dag, som den danske heltinde og adoptivmor til hundredvis af armenske forældreløse, Maria Jacobsen, ville være blevet 130 år.

Den skandinaviske reaktion er ikke et isoleret tilfælde i historien om det armenske folkedrab. Amerikanske, franske, britiske, italienske, russiske, schweiziske, canadiske, australske og andre landes historier kunne blive vist i serier af midlertidige udstillinger. Denne internationale ’reaktion’ dækker protester i de lokale offentligheder, inklusive humanitære organisationer og borgere i rollen som vidner, nødhjælpsarbejdere og missionærer. Personer der blev vidner til overgreb og massemord på kvinder, børn og mænd de endte også som ofre med psykiske og mentale ar på sjælen.

Hvad vi nu forventer af Ankara er, at de ikke behandler andre samfund i verden på samme måde. Det tyrkiske samfund har permanent forsøgt via forskellige former for manipulationer at påvirke den offentlige hukommelse, og regulere historiske fakta, via alternative officielle historier og fortolkning.

Det repræsenterer på ingen måde en gensidig forståelse og respekt for andres smerte og lidelse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.