Kronik

Tonen fra himlen

Suste Bonnén: Måske er det alle voksne børns julesorg, at de ikke føler, de selv har formået at samle kæden igen på helt samme faste måde, som de oplevede den som børn derhjemme.

Mor ligger i sengen og støtter sit hoved med sin ene arm, så hun kan se op på alle, der skal danse omkring juletræet fra sin seng. På det lyseblå natbord foran hende står der frugt og saftevand og uåbnede gaver. Det vigtigste er, at hun kan se sine børn og svigerbørn og selvfølgelig alle børnebørnene, når de synger »Dejlig er jorden«.

Det sidste barnebarn, min mor fik lov at opleve, var min lille Guds gave: Tone. »Ingen jul uden sutteflaske« var hendes feltråb, og hun så den lille piges sutteflaske hænge som en særlig julepynt højt oppe i grantræet, som et lys i toppen og alt var godt.

»Prægtig er Guds himmel« sang vi håbefuldt.

Hver eneste juleaften derhjemme på Nikolaj Plads var som den skulle være - som den altid havde været. Efter flæskestegen var der islagkage fra La Glace. Godt den var pakket ind i tøris, for den kunne komme til at stå længe og vente derude på køkkentrappen. Denne aften trak vi voksne glæden ved at være sammen længe ud. Det hele måtte ikke slutte for hurtigt. Og de små måtte vente med pakkerne lidt endnu. »Skøn er sjælenes pilgrimsgang« - det måtte de forstå.

»Aldrig har træet været smukkere og aldrig har der været så mange gaver som i år«. Sådan lød det hver jul derhjemme. Også denne sidste jul. Og gaverne fra mors barnløse naboer Ves og Nese overgik rigtig nok sig selv fra år til år.

Det med at lave forhåndsaftaler om, at man ikke måtte give gaver til mere end en halvtredser, fandtes ikke hjemme hos os. Heller ikke andre spareregler om at det kun var børnene, der skulle have pakker.

Nej, alle gav alt til alle, og naturligvis var der købt ekstra store gaver, hvis der skulle komme en vildfaren sjæl forbi, med julesorg i sindet og en flaske rom under armen, for at synge sammen med os: »Gennem de fagre riger på jorden«.

Denne jul havde Ves syet mørke læderposer til drengenes gaver og lyse kalveruskindsetuier til pigernes. Til og fra-skiltene var klippet i en tykkere skindkvalitet og med sømandsblæk var navnene skrevet med mågefjer. Vi lagde dem på mors dyne så hun kunne føle hvor blødt skindet var, og vi hørte pludselig hvor højtidelige vores stemmer lød i rummet: »gå vi til paradis med sang!«

Vores fætter Virtus var i fløjs-hotpants der stod godt i farven til grantræets grønne nåle. Mor var en hund efter skønhed og forstod at vurdere en mands fortrin. Hun så at Virtus havde flotte lår og skyndte sig at sy tøj til ham, mens hun stadig kunne sidde oprejst ved en symaskine. Virtus selv mestrede den kunst at deklamere egne digte, siddende på hug ved træets fod. Hver jul var der nye digte der tydeligt lod os alle forstå, at et år havde han kærestesorg, men næste jul var han nyforelsket og året efter kunne han atter pynte en grangren med en sutteflaske.

»Tider skal komme, tider skal henrulle,« sang vi med familiens salige sjæleven, B.S Ingemann, som havde en anden måde at udtrykke sutteflaske-ønsket på : »slægt skal følge slægters gang«.

I mit mest strålende julebillede fra dansen om træet med den fine pynt, er min mor endnu ikke syg, men går på bare fødder rundt om træet med os andre. Her blev jeg klar over, hvad julen betyder for mig. Min største julefryd tændtes altid, når vi efter linjen »slægt skal følge slægters gang« nåede til linjen »aldrig forstummer Tonen fra himlen«. Dér forplantede mors håndtryk sig i en inderlig ømhed, der fyldte stuen. En efter en så hun os højtideligt og direkte ind i øjnene, og det var som om vi med disse blikke forstod, at det er »i sjælens glade pilgrimssang«, at vi skal føle familieskabet og glæden ved at være sammen.

Det er store gaver at give hinanden, selv på en juleaften, men når ord bliver sunget, så føles de ikke for store. Sangene går i blodet på en, og i hjertet gemmes de, så de bliver umistelige.

Mange familier føler sikkert, at »Dejlig er jorden« netop er deres sang. Og sådan er det vel med stor kunst, at vi mener, det netop er os, skaberen har tænkt på. Jul efter jul har vi derfor frejdigt holdt hinanden i hånden, mens vi har sunget alle vores familie og venners nyfødtes pris: »Englene sang den først for markens hyrder, skønt fra sjæl til sjæl det lød: Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser fød!«

Så døde Tonemor. Håndtrykkene i julekredsen slap hurtigt hinanden. Ægteskaber blev opløst. Lejligheder tømtes. Bøsser sprang ud. De langhårede fik klippet praktiske korthårsfrisurer. Ikke flere håndbroderede silkeskjorter og turkisfarvede velourveste blev syet. Strikkepinde og symaskiner kom på loftet.

Kæden var brudt og det blev aldrig mere jul på Nikolaj Plads. Fremmede familiemedlemmer, som ikke kendte vores juleglæde, som ikke vidste hvad det ville sige at trykke hinanden i hånden i sjælens glade pilgrimsgang, dukkede op og ønskede sig bare, at de kunne stå af ræset og rejse langt væk, til det hele var overstået.

Julen blev et puslespil der nu skulle lægges af nye kæresters eksmænd og disses nye koners børn, stedmødre og papbedstefædre, dine børn og mine børn, gamle svigermødres nye mænd og disses børn af forrige ægteskab samt deres bedsteforældre, som heller ikke må sidde alene i julen. Alt blev eks- og sted- og pap-, og skulle nu planlægges, »og hvem skal egentlig have mor i år?«

Måske er det alle voksne børns julesorg, at de ikke føler, de selv har formået at samle kæden igen på helt samme faste måde, som de oplevede den som børn derhjemme.

I en del år kæmpede jeg tappert for at holde sammen på sjælenes pilgrimsgang i vores familie og lave jul som vor mor lavede den.

Store juleborde i store lejligheder og store juletræer i store huse. Det skulle da bare mangle, at jeg ikke skulle samle familien til både lille- og især store jul.

Husk det nu: Dejlig er jorden!

Det skete i de juledage, hvor jeg flyttede resterne af min skilte families residens fra Rungsted til Østbanegade, at stegen skulle i ovnen. Foran den nymalede vindueskarm stod køkkenknive og skruetrækkere side om side med en række glas med salt og peber, laurbær og skruer, nelliker og små blå søm. Og ja, de ligner hinanden til forveksling, nelliker og små blå søm. Gnedet med salt og strøet ud over stegen med generøs hånd, flød de små blå søm.

En beklagelig fejl som i stearinlysets skær ikke blev opdaget før familien spyttede blod ud over julebordet. Var det tænderne, der røg? Nej, heldigvis ikke, beroligede jeg den oprørte forsamling af papfædre og stedmødre med. Men det var for sent. De små blå søm havde afgjort sagen. Min opskrift på flæskesteg havde sendt mig bagest i køen af jule­værter.

Min rolle som julemor er endegyldigt opgivet, og jeg afventer nu roligt min families årlige afgørelse på spørgsmålet: Hvem skal have mor til jul?

Selv har jeg besluttet, at ligegyldigt hvor henne alverdens eks-, pap-, sviger- og stedbørn/-forældre vil befinde sig juleaften, så vil jeg personlig synge »Dejlig er jorden«. Jeg vil synge det op mod den i himlen, hvis tur det nu er til at have »min mor til jul i år«, og forsikre juleselskabet deroppe om, at »Aldrig forstummer Tonen fra himlen«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.