17. februar 2012, 22:30

Debatten om den såkaldte Tobin-skat på finansielle transaktioner raser i et omfang, så det næsten når eksistentielle højder, selvom der er tale om noget så prosaisk som en skat. Hvad er Tobin-skatten, hvad er formålet, hvad er problemerne? Det korte svar er, at Tobin-skatten i teorien er interessant, men i praksis ikke er en smart måde at beskatte det finansielle system på.

Tobin-skatten er en skat på finansielle transaktioner. Konkret foreslår EU-Kommissionen, at finansielle transaktioner, hvor mindst en af parterne er en finansiel institution, pålægges en afgift på 0,1 pct. af transaktionens størrelse. Finansielle transaktioner er her bl.a. aktie- og obligationshandler. Finansielle institutioner er defineret bredt.

Tobin-skatten har navn efter økonomen James Tobin, der fik Nobelprisen i økonomi i 1981. Tobins forslag gik modsat EU-Kommissionens på at pålægge valutatransaktioner en afgift. Forslaget går tilbage til sammenbruddet af det globale fastkurssystem, kendt som Bretton Woods-systemet, i starten af 1970erne. Både økonomer og dem, der førte økonomisk politik, fandt i årene op til sammenbruddet ud af, at det var svært at føre en selvstændig pengepolitik i et fastkurssystem, hvis der samtidig var frie kapitalbevægelser.

På økonomsprog hedder problemet »den umulige treenighed«. Problemstillingen illustreres nemmest med et eksempel. Lad os sige, at USA ønsker at holde en lav rente, tre pct., fordi økonomien kører langsomt og der er brug for en lav rente til at sætte gang i økonomien. ØMU-området har modsat en boomende økonomi og er bange for inflation. De vil gerne sætte renten op til seks pct. fra tre pct. Hvis man er investor, så er det mere attraktivt at have dem stående i euro-området. Hvis de respektive centralbanker ikke giver valutaerne lov til at bevæge sig, så vil en flodbølge af penge bevæge sig fra USA til euro-området. USAs valutareserve vil forsvinde i takt med, at man prøver at fastholde dollarkursen ved at købe dollar og sælge euro. Euro-områdets valutareserve vil modsat gå gennem loftet i takt med, at man sælger euro og køber dollar.

Tobin foreslog, at man kastede grus i maskineriet ved at indføre en skat på valutatransaktioner. Skatten ville mindske fordelen ved at flytte mellem de forskellige valutaer. Derved ville landene få bedre mulighed for at opretholde en rentepolitik, der passede til deres økonomi. Tobin gentog forslaget i en artikel fra 1978. Det var efter, at de fleste valutaer i verden var begyndt at flyde. Tobin var imidlertid frustreret over, at det ikke havde ledt til det økonomiske Nirvana, som mange økonomer havde forestillet sig. Et kuriosum i artiklen er Tobins bemærkninger om, at alternativet til at kaste grus i maskineriet gennem en transaktionsskat på valutahandler er en fælles valuta, en fælles penge- og finanspolitik og mere økonomisk integration. Alternativet var hans foretrukne løsning, men »var klart ikke en levedygtig mulighed i den forudselige fremtid, dvs. det 20. århundrede!«

Før Tobin - helt tilbage i 1936 - havde Keynes kredset om en finansiel transaktionsskat. Keynes argument var, at han gerne ville fremme mere langsigtede positioner i finansielle markeder på bekostning af kortsigtede. En finansiel transaktionsskat ville være en relativ større belastning af korte transaktioner - fx ind og ud af markedet samme dag - end langsigtede transaktioner, hvor skatten kun ville udgøre en begrænset del af det samlede afkast. Keynes var af den opfattelse, at kortsigtede transaktioner var mere drevet af spekulation om, hvordan andre ville agere, end af, hvad de økonomiske forhold tilsagde. Milton Friedmann argumenterede modsat Keynes for, at spekulative positioner normalt stabiliserer markederne. De fleste studier hælder i retning af, at Friedmann havde ret. Det er næppe i tråd med de fleste ikke-økonomers opfattelse af verden, og derfor en udfordring at forklare.

Udgangspunktet er, at der er to typer investorer, der handler på finansielle markeder. Den ene type investor handler, fordi han har penge i overskud eller skal bruge penge. Den anden type er spekulant og handler, hvis hun tror, at hun kan tjene penge på det. Hvis den første type investor skal sælge et værdipapir, vil prisen på papiret alt andet lige falde, fordi en anden investor skal være villig til at købe det. Jo flere spekulanter, der er, jo flere vil være villig til at købe papiret. Det vil de fordi, at den første investors salgsmotiv er et likviditetsbehov og ikke ny viden om papirets værdi. Spekulanterne vil tro, at den fundamentale værdi af papiret er uændret, og de er derfor villige til at samle papiret op.

EU-Kommissionen fremfører tre argumenter for en finansiel transaktionsskat, hvoraf det ene er, at den vil fremme mere stabile markeder, hvad der kan anfægtes, jf. ovenfor. De to andre argumenter er, at den finansielle sektor skal betale for den finansielle krise og at den finansielle sektor ikke er omfattet af moms. Man kunne tilføje, at der fattes penge.

I Danmark var vi dygtige til at få finanssektoren selv til at betale for finanskrisen. Bankpakke 1 blev finansieret med en generel afgift på pengeinstitutternes balance og ekstra betalinger ved større tab for staten end forventet. I bankpakke 2 betalte institutterne for de garantier eller den kapital, som de selv havde brug for.

Modsat Danmark, så er der en række lande, hvor staterne har betalt. I nogle lande, Spanien og Irland, har omkostningerne været ved eller har trukket staterne ud i problemer, der krævede ekstern støtte. Heroverfor står, at staterne i den anden fase af finanskrisen, statsgældskrisen, har været ved at trække banker ned pga. tab på en række landes statsobligationer. Det gælder fx Grækenland, hvor banksektoren blev betragtet som velpolstret før Grækenlands krise.

Pengeinstitutter er sammen med enkelte andre virksomhedstyper ikke pålagt moms. Det skyldes, at det er teknisk meget vanskeligt. Pengeinstitutter har som modstykke hertil heller ikke fradragsret for momsudgifter. I Danmark gælder endvidere, at pengeinstitutter er pålagt en lønsumsafgift, fordi de ikke er momsbelagt.

Lønsumsafgiften er ikke finanssektorens største kærlighed, men har den fordel modsat en transaktionsskat, at den beskatter noget, som er sværere at flytte end finansielle transaktioner. Tobin foreslog da også, at transaktionsskatten skulle være global, velvidende, at der er få ting, som er så nemme at flytte som finansielle transaktioner.

En finansiel transaktionsskat vil med stor sandsynlighed lede til, at alle de finansielle transaktioner af en vis størrelse flytter til lande, hvor der ikke er en sådan skat. Sverige har fx haft smertefulde eksempler på, hvordan handlen med svenske aktier flyttede til London, da man indførte en skat på aktietransaktioner. Det er meget sværere at flytte mennesker, eller økonomers favorit-skatteobjekt boliger, hvorfor de er bedre skatteobjekter.

EU-Kommissionen estimerer selv, at en transaktionsskat kan give indtægter fra 0,6 pct. til 3,5 pct. af BNP afhængig af, hvor mange transaktioner, der forsvinder til udlandet eller op i den blå luft. Skatten vil have en negativ effekt på BNP på mellem 0,5 pct. og 1,6 pct. Den negative effekt opstår fordi, det bliver dyrere for virksomheden at finansiere deres investeringer. Derfor vil de investere mindre med deraf følgende konsekvenser for økonomiens produktionskapacitet.

Det kan for de fleste lyde attraktivt, at finanssektoren skal bære en større del af skattebyrden, men ultimativt er det den enkelte borger, der bliver beskattet, fordi regningen bliver sendt videre. Der er især to grunde til, at skatten vil ramme den almindelige dansker. For det første bliver pensionsopsparinger ramt, fordi de er investeret i værdipapirer, der handles. For det andet bliver boligfinansieringen ramt. Det gælder i særlig grad i Danmark, hvor vi finansierer boliger gennem udstedelse af realkreditobligationer. Realkreditsystemet er i international sammenhæng en usædvanlig stabil og billig finansieringskilde. Det skyldes bl.a., at danske realkreditobligationer er meget likvide, dvs. nemme at handle. En skat på finansielle transaktioner vil øge omkostningerne ved at handle realkreditobligationer, hvad der vil gøre dem mindre attraktive og løfte renten på dansk boligfinansiering.

Selv om mange i finanssektoren har syndet og synderne ikke glemmes lige med det samme, så er der smartere måder at beskatte sektoren på. Det mest sandsynlige er, at en skat på finansielle transaktioner virker destabiliserende. Alternativet er, at den flytter de store transaktioner til andre lande.