Kronikken

Tillykke K – og husk at holde balancen

Tre-fire procent og seks mandater er historisk ringe, men er det vendepunktet eller bare et midlertidigt stop på vejen til udslettelse ved næste valg? Retningen – eller til tider mangel på samme – er Det Konservative Folkepartis største problem, skriver John Wagner op til de Konservatives 100 års jubilæum.

I 1986 kunne den konservative statsminister, Poul Schlüter, fortælle danskerne, at det gik ufatteligt godt. I dag er opbakningen til de Konservative historisk ringe, men er det vendepunktet, eller er det gamle parti på vej ud over afgrunden, spørger John Wagner, adm. direktør og konservativ generalsekretær 1988-92.
I 1986 kunne den konservative statsminister, Poul Schlüter, fortælle danskerne, at det gik ufatteligt godt. I dag er opbakningen til de Konservative historisk ringe, men er det vendepunktet, eller er det gamle parti på vej ud over afgrunden, spørger John Wagner, adm. direktør og konservativ generalsekretær 1988-92.

Tillykke. Stort TILLYKKE. Hjerteligt tillykke. Tillykke – trods alt. Under alle omstændigheder: Tillykke. Eller bare »noteret«, hvis ikke til ulykke…

Mulighederne er mange, når der 22. februar skal sendes (forhåbentlig venlige) hilsner til Det Konservative Folkeparti i anledning af 100-års fødselsdagen.

Som politisk bevægelse har partiet i sammenligning med Socialdemokraterne/Fagbevægelsen/Kooperationen og Venstre/Andelsbevægelsen/højskolerne ikke sværvægterstatus – og da slet ikke i disse år. Men til gengæld har det fra sin stiftelse på ruinerne af et udemokratisk Højre været rammen om et menneskesyn og et samfundsansvar, som Danmark både kulturelt og økonomisk havde været fattigere foruden.

Partiprogrammet har aldrig været imponerende. Dertil er det for kompliceret at sige, hvad det betyder at være konservativ. Men der har i partiets historie været politikere, som har tegnet profilen af et parti til fællesskabets bedste med sikkerhed, tryghed, frihed og velstand for øje. Jeg tænker ikke mindst på John Christmas-Møller, brødrene Aksel og Poul Møller, Poul Schlüter naturligvis, Palle Simonsen og senest Per Stig Møller. Flere kunne være nævnt – også fremragende borgmestre. Men det levnes der ikke plads til her.

Fælles for disse konservative koryfæer er, at de, som Schlüter engang udtrykte det, ikke har været så konservative, så det gør noget. Der har aldrig været tvivl om fra hvilken side af scenen, de kom ind i et politisk opgør, men herefter handlede det om at opnå resultater i rigtig retning.

Når selv Ekstra Blads-redaktøren Bent Falbert har berømmet Schlüter for at være en af Danmarks bedste statsministre, tjener det vel også Det Konservative Folkeparti til ære. Eller er det måske et kronisk partiproblem, at partiets bedste folk – i landspolitikken og kommunalt – næsten altid har gjort alt det gode lidt på kant med store dele af baglandet og høstet anerkendelsen fra ikke-partifæller? At »højrefløjen« i partiet aldrig har kunnet få nok, når partiledelsen på Christiansborg eller i byråd har båret de gyldne kæder, har taget ansvar – eller rettere sagt: Medansvar, for bortset fra i Gentofte og Vallensbæk har konservative vel aldrig alene haft magt.

De gode tider: I 1986 kunne statsminister Poul Schlüter fortælle danskerne, at det gik ufatteligt godt. Arkivfoto: Scanpix
De gode tider: I 1986 kunne statsminister Poul Schlüter fortælle danskerne, at det gik ufatteligt godt. Arkivfoto: Scanpix

I det hele taget opfatter jeg »medansvar« og »tryghed« som nøgleord for en moderne konservatisme. Medansvar som politisk virkemiddel, altså vejen til resultater. Tryghed for det enkelte menneske, familien, virksomheden og landet som det politiske mål og dermed den ramme, som vi for alvor bør kunne udfolde os inden for, så vor adfærd ikke sker på bekostning af andres muligheder for at udfolde sig.

År tilbage – omkring Berlinmurens fald – var vi en del konservative, der talte om »kapitalisme med en menneskeligt ansigt«. I dag udtrykker vi vort håb om, at partiet vil forblive det sociale og det grønne blandt de blå. Ord som »balance« og »dualisme« a la »Frihed under ansvar« er en del af vor holdningsmæssige bagage, for holdninger har vi, men ideologier er noget bras, som Schlüter udtrykte det.

Vort problem er, at det kræver stærke personligheder at vinde stemmer på afbalancerede holdninger. Det kræver talegaver, som Poul Møller og Poul Schlüter havde det i deres tid – og det kræver en respekt for folkestyret og taktisk-strategiske evner, som Poul Sørensen og Poul Schlüter havde det. Her har vi nok forklaringen på partiets to højdepunkter i perioderne med Poul Møller og Poul Sørensen i spidsen i 1960erne og Schlüter-epoken i slutningen af 1970erne og 80erne. Lederskabet var bredt anerkendt i partiets bagland og hos nabopartierne.

Politisk anerkendelse er ikke en given ting. Tværtimod! Den skal man gør sig fortjent til, og det kræver hårdt arbejde over en længere periode. Schlüters første år var ikke en dans på roser, men så kom en storhedstid. Siden har skiftende partiledere ødelagt det for sig selv eller er blevet væltet af utålmodige partifæller, hvis vi altså lige ser bort fra Bendt Bendtsen, som faktisk fortjener et bedre eftermæle med de resultater, som han opnåede under svære vilkår – og hvor ville vi da gerne i dag lade os nøje med ti procent vælgertilslutning.

Tre-fire procent og seks mandater er historisk ringe, men er det vendepunktet eller bare et midlertidigt stop på vejen til udslettelse ved næste valg? Den slags spørgsmål var år tilbage meningsløse. I dag måske næsten forbudt tale, fordi spærregrænsen er så faretruende nær, at man enten må lukke øjnene for virkelighedens verden og bare håbe det bedste. Eller tage sig sammen og få styr på retningen, så man kommer væk fra afgrundens rand.

Retningen – eller til tider mangel på samme – er Det Konservative Folkepartis største problem, som det har været det i snart 100 år. Partiet blev stiftet uden den nødvendige afklaring af, om det skulle være et folkeparti for middelstanden eller et konservativt parti for de velstillede. Og sådan har det siden i mange politiske spørgsmål levet med modsatrettede holdninger: Internationalt samarbejde kontra nationalisme, humanisme eller egoisme, miljøbevidsthed eller frie markedskræfter, offentligt eller privat.

I virkeligheden indeholder Det Konservative Folkeparti i sig selv en række af de dilemmaer, som dansk politik som helhed står over for. Det kan være lammende, til tider har det været næsten ødelæggende, men det rummer også mulighederne for at udvikle en politik, der kan samle og placere partiet som et naturligt omdrejningspunkt for den politiske beslutningsproces. Men det kræver den helt unikke pragmatisme og det langsigtede perspektiv, som lå til grund for Schlüters statsministertid. Den fik partiet heller ikke forærende, men havde gjort sig fortjent til.

Fremtidens konservative ledere må altså have for øje, at de kan have nok så mange meninger, men hvis de bliver for rabiate, er andre partier historisk set bedre til at stå for dem. Forudsætningen for konservativ succes er og bliver, efter min mening, balance. Men der er vel i virkeligheden heller ikke noget, der er mere konservativt end at svinge lidt til højre, når partierne til venstre får for stor magt, og lidt til venstre, når partierne til højre får for stor magt. Vi konservative ønsker jo netop ikke revolutioner, men en evolutionær udvikling, hvor vi hele tiden sikrer os, at forandringerne forbedrer.

Jeg tror ikke, at mit parti har en fremtid som højtråbende på udlændingeområdet. Det fremgik vist klart af reaktionerne på »Stop naziislamismen«, at Dansk Folkeparti er bedre til den slags. Jeg tror heller ikke på, at vi kan og skal overdøve Liberal Alliance i kravet om topskattelettelser eller Venstre i ønskerne om en mindre offentlig sektor og decentralisering. Vi kommer formentlig heller aldrig til at få så grøn en profil som de Radikale eller en så social indignation som Socialdemokraterne. Men man kan hos os få vor særegne blanding med en passende del af det hele plus – og her adskiller vi os markant fra en del af de øvrige partier – en statskonservatisme, som ikke »bare« indebærer forsvarsviljen og retsbevidstheden, men også det positive syn på kulturarven i form af delvis offentligt finansierede teatre, museer og DR og et uddannelsessystem, som både prioriterer viden og dannelse.

Og så er vi – forhåbentlig – netop et konservativt parti, der ikke pludselig skifter standpunkter. Vi er ikke den ene dag tilhængere af et stærkt europæisk samarbejde og den næste dag modstandere. Vi er ikke den ene dag forsvarer for en national planlovgivning og den næste dag tilhængere af et totalt kommunalt selvstyre. Vi ser ikke den ene dag det store perspektiv i en licensfinansieret public service multi-medievirksomhed som DR for den næste dag at privatisere det hele. Konservatisme må forhåbentlig også i fremtiden mere end noget andet være omtanke, og dermed mener jeg ikke forandringer for forandringernes skyld, men forandringer til det bedre, når vi føler os sikre på det. Og det handler netop mere om følelser end ideologi.

På den baggrund bliver det fra mig et hjerteligt tillykke og stort HELD OG LYKKE!

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.