Kronik

Til biksemadens forsvar

Søren Friis Larsen: Erhvervspolitikken har fået tunnelsyn herhjemme. Vi fokuserer for ensidigt på de lækre, ikoniske virksomheder, men overser rygraden i dansk økonomi: den helt almindelige, usexede, mellemstore virksomhed, der har snuden i sporet langt fra Christiansborgs opmærksomhed. Celebrity-erhvervspolitik har en pris.

Når det gælder beskedenhed, så har vi danskere nok en snert af tro på, at også her er vi i verdensklasse. Derfor elsker vi selvfølgelig også, når Noma igen-igen bliver kåret til verdens bedste restaurant. Og ja, det er fantastisk og en kæmpe gevinst for Danmark.

I 2011 omsatte restauranten for knap 34 mio. kr. og havde et resultat på lidt over 2 mio. kr. før skat. Til sammenligning præsterede Monarch A/S, der driver en række motorvejsrestauranter i hele landet, samme år en omsætning på knap 135 mio. kr. og et resultat på ca. 8,5 mio. kr. før skat. Det trak ikke nogen overskrifter, heller ikke, at de tilsyneladende har droppet biksemaden på det aktuelle menukort.

På en eller anden måde symptomatisk for den måde, medier, politikere og dermed mange danskere ser på erhvervslivet. Der er de synlige og de usynlige. Dem vi indretter politikken for, og dem vi bare håber bliver ved med at betale gildet.

Det er ikke for at forklejne Noma. Deres køkken kan selvfølgelig ikke sammenlignes gastronomisk med det, som man kan sælge for 95 kr. langs en motorvej. Deres økonomiske betydning for turismen og vores internationale image overstiger langt det resultat, som de selv fik ud af at servere de levende myrer og resten af det nye nordiske køkken for gæsterne. Deres anerkendelse er ikke kommet af sig selv, og resultaterne fortjener dyb respekt. I den branche kommer man ikke sovende til sine succeser.

Det gør man heller ikke i de virksomheder, der rager op i dansk erhvervsliv. Mærsk, Novo Nordisk, ISS, Vestas, LEGO, Grundfos – ikon-virksomheder der skaber økonomiske værdier, der ikke bare bidrager til, men former samfundet gennem arbejdspladser, eksport og skatteindtægter – vel at mærke i en liga, hvor selv ikke verdens bedste restaurant kan bide skeer. Af og til kan man undre sig over, at de største danske virksomheders bidrag ikke anerkendes mere.

Men! Det står som sagt endnu værre til andre steder. Krisen har gjort, at erhvervslivet er kommet politisk på mode. Ligesom med andre modeluner, så er interessen dog uhyre selektiv og fokus især på det celebre.

Det er fint at lave noget grønt, men ikke så fint at gøre rent på kontoret, når de grønne medarbejdere er gået hjem. Der bliver jo også bare beskidt igen. Det er fint at opfinde en ny dims. Meget finere end at reklamere for den og markedsføre den, så den rent faktisk bliver solgt. Det er fint at sælge noget til udlandet. Meget finere end at rede senge op til dem, der besøger os i Danmark. Det er fint at producere noget, man kan se. Så pyt med, at det aldrig ville kunne betale sig, hvis der ikke lå et sofistikeret, men usynligt IT-system bag. Det er finere at tjene 2 mio. kr. om året på at servere nyt nordisk køkken i København K end 8,5 mio. kr. på at lange Schnitzel Béarnaise over disken langs danske motorveje.

Jeg er egentlig ikke sikker på, at de virksomheder, som ikke bliver hevet ind på den røde løber, nødvendigvis synes, den manglende opmærksomhed er noget problem. Det er ikke den stille sliders natur at ønske en masse pomp og staffage. Men det er alligevel problematisk, fordi det tunnelsyn, som medier, politikere og embedsmænd har lagt på dansk erhvervsliv, smitter af på politikken.

Vi har vækstteams, der skal kigge på særlige danske styrkepositioner, vi taler om en erhvervskanon, som skal fremhæve de ekstraordinære præstationer, og skåler til tale efter tale om, hvordan vi bliver et nyt cleantech-wunder, start-up nation eller vidensamfund i verdensklasse. Fine initiativer, fine intentioner. Ja, vi kommer til at uddanne os mere og konkurrere på viden. Ja, vi skal omstille os til et grønnere samfund, og ja, for Guds skyld skal vi have mere entreprenørskab på alle niveauer. Men vi glemmer rugbrødsmadderne og er gået direkte til desserten.

Der er som sådan ikke noget galt med regeringens erhvervspolitik. På mange måder er den positiv. Den mangler bare noget mere krop. Fokus på de usexede ting, på det som betyder noget for helt almindelige virksomheder, hvis værdiskabelse kun bliver lagt mærke til af deres medarbejdere, kunder og revisor.

Det er dyrt at være arbejdsgiver i Danmark. Vi har et højt omkostningsniveau, afgifter og lønninger. Hvis vi skal have væksten tilbage, er vi nødt til at få gjort noget ved de generelle rammebetingelser. Det sker ikke, hvis vi fortsat tænker selektivt, hvis vi holder fast i en diskriminerende afgiftsstruktur, der afspejler, at det er finere at varme tomater op i et drivhus end turister på et hotelværelse, eller hvis vi tror, det bare handler om at hente danske industriarbejdspladser hjem fra Kina, som synes at være den seneste mirakelkur på det politiske menukort. Løsningen er ikke en ny smart pulje til de lækre betalt af de anonyme, men snusfornuftige og lavpraktiske forbedringer, der gør det lettere og billigere at drive virksomhed. Det er et fokus på lavere skatter, sektorneutrale afgifter og på en mindre og mere effektiv offentlig sektor, så vi ikke kannibaliserer det private erhvervsliv, der skal finansiere den.

Den amerikanske præsident Truman sagde: I politik kan alt lade sig gøre, bare man er villig til at lade andre tage æren. Gid der var mere prestige i at gøre noget upåagtet, men effektivt for de dele af erhvervslivet, der selv leverer en upåagtet indsats – og gid det var mere o.k. som politiker helt at afholde sig fra at blande sig. Tilbageholdenhed er måske den dyd, helt almindelige virksomheder allermest savner hos politikerne.

Det lyder kedeligt – men for langt de fleste virksomheder er »kedelig« i høj kurs. Kontinuitet er mere værdifuldt end en lind strøm af nye regler. Fancy puljer og initiativer ser godt ud på forsiden, men har svært ved at matche konkrete lettelser eller noget, der fungerer gennem velafprøvede rammer. Det står i skærende kontrast til det, man forventes at levere som politiker: ny politik, initiativer, handlekraft – helst her og nu, for medierne er utålmodige. Men hvad med indholdet? Hvad med de praktiske konsekvenser? De når ofte dårligt nok at blive belyst i høringsprocessen, for den skal også gå over stok og sten. Det betyder desværre, at de usynlige også bliver uhørlige.

Skulle man fremhæve ét af regeringens initiativer, så kunne man nævne »Virksomhedsforum«, der indtil nu har taget stilling til over 100 konkrete forslag til lettelser. Forslag som kommer til at gøre det nemmere for bl.a. virksomheder med medarbejdere i flexjob, fødevarevirksomheder der generationsskifter, og virksomheder der importerer elektroniske produkter, der skal registreres. Arbejdet er lige begyndt, men her har regeringen faktisk gjort det muligt at skære igennem bureaukrati og tværministerielt fnidder. Godt tænkt. Hvis det holder momentum, bliver det en bragende succes – ikke i næste valgkamp, men i hverdagen for de virksomheder, hvis indsats kan aflæses i vores BNP.

Det er muligvis nogenlunde lige så spændende som biksemad, men ikke desto mindre i høj grad det, vi har brug for at interessere os mere for. Mere af samme skuffe, tak – og mere fokus på det, som flytter noget for helt almindelige, kedelige virksomheder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.