desværre som forventet. Der er intet nyt eller gammmel, bare garniture og intetsigende snak.

Se afsnit 11 xxx Det er dyrt at være arbejdsgiver i Danmark. Vi har et højt omkostningsniveau, afgifter og lønninger. Hvis vi skal have væksten tilbage, er vi nødt til at få gjort noget ved de generelle rammebetingelser. Det sker ikke, hvis vi fortsat tænker selektivt, hvis vi holder fast i en diskriminerende afgiftsstruktur, der afspejler, at det er finere at varme tomater op i xxxx

Søren Friis Larsen glammer da også meget bekvemt, at denne del af erhvervlivet foruden de mange genvordigheder jo modtager og atter modtager offentlige tilskud.

Og hvad med, når man sælger til det offentlige. ja, man lever jo i den grad af det, og der er rekord i skyhøj indskovling trods modvægter som licitation og parallelimport.

Man kunne tænke sig en forenkling, hvor man strøg nogle tilksud for nogle afgifter set herfra. Dernæst skal man sløjfe overflødige mellemled og rent ud sagt nationalisere de griske monopoler.

Det har man jo kunnet finde ud af i såvel USA som Rusland.

Postmand Per er vicevært, besøgsven, der kan svinge et bækken og landbetjent med søspejdere som avisbude, sneryddere af fortove og hækkeklippere for pensionister; spejdere tjener til cykler, sommerlejre, soveposer, fiskestænger, kompas, trommer og horn.

De skal jo også leve.

Godt indspark, men jeg opfatter at Søren Friis Larsen undervurderer nødvendigheden i at få ufaglærte i beskæftigelse. Nødvendigt fordi vi ellers skal forsørge mange hundredetusinde med enorme udgifter til følge. Desuden er det en skamplet på os alle, at vi ikke bygger samfundet på en sådan måde, at alle gives mulighed for selvforsørgelse. Noget vi har pligt til iht. Grundloven - gud døde mig og også en moralsk pligt til, for selvforsørgelse giver frihed for statens pligtpålæggelser.

Det forholder sig sådan, tror jeg alle indser, at ligegyldigt hvor mange vi giver akademiske eller faglærte færdigheder, så vil der være en betydelig "restgruppe" af voksenbefolkningen, der ikke er i stand til eller ikke har lyst til, at tilegne sig andet end enkle kompetencer.

Så, lad os skabe forudsætning for, at der igen, som før, kan trives mere enkel produktion, der kan beskæftige uuddannede. Vi lukker øjnene for den sandhed, at vi er blevet kørt ud på et sidespor af vor egen uformåen til at tøjle omkostningerne, specielt statens, der jo påvirker produktionsomkostnigerne negativt på en stribe områder. Vi har opgivet kampen om produktionen og bilder os ind, at intet kan gøres ved det. Men selvfølgelig kan der det når vi flytter borgere fra statslig forsørgelse til privat produktion.

Hvor mange ubeskæftigede men fuldt arbejdsdygtige er der i Danmark? Ved ej - men mange hundrede tusinder. Tænk når de er i sving - hvilket beskatningsgrundlag vil der så ikke åbenbare sig? Og, hvilken lettelse på statens udgifter - bliver der så ikke råd til skatte- og afgiftslettelser for erhvervslivet?

Så, lad os komme i gang. Lad os starte med at finde besparelser på statens udgifter, ulandhjælp, krigsførelse ja hvad som helst, i en størrelsesorden der modsvarer, at vi dropper alle skatter og afgifter der pålægges erhvervslivet. Så sker der noget - rasende hurtigt.

Jeg kan fortsætte det er fint, at lave hjælpe pakker der hjælper folk foran i køen, sådan at alle de mindre fine (Der aldrig beder om hjælp men klarer sig selv) der hopper rundt på tungen derude for at overleve kommer bagerst i køen. Det er fint, at ville alt det fine grønne, hjælpe alle finansiere det med afgifter som klaskes tilbage i hovedet på erhvervs livet. Det er fint at hedde Martin Lidegaard, eks Det er fint, at være planøkonom, Det er fint at være Stalinist.