Kronik

Tidssvarende overenskomster, tak!

Michael Kaas Andersen og Jens Boe Nielsen: Overenskomsten er et problem, fordi den fremmer en kultur både hos lærerne og hos ledelserne, som drejer sig om at være nøjeregnende, timetællende, millimeterdemokratiske mere end om at sikre sig, at undervisningsopgaven løses.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Overenskomstforhandlingerne for lærerne i folkeskolen er i fuld gang. De samme udfordringer, som folkeskolen står med, har vi også på ungdomsuddannelserne. Der er derfor endnu mere pres på at få ændret overenskomsten, end vi har oplevet tidligere. Behovet for en ny og mere tidssvarende overenskomst er opstået i takt med, at undervisningen har udviklet sig således, at den i dag består af mange forskellige arbejdsformer, som sigter på en meget forskelligartet elevgruppe, og som undervises af lærere med meget forskellige erfaringer.

Danske Erhvervsskoler - Lederne og Gymnasieskolernes Rektorforening er enige om, at den nuværende overenskomst er et dårligt grundlag for at tilrettelægge den undervisning, som giver den enkelte elev det bedste udbytte. Dertil kommer, at overenskomsten reducerer lærerne og deres ledelser til bogholdere af værste skuffe og at den er kilde til evindelige forhandlinger om tid til opgaverne. Det skaber dårlige vilkår for forholdet mellem ledelserne og lærerne og det reducerer begge parter til minuttællere frem for at være akademikere, der som andre med tilsvarende uddannelsesniveau, drøfter hvordan man løser opgaven på den absolut bedste måde.

Det er 20 år siden, at man indførte timetælleriet. Det var dengang en almindelig opfattelse i offentligheden, at lærerne ikke arbejdede så meget som andre, idet myten var, at de gik tidligt hjem fra skole og havde mange og lange ferier. En synliggørelse af lærernes arbejde skulle ske gennem at give enhver aktivitet, som en lærer udførte, et navn og en tidsangivelse.

Det førte til, at en lærers arbejde blev delt op i undervisning, forberedelse, afkrydsning, karaktergivning, pauser, forældremøder, personalemøder, faggruppemøder, fraværsmøder, møder om klassen, afvikling af årsprøver, eksamination ved eksamen, censur ved andre eksamener, studievejledning, festvagter, efteruddannelse, musical, lektiecafé osv. osv. osv.

Lærerarbejdet blev gradvis konverteret til et akkordarbejde med et endeløst timetælleri. En ledelse kan i dag ikke bede en lærer om at udføre en opgave eller om at deltage i et møde, uden at det skal vurderes, om det nu også er en del af den allerede aftalte akkord, eller om der er tale om en særlig opgave, som skal aflønnes separat. Så forud for ethvert initiativ på arbejdspladsen, som fokuserer på at forbedre kvaliteten af arbejdet, opstår der en dræbende diskussion om ressourcer. Ledelsen har reelt ikke muligheden for at bede læreren om at prioritere en opgave inden for arbejdstiden, og overenskomsten opfordrer læreren til ikke at udføre opgaven, uden at der er tilsidesat særlig tid til den.

Der har i hele forløbet været to akilleshæle i forhold til denne minutiøse opgørelse af arbejdstiden. Den ene har at gøre med forberedelsen, hvor der teoretisk set skulle være mulighed for at skævdele noget af forberedelsen i forhold til f.eks. erfaring. Forberedelsesfaktoren betragtes af mange som en basal ret. Lærerne har derfor hidtil stået fast på, at netop forberedelsen er urørlig og nødvendig - uanset hvilken klasse, man underviser, hvilket fag man underviser i, om man gennemgår det samme stof i to forskellige klasser på samme niveau, om man er ung og uerfaren, eller man er ældre og mere erfaren.

Den anden akilleshæl har været evindelige diskussioner om, hvorvidt et møde eller et kursus på skolen (f.eks. om nye læringsmetoder, anvendelse af it, introduktion til ny viden om unge og uddannelse) nu kan betragtes som en del af forberedelsen og almindelig faglig opdatering og kompetenceudvikling, som læreren alligevel forventes at skulle lave inden for sin forberedelsestid eller om der er tale om en reel efteruddannelse, som skolen skal betale læreren ekstra tid til. Det samme gælder i de tilfælde, hvor to lærere har arbejdet sammen om et forløb og synes, at det kunne være hensigtsmæssigt, at begge lærere er til stede. Er det undervisning for begge med forberedelse af begge? Er det undervisning med forberedelse til den ene og medgået tid til den anden, eller er det bare en god idé og derfor skal opgaven løses inden for den tid, der er til rådighed?

Og således kunne vi blive ved med at remse besynderligheder op, som er konsekvenser af en mærkværdig overenskomst og som medfører diskussioner blandt ledelsen og lærerne om karakteren af arbejdet og de tilhørende tidstildelinger.

Det er hverken lærerne eller ledelserne, vi er ude efter. Begge parter forvalter jo blot den overenskomst, som gælder på området - med større eller mindre nidkærhed. Men overenskomsten er et problem, fordi den fremmer en kultur både hos lærerne og hos ledelserne, som drejer sig om at være nøjeregnende, timetællende, millimeterdemokratiske mere end om at sikre sig, at undervisningsopgaven løses på den absolut bedste måde og med de absolut bedste resultater for eleverne og dermed også for samfundet.

I virkeligheden er de fleste af lærerforeningerne enige med Gymnasieskolernes Rektorforening og Danske Erhvervsskoler - Lederne om, at denne timetællerkultur i bund og grund er nedværdigende og med til at skabe et dårligt arbejdsklima. Vi er også enige om, at der i dag anvendes mange forskellige undervisningsformer, som hver især stiller meget forskellige krav til forberedelsen og gennemførelsen af undervisningen. Ja, vi er endda enige om, at hvis ledelserne og lærerne kunne se bort fra den snærende overenskomst, så ville vi kunne løse opgaven endnu bedre end det sker i dag - til gavn for eleverne, for de videregående uddannelser, for erhvervslivet og for samfundet.

Danske elever på ungdomsuddannelserne er glade for deres skoler og ikke mindst for deres lærere og lærernes faglighed. De ønsker bedre koordinering, bedre sammenhæng og mere lederskab i klasselokalet. Der er derfor behov for, at lærerne arbejder selvstændigt og sammen på en sådan måde, at de løbende vurderer, hvad der er behov for i undervisningen og opfylder det behov uden smålig skelen til undervisningsformen og den faste forberedelsesfaktor. Noget undervisning vil kræve megen forberedelse, mens anden undervisning kan løses næsten uden, ligesom forberedelsestid, opgaveretning og evaluering af undervisningen godt kan afvikles sammen med eleverne, således at lærere og elever får mere tid sammen.

Så der er i den grad behov for en overenskomst, som motiverer lærerne til at undervise og til at påtage sig en ny lærerrolle. Læreren skal selv kunne prioritere sine arbejdsopgaver og ressourcer og læreren skal alene og sammen med andre udføre den undervisning og det arbejde, der skal til for at løfte enhver gymnasieelev til det ypperste af sin formåen. Læreren skal betragtes som det han/hun er, nemlig en leder af en klasse, der sammen med kollegerne udvikler klassen og den enkelte elev. Og der er brug for en overenskomst, som dedikerer skolens ledelse til at fokusere på ledelsen af lærerne, så de netop får mål og rammer for opgaveløsningen.

Problemet med den eksisterende overenskomst er, at systemet er alt for stift til en nutidig moderne undervisning, som netop består af mange forskellige arbejdsformer og mange forskellige opgaver. Her foregår undervisningen i klasser, i grupper, individuelt, digitalt mv. og lærerens rolle skifter mellem at være underviser i traditionel forstand, vejleder, coach, oplægsholder, o. lign.

Der er behov for en overenskomst, som én gang for alle afskaffer timetælleriet og indfører rammestyring, fordi kun rammestyring kan give den nødvendige fleksibilitet, som kendetegner moderne og nytænkende undervisning. En overenskomst, hvor alle opgaver - undervisning, forberedelse og alt andet - bliver lagt sammen til en eneste opgave, nemlig at få hver eneste elev til at præstere sit ypperste. Herefter er det op til ledelserne og lærerne, at finde ud af, hvordan den opgave bedst løses. Præcis som det foregår på alle andre moderne arbejdspladser.

Sker dette, vil både ledelse og lærere i samarbejde kunne arbejde med, at de frigjorte ressourcer bruges til at løfte undervisningen yderligere, sådan at danske elever igen kan blive blandt de dygtigste i verden. Gymnasielærerne har i et skrift udarbejdet sammen med rektorerne tilkendegivet, at de er villige til at gå netop denne vej. Så lad os se at komme i gang!

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.