11. oktober 2011, 22:30

Efter at den nye regering i sidste uge præsenterede sit regeringsgrundlag, har aviserne været fyldt med historier om, hvor blå Helle Thorning og Villy Søvndal er blevet, fordi De Radikale har tvunget dem til at bryde en lang række - røde - valgløfter.

Det er rigtigt, at det nye regeringsgrundlag til forveksling ligner noget, den gamle VK-regering kunne have skrevet. Men det betyder ikke, at vi har fået en blå regering. Selvom Enhedslistens blanding af gamle 68ere og unge revolutionære er sure over, at vi ikke får en millionærskat, så er den nye regering både i ord og planlagte handlinger helt igennem socialdemokratisk. Lige nøjagtig så socialdemokratisk som den tidligere regering var det.

Og heri ligger den egentlige historie: Nemlig at vi i de sidste ti år ikke har haft en borgerlig reform-regering, men en regering båret af Venstre og Konservative, som droppede både den borgerlige økonomiske politik og den borgerlige værdipolitik til fordel for en indadskuende, vælgerangst socialdemokratisk politik. Det er derfor, det aldrig har været et problem for det socialdemokratiske Dansk Folkeparti at bakke op om VK-regeringen. Og det er derfor, det var så let for Socialdemokraterne og SF at bortoperere den socialistiske rygrad og kopiere regeringens politik i deres ydmygende jagt på ministertaburetter.

Thorning eller Fogh? Det er - for at sige det på jysk - to alen af ét stykke. En lang række floskelprægede overskrifter. Den nye regering vil styrke konkurrenceevnen. Det ville den gamle også. Men eftersom de ikke vil mindske den offentlige sektor og sænke skattetrykket, så kommer det ikke til at ske.

Når aviserne skriver, at den nye regering er blå, skriver de samtidig, at Margrethe Vestager kan tage æren for det - at De Radikale har vundet stort. Men det er slet ikke tilfældet. Marianne Jelved slog sig op på, at Fogh var en farlig mand, og det var først og fremmest hans udlændingepolitik, der skræmte livet af De Radikale. Vestager har fulgt samme linje. Men kan opgøret med Fogh aflæses i regeringsgrundlaget? Har vi fået et radikalt systemskifte? Nej, slet ikke: Udlændingepolitikken ændres umærkeligt lidt. Som den nye statsminister har formuleret det: Udlændingepolitikken rulles tilbage til Foghs 2007-politik. Kære radikale vælgere: Spis lige den! Det var faktisk helt tilbage i 2004, at Jelved kaldte Fogh farlig. Nu får I, med radikal opbakning, hans politik tilbage. Udover en masse fine ord om klimaet (den slags abstrakte klima-mål er til dato i verdenshistorien aldrig blevet nået) - ja, så består den radikale sejr i, at VKOs tilbagetrækningsreform (som De Radikale lagde stemmer til i foråret) nu også er den nye regerings politik. Men væk er ambitionerne om helt at fjerne efterlønnen, ligesom De Radikale har ladet sig presse til at lempe dagpengereformen.

Summa summarum: Den nye regerings ambition er at føre den gamle regerings politik videre. Ene og alene heri bunder den forargelse, som Venstre og Konservative ligger for dagen i øjeblikket: »De gik til valg på noget andet, men nu gennemfører de vores politik. Det er snyd.« Måske, men det er ikke svært for dem, for der var jo tale om socialdemokratisk politik. Og så er vi fremme ved afsløringen af det gamle borgerlige flertal. De piver over, at den nye regering vil føre samme politik som de selv, men de burde i stedet skamme sig over at være blevet afsløret som det, de udviklede sig til: Socialdemokrater, hverken mere eller mindre.

Danskerne er under Foghs og Løkkes ledelse blevet mere socialdemokratiske. Heri består det sande borgerlige tab: Venstre og Konservative overbeviste simpelthen danskerne om, at en forvokset offentlig sektor, verdens højeste skattetryk og et liv bygget på overbelånte huse og i sidste ende en kæmpe offentlig gæld, var lig med borgerlig politik. Venstre og Konservative overbeviste danskerne om, at udlændingepolitik var et spørgsmål om at være angst for muslimer og sætte grænsevagter ind ved Kruså. I stedet kunne de have gjort udlændingepolitikken til det første opgør med socialdemokratisk vanetænkning: Venstre og Konservative burde have kæmpet for fri adgang til Danmark for folk, der kunne skaffe sig et arbejde, mod nul adgang til de offentlige kasser. Men det turde de ikke - eller også vurderede de, at der ikke var nok stemmer i det.

Venstre og Konservative burde have kæmpet for den klassiske borgerlige dyd, frisind: Du kan leve dit liv, som du vil, bare du ikke generer andre. I stedet faldt de i burka-grøften og førte idiotisk symbolpolitik - knivloven, hundeloven og et ligegyldigt opgør med gruppe-eksamener.

Venstre og Konservative burde have droppet forargelsesretorikken, når nogle lavede en fejl i den offentlige sektor og i stedet have taget et massivt opgør med bureaukrati, detailstyring og ensretning. Venstre og Konservative burde have kæmpet for retten til at lave en helt anden folkeskole i Thisted end i Helsingør. I stedet valgte man den socialdemokratiske ensretning: Hvad ikke alle kan acceptere, skal ingen have lov til at acceptere.

Venstre og Konservative burde have kæmpet benhårdt fra den dag, de fik magten, for mere personligt ansvar. Det opgør forsvandt fuldstændig i kampen for at tiltrække socialdemokratiske vælgere.

Konsekvensen af Foghs velfærdsbestikkelse (som den nye regering nu vil fortsætte) var tilblivelsen af ’velfærdskoalitionen’, der nu sidder på to tredjedele af stemmerne og er så dyre i drift, at det resulterende skattetryk reelt set gør det meget svært for Danmark at konkurrere med omverdenen. Prisen for at se stort på den grundlæggende ideologi til fordel for driften af en populistisk velfærdsmaskine har været skræmmende høj: Massive jobtab, dundrende underskud, en gigantisk offentlig sektor, et kollapset boligmarked og en befolkning afhængig af almisser. Denne afhængighed gør det muligt at indskrænke borgernes frihed yderligere: Når vi nu har fri adgang til sundhedsvæsenet, ja, så har staten jo også ret til at bestemme, hvordan vi skal leve. Med det argument indførte Venstre og Konservative rygelov og fedtskatter. Og den nye regering fortsætter uden problemer ad samme spor. Derfor sidder vi i dag med en ny regering, der har et regeringsgrundlag, som Fogh må sidde og gnægge over i sit NATO-hovedkvarter. For Fogh er den egentlige vinder af valget: Nu skriver selv SF og De Radikale glade under på Foghs socialdemokratisme. Det er det ultimative nederlag for det ægte borgerlige Danmark. Men i sidste ende er det det ultimative nederlag for Danmark. For vores land bliver ikke mere konkurrencedygtigt, frisindet, liberalt eller konservativt ved, at alle kopierer den samme socialdemokratiske politik. Skattetrykket kommer ikke ned, den offentlige sektor bliver ikke mindre og vi bliver ikke mindre belemret af adfærdsregulerende love. Vi får bare mere af det samme, mere socialdemokratisk politik.

Tiden er kommet til en ægte borgerlig værdikamp. Det slog Liberal Alliance sig op på. Det fik vi den 15. september opbakning til fra 176.585 danskere - selvom vi blev udskreget som fantaster og ultraliberalister og samlet kun fik en enkelt procent af den positive omtale i medierne, som blev partierne til del under valgkampen. Det vil jeg gerne kunne sige hver enkelt en personlig tak for, hvis jeg kunne. Samtidig vil jeg love, at der i Folketinget nu sidder ni ægte borgerlig-liberale politikere, der er mere end klar til at føre ægte borgerlig værdikamp til gavn for Danmark. Jeg håber, at Venstre og Konservative vil bakke vores kamp op - ikke mindst i lyset af, at det røde regeringsgrundlag har afsløret dem som det, de var: Socialdemokrater.

Og så til sidst en udfordring: Er der mon stadig fire-fem borgerlige tilbage i Venstres og Konservatives folketingsgrupper? Hvis svaret er ja, så kom over til Liberal Alliance. Her kan I - i stedet for at lyve for vælgerne - deltage i en reel kamp mod den socialdemokratiske kollektivisme og al dens væsen.