Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Kronik:

Thorning er rød - lige så rød som Fogh

Anders Samuelsen: Alle taler om, at den nye regering vil føre borgerlig politik, fordi politikken i regeringsgrundlaget ligner VK-regeringens. Men den nye regering er ikke borgerlig. Det er den gamle, der var socialdemokratisk.

74 Kommentarer

Efter at den nye regering i sidste uge præsenterede sit regeringsgrundlag, har aviserne været fyldt med historier om, hvor blå Helle Thorning og Villy Søvndal er blevet, fordi De Radikale har tvunget dem til at bryde en lang række - røde - valgløfter.

Det er rigtigt, at det nye regeringsgrundlag til forveksling ligner noget, den gamle VK-regering kunne have skrevet. Men det betyder ikke, at vi har fået en blå regering. Selvom Enhedslistens blanding af gamle 68ere og unge revolutionære er sure over, at vi ikke får en millionærskat, så er den nye regering både i ord og planlagte handlinger helt igennem socialdemokratisk. Lige nøjagtig så socialdemokratisk som den tidligere regering var det.

Og heri ligger den egentlige historie: Nemlig at vi i de sidste ti år ikke har haft en borgerlig reform-regering, men en regering båret af Venstre og Konservative, som droppede både den borgerlige økonomiske politik og den borgerlige værdipolitik til fordel for en indadskuende, vælgerangst socialdemokratisk politik. Det er derfor, det aldrig har været et problem for det socialdemokratiske Dansk Folkeparti at bakke op om VK-regeringen. Og det er derfor, det var så let for Socialdemokraterne og SF at bortoperere den socialistiske rygrad og kopiere regeringens politik i deres ydmygende jagt på ministertaburetter.

Er der mon stadig fire-fem borgerlige tilbage i Venstres og Konservatives folketingsgrupper? Hvis svaret er ja, så kom over til Liberal Alliance. Her kan I – i stedet for at lyve for vælgerne – deltage i en reel kamp mod den socialdemokratiske kollektivis– Anders Samuelsen, partileder, Liberal Alliance

Thorning eller Fogh? Det er - for at sige det på jysk - to alen af ét stykke. En lang række floskelprægede overskrifter. Den nye regering vil styrke konkurrenceevnen. Det ville den gamle også. Men eftersom de ikke vil mindske den offentlige sektor og sænke skattetrykket, så kommer det ikke til at ske.

Når aviserne skriver, at den nye regering er blå, skriver de samtidig, at Margrethe Vestager kan tage æren for det - at De Radikale har vundet stort. Men det er slet ikke tilfældet. Marianne Jelved slog sig op på, at Fogh var en farlig mand, og det var først og fremmest hans udlændingepolitik, der skræmte livet af De Radikale. Vestager har fulgt samme linje. Men kan opgøret med Fogh aflæses i regeringsgrundlaget? Har vi fået et radikalt systemskifte? Nej, slet ikke: Udlændingepolitikken ændres umærkeligt lidt. Som den nye statsminister har formuleret det: Udlændingepolitikken rulles tilbage til Foghs 2007-politik. Kære radikale vælgere: Spis lige den! Det var faktisk helt tilbage i 2004, at Jelved kaldte Fogh farlig. Nu får I, med radikal opbakning, hans politik tilbage. Udover en masse fine ord om klimaet (den slags abstrakte klima-mål er til dato i verdenshistorien aldrig blevet nået) - ja, så består den radikale sejr i, at VKOs tilbagetrækningsreform (som De Radikale lagde stemmer til i foråret) nu også er den nye regerings politik. Men væk er ambitionerne om helt at fjerne efterlønnen, ligesom De Radikale har ladet sig presse til at lempe dagpengereformen.

Summa summarum: Den nye regerings ambition er at føre den gamle regerings politik videre. Ene og alene heri bunder den forargelse, som Venstre og Konservative ligger for dagen i øjeblikket: »De gik til valg på noget andet, men nu gennemfører de vores politik. Det er snyd.« Måske, men det er ikke svært for dem, for der var jo tale om socialdemokratisk politik. Og så er vi fremme ved afsløringen af det gamle borgerlige flertal. De piver over, at den nye regering vil føre samme politik som de selv, men de burde i stedet skamme sig over at være blevet afsløret som det, de udviklede sig til: Socialdemokrater, hverken mere eller mindre.

Danskerne er under Foghs og Løkkes ledelse blevet mere socialdemokratiske. Heri består det sande borgerlige tab: Venstre og Konservative overbeviste simpelthen danskerne om, at en forvokset offentlig sektor, verdens højeste skattetryk og et liv bygget på overbelånte huse og i sidste ende en kæmpe offentlig gæld, var lig med borgerlig politik. Venstre og Konservative overbeviste danskerne om, at udlændingepolitik var et spørgsmål om at være angst for muslimer og sætte grænsevagter ind ved Kruså. I stedet kunne de have gjort udlændingepolitikken til det første opgør med socialdemokratisk vanetænkning: Venstre og Konservative burde have kæmpet for fri adgang til Danmark for folk, der kunne skaffe sig et arbejde, mod nul adgang til de offentlige kasser. Men det turde de ikke - eller også vurderede de, at der ikke var nok stemmer i det.

Venstre og Konservative burde have kæmpet for den klassiske borgerlige dyd, frisind: Du kan leve dit liv, som du vil, bare du ikke generer andre. I stedet faldt de i burka-grøften og førte idiotisk symbolpolitik - knivloven, hundeloven og et ligegyldigt opgør med gruppe-eksamener.

Venstre og Konservative burde have droppet forargelsesretorikken, når nogle lavede en fejl i den offentlige sektor og i stedet have taget et massivt opgør med bureaukrati, detailstyring og ensretning. Venstre og Konservative burde have kæmpet for retten til at lave en helt anden folkeskole i Thisted end i Helsingør. I stedet valgte man den socialdemokratiske ensretning: Hvad ikke alle kan acceptere, skal ingen have lov til at acceptere.

Venstre og Konservative burde have kæmpet benhårdt fra den dag, de fik magten, for mere personligt ansvar. Det opgør forsvandt fuldstændig i kampen for at tiltrække socialdemokratiske vælgere.

Konsekvensen af Foghs velfærdsbestikkelse (som den nye regering nu vil fortsætte) var tilblivelsen af ’velfærdskoalitionen’, der nu sidder på to tredjedele af stemmerne og er så dyre i drift, at det resulterende skattetryk reelt set gør det meget svært for Danmark at konkurrere med omverdenen. Prisen for at se stort på den grundlæggende ideologi til fordel for driften af en populistisk velfærdsmaskine har været skræmmende høj: Massive jobtab, dundrende underskud, en gigantisk offentlig sektor, et kollapset boligmarked og en befolkning afhængig af almisser. Denne afhængighed gør det muligt at indskrænke borgernes frihed yderligere: Når vi nu har fri adgang til sundhedsvæsenet, ja, så har staten jo også ret til at bestemme, hvordan vi skal leve. Med det argument indførte Venstre og Konservative rygelov og fedtskatter. Og den nye regering fortsætter uden problemer ad samme spor. Derfor sidder vi i dag med en ny regering, der har et regeringsgrundlag, som Fogh må sidde og gnægge over i sit NATO-hovedkvarter. For Fogh er den egentlige vinder af valget: Nu skriver selv SF og De Radikale glade under på Foghs socialdemokratisme. Det er det ultimative nederlag for det ægte borgerlige Danmark. Men i sidste ende er det det ultimative nederlag for Danmark. For vores land bliver ikke mere konkurrencedygtigt, frisindet, liberalt eller konservativt ved, at alle kopierer den samme socialdemokratiske politik. Skattetrykket kommer ikke ned, den offentlige sektor bliver ikke mindre og vi bliver ikke mindre belemret af adfærdsregulerende love. Vi får bare mere af det samme, mere socialdemokratisk politik.

Tiden er kommet til en ægte borgerlig værdikamp. Det slog Liberal Alliance sig op på. Det fik vi den 15. september opbakning til fra 176.585 danskere - selvom vi blev udskreget som fantaster og ultraliberalister og samlet kun fik en enkelt procent af den positive omtale i medierne, som blev partierne til del under valgkampen. Det vil jeg gerne kunne sige hver enkelt en personlig tak for, hvis jeg kunne. Samtidig vil jeg love, at der i Folketinget nu sidder ni ægte borgerlig-liberale politikere, der er mere end klar til at føre ægte borgerlig værdikamp til gavn for Danmark. Jeg håber, at Venstre og Konservative vil bakke vores kamp op - ikke mindst i lyset af, at det røde regeringsgrundlag har afsløret dem som det, de var: Socialdemokrater.

Og så til sidst en udfordring: Er der mon stadig fire-fem borgerlige tilbage i Venstres og Konservatives folketingsgrupper? Hvis svaret er ja, så kom over til Liberal Alliance. Her kan I - i stedet for at lyve for vælgerne - deltage i en reel kamp mod den socialdemokratiske kollektivisme og al dens væsen.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten

Deltager du i debatter på nettet?
Svar på et par hurtige spørgsmål fra Syddansk Universitet om hvorfor her.

Kommentarer

Sortering:

Ja Anders - din politik har ikke mange chancer.

Du har ret Anders Venstre og Konservative har ført socialdemokratisk politik. Det har de selvfølgelig fordi den bedrestillede middelklasse som er hovedparten af den Danske befolkning profiterer mere af dette end den fattige del af befolkningen. Herunder er selvfølgelig fri adgang til videregående uddannelser, sundheds- og kulturydelser samt subsidier vedrørende selveje. Hertil kommer selvfølgelig alle de gode job til den veluddannede del af befolkningen indenfor det offentlige.

Bravo Anders Samuelsen !

V & K burde oploese sig selv .. de har gjort sig selv OVERFLOEDIGE ! ( helt borstet fra at de har tabt al trovaerdighed , for laenge laenge siden )
PAMPERE .. ikke et dyt andet .. det er hvad de var og det er hvad de er .

Desværre

@Pia 12.08
Meget fint indlæg!!
Du har ganske ret i dine betragtninger,men desværre ser det ikke så godt ud med den ansvarlighed,som du efterlyser. Tværtimod! Egoisme,snyd og bedrag, er skyld i voldsomme udgifter til samfundet.Og rasende store tab.
Og så er vi jo netop ved den megen kontrol,som mange forbander. Det er sgiseme nødvendigt med alle selviske mennesker, der findes i landet.

Det er en ond spiral,og dem der klager mest,er netop de egoister som er skyld i danmarks problemer.
Hverken mere eller mindre!

Ja, Fogh bevægede sig mod midten....

....http://www.information.dk/150845

Ja

100 milliarder aarligt deficit.

Over 100 milliarder gaeld allerede.

175,000 tabte arbejdspladser uden at det nogensinde ragede nogensomhelst.

Stoerste offentlige sektor i verden.

Og og og.......

Ja - socialdemokratisk politik!

Men Anders Samuelsen - glem DK - Danmark er bankerot - uanset hvordan du ser paa situationen. Saalaenge man ikke formaar at skrumpe og reformere saaledes at deficittet komplet forsvinder, og derefter bruger den lille vaekst der kan findes, til at betale gaeld af, er det kun et spoergsmaal om tid, foer DK gaar bankerot.

Hurra for farveblindhed

Enhver Dansk statsminister skal føre politik for alle Danskere og det er og bliver midten, da det er her flertallet findes.
Forskellen på Anders Fogh og Helle Thorning var og er, Anders fogh førte kontraktpolitik og gennemførte denne.
Helle Thorning er ikke startet med andet end at fjerne valgløfterne, og sammenligningen blegner.
At begge elsker at føre krig, og begge nægter som Holland , nemlig at afslutte krigen, gør begge lige håbløse for undertegnede, og jeg står desværre meget alene, når selv Enhedslisten stemmer for krig.
Danmarks bedste statsminister Poul Schlytter, sagde altid ja til forhandling og denne gamle fremgangsmåde blev et offer i Tamilsagen, og LA kan desværre ikke opfylde det Konservative tab som ligger i manges politiske ønske, som Beton Artisk råd samt menneskelige svagheder satte i pause, men LA bliver aldrig afløseren, det har selv efterlønsdebatten afsløret.
Tak for Poul Schlytter.Finn Bjerrehave Vig

Helt enig med Anders Samuelsen.

Anders Fogh er blevet sat op på en piedestal alt for længe. Hans kontraktpolitik og forhippelse på at gøre velfærdsdanmark tilfreds, så han kunne blive genvalgt, har forsinket de nødvendige reformer i alt for lang tid. Udover en katastrofal voksende offentlig sektor, der skal servicere borgerne med dit og dat, er vi blevet forvænt med, at vi da alle skal have Villa og Volvo, selvom det sker for lånte penge (for vi gider jo ikke arbejde selv). Samtidig er vi blevet villige til at sætte grundlæggende friheds- og demokratirettigheder over styr i bekvemmelighedens navn, godt hjulpet på vej af DF`s paranoia udspredelse. Og desværre er det blevet mainstream opfattelsen, at det indbegrebet af borgerlighed. Men det har i mine øjne aldrig været borgerlig tænkemåde, at vi skal finansiere hinandens overbrug, hvadenten det er privat eller offentlig. Det var jo dér kæden knækkede for Henriette Kjær, hendes mand og De Konservative.

LA er sort - lige så sort som kul

LA samler de naive neoliberale økonomiske stakler på budskabet om det verdenshøje danske skattetryk - men primært kun at ville lette dette, hvor den enkelte skat er lavest!

LA vil ikke primært lette brandskatterne som fordyrer danske lønmodtagere og får deres job til at udflage, men vil halvere en allerede halveret dansk selskabsskattesats og dermed sende endnu flere danske overskudskroner ud af landet til de rige udenlandske virksomhedsejere.

Liberalisme er ikke lig vækst og konkurrenceevne

Fin kronik, men der overses vigtige pointer. Under VKO's bureakratiske ledelse har vi mistet uanede summer af penge og muligheder for vækst. Det er ekstrem fordyrerende for et samfund når man som VKO vælger at lede en offentlig sektor med udgangspunkt i mistillid og kontrol. De ansatte demotiveres, mistrives og mentalt udvikles der en reaktiv tænkning og konformitet, der hæmmer produktiviteten. Det betyder at kreativiteten, produktiviteten og handlekraften falder samtidig med at omkostningerne stiger - hvilket vi har set med al tydelighed i utallige statistikker igennem de senere år. Det koster altså kort sagt mere for mindre. Spørgsmålet er så om den tayloristiske ledelsesstil er liberal? Det kunne den sådan set godt være. Liberalismens akillishæl er lige præcis, at den overser de menneskelige faktorer i forhold til at skabe vækst og innovation.
Hvilket leder mig frem til et andet central aspekt, som Samuelsen overser. Nemlig, at den danske konkurrenceevne også har hvilet på, at både mænd og kvinder arbejder i Danmark. Et aspekt, som netop Tyskland er ved at få øjnene op for. Forudsætningen for dette, er at der etableres en høj grad af kvalitet i børnepasningen, sådan at det ikke er nødvendigt at gå hjemme og passe børnene selv. Det et punkt som er blevet fuldstændig ignoreret under VKO. Kvaliteten af institutioner har været konstant dalene under VKO, FORDI deres kontrolmageri trækker pædagogerne væk fra børnene og ind på kontorerne, hvormed voksenkontakten mindskes. Dertil har man proppet flere børn sammen på færre kvadrameter, hvilket har fået udviklingen af sygdommmen til at stige. Og i barske tal er sikkerheden endog faldet på grundet af mikset mellem flere børn og færre voksne iblandt børnene - hvilket vi har set ved ikke mindre en tre dødsfald på 1½ år. Disse negative udviklinger gør at forældre med små børn begynder at levere en lavere grad af arbejdskraft. Enten fordi de vælger at gå ned i arbejdstid - eller, fordi de får flere fraværsdage på grund af børns sygdom. Det er altså hele samfundet, der taber når en central velfærdsydelse som kvalificeret børnepasning falder. Og det samme gælder også med mange andre centrale velfærdsydelser, som for eksempel infrastruktur, sundhedsvæsen, socialpolitiske insatser, osv.

Et stærkt og sundt velfærdssystem kan med andre ord også være en forudsætning for vækst og konkurrenceevne, og ikke nødvendigvis en hæmsko. Det kræver dog, at landets borgere udviser ansvarlighed for andre end sig selv....og er har vi i min overbevisning en stor opgave i lave et massivt oprør mod individualiseringen og selvrealiseringens svøbe...og måske herunder også liberalismens uvidenhed i forhold til menneskelig kapital?

klynkeri på den offentlige sektors vegne

Pia har meget ret i , at den offentlige sektor har måttet lægge ryg til kontrolforanstaltninger, som ikke før var tilfældet. Husk nu på, at kontrol og papirnusseri er det, der skal til for at få en offentlig sektor til at vokse, bl a , helt uden at få produceret noget iøvrigt med disse tiltag. Vestager sagde i sin første TV-seance efter regeringsdannelsen på TV, at det ´´´ikke var altfor sjovt, når der pludselig kom en kontrollant ind fra højre for at efterse lærernes arbejde´´.Alt hermed tabt på gulvet for den dame, næsten da. I hvor mange år tror du, at min branche har måttet leve med kontrollanter ind fra højre, som fratager ikke blot arbejdslyst, men også en grundlovssikret ret (bare ikke længere) til at virke i vores virksomhed, det være sig lige fra primærlandbrug til forarbejdningsindustri. Det er altsammen politisk miskmask, når vi skal kontrolleres af det offentlige. Jeg vil gerne stemme for, at ´´dine´´ kontroller bliver mere målrettede og måske mere fornuftige. Jeg håber så, at du vil være med til, at mine kontroller bliver ligeså fornuftige som dine egne. Kun således kan vi leve ordentligt i dette land fremover. Jeg giver iøvrigt Anders Samuelsen ret i næsten hele hans indlæg, der er godt nok bid i det.