Lisbet Larsen: Vores mødre har gjort os verdens største bjørnetjeneste. De har opdraget en generation af drenge, der grundlæggende mangler selvtillid. Det er gået galt for en halv generation. Vi er blevet en generation af frygtsomme, der åbent tillader at lade frygten styre os.
21. juli 2010, 23:30
Kvinder kan selv, og mændene ryger nedad i samfundshierarkiet. Stærke kvinder danner kvindefamilier - uden mænd. De kan selv.
Jo - men det er af nød, piger og drenge!
For mens kvinder i 30erne og 40erne kan selv, har kvinderne før os - vores mødre - gjort os verdens største bjørnetjeneste. De har opdraget en generation af drenge, der grundlæggende mangler selvtillid. Ikke underligt. Det har selvfølgelig tæret på drengesjælene, når de har fået ind med modermælken, at mænd var kvinders modstandere og derfor skulle bøde på det ved at være veninde-lyttende og gå til yoga.
Dertil kommer, at pigerne, der blev født i 60erne og 70erne, pludselig skulle være beskidte, spille fodbold og gå i overalls.
Det er gået galt for ca. halvdelen af en generation.
For når der skrives, at hetero-kvinder hellere vil kvindefamilier, er det løgn. De er formodentlig blevet vraget af masser af mænd. Mænd der formodentlig har et fællestræk: de plejer en omsiggribende angstneurose for at skulle være noget for nogen i lang tid ad gangen. Tidligere har det affødt teorien om Peter Pan. Manden der ikke vil binde sig og ikke være voksen. Men hvorfor vil han ikke det? Fordi han ikke er stolt af sig selv, og fordi han ikke har udviklet de helt grundlæggende personlighedstræk, der skal til, for at få et forhold til at fungere. Det at tro på sig selv og respektere sig selv.
En mandlig single i 40erne betroede mig, at han var bange for at byde kvinder op på dansegulvet. Han var ellers i stand til - bogstaveligt - at score alt i et skørt, men angsten havde han alligevel. »Det kan være den længste tur i ens liv - tilbage over dansegulvet efter et nej.« Så hellere stå i baren og drikke sig halvstiv end at skulle risikere noget.
Eller en anden mand i 40erne, der hele tiden formaner mig om ikke at tage for pænt tøj på til festlige lejligheder. Så bliver mænd bange. Så skal de leve op til noget. T-shirts i douce farver og slidte jeans er hans løsen til hver en munter begivenhed. Og der er noget om det. Kvinderne, der virkelig har gjort noget ud af sig selv, med dinglende, glimtende ørenringe og udfordrende kjoler, bliver ofte overladt til sig selv ved singlefester. Mænd byder i stedet hende med de fornuftige sko og den strikkede bluse i en mørk farve op i stedet, for det kan da ikke gå helt galt.
Hvis det kan sætte gang i frygt i superligaen at skulle spørge nogen, om de vil danse de næste tre minutter, hvilken emotionel tsunami må det da ikke afstedkomme, hvis disse mænd med det latente selvhad pludselig skal spørge om noget mere: Vil du gifte dig med mig, for eksempel.
Men mændene har også noget at være bange for. Tag de kvindelige oberster, som der bliver flere og flere af. Disse kvinder udmærker sig ved at udstråle mere testosteron end den almindelige danske hverdagsmand. De taler som maskingeværer med en lille snert af snerren. Obersterne har både vid og bid, og de drikker sig i hegnet med udråbstegn. De er som regel godt uddannede og er i øvrigt kritiske over for dårligt kød i SuperBest. Og så er de vrede.
Vrede er en naturlig reaktion på mange nederlag. Og det har disse kvinder fået, måske er de ofte de mest sårbare og hører til de mest skuffede. Når de så ikke kan få en mand, kan de vel prøve at ligne en.
I singlemiljøet er der, som i alle andre miljøer, et skarpt hierarki. Øverst de, der kun er der i få måneder. Så er de indfangne og væk. Det er den højeste form for udmærkelse i den subkultur. Ikke at være der.
Efter døgnfluerne kommer så de, der ser godt ud, men som af en eller anden grund ikke kan komme videre med deres liv. Efter i begyndelsen at vække respekt og få masser af interesse melder janteloven sig med fuld musik over for de smukke. Dem må der jo virkelig være noget i vejen med, når de står der med deres velplejede kroppe og høje kindben og alligevel er singler. Hovedrysten over for dem, der jo burde have en chance for at komme væk fra - os andre.
Nederst findes IT-nørderne og personlighedsforstyrrelserne. Da der er mange IT-uddannede mænd, der på grund af deres frygt for kvinder i stedet har fået et nært forhold til computere, har de en tendens til at blive evighedssingler. Personlighedsforstyrrelserne er de, der vitterlig er blevet så forvirrede og kede af det, at de har svært ved helt almindelig menneskelig interaktion. De gemmer sig til fester og går hjem til deres kat inden klokken 23.
Imellem disse yderpunkter er så den store gruppe, der af hinanden benævnes ved, »at de er da egentlig ret normale«. Underforstået: hvorfor er de her? Men som denne gruppe bliver større og større, især mange velformulerede, søde og kønne kvinder, der bare ikke kan få det, de vil, må man jo ty til nye forklaringer. Den gængse er kræsenhed.
Ingen generationer før os har for eksempel haft et forhold til mad, hvor det var generelt accepteret at være hyper kræsen. Først med fødningene fra 60erne og 70erne kunne børn komme af sted med at sige: »Jeg kan ikke lide grønsager« eller »Jeg vil ikke have kød« - og få deres vilje. Forholdet til primær føde går igen i vore valg af mennesker. Jeg kan ikke lide computer-freaks, eller jeg leder kun efter nogen på 183 cm - eller noget i den dur.
Kræsenhed er et problem, og fred være med det. Men det er også langt mere kompliceret. Jeg tror, vi i højere grad er blevet en generation af frygtsomme, der åbent tillader at lade frygten styre os.
Noget andet er selve ordene. Tag for eksempel »soulmate«, der er blevet et godt dansk ord. Det er også blevet en forbandelse. For alle os, der i forvejen lider af glippofobi - angsten for at gå glip af noget - lægger man det afgørende es på bordet: der findes et menneske, med hvilket du kan skabe en næsten guddommelig forbindelse. Et forhold til sin egen ægte soulmate er det eneste, der virkelig rykker. Problemet er, at der ikke gives anvisninger på, hvad en soulmate skal kunne - andet end at gøre én lykkelig. Kræsenhed er for mig ikke andet end en forvrængning af glippofobien. Hvis min made-in-heaven-soulmate nu er på næste datingsite? Eller værre endnu - man leder forvildet efter en følelse af sjælelig samhørighed med Flemming, Anders eller Andreas. Men når man så kigger på ham, er det eneste, man kan komme i tanke om, at han burde få klippet skægget eller få ryddet op i garagen. Eller sådan noget. Det vil man vel ikke tænke om en, med hvem ens sjæl lever i et fælles hvidt lys?
Med kvindernes overtag på de videregående uddannelser sker der ligeledes en skævvridning. For vi er komplet gammeldags på den led: de fleste kvinder vil stadig have en, der er Større, Stærkere og Klogere end dem selv. Og så er det, at kvindekollektiverne pludselig bliver den eneste realistiske løsning. For der mangler mænd i SSK-klassementet. Da jeg for mange år siden interviewede en mand, der havde åbnet en manderådgivning, talte vi om, at mange mænd bliver skilt, fordi deres koner overhaler dem indenom i forhold til uddannelse og karriere. »Mændene må vist på efteruddannelse«, sagde han. Jeg syntes, det lød lidt åndssvagt dengang, men måske havde han fat i noget.
Nogle har da også taget ideen op og er blevet rige på det. Vores allesammens Carl-Mar, der blot gør noget andet, end det han siger. Han skaber ikke modige voksne mænd, men trodsige små drenge, der tør prutte ved bordet og råbe fisse på tre sprog. Måske bliver mændene gladere for at have genopdaget deres indre to-årige sammen med en anden to-årig. Men bild mig ikke ind, at der kommer flere harmoniske parforhold ud af det.
Det er gået galt for en halv generation. Jeg tror ikke, den er til at redde i det store og hele, selvom der er mega-mange penge i at kalde sig coach eller terapeut og sige, at man kan lære folk at finde den eneste ene.
Lad os i stedet få det bedste ud af det: om det er kollektiver, singleklubber eller deltagelse i 50 running dinners.
Jeg tror, jeg vil tage mig en høkerbajer og tage verdens største ørenringe på.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten