Lars Östman: Sverige er svøbt i politisk korrekthed i en sådan grad, at det er blevet en hæmsko for demokratiet, fordi intet egentligt diskuteres, og fordi den politiske virkelighed ikke synes at spille nogen rolle. Man følger autoriteten, ikke fordi det er rigtigt, men fordi det er autoriteten.
31. august 2010, 22:01 – opdateret 31. august 2010, 22:30
En svensker er en tysker forklædt som menneske
Til september skal der være valg i Sverige. Der er nemlig gået de fire år, som en svensk regering kan sidde. Hverken mere eller mindre. I Sverige kan man nemlig ikke udskrive valg i tide og utide som fx i Danmark. Med mindre der opstår et mistillidsvotum - naturligvis. Men det er aldrig sket. I Sverige er det meste timet og tilrettelagt, alt foregår i 'lugn och ro'. Sådan er det ikke i Danmark.
Den svenske kulturkritiker Stefan Jonsson skrev i vinteren 2006/2007 til den danske udgave af Lettre International under overskriften »En karikatur af virkeligheden«. Jonsson havde læst danske aviser i en uge, og her var resultatet. Det kan næppe overraske, at resultatet var en sønderlemmende kritik af de bassespisende, skabsracistiske danskere, der er ligeglade med kulturkritik og ligesom hobbitterne elsker at drikke øl og gå og rode i haven. Ja, vi har det fint i vores »nynazistiske og asociale sammenhold«, som C.V. Jørgensen synger i Costa del Sol.
Den diametrale modsætning til dette danske sammenhold finder vi i Sverige. Men lige så useriøs, som Jonsson anklager dansk journalistik for at være, lige så mekanisk og uden kant er den svenske debatkultur - og så langt som man næsten kan komme fra den danske og så typiske vi-finder-os-sgu-ik'-i-det-holdning. Der skal være valg i Sverige, men er der også valgkamp?
For nogen tid siden kom svenskerne til at røbe, at de egentlig godt kunne tænke sig at kunne købe øl og vin i supermarkedet. Da det havde stået på i et stykke tid, gik først statsminister Fredrik Reinfeldt fra Venstres svenske søsterparti Moderaterna ud og sagde, at det skal vi ikke have noget af i Sverige, her tager Systembolaget sig af den slags. Så sagde oppositionens og Socialdemokraternas Mona Sahlin det samme, og så var den debat slut. Man tror ikke, det faktisk foregår sådan, men det gør det. Og det gælder ikke kun alkoholpolitikken. Dette er symptomatisk. Når autoriteten taler, så retter man ind.
For snart mange måneder siden viste man i Rapport (svenske nyheder), hvorledes muslimske kvinder i gymnasieskolen fik lavere gennemsnit end deres svenske søstre, hvilket naturligvis skulle undersøges til bunds. I Sverige elsker man de undertrykte, de svage og de fattige. I Danmark kan vi også godt grine af dem. Det kan man ikke i Sverige. Det er jo synd for dem. Nyhedsudsendelsen viser, hvorledes den svenske gymnasieskole diskriminerer muslimske kvinder, fordi den mener, de skal deltage i svømmeundervisningen på lige fod med andre elever; men er man ortodoks muslimsk kvinde, fordrer religionen, at man ikke bader i samme vand som mænd. Løsningsforslaget i Sverige lyder, at så må man bygge en ny svømmehal til de muslimske kvinder. Det interessante i denne sammenhæng er ikke, hvorvidt dette er rimeligt eller ej, men at dette forslag i Rapport ikke bliver diskuteret, men kun fremlagt fra én synsvinkel: Der skal bygges en ny svømmehal, fordi vi diskriminerer.
Med en dårlig samvittighed og skyldfølelse, som ellers kun er en tysker forundt, synes den svenske barmhjertighed og robin hoodologi næsten for god til at være sand. Ofte er den det også.
I foråret havde man i Sverige en TV-debat om, hvorvidt man skulle tillade Sverigedemokraterna, DFs svenske søsterparti, at deltage i debatmøder mellem landets forskellige partiledere på landets gymnasier. At man i Sverige tillader et sådant parti at ytre sig offentligt er uhørt, og det vakte derfor stor opstandelse, at visse gymnasier tillod Sverigedemokraterna at deltage - de var jo racister. Mange gymnasierektorer havde allerede forbudt Sverigedemokraterna at møde op på deres gymnasier. Det var jo ikke et sympatisk eller et ordentligt parti. Ganske vist henviste man naturligvis ikke til det - nogen havde vist sagt noget om ytringsfrihed og demokrati - men til »hensynet om ro, orden og sikkerhed« - en formulering, der i øvrigt bruges til at begrunde indførelse af undtagelsestilstand med.
Som om det var bedre, som om det var sundere for en demokratisk kultur ikke at lade andre komme til orde, hvor vanvittige man end måtte finde deres holdninger. I foråret stod svenske medier i kø for at vise, hvor revolutionerende de var i deres nyhedsdækning, idet de lod Sverigedemokraterna komme til orde i netop disse medier.
Sådan er det ikke længere. Sverigedemokraterna er nu censureret fra stort set alle svenske medier - sidst med deres TV-reklame, som den private station TV4 ikke ville vise. Men at forestille sig, at så måtte de statsfinansierede kanaler SVT1 og SVT2, der ligesom DR er forpligtet på public service og blot en smule almen dannelse, vise reklamen, er helt utænkeligt. Nu kunne der jo pludselig være politiske konsekvenser bag en beslutning om en dækning af et parti. Men i Sverige er der intet mærkværdigt i at beskytte 'Svenska Folket' fra alverdens ondskab.
Som Christoph Andersson skriver i Dagens Nyheter (18. august), en af Sveriges største aviser, så er det »dybt ulykkeligt, at justitsministeriet (Justitiekanslersämbetet) og undervisningsministeriet (Skolverket) har åbnet dørene til landets skoler. Til skolestart er der i princippet frit løb for den yderste højrefløj til at hverve unge skoleelever og førstegangsvælgere.«
At højreekstremisme og nationalisme i enhver sammenhæng er politisk uhensigtsmæssigt, kan næppe støde. Men Andersson siger også meget mere end det: Netop fordi det er sådan, så skal partier med sådanne tendenser forbydes, og fratages den ret, som et hvilket som helst andet parti eller græsrodsbevægelse har, nemlig at vinde folk for sin sag; ja, denne ret er til og med stadfæstet i grundloven. Men som Jan Guillou sagde ved sidste valg i 2006, så er Sverige et land, der er gået direkte og uproblematisk fra militærdiktatur til demokrati. Man følger autoriteten, ikke fordi det er rigtigt, men fordi det er autoriteten. Som Carl Schmitt skriver i sin bog om undtagelsestilstanden: »suverænen beviser, at han for at skabe ret, ikke behøver at have ret«.
En grundpille i den europæiske oplysning, alle dens onder til trods, er, at kun ved at lade så mange som muligt komme til orde i den politiske debat, kan samfundets borgere tage stilling, og derved konstituere demokratiet. Kun ved at lade ekstremisme i enhver forstand komme til orde, kan den bekæmpes. Det forstår man ikke i Sverige. Tænk, hvis folk nu valgte det forkerte det var da også baggrunden for, at Sverige, som det eneste land i Europa, ikke genoptrykte Muhammedtegningerne. Det var jo racsime og diskrimination. Det var synd for muslimerne. Sverige er et beskyttet demokrati. Det kommende valg i Sverige signalerer derfor egentlig mindre jomfrufødslen af flygtninge/indvandrerdebatten, som det ud fra en svensk bevidsthed helt utænkelige scenarie: Tænk hvis autoriteten tager fejl?
Det uhyggelige ved den svenske debatkultur, nyhedsdækning og politik i det hele taget er, at alt er for rent, poleret og for godt, ligesom der i Malmö ikke ligger så meget som et cigaretskod i fortovskanten. Alle opfører sig pænt, alle siger det rigtige, alle har de rigtige holdninger, alt er kontrolleret, alt er 'mysigt'. Problemet er bare, at hverken svenskerne eller Sverige jo er sådan. Men Sverige og svenskerne har efterhånden hyllet hinanden ind i myten om, at denne drøm er virkeligheden.
Sverige er svøbt i politisk korrekthed i en sådan grad, at det er blevet en hæmsko for demokratiet, fordi intet egentligt diskuteres, og fordi den politiske virkelighed ikke synes at spille nogen rolle. Sverige mestrer neutraliteten, som er deres eget navn for denne tilstand: Fra forsyning af militærmateriel til Det Tredje Rige under krigen, til at stå uden for NATO-samarbejdet, er tendensen den samme: Man vil ikke træde nogen over tæerne, man fordømmer på det skarpeste imperialisme og andet utøj, sender skib med humanitær nødhjælpsforsyning til Gaza, men vil gerne tjene penge på våbensalg til Israel og i det hele taget til en hvilken som helst køber. Det er ikke dobbeltmoralsk. Det er bare usympatisk.
Svenskerne kalder danskerne for Nordens italienere. Eller for Nordens arabere. Netop når det gælder Danmark, er det sidste specielt morsomt, men det synes man ikke i Sverige. Man kunne risikere at støde nogen.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten