Kronik

Svagheden for de svageste

Ole Thyssen og Henrik Dahl: Venstre måtte fra 2001 skrue op for velfærden uden at turde sige det, og Socialdemokratiet skruer nu ned for velfærden, igen uden at turde sige det. De dækker sig ind bag sparehensyn. Her ligger en tabt sag.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Krigeren, borgeren og taberen (’KBT’) fremsatte for seks år siden to teser. Dels at der er forskellige måder at håndtere livets sejre og nederlag på, dels at velfærdssamfundet er ved at segne under vægten af sin egen succes. Begge teser har fået større relevans i dag end dengang. Det skyldes ikke alene sagen om den fattige Carina, men også det skift i forholdet mellem ret og pligt, som er indeholdt i regeringens forsøg på at reformere velfærdsstaten.

At bogen på nogle punkter blev misforstået, har vi selv en del af æren for. Men det ændrede klima spiller også en rolle. Derfor tillader vi os et update. Men først et par ord om bogens tilblivelse.

Fristelsen til at skrive ’KBT’ opstod under et kursus, vi sammen havde udbudt på CBS. Det handlede om anerkendelse, som dengang var et centralt tema både i filosofi og sociologi. I løbet af kurset opdagede vi, at temaet ofte blev behandlet med en skjult dagsorden, som gik ud på, at anerkendelse er godt og mere anerkendelse bedre. Og videre: at ethvert krav om anerkendelse er berettiget. Man skulle hverken kritisere eller afvise den slags krav, men efter bedste evne imødekomme dem.

Hermed havde vi fundet det problem, som drev bogen: er det rigtigt, at alle krav om anerkendelse skal anerkendes? Altså, for eksempel: Carinas krav om anerkendelse af sin status som fattig. Eller SU-Sofies tilsvarende krav, nogle måneder senere. Eller alle psykisk syges krav om at blive anerkendt som uarbejdsdygtige. Eller børns krav om at få ros for alt, hvad de gør. Vi opstillede en modtese: at det under visse omstændigheder er berettiget at afvise krav om anerkendelse.

Mange har i årenes løb fortalt os, at vi ikke burde inddele mennesker i krigere, borgere og tabere. Det gør vi heller ikke. Vi siger, at ethvert menneske har et valg mellem krigerens, borgerens og taberens moral.

Krigerens moral har sit udspring i en aristokratisk tankemåde: at anerkendelsens kilde er, at man lever op til standens ære. Da adelen siden er afgået ved døden, handler det ikke mere om blodet. Æren ligger i at påtage sig kampen for en sag eller et princip og gøre det med flair, talent og overbevisning. Om det gør ondt eller ej, og om man tjener penge på det, er ikke det vigtigste. Der er masser af mennesker, som uden at være aristokrater ser æren som det fagreste træ i skoven.

For borgeren er anerkendelsens kilde ikke hvad han er, men hvad han kan og hvad han tjener. Mens aristokraten ser på æren, ser borgeren på nytten og pengepungen. Derfor er borgeren ikke helhjertet. Han ser ikke kun på sagen, men også på sagens omkostninger. Han er flittig og dygtig og slås for at balancere arbejdet og familiens hensyn.

Inde i hjertet af det borgerlige samfund opstod velfærdssamfundet. Det skulle afhjælpe den elendighed, som opstod, når mennesker ikke kunne klare sig - arbejde - uden at de selv var skyld i miseren. Gradvis blev ideen om velfærd udvidet, så den til sidst dækkede enhver ubalance i hverdagen.

Princippet om de »værdigt trængende« blev langsomt skubbet i baggrunden. I velfærdssamfundet er kilden til anerkendelse ikke, at man kan, men, sært som det kan lyde, at man ikke kan. Og det handler ikke blot om arbejde, men også om at passe sin familie eller sige nej til livsfarlige fristelser.

Kan man bevise, at man ikke kan klare sin hverdag, går det store velfærdsmaskineri i gang. Det giver en anerkendelse, som er af en anden art end ærens og karrierens. Man anerkendes som svag eller som offer. Da velfærd ydes som en ret, opstår der, desværre, en nærliggende fristelse til at opnå systemets »ros« ved at søge at bevise, at man ikke kan. Vi kan tale om refleksiv velfærd.

En central pointe i ’KBT’ er derfor, at man kan og bør spørge sig selv fra hvilken kilde, man vil hente anerkendelse. Leve op til sin rolle med størst mulig flair og overbevisning? Høste anerkendelse ved karriere og penge? Eller søge anerkendelse gennem den bedst mulige påvisning af egen hjælpeløshed, selvfølgelig garneret med stadige beviser på, at man gerne vil, men ikke kan?

Svaret er ikke, at man skal vælge én form og fravælge de to andre. Hvad vi skildrer er ikke tre mennesker, men tre idealtyper - tre moralske profiler for, hvordan livets sejre og nederlag kan håndteres. Vi er alle krigere, borgere og tabere.

Et andet tema, som vi kunne have gjort mere ud af, er velfærdsstatens selvstændige interesse i at skaffe kunder i butikken. Hvorfor nu det? Fordi den danske stat spiller en meget stor rolle. Den lovgiver, uddanner, helbreder, straffer, forsørger, sagsbehandler og mange andre ting. På alle områder opstiller den standarder for, hvad der skal anerkendes - hvad der skal gøres gældende og hvad hver enkelt borger har ret til at forvente.

Her peger vi på, at staten bør være varsom med at give rettigheder, den ikke kan garantere. Selv om ideen om »mennesket« er kilde til ideen om »menneskerettigheder«, så er garanten for en rettighed typisk en stat. Tvivler man på det, kan man rejse til en mislykket stat og forsøge at gøre sine rettigheder gældende. Staten både kan og bør sikre retten til frihed, privatliv, ejendom samt lov og orden. Og de rettigheder er ikke blot ønskelige. Staten kan faktisk garantere dem - uden dog at kunne garantere, at de ikke krænkes.

Men hvad med retten til succes? Eller til respekt? Eller kærlighed? Eller til ros og anerkendelse i bred almindelighed? Ifølge deres natur kan disse rettigheder ikke tildeles. Derimod er der - med delvis undtagelse af kærligheden - tale om en anerkendelse, man skal gøre sig fortjent til. Og måske har man ikke fortjent at blive anerkendt. »Jeg forlanger respekt!« siger den utilpassede indvandrer. »Tja«, bliver man nødt til at svare. »Er du respektabel?«

Et sted i sin uforlignelige bog Den herskende klasse (1973) peger Jørgen S. Dich på det underlige i, at et hospital altid har fuld belægning. Det gør han selvfølgelig for at påvise, at det også er i lægernes egeninteresse at sengene er fyldt op.

På samme måde med alverdens andre »tilbud« om velfærd: skaber man udbuddet, opstår hurtigt - ud af intet, tilsyneladende - efterspørgslen. Svagheden for de svage ender paradoksalt nok med at skabe endnu flere svage.

Her burde vi have været mere præcise. Når mennesker søger anerkendelse efter velfærdsstatens principper (»jeg kan ikke«), er det ikke blot et individuelt anliggende. Miseren ligger i velfærdsstatens udbud og hos de mennesker, der har deres udkomme ved at yde omsorg. Eller, for at være helt konkrete: det mest interessante ved »Carina« er ikke et moralsk svigt hos dette enkelte menneske. Hendes situation er skabt af et system, der allerede da hun var omkring 16 år gammel anbragte hende på livsvarig, passiv forsørgelse - og støttede hende i opbygningen af den selvforståelse, at hun var fattig og ikke ved egen indsats kunne hive sig op af suppedasen.

Det betyder ikke, at den enkeltes moralske holdning er ligegyldig. Men den indgår i en sammenhæng. Vi har brugt en indisk metafor. Juggernaut-hjulet er et stort hjul, der kværner af sted, tilsyneladende ved egen kraft. Men dets fremdrift er intet mirakel. Det skubbes af mange hænder, som blot ikke oplever, at netop deres indsats er afgørende.

Velfærdssystemet er et sådant hjul. Mange ser deres fordel i at kræve mere velfærd: politikere, behandlere, massemedier - og så almindelige brugere, der gerne vil have mere af alting, selvfølgelig betalt over skattebilletten. I det lys er mediernes endeløse beretninger om de svage og om statens svigt lette at forstå. De er en svagt maskeret reklame for en velfærd, der ikke må reklameres med.

Politisk er velfærden en varm kartoffel og en hellig ko. Venstre måtte fra 2001 skrue op for velfærden uden at turde sige det, og Socialdemokratiet skruer nu ned for velfærden, igen uden at turde sige det. De dækker sig ind bag sparehensyn. Her ligger en tabt sag. Socialdemokratiet kunne have vundet en fornem platform ved at tage et åbent opgør med den velfærdsstat, som partiet mere end noget andet har stået som garant for.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.