Kronikken

Sundhedsvæsenet har brug for en plan

Pleje og genoptræning af patienter, bl.a. ældre og kræftsyge, flyttes i disse år fra hospitalerne til kommuner og praktiserende læger. Der er brug for at skabe en bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet, bl.a. for at undgå store forskelle i behandlingen i landets 98 kommuner.

Grete Christensen.
Grete Christensen.

En stadigt større del af sundhedsindsatsen i Danmark foregår uden for sygehusmurene i det nære sundhedsvæsen. Det vil sige hos almen praksis, de privatpraktiserende speciallæger og i kommunernes sundhedstilbud. Det er en udvikling, som vil fortsætte i takt med, at der kommer flere ældre, flere borgere med kroniske lidelser, flere borgere med kræft og heldigvis også borgere, der har overlevet kræft, men har følger af sygdomsforløbet, og som derfor har brug for sundhedsvæsenet. Samtidig udskriver sygehusene patienter langt tidligere i behandlingsforløbet end for bare få år siden. Det betyder, at patienterne, som det nære sundhedsvæsen skal håndtere, er mere plejekrævende, og sygdomsforløbene er langt mere komplekse end tidligere.

Det betyder et langt større fokus på rehabilitering og opfølgningsforløb. Når vi ser på eksempelvis kræftområdet, så har et stort antal borgere fysiske gener af kræften og behandlingen. Vi ved, at genoptræning kan være med til at forebygge og reducere de fysiske gener. Vi ved, at kræftpatienter og borgere, der har overlevet kræft, også har en række psykiske og sociale følger og behov. Ofte har de andre sygdomme oveni kræften. De har derfor ikke bare brug for et fysisk genoptræningsprogram, men de skal ses som hele mennesker med komplekse behov og individuelle ønsker. Fra Kræftens Bekæmpelses Barometerundersøgelse fra 2013 ved vi desværre, at en stor del af kræftpatienterne ikke oplever, at sundhedsvæsenet i tilstrækkelig grad tager hånd om disse følger og behov.

Udviklingen med at flytte pleje- og behandlingsopgaver fra hospitaler til det nære sundhedsvæsen er grundlæggende fornuftig og logisk. Men det er en udvikling, der stiller krav til både sammenhængen mellem sektorerne og til kompetenceniveauet i det nære sundhedsvæsen.

I dag fungerer sammenhængen i sundhedsvæsenet kun delvis, og årsagerne er flere. Kommunernes sundhedstilbud er meget forskellige, og i nogle kommuner er kvaliteten for lav, og det på trods af, at kommunerne overtager flere og flere opgaver fra sygehusene. Der er i realiteten ingen fælles forpligtende aftaler om, hvad de enkelte praktiserende læger skal tilbyde deres patienter, så tilbuddet bliver let forskelligt fra praksis til praksis. Hospitalerne overser det faglige ansvar, de har, for et samlet sundhedsvæsen. Et ansvar, som handler om at hjælpe den enkelte praktiserende læge og hjemmesygeplejerske, så den samlede indsats forbliver så god som mulig.

Konsekvensen er, at indholdet i de sundhedsydelser, som patienterne får, svinger meget. Der er 98 kommuner, og de har hver især deres kombination af egne tilbud og samarbejde med praktiserende læger og hospitaler.

Det er et problem af fire grunde.

1: Vi stilles forskelligt, når vi bliver syge, alt efter, hvor vi bor. Sådan bør det ikke være. I et velfærdssamfund som det danske bør alle patienter have samme muligheder for sundhedsydelser, som imødekommer deres individuelle behov, uanset hvor i landet de bor.

2: Det fragmenterede sundhedsvæsen medfører blandt andet, at for eksempel de enkelte kommuner på mange områder skal finde egne løsninger, og især for mindre kommuner kan det være vanskeligt at have den nødvendige specialiserede viden til at dække alle behov. Vi kunne nævne en række eksempler på tværs af landet, hvor kommuner i samarbejde med almen praksis og sygehuse har fundet gode løsninger, for eksempel mellemkommunalt samarbejde og særlige it-systemer. Pointen er imidlertid, at løsningerne er udviklet uafhængigt af hinanden, og der mangler viden om, hvad der virker.

3: De uensartede tilbud betyder, at sygehuse, kommuner og praktiserende læger har svært ved at få et overblik over hinandens tilbud for eksempel i den kommune, hvor patienten bor. Det medfører, at der i nogle tilfælde ikke henvises til eksisterende tilbud, ganske enkelt fordi sygehuset eller den praktiserende læge ikke ved, hvordan sundhedsindsatsen er skruet sammen i hver enkelt kommune.

4: De uensartede tilbud og det manglende overblik har social slagside. De stærke borgere og pårørende kan ofte selv navigere i sundhedsvæsenets tilbud. De svageste borgere har til gengæld ofte ikke det overskud, og derfor kan de få en ringere behandling og pleje, end de burde.

I stedet for at tænke sundhedsvæsenet som en trekant, hvor sygehusene, kommunerne og almen praksis står fjernt fra hinanden i hver sin spids, skal vi tænke sundhedsvæsenet som en cirkel, hvor patienten er i centrum omkranset af ét samarbejdende sundhedsvæsen.

Der er med andre ord behov for at tænke nyt. Det er en opgave, som regeringen oplagt kan stille sig i spidsen for. Vi skal starte med at tage udgangspunkt i befolkningens behov for sundhedsindsatser og først herefter sørge for, at sundhedsvæsenets organisering, ressourcer og kompetencer matcher dette behov. Vi skal dermed tage den nuværende opgavedeling op til revision og nytænke og forstærke, hvor det er nødvendigt.

Det kræver et tæt samspil mellem sygehuse, almen praksis, privatpraktiserende speciallæger, de kommunale sundhedstilbud og patienterne. Alle har en vigtig rolle at spille, og det kommer simpelthen ikke til at fungere, hvis alle ikke er med. Af den grund er det fint, at det udvalg, som ifølge aftalen om regionernes økonomi for 2016 skal i gang med planen for det nære sundhedsvæsen, vil lytte til fagpersoner, men det er betænkeligt, at udvalget kun skal omfatte ministerier, KL og Danske Regioner. Det er fagfolkene, som skal føre udvalgets beslutninger ud i livet og sørge for, at resultaterne kommer i hus. Der skal tages vigtige konkrete og faglige diskussioner af, hvor og hvordan patienterne behandles bedst muligt. Hvis ikke vi skal komme bagud fra start, er det derfor det eneste rigtige, at de sundhedsfaglige kompetencer kommer med i selve udvalgsarbejdet.

Der er behov for en helhedsorienteret plan for det nære sundhedsvæsen. Planen skal omfatte overordnede retningslinjer og anbefalinger til kommunernes indsats, og den skal sætte fokus på et tæt samspil mellem almen praksis og den kommunale indsats i både sundhedscentre og hjemmesygepleje. Planen skal sammentænkes med den plan, der ligger bag etableringen af den nye sygehusstruktur, så der sikres videndeling og smidigt samarbejde mellem sygehuse, almen praksis og den kommunale sundhedsindsats.

Det skal være nemt at overskue tilbuddene for borgere, sygehuse, almen praksis m.v. Det er samtidig helt afgørende, at kommunestørrelse, befolkningssammensætning og geografisk beliggenhed ikke har betydning for, om borgerne kan få de nødvendige tilbud. Det vil på en række områder kræve et tæt samarbejde på tværs af kommunegrænserne. Det kunne være tværgående teams eller specialister blandt læger og sygeplejersker, der dækker et større område.

Det er nogle af de højaktuelle udfordringer, som en plan for det nære sundhedsvæsen skal tage fat i. Det er derfor nødvendigt at tage stilling til, hvilken arbejdsdeling der skal være på tværs af de involverede aktører og faggrupper, og hvem der konkret har ansvaret for hvad.

Det skal samtidig sikres, at der er de nødvendige ressourcer og kompetencer til stede i det nære sundhedsvæsen i forhold til at løse de aktuelle udfordringer. På kræftområdet er det afgørende at styrke håndteringen af tidlig opsporing, opfølgningsforløb, følgesygdomme m.v., så det netop sikres, at kræftpatienterne kommer hurtigt og godt videre med deres liv eller hurtigt opdager eventuelle tilbagefald. Det kræver ressourcer og høj faglighed.

Vi står over for en stor udfordring med at tænke nyt, så vi i fællesskab kan skabe en ny fortælling om et sammenhængende sundhedsvæsen af høj kvalitet med patienten i centrum. En strategisk og helhedsorienteret plan for det nære sundhedsvæsen kunne være et rigtig godt sted at starte. Vi er mange, der står klar til at bidrage til fælles løsninger.

---

Kronikken er skrevet af Grete Christensen, Andreas Rudkjøbing og Dorthe Gylling Crüger, formand for hhv. Dansk Sygeplejeråd, Lægeforeningen og Kræftens Bekæmpelse.

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.