Kronik:

Stress i bæreselen

Birgitte Vange: Det er en vildfarelse at tro, at små børn ikke kan få nok stimulation. Små børn kan nemt få for meget stimulation, og hvis de er særligt sarte grundet arvelige forhold eller belastende forhold omkring fødslen, vil de ikke være i stand til at sige fra eller skærme sig selv for overbelastningen. Det er forældrenes opgave. Og samfundets.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

En trafikeret gade i Odense. En lillebitte pige med lyserød hue hænger i bæreselen på mors mave. Hun er to-tre måneder måske. En tunet knallert drøner forbi. En lastbil holder med motoren tændt, mens chaufføren prøver at finde vej. »Lillen« har ansigtet vendt mod mig og alt det, der passerer.

Men hun ser nu ud til at være mere interesseret i sine hænder

Du ser dem på gader og stræder, i indkøbscentre, supermarkeder, banegårde og lufthavne. Spændt op på maven af mor eller far hænger de små børn i bæresele som korsfæstede basunengle. Med åbent ansigt mod et kaos af larm og indtryk ser de den store verden flimre forbi. Nogle spræller i tøjret. Andre har knyttede barnehoveder, ser apatiske ud eller er faldet i søvn.

Det er skidt, at de hænger der. Det var bedre, hvis de var blevet hjemme. Og skal de i selen, skal de vendes, så de kigger på mor eller far. De skal ikke se tilfældige forbipasserende som mig, køledisken i Føtex eller gadens flimrende liv. De skal skærmes.

Al spædbørnspsykologi handler om, at børn skal udvikle sig i den lille verden, før vi hjælper dem ud i den store. De små børns synsvidde er lille, og de har først og fremmest brug for samværet og tilknytningen til mor, far og de nærmeste. Det er næsten som om synets udvikling fortæller os, hvad børnene har brug for: små menneskebørn ser skarpt i 20 cm afstand - det er sådan cirka afstanden mellem mors ansigt og barnets, når det dier. Gradvis lærer børn at fokusere og se længere og længere. For de skal først lære den nære verden at kende, inden de skal have øje for den fjerne.

Bæreseleproducenterne fører små børns forældre på vildspor, når de skaber bæreseler, hvor de små kan hænge med front mod verden. Hvordan i alverden finder de på, at små børn har godt af at hænge sådan, »så snart de kan holde hovedet«, som der står i en produktvejledning?

Svenske Anna Wahlgren (mor til 13 børn og den gode gamle forældrebibel »De kære børn«) taler om, at forældrene er barnets guider i et fremmed land. Sikke et smukt billede.

Hvordan kan »Lillens« turistguide synes, at »Lillen« skal »se« og opleve en trafikeret gade i Odense, når »Lillen« - og hendes hjerne - er alt for lille til at kapere det? Når hun får mere ud af at se og snakke med mor, der vasker op. Når hun har bedre af at pille ved sine tæer og øve sig i at rulle rundt på maven på et tæppe i stuen. Eller lytte til mor og hendes veninde, der snakker og drikker the derhjemme?

Samværet omkring hverdagens små gerninger er fuld af stimulation.

I gamle dage fik børn kyser på for at skærme dem. De sad i en barnevogn med kalechens begrænsende udsyn og havde øjenkontakt med den, der trillede med barnevognen. Nu sætter vi småbørn i løbevenlige køretøjer, hvor børnene kan sidde og kigge ud i verden. Imens mor eller far taler i mobiltelefon eller løber for at holde sig i form.

De små børn i bæreselerne deltager i en kulturel fejludvikling af barndommen. En barndom på de voksnes præmisser, styret af voksnes behov. En barndom, hvor også helt små børns hjerner vænnes til stimulation på alle kanaler.

Vi stresser vore små medborgere ved at byde dem alt for tidligt ind i en overstimulerende verden, som vi voksne også har svært ved at finde ro i. Og bæreselen med de udadvendte børn er kun ét eksempel. Små børn »går« i babybio, på cafe, til baby-svømning og -rytmik. De ser tegnefilm eller beskæftiges med legetøj, som larmer og blinker. De underholdes med TV, playstation og computer. For slet ikke at tale om, at barselsorloven bruges til storbyferie i New York og cruise i Caribien. Ro og regelmæssighed derhjemme eller i et sommerhus ved Rødby havde nok været til større glæde for alle parter.

I sin nye bog »Den følsomme hjerne« dokumenterer psykolog Susan Hart med teoretisk fundament og forskning, hvorledes menneskets nervesystem former sig efter de påvirkninger, det udsættes for. Og hvorledes tilknytning og samhørighed helt fra fosterlivet er grundlaget for, at et barn - og dets nervesystem - kan udvikle sig til et sundt og velfungerende individ.

Der var engang, hvor vi troede, at menneskets nervesystem bare udviklede sig. Efter en fastlagt køreplan med faste milepæle, styret af biologien og de arveanlæg, den pågældende havde fået med sig fra fødslen. Nyere forskning har demonstreret, at nervesystemets udvikling formes af de stimuli, sanseindtryk og belastninger, den enkelte udsættes for.

Der var også engang, hvor »almindelig« opdragelse fostrede hæmmede, neurotiske mennesker, hvis udfoldelse var begrænset af tidlig pottetræning, ro, regelmæssighed, disciplin og undertrykkelse af følelser. I børne- og ungdomspsykiatrien så vi mange børn og unge, som ikke kunne udtrykke følelser og behov på almindelig vis, og som i stedet reagerede med uforklarlige fysiske symptomer som lammelser, mavesmerter og anfald. Den slags patienter ser vi ikke længere i Børne- og ungdomspsykiatrien.

Til gengæld har vi set en eksplosiv stigning i forekomsten af opmærksomhedsforstyrrelser som ADHD og ADD (tidligere betegnet DAMP). Det er forstyrrelser, som indebærer indre uro, hyperaktivitet, vanskelighed ved koncentration og opmærksomhed, letafledelighed og manglende filtrering af sanseindtryk. Mennesker med opmærksomhedsforstyrrelser har svært ved at fastholde fokus. De overbelastes nemt, fordi de har problemer med overblik og med at holde sanseindtryk som lyd, berøring og synsindtryk ude.

Når en lidelse som ADHD/ADD får så massiv en fremkomst, som tilfældet er, bør vi som fagfolk og samfund overveje, om vi har gang i en udvikling, som fostrer den slags forstyrrelser.

En udvikling, hvor udadvendte små børn i bæreselen kun er et enkelt lille element.

Det er en vildfarelse at tro, at små børn ikke kan få nok stimulation.

Små børn kan nemt få for meget stimulation, og hvis de er særligt sarte grundet arvelige forhold eller belastende forhold omkring fødslen, vil de ikke være i stand til at sige fra eller skærme sig selv for overbelastningen. Det er forældrenes opgave. Og samfundets.

Når vi nu ved, at kontakt og samvær er en forudsætning for sund udvikling af nervesystem, kontaktevne og koncentration, hvordan kan det så være, at vi har organiseret os med store og urolige daginstitutioner med dårlig voksennormering, som vanskeliggør fælles opmærksomhed og koncentration? Hvorfor har vi skabt et skolevæsen med store klasser, masser af projektarbejde, minimal forudsigelighed og struktur, så flere og flere må have specialundervisning, fordi de ikke kan klare sig og lære i de rammer? Og hvorfor accepterer vi, at så mange skolebørn tilbringer mange mange timer daglig alene foran TV og computer i fiktive universer af reklamer, tegnefilm og computerspil.

Jeg spørger bare.

De udadvendte små børn i bæreselerne er bare begyndelsen. Et iøjnefaldende eksempel på, at mange ikke har fattet den grundlæggende betydning af kontakt og samvær, når vi skal støtte børns udvikling, indlæring og udforskning af verden.

Kære »Lillen«s mor og andre småbørnsforældre! I er guider i jeres børns liv. Jeres nærvær, opmærksomhed og samvær om at opleve verden vil hele livet være det allerbedste, I kan give jeres børn. Det er kontakten med jer, der gør det muligt for dem at fordøje de indtryk, som verden byder på. Og så længe de er små, er det jer, der skal dosere indtrykkene, så børnene ikke stresses.

Bruger I bæresele, skal jeres børn ikke være udadvendte, men kigge på jer.

Jeres ansigter er deres holdepunkt i den store verden.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.